Prøv avisen
Kronik

Biskop: Uden et sekulært samfund kan vi ikke have trosfrihed

Foto: Mikkel Berg Pedersen, Polfoto/ritzau

Hvis vi ikke har et sekulært samfund, hvor magtudøvelsen ikke begrundes religiøst, kan vi heller ikke have trosfrihed. Og uden trosfrihed kan der ikke være tale om, at evangeliet forkyndes til fri modtagelse i troen, skriver biskop i kronik på reformationsdagen

”SEKULÆR” BETYDER ”af denne tidsalder”,”af denne verden”. Det er et kristent defineret ord, blandt andet på grundlag af Efeserbrevet kapitel 2, hvor der tales om ”saeculum mundi”, denne verdens tidsalder – som en modsætning til Kristi herredømme. Selve begrebet om det sekulære, det verdslige, forudsætter sit modstykke: At noget er ”af verden” er jo kun interessant, hvis der findes noget, der ikke er af verden.

Det at tale om det sekulære, om sekularisering og sågar sekularisme forudsætter altså en kristen forståelsesramme og en forståelse for religion og åndeligt liv som en del af menneskets verden og aktivitet –også selvom denne side bedømmes som skadelig og negativ.

Og det er måske en vigtig indsigt, at det sekulære ikke kan findes uden det åndelige og omvendt.

JEG VIL HER PEGE PÅ TO teologiske positioner til belysning af det sekulære samfund som en værdifuld samfundsform – nemlig ud fra tanken om de to regimenter og ud fra tanken om menneskets gudbilledlighed.

Og for et sikre mig min egen pointe først: Jeg mener afgjort, at det sekulære demokratiske samfund er den bedst tænkelige samfundsform, som giver plads og frihed til sin moder, kirken, og til den religionsfrihed, som er en nødvendig forudsætning for at kunne tale om troens frihed. Med et sekulært samfund menes der et samfund, hvor magtudøvelsen ikke begrundes religiøst, men at beslutninger træffes på grundlag af almenmenneskelige og fornuftsmæssige argumenter – så vidt muligt fornuftsmæssige.

Hvis vi ikke har et sekulært samfund, kan vi heller ikke have trosfrihed. Og uden trosfrihed kan der ikke være tale om, at evangeliets forkyndes til fri modtagelse i troen.

Den evangelisk-lutherske kirkes historie i dette land har i en lang periode fra Reformationen til den frie forfatning i 1849 været præget af sammensmeltning mellem de to regimenter til en slags religionsstat, hvor staten styrede kirken og kirken staten, og der ikke var tale om et sekulært samfund, fordi konfessionen var tvunget ved lov og regering, lovgivning og den dømmende magt blev begrundet religiøst og kristeligt. Det er ikke nogen ønskværdig situation for hverken kirken eller samfundet og slet ikke for det enkelte menneske og troens frihed.

Velkendt er læren om de to regimenter, der beror på Paulus’ Romerbrev kapitel 13. Luther insisterede på, at den kristne lever i begge regimenter og kan og skal påtage sig ansvar i det verdslige regimente, samtidig med at han/hun nyder friheden i det åndelige regimente.

Den verdslige myndighed, som Paulus taler om i Romerbrevet kapitel 13, er en ikke-kristen offentlighed, som den kristne er forpligtet på at tage del i på myndighedens præmisser. I et moderne demokrati er den kristent begrundede forpligtelse på at tage del i den sekulære offentlighed på sekulære præmisser ikke blevet mindre, fordi den ikke kun involverer lydighed over for loven, men nu også forpligtelse på at tage del i samfundets styrelse og lovgivning. På sekulære vilkår.

FØR I TIDEN, HVOR STATEN ikke var sekulær, gav det sig selv, at det verdslige styre skulle stå til ansvar over for Gud og lade sig lede af evangeliets forkyndelse, og at fyrsten eller de ansvarlige for styret skulle se deres hverv som et kald til tjeneste for medmennesket, når de opretholdt lov og orden og tog sig af de svage. Det kan et langt stykke siges om det verdslige demokrati, for så vidt som dets medlemmer er præget af kristen forkyndelse. Men det er ikke en selvfølge, at myndigheden kender begrundelsen for magtudøvelsen i at opretholde lov og orden for at beskytte de svage.

