Uden kristne får vi et fattigere Mellemøsten

Kristne arabere er en del af den kultur i og omkring Syrien, vi skal hjælpe med at bevare, hvis ikke religiøse minoriteter som de kristne er en del af det arabiske kludetæppe, så går tæppet i stykker, og vi får et kulturelt fattigere og sikkerhedspolitisk mere usikkert Mellemøsten, mener dagens kronikør

Birgitte Qvist-Sørensen er generalsektretær i Folkekirkens Nødhjælp. Opfordringen var klar: Vi som kirkelige organisationer skal lægge pres på vores politikere og sige, at freden ikke kan skabes i Syrien uden globalt politisk lederskab.
Birgitte Qvist-Sørensen er generalsektretær i Folkekirkens Nødhjælp. Opfordringen var klar: Vi som kirkelige organisationer skal lægge pres på vores politikere og sige, at freden ikke kan skabes i Syrien uden globalt politisk lederskab. Foto: Folkekirkens Nødhjælp.

For nylig var jeg i Jordan, hvor jeg mødtes med kristne ledere fra Jordan, Libanon, Syrien, Irak og Palæstina.

Sammen med mine nordiske kolleger fra de kirkelige nødhjælpsorganisationer havde vi sat Det Mellemøstlige Kirkeråd i stævne - der var repræsentanter fra de lutherske, anglikanske, katolske og ortodokse kirker i Mellemøsten.

Formålet med mødet var at lære mere om situationen i og omkring Syrien i lyset af den stigende flygtningestrøm til Europa. Det, vi fik ud af det, var et klart budskab til os og til de kristne kirkesamfund i Norden: Kristendommen er en del af den arabiske identitet.

Formår vi ikke at løse konflikten i Syrien og sikre, at de mange tusinde mennesker - både muslimer, kristne og de mange andre minoriteter, der er i regionen, har et sted at vende hjem til, risikerer vi at få et fattigere Mellemøsten.

En anden vigtig pointe er, at vi skal holde op med vores stereotype forståelse af Mellemøstens kristne. De har altid levet som mindretal, ja - nogle gange forfulgt, men mange flere gange som et mindretal, der er afgørende for eksistensen af en arabisk kultur og identitet, som alle almindelige og fornuftige mennesker i regionen værdsætter så højt.

Kristne arabere har altid spillet en vigtig rolle i udformningen og udførelsen af god regeringsførelse. Kristne arabere har været en del af kulturlivet. Kristne arabere har været naboer og venner. Ganske som det tyske mindretal i Danmark har været det, og minoriteter over hele Europa har været det.

Som minoritet er det vigtigt at have en selvopfattelse, som ikke betyder, at man er udenfor, men at man er indenfor og er en del af samfundet på godt og ondt.

Den selvforståelse skal de kirkelige ledere ikke bare i Mellemøsten, men også globalt blive ved med at italesætte. Hvis ikke der er denne diversitet, og hvis ikke religiøse minoriteter er en del af det arabiske kludetæppe, så går tæppet i stykker, og vi får et kulturelt fattigere og sikkerhedspolitisk mere usikkert Mellemøsten.

Derfor er det så vigtigt, at de kristne forbliver i regionen, i Syrien, i Libanon, i Jordan, i Irak og i Palæstina.

Denne observation og kendsgerning udtrykkes ikke bare af de religiøse mindretal, men også af muslimer: Religiøse mindretal har altid været og skal fortsat være en del af den arabiske identitet.

Og budskabet til os var klart: Det er afgørende, at vi som kirkelige organisationer i Norden arbejder tæt sammen med de lokale kirker og sikrer, at de kristne forbliver i regionen. Og skal vi sikre den arabiske identitet, der er formet gennem tusinder af år, og som vi ikke vil undvære, er der behov for tre ting:

De kirkelige ledere udtrykte frustration over, at løsningen på krigen i Syrien ikke længere er i hænderne på syrerne. Som syrer er det således tragisk at være vidne til, at uanset hvilke kræfter man lægger i at søge en fredelig løsning og afslutning på krigen, så har man ikke længere indflydelse.

Det er ganske enkelt ude af hænderne på de mennesker, der hver dag er ofre for krigens rædsler. Det er i hænderne på blandt andre Iran, Rusland, USA, EU og Saudi-Arabien.

