Kristian Leth: Uden håb har vi ingenting

Mange frygter i dag, at Jorden er ved at gå under. Men det er den ikke. Vi lever faktisk lige nu i en tid, der dømt på nogle objektive kriterier er bedre end nogen anden tid, skriver musiker og forfatter Kristian Leth, som netop har udgivet en bog om håb

Kristian Leth. -
Kristian Leth. - . Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

I disse dage diskuterer nogle, om der overhovedet er en mening med, at mennesker fødes. Om vi mennesker allerede har tabt spillet om fremtiden. Håbet har trange kår. Men lad mig slå fast med det samme: Jorden er ikke ved at gå under. Menneskearten er ikke truet og på vej mod en ubeboelig klode. Verden er ikke ved at gå midt over.

Dette er ikke mere de sidste tider, end alle tider før og efter har været og vil være det. Selvom tanken om, at undergangen er lige rundt om hjørnet fylder vores sind, den ligger som en betændelse under huden på hele samfundet, så er det værd at bemærke, at det har den gjort til alle tider.

Vi lever faktisk lige nu i en tid, der dømt på nogle objektive kriterier er bedre end nogen anden tid, vi har data for, men som står over for nogle udfordringer. Udfordringer, der kan virke uoverstigelige. Men tilsyneladende uoverstigelige udfordringer er, hvad menneskets historie består af. Der er god grund til at håbe på, at verden bliver endnu bedre i fremtiden. Håb er her ikke blind optimisme, men den aktive handling, vi har brug for for at klare udfordringer og blive ved at ændre verden. Bekræftelser og påmindelser om det, der går godt i verden, er ikke en lullen i søvn, det er brændstof til den forandring, der allerede er i gang.

Jeg bor i Park Slope i New York, et kvarter, hvor lave huse og små gader med grønne træer løber ad en lang skråning ned fra Prospect Park. Jeg går ture i parken med hunden hver morgen, i weekenden tager jeg børnene med. Her har vi fejret børnefødselsdage, grillet med venner og været til udendørs skolearrangementer.

For nogle uger siden satte en mand ild til sig selv på en eng i parken for at protestere mod forurening og klimaændring. ”Min død ved fossile brændstoffer reflekterer, hvad vi gør ved os selv. Nutiden bliver mere og mere desperat,” skrev han blandt andet i et brev, han havde lagt ved sin side.

Manden var en prominent borgerrettighedsadvokat, og i de senere år havde han ledet et idealistisk center for genbrug og kompostering i kvarteret Red Hook ikke så langt herfra. Han brændte ihjel tidligt en lørdag morgen, lige ved siden af baseballbanen og indgangen til parken, ved stien, joggerne kom løbende ad. Tæt på der, hvor jeg går tur med hunden.

Det er svært at forstå. Der er noget religiøst og hengivent over at sætte ild til sig selv. Jeg tænker på billedet af den buddhistiske munk, der brændte sig selv for at protestere mod Vietnams regeringsundertrykkelse af buddhismen i 1962. Benzinflammerne står i kaskader af lys fra hans skaldede, rolige isse, mens han i lotusstilling bare brænder og brænder.

Så hvad brændte denne mand sig selv for? ”Forurening lemlæster vores planet, ubeboeligheden siver ud gennem luften, jorden, vandet og vejret. Fremtiden kræver mere end det, vi har gjort indtil nu (…). Mange før har valgt at give deres liv baseret på synspunktet, at ingen anden handling kan adressere den ulykke, de ser.”

Denne mands selvmord udtrykker en håbløshed, der findes overalt i dag. Han gav efter for den knude af frygt, mange af os går med i maven. Som vi tror, det kun er os, der har, som vi helst ikke taler højt om, fordi det ville være upassende, og som æder os indefra.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor føler vi, at verden er ved at ende? Er verden virkelig et værre sted, end den har været før? Jeg har brugt to år på at undersøge de spørgsmål. Fordi jeg selv følte mig overvældet af dette negative syn på fremtiden. Fordi jeg selv ikke kunne se meningen med det hele, og fordi det var en eksistentiel udfordring at afværge den håbløshed. For hvad er konsekvensen af den håbløshed – andet end selvudslettelse?