Det vil altid være kirkens, det åndelige regimentes – og for så vidt også de andre religioners – opgave at fortælle, forkynde og forsøge at fastholde det verdslige regimente på dets opgave som værn for de svage. Det sker som fri tale og til fri modtagelse. Fra en kristen synsvinkel er det verdslige samfund og magt altid også Guds tjener, når det yder omsorg for den svage, uanset med hvilken begrundelse det sker. Det sekulære samfund fastholder til gengæld kirken på at stole på ordets magt – uden sværdets magt.

Den største fare lige nu for den evangeliske kirke i vore lande er ikke, at den vil gribe efter sværdet for at blive en økonomisk og politisk magt – ud over naturligvis at udøve den magt, der i et demokrati ligger i at tage ordet og tale og forkynde offentligt. Den største fare er, at den trækker sig ud af verden og forkynder ordet for lukkede døre og nedrullede gardiner som noget, der kun vedrører det enkelte menneskes indre liv. Den største fare er, at den ikke vil blande sig i det sekulære samfund på det sekulære samfunds præmisser.

Der er i øjeblikket to farer for det verdslige regimente:

1) At det begynder at diktere, at mennesker skal have en bestemt tro for at kunne være borgere. I Danmark har vi en pågående diskussion, fordi det blev indføjet i regeringsgrundlaget for den nuværende regering, at ”Danmark er et kristent land”. Det aflæses af mange som ikke bare deskriptivt, fordi cirka 80 procent af befolkningen er kristne og landet historisk præget af kristendommen, men også som normativt: at man fra politisk hold ønsker, at borgerne i Danmark skal være kristne. Det diskuteres stadig, og det interessante/betænkelige er altså, at det kommer fra den sekulære regering.

2) At det verdslige samfund går i sekularismens grøft og vil forbyde religiøse ytringer og ikke anerkende religion som en væsentlig del af menneskers liv og religionsudøvelse som en væsentlig del af kulturen.

MÅSKE EN ANDEN VINKEl at anskue det sekulære samfund på er det teologiske syn på mennesket som skabt i Guds billede.

Menneskets gudbilledlighed er ikke stærkt betonet i traditionel luthersk teologi, men er til gengæld stærkt betonet i de teologiske strømninger, der har præget dansk teologi med udgangspunkt i teologen, digteren og politikeren N.F.S. Grundtvig. Tanken er, at menneskets gudbilledlighed kommer til udtryk i det skabte menneske forud for troen, i den menneskelige kærlighed og kropslighed og i menneskets fantasi og poetiske forestillingsevne. Gudbilledligheden betyder en tillid til, at alle mennesker fra Skaberens hånd er udstyret med en længsel efter Gud og en længsel efter det gode.

Med det menneskesyn er det sekulære samfund og den fri sekulære samfundsdebat aldrig en modsætning til den åndelige sfære eller kristent trosliv, men en side af det. Troende og ikke-troende har en fælles menneskelighed – som de kristne ved er gudskabt – og som kan søge det gode sammen, også selvom det ikke er kristent eller religiøst begrundet. Helligånden virker i menneskeånden, også i fornuften og det almenmenneskelige.

Spørgsmålet er, om det ud fra den tænkning giver mening at dele samfundet op i et sekulært og et åndeligt regimente og ikke snarere i forskellige talerstole: den folkelige (og dette ord er svært at oversætte uden at det lyder populistisk), hvor der tales på almenmenneskelige vilkår, og den kirkelige, hvor evangeliet prædikes offentligt.

Det at være kirke i et verdsligt begrundet samfund, hvor love vedtages ud fra argumenter, som ikke henter autoritet i en religiøs instans, men i en fornuftsbaseret samtale, er en stor gave. For så er kirken fri til at gøre det, den skal: forkynde evangeliet til fri modtagelse.