Jo længere tid der går, før stormagterne får skabt en løsning, desto sværere bliver det at genfinde den arabiske kultur og identitet, der har været kendetegnende i området i de sidste 2000 år - ikke kun i Syrien, men i hele Mellemøsten.

Hvis ikke kristne og moderate muslimske stemmer bliver hørt i den internationale forhandlings- og beslutningsproces, så vil vi få et nyt Mellemøsten, som vil blive meget anderledes end det, vi har kendt og værdsætter.

Opfordringen var klar: Vi som kirkelige organisationer skal lægge pres på vores politikere og sige, at freden ikke kan skabes i Syrien uden globalt politisk lederskab.

Ud over en snarlig løsning er der behov for, at vi arbejder for, at der er et land at vende tilbage til. Og der er borgere, der kan vende tilbage.

Vi står derfor over for en enorm opgave med ikke blot at yde akut nødhjælp, men også sikre psykosocial hjælp, undervisning til børn - og ikke mindst at genopbygge de få dele af Syrien, der trods alt er ved at være lidt mere sikre eller tæt på at være det.

Folkekirkens Nødhjælp er allerede til stede i flygtningelejre i både Libanon og Jordan, ligesom vi arbejder med at fjerne miner i Kobane i det nordlige Syrien.

Alle steder er vi dog udfordret af mangel på ressourcer og en skrøbelig sikkerhedssituation. Kommer der ikke flere ressourcer, kan vi og de øvrige nødhjælpsorganisationer ikke levere basale ydelser.

Allerede nu ser vi, at for eksempel FN's Fødevareprogram har måttet skære i madrationer. I Jordan ser vi overfyldte klasser og et skole- og sundhedssystem, der er ved at bukke under.

Det er blandt andet det, der får de store menneskemasser til at søge videre mod Europa. Og jo længere væk fra nærområderne de kommer, desto sværere bliver det for dem at vende tilbage til de liv, de kendte. Jo længere tid der går, før vi får fred og kan genopbygge landet, desto sværere bliver det at genkende den arabiske identitet.

Hvis vi svigter hjælpen til nærområder, er der ikke noget land at vende tilbage til. Heller ikke for de kristne.

Inden for de sidste 10 år har mellem 10 og 11 millioner kristne forladt Mellemøsten godt hjulpet af velmenende kristne i Europa og USA. Og hvem vil ikke gerne tage imod et tilbud om en sikker rejse og tilbud om job i en situation, hvor Mellemøsten står i brand?

Problemet er blot, at det betyder, at disse ofte veluddannede kristne ikke sidder med ved forhandlingsbordet, når Irak og Syrien skal genopbygges, og derved mister disse lande ikke bare en vigtigt historisk identitet, men også religiøs identitet. Som flere udtrykte det: ”Vi, der er blevet tilbage, bliver til fossiler fra en fjern tid.”

For et flertal af de ledere, vi talte med, handler problemerne ikke kun om flygtningesituationen her og nu. Det handler også i høj grad om, at de kristne er en del af det religiøse og politiske landskab i fremtiden.

Opgaven for de mellemøstlige kirkeledere er at overbevise deres kristne søstre og brødre om, at de skal blive, og at de skal være en del af løsningen og genopbygningen.

Som situationen er i dag i Syrien, er de kristne bange - ja, alle syrere er bange. Kun ved at stå sammen både kristne og muslimer, kan IS bekæmpes. Hvis situationen fortsætter, vil det blive for sent.

Men som biskoppen fra Syrien udtrykte det: ”Det er svært at sige 'Lad være med at rejse' og samtidig ikke være i stand til at yde beskyttelse, mad og husly, så dag efter dag flygter de gode folk, de unge mennesker, de, der er så vigtige i denne svære tid og for en fredelig fremtid.”

Som nødhjælpsorganisation gør Folkekirkens Nødhjælp vores til at gøre livet i nærområderne udholdeligt, indtil det er sikkert at vende tilbage til Syrien.

Men vi kan ikke gøre det alene, hvis vi skal sikre den arabiske identitet som et kludetæppe af muslimer, kristne og andre minoriteter. Det kræver, at vi bakker op om de kræfter i Mellemøsten, som kæmper for et broget Mellemøsten.

De kræfter, der ærligt mener, at der er - og skal være - en fremtid for kristendommen i Mellemøsten.

Birgitte Qvist-Sørensen er generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp