Prøv avisen
Kronik

Der er behov for folkekirkens diakonale indsats uden for murene

Bjarne Lenau Henriksen, som har været chef for kirkens korshær i 25 år.

Det frivillige diakonale arbejde har en meget vigtig funktion: Det er en protest mod, at vi lader livet skrumpe så meget, at vi ikke længere ved, at vi er hinandens nødvendighed. Mennesket er mest sig selv, når det er optaget af en anden. Det er dér, vi møder Gud. Det er dér, vores identitet bliver synlig. Både inden for og uden for fængelsmurene

Jeg mødte for et stykke tid siden en nydelig dame, som nysgerrigt aflagde Café Exits kultureftermiddag i Apostelkirken i København et undersøgende besøg.

Hun ville se Café Exit an og især de godt 60 forsamlede nuværende og forhenværende fanger, som havde frieftermiddag med kaffe, lagkage, foredrag, fangekor, aftensmad og aftensang.

”Er det her jeg skal satse mine frivillige kræfter?”. Sådan spurgte hun sig selv.

”Nej, de er for håbløse. Alle de år, de har smidt væk i fængslet! Forspildte menneskeliv,” konstaterede hun på vej hjem til sin livsstilsenklaves trygge reservatssolidaritet. Hendes frivillige indsats skulle ikke gå til spilde på hvad som helst og hvem som helst.

Jeg nåede ikke engang at belære hende, inden hun forsvandt.

Jeg ville have fortalt hende, at når vi arbejder med fængselfangers tilbagevenden til en håndterbar tilværelse i det fri, er det med nænsomhed og respekt over for menneskelivets mærkværdigheder.

Vi bilder os ikke ind, at indsatte og løsladte skal være taknemmelige for hvad som helst, vi velmenende mennesker kommer rendende med. Som en rutineret indsat sagde:

”For alt i verden, tag imod os, sådan som vi tager imod jer, med skyhøje håb og jordnære forventninger.”

Respekt, værdighed og ligeværdighed. Ingen ovenfra og ned-hjælp, men fokus på symmetrien i mødet mellem mennesker, hvor vi, der hjælper, er helt klar over, at vi ikke er bedre og slet ikke ved bedre end dem, der vil lade os hjælpe. Vi gradbøjer ikke syndefaldet, men tager det, som det er. Vi er fælles om det, syndefaldet altså. Hver på sin måde.

Nogle kan fristes til at tro, at den, der vil hjælpe, kommer med overskuddet og det gode liv, mens den, der vil hjælpes, sidder med underskuddet og det dårlige liv.

Virkeligheden er dog snarere den, at den med underskuddet undertiden ved meget mere om livet end den med overskuddet.

Derfor skal overskudsmennesket møde underskudsmennesket med åbent sind og åbne fordomme. Og vice versa. Med fordomme er det ligesom med sandheden: De er altid til forhandling.

Kernen i alt ordentligt frivilligt socialt