Sognepræst Kristian Bøcker kritiserer i en kronik i Kristeligt Dagblad den 9. oktober under overskriften ”Når kirken bliver politisk og kristendommen moralsk” både Folkekirkens Nødhjælp og mig.
Han kritiserer Folkekirkens Nødhjælp for at have inviteret sogne og provstier med til projektet ”Kirken og verdensmålene”, og han kritiserer mig for at opfordre præster, ansatte og menighedsråd til at sætte sig sammen til frokost den 27. oktober og drøfte, hvad vi som kirke og enkeltpersoner kan gøre for at svare an på den forvalteropgave, Gud har givet os mennesker – set i lyset af det kristne evangelium og den aktuelle klimakrise. Og kernen i kritikken er, at både Folkekirkens Nødhjælp og jeg ser kirkens menighed som handlende fællesskaber.
Folkekirkens Nødhjælp må svare for sig selv. Men det kan undre, at en folkekirkepræst, hvis forkyndelsesgrundlag blandt andet bygger på Luthers lille Katekismus, ser verdensmålene som helt fremmede for kirken. For når vi for eksempel beder: ”Giv os i dag vort daglige brød”, så beder vi ifølge Luther om mere end brød. Vi beder om: ”alt, der behøves til livets ophold og trivsel, som for eksempel mad, drikke, klæder, hus, penge, god regering, fred, sundhed” og meget mere. Alle elementer, der går igen i verdensmålene. Nok ikke helt tilfældigt, da både lutherske og andre kirker gennem FN har været med i udformningen af verdensmålene.
Kristian Bøcker kritiserer min opfordring med den begrundelse, at der med K.E. Løgstrups formulering fra bogen ”Den etiske fordring” ikke gives ”nogen kristen etik”. Sådan skriver Kristian Bøcker. Slår man imidlertid efter i bogen, er de underbyggende passager hentet fra afsnittet ”Gives der en kristelig etik?”. Og den forskel er næppe helt ubetydelig.
Men jeg er helt enig med Kristian Bøcker i, at i ”Den etiske fordring” er det en grundsætning, at kærlighedsbuddet ikke er ”specifikt kristeligt”, som det hedder. Det udspringer i stedet af den kendsgerning, at vi altid allerede er ”forviklet med hinanden” – for nu at bruge et andet af Løgstrups yndlingsudtryk fra bogen. Af den ”ansvarets lov”, som følger heraf. Eller udtrykt med Luthers terminologi: ”af den naturlige lov”.
Og det er en af grundene til Løgstrups helt særlige status på dette punkt, at han er blevet læst og forstået som den, der ”på vor tids sprog har sagt det samme, som Luther taler om som Guds ord udenom Kristus”. (”Den etiske fordring”, 1956).
Spørgsmålet er imidlertid, om det er rigtigt? Én af vore fremmeste Løgstrup-kendere, professor Svend Andersen, skrev i 2017 bogen ”Løgstrup og Luther”, hvor han når til den pointe, at Løgstrup her ”i sin tolkning afviger fra Luther”. Hos Luther, fortsætter Svend Andersen, findes ”næstekærligheden også i en kristelig udgave”. Men Løgstrup ”må nok siges ikke at have plads til denne tanke om den kristne kærlighed i sin egen etik”. Så måske er billedet af kirken og etik lidt mere nuanceret, end Kristian Bøcker giver indtryk af.
Det betyder naturligvis ikke, at Jesu forkyndelse kan karakteriseres som et katalog over nærmere retningslinjer for, hvordan den andens liv skal varetages. Men derimod – i mine øjne – at der er en tydelig retning: Medskabningen skal tjenes og opretholdes. Medmennesket, naturligvis, og den skabte verden, som menneskets adresse. Fordi Kristus har tjent os.
Kirken må aldrig blive politik, og kristendommen er heller aldrig moral. Deri er Kristian Bøcker og jeg helt enige. Kristendommen er først og fremmest tilsigelse: ”Du er som menneske spundet ind i synden. Men Kristus har frisat dig og givet dig en ny begyndelse – et levende håb!”. Det er hele inkarnationens teologi: ”For end ikke Menneskesønnen er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.” (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 45).
Det er fundamentet for vores dåbsteologi: At vi gennem dåben modtager Guds kærlighed, bliver en del af menighedens fællesskab og bliver genfødt til et levende håb. Og ud af denne genfødsel springer så sendelsen ud i verden for at give kærligheden videre. Den kristne menighed blev bygget på Kristi tjeneste for os. Han har tjent ved at give sig selv hen til os, så vi nu som menighed er en fortsættelse af hans virkelighed, hans legeme, i verden (Første Korintherbrev, kapitel 12, vers 27). Og dermed indadtil forpligtet til at understøtte hinanden (Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 42-47 og kapitel 4, vers 32-37. Ligesom vi udadtil forbliver udsendinge i Kristi sted. (Andet Korintherbrev, kapitel 5, vers 16-21).
Derfor har den kristne kirke altid været båret af de fire søjler: liturgi (gudstjeneste), kateketik (undervisning), diakoni (omsorgen for medmennesket) og mission. Altså som handlende fællesskaber, der kalder mennesker ind i tjenesten for de nødlidende, i undervisning og i forkyndelse verden over.
Den tjeneste har intet som helst at gøre med ”rene handlinger” – for den rene handling findes ikke, som Kristian Bøcker også siger det. Det ved alle, som har arbejdet med diakonal teologi, og det er netop, hvad Jesus advarer imod i Matthæusevangeliets lignelse om ”ukrudtet i hveden”. Men alternativet til, at den rene handling ikke findes, er ikke, som Kristian Bøcker argumenterer for, at reducere alt (kristen)liv til formalisme og abstrakte strukturer, så vi af frygt for snavsede hænder viger tilbage for at være menighed i verden.
Bøcker nævner det dobbelte kærlighedsbud som kirkens forkyndelse. Og mere kan den kristne etik ikke udfoldes. Men Kristian Bøcker undlader at nævne, at som udlægning af det dobbelte kærlighedsbud fortæller Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Og Jesus lader ikke budet stå i sin abstraktion. Hans slutreplik efter lignelsen er netop: ”Gå du ud og gør ligeså!”.
Kristian Bøckers tidehvervsk-inspirerede teologi vil reducere kirken og menigheden til modtagere af den rene og af verdens begivenheder uplettede prædikenen løsrevet fra hverdagens problemer og udfordringer. Dermed siger han farvel til menigheden som et åbent og handlende fællesskab i verden. Og samtidig har han undsagt al den diakoni, der udspringer af kirkens forkyndelse. Kirken lukker sig om sig selv og bliver efter mit bedste bud ikke det fællesskab midt i verden, Jesus gennem dåben kalder os ind i.
Mit inkarnations-teologiske udgangspunkt understreger derimod, at evangeliet altid taler sit frisættende budskab ind i vores konkrete verden, og i en og samme bevægelse sætter fri, giver håb og sender ud i handlingen for min næste. Velvidende at vi ikke er perfekte, og at ingen af os har det endelige svar, må vi handle – bruge vore talenter og lade håbet spire.
Det er ikke at gøre kirken til politik og kristendommen til moral. Tværtimod – det er at svare an på evangeliet, som det møder os i dåb, nadver, bibellæsning, salmer, prædikenen og menighedens fællesskab.
”Så lær mig da, Herre, at dig til behag jeg bruger det pund, mig blev givet, at fylde med hæderligt virke min dag, at hjælpe og værne om den, som er svag, at elske, thi deri er livet.”
Det hedder fortsat inkarnation.