ALLE VIDTFAVNENDE BEGREBER rummer paradokser, således også begrebet demokrati. Et af demokratiets store paradokser handler om vores frihedsrettigheder. Frihedsrettighederne er selve grundstenene under demokratiet – men, plejer man at tilføje – der følger et ansvar med friheden. Man kan så diskutere, hvilken form for ansvar, der er tale om, samt i hvor stort et omfang, det gør sig gældende.
DEMOKRATIET ER EN løbende proces, der må holdes i gang og arbejdes for hele tiden, hvis ikke det skal smuldre. Vi må værne om det ved at holde de demokratiske værdier i hævd, men det er en illusion at antage, at frihedsrettighederne er ubegrænsede.
Det nærmeste, vi kan komme et ønske om ubegrænset frihed, er at kræve anarkisme, hvilket ironisk nok definitivt ville tage livet af friheden og overlade magten til de mest kyniske og magtbegærlige individer og grupperinger i samfundet, meget hurtigt. Ergo: Kravet om grænseløse frihedsrettigheder er en selvmodsigelse.
I pædagogikken findes der et kendt paradoks, der kort sagt lyder således: ”Vi skal opdrage og uddanne børnene til at blive selvstændige, frit tænkende individer, men vi er nødt til at lede dem i denne retning.” Hvis ikke vi modsiger vores eget ideal om at tænke og handle frit ved at ”styre” børnene hen imod denne indsigt, så får vi netop ikke frittænkende, selvstændige individer.
Vi gør børnene en tjeneste ved at lede dem imod en bevidstgørelse omkring deres individuelle rettigheder og potentialer samt – ikke mindst – deres medborgeres tilsvarende rettigheder og potentialer. Man kan ikke tale om individuelle frihedsrettigheder som noget, der er løsrevet fra samfundets og samtlige af dets borgeres rettigheder. Og det er blandt andet denne udfordring, der gør demokratiet så sårbart. Der må af nødvendighed hele tiden foregå en afvejning af rettigheder og pligter, friheder og begrænsninger.
ET ARGUMENT, der i den seneste tid er blevet flittigt brugt af politikere i forbindelse med burka- og niqabforbuddet, lyder således: ”Vi kan ikke tvinge en kvinde til at tage sin burka af. Det strider imod vore frihedsprincipper. Hvordan kan vi fordømme muslimske samfund, der påtvinger kvinder at bære burka, og på samme tid påtvinge kvinderne ikke at bære burka? Det gør os blot lige så autoritære, som de styrer, vi kritiserer.”
Men dette argument er uholdbart. Der er nemlig mange andre områder, hvor vi gør præcis det samme uden tøven af den simple grund, at vi ved, at vi beskytter nogle individer og deres frihedsrettigheder netop ved at sætte begrænsninger for dem (som reelt set er at beskytte dem imod, at andre kan udnytte og undertrykke dem).
Et eksempel er, at vi ikke tillader unge under 18 år at blive gift i Danmark. Her kunne de samme politiske stemmer i princippet have brugt et enslydende argument, som de gør i forhold til et eventuelt burkaforbud: ”Skal vi tvinge unge mennesker til ikke at blive gift, på samme måde som de tvinges til at blive gift i deres autoritært styrede hjemland? Så handler vi vel ikke anderledes end disse styrer.”
Problemet er, at mange politikere bruger denne type argumenter, når det passer dem og deres agenda, hvilket vil sige, at de bruger dem inkonsekvent. De argumenterer således i nogle tilfælde med, at vi ikke kan tillade os at sætte grænser ved frihedsrettighederne; i andre tilfælde, at vi både må og skal.
EN INTERESSANT PÅSTAND, der tit og ofte høres i den politiske debat, er, at det at fokusere på sådan nævnte ”småsager” er ren symbolpolitik, der hverken gør til eller fra i forhold til at ændre ved magtstrukturerne i samfundet, for eksempel den kvindeundertrykkende struktur i nogle af de muslimske miljøer. Det hævdes – og ofte i en nedladende tone – at den såkaldte symbolpolitik i form af burkaforbud; fokus på, at muslimske piger skal deltage i svømmeundervisning og på lejrskoler med videre, er spild af ressourcer. Intet er fjernere fra sandheden.
Hvad skulle være den logiske konklusion af, at når det kommer til samfundsstrukturer, så har de forskellige ”smådele” ingen betydning for helheden? Jeg må undrende stille spørgsmålet: Hvad består strukturerne af, hvis ikke netop de forskellige ”små” dele i form af håndgribelige, undertrykkende magtredskaber og magtanvendelser? Dette er, hvad der udgør den sociale kontrol. Dette er, hvad de gennemgribende strukturer er bygget af.
Fuldkomment uindskrænkede friheder findes ikke, og når man hører politikere forsvare retten til at iklæde sig lige, hvad man har lyst til – det være sig en burka eller en elefanthue – med henvisning til, at de er liberale, vidner det ikke om andet, end at de har en rent teoretisk tilgang til det at være liberal; en tilgang blottet for refleksioner, der ville afsløre nuancerne og umuliggøre den sort- hvide opfattelse af, hvad det vil sige at identificere sig med et bestemt sæt politiske værdier.
Den store engelske filosof John Stuart Mill (1806-1873), der var liberal og en af de fremmeste forkæmpere for ytringsfriheden, var af den holdning, at både ytringer og handlinger skal være uindskrænkede, så længe de ikke er til direkte skade for andre mennesker.
Præcis hvordan ”direkte skade” skal tolkes, har siden været omdiskuteret, og man kan sige, at formuleringen kræver en afvejning i rigtig mange konkrete tilfælde. På samme tid var Mill en pioner, når det kom til kampen for kvinders rettigheder, og han mente, at kvindeundertrykkelse var et levn fra en fjern fortid, som hindrede den menneskelige udvikling.
POINTEN ER, at frihedsrettighederne ofte er i karambolage med hinanden. Hvis frihed beskytter du dybest set ved at tale imod et burkaforbud? Kvindens frihed? Eller den undertrykkende mands eller eventuelt families frihed?
Med liberalisten Mills principper in mente kan man stille spørgsmålet: Er det til direkte skade for nogen at lade kvinder bære burka? Og eftersom Mill var en så ihærdig forkæmper for kvinders rettigheder, tør jeg påstå, at hans svar ville være: ”Ja, det skader de pågældende kvinders demokratiske frihedsrettigheder. Det skader deres udvikling hen imod at blive selvstændige, frie individer – og derved skader det også samfundets og menneskehedens udvikling.”
Man kan i samme åndedræt hævde, at det ydermere skader de undertrykkende mænds udvikling, da de indirekte bekræftes i deres uligeværdige syn på kvinder.
Her er der stof til eftertanke til de mange såkaldte liberalister, der mere eller mindre i søvne mumler udenad, at de er imod ethvert forbud, samfundet måtte foreslå. Så enkelt er det netop ikke at finde de rigtige løsninger, for et manglende forbud inden for et område kan være netop det, der fratager nogle borgere deres frihed. Således med aldersgrænsen for, hvornår man må giftes, således med tvungen skolegang, og således med et kommende burkaforbud.
Vi er nødt til at forholde os til kompleksiteten ved demokratiet, og vi er nødt til at indse, at der findes demokratiske paradokser. Et af dem er at forbyde at bære ansigtsdækkende beklædningsstykker i offentligheden med det formål ikke at indskrænke en gruppe kvinders frihed – men også med det formål at lade alle borgere kunne færdes frit i samfundet uden at støde på mennesker, de ingen mulighed har for at aflæse og derved vide, hvordan de skal forholde sig til.