At håbe - at tro og at ville, at fremtiden bliver bedre, og at handle derefter – er et menneskeligt grundvilkår. Men det er også et vilkår, der ikke findes et konstruktivt alternativ til. Hverken for os selv eller i forhold til vores ansvar over for de næste generationer. Håbet er et grundvilkår, vi må kæmpe for og holde aktivt i live. Jeg mødtes med og interviewede Nasa-forskere og religionshistorikere, statistikere og journalister. Jeg læste bøger, videnskabelige artikler og samlede data ind. Jeg gik til udfordringen både helt konkret, filosofisk og historisk. Og mens processen på den ene side fungerede som en slags aktiv terapi, en manen i jorden af hovedløs frygt, så fandt jeg samtidig en overvældende argumentation for håbet. Hovedpunkterne er:

For det første: Dommedagsfrygten er ikke ny. Den er ikke engang moderne. At vi lever i de sidste tider, er noget, vi altid har været bange for. At det ikke kan blive ved. At denne dekadente overgangstid må slutte. I vores kultur – den historisk kristne – er Jordens undergang en tanke, som Jesus selv sætter i gang, da han fortæller disciplene, at de vil opleve hans genkomst i deres levetid. Da han så bliver væk, bliver eskatologien udviklet: den kristne tænkning, at dommedagen har en metafysisk betydning ud over den konkrete.

Vores kultur har flere dommedags kulte end de andre tilsammen. Vi går alle sammen rundt med en indre fornemmelse af, at der er en udløbsdato på vores verden. Sådan helt konkret. Det virker logisk i vores del af verden at tro, at det hele ender i ild og massedød. Det lyder… fornuftigt. På trods af, at det er komplet uvidenskabeligt. Sociologen Michael Barkun taler om, at vi nu tror på sekulær apokalypse, hvor Guds straf er gledet i baggrunden til fordel for økologisk, teknologisk eller nuklear undergang. Mønsteret er det samme.

Da jeg var barn, hed grundene til verdens undergang den kolde krig, Barsebäck, syreregn, aids, hullet i ozonlaget, fældning af ”verdens lunge” og så videre. Udfordringer, vi enten tog livtag med, eller som ikke viste sig at være det, vi troede, de var.

For det andet: Rigtig meget går meget bedre, end vi tror, også på områder, hvor vi hører, at det går værre. Det kan for eksempel virke, som om vi lever i en specielt voldelig tid. Men der er færre krige i verden nu, der er færre, der dør pr. krig nu end før. Og ud af alle krigsdøde dør færre civile. Derudover er der et kæmpe kontinuerligt fald i folkemord, i krige mellem suveræne nationer, mens mordraten falder i hele verden.

Ikke nok med det: Et af de mest udbredte sekulære dommedagsscenarier er frygten for overbefolkning. Men fødselsraten – antallet af børn pr. kvinde – er halveret på 50 år, og ligger nu på cirka 2,5 børn pr. kvinde globalt set. Folk får færre børn, der til gengæld har et bedre liv med mindre sygdom og større chance for overlevelse. Der er i dag færre sultende mennesker, end der har været så langt tilbage, som vi kan måle. Det samme gælder antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom. Det er ikke bare procentuelt, men i absolutte tal. Malariadødsfald, den største dræber, er halveret de seneste 15 år. Antallet af analfabeter er faldet fra næsten 90 procent af verdens befolkning i 1800 til cirka 15 procent i dag. Og den falder støt.

Disse tal er ikke alene, men jeg har ikke mere plads her. Al denne data siger ikke nødvendigvis noget om livskvalitet og åndelighed, men samtidig kan man ikke afvise disse tals betydning, specielt for mennesker, der ikke før havde samme mulighed for at vælge som os.

For det tredje: Medierne bringer ukritisk dommedagsvarsler, men ikke de modsatte historier. Det har været virkelig slående i min research at se, hvor forskruet mediernes forhold til trusler er. De bringer gerne en forskers spekulation om et worst case scenario på forsiden, som om det var uafvendeligt, men ikke afmeldingen, når ulykken ikke indtræffer. Eller videnskabe lige resultater, der viser det, det går bedre, eller trusler, der er udskudt eller afværget.

En håndfuld gange i løbet af de seneste 10 år har en eller anden videnskabsmand spekuleret i, at der ingen is vil være i Arktis ”næste år”. Hver gang stod nyheden på forsiden. Da det viste sig, at der stadig var is, nogle år faktisk mere end året før, var aviserne videre. Da IPCC (FN’s klimapanel) til gengæld selv for nogle måneder siden skrev, at deres modeller havde overvurderet hastigheden, med hvilken verden blev varmere, var der ingen, der bragte nyheden.

Vi skal være klar over de udfordringer, der er. Men den måde, vi taler om dem på – som allerede afgjorte domme over vores verden – hjælper ikke. Nasa-professor i klimavidenskab David Grinspoon sagde til mig, at det er giftigere at lukke pessimisme ud i atmosfæren end CO2.

Dommedagsforudsigelser gør os apatiske og bange. Men verden er før blevet ændret voldsomt på måder, som ingen kunne forudse, og i det store og hele klart til det bedre. Den forandring skal vi fortsætte – men verden bliver ikke ændret af bange mennesker.

Den bliver ændret af de optimistiske, de modige og de lidt skøre.

Dem, der tror på verden, der lever med håbet på en bedre fremtid og derigennem finder energien til at gøre noget ved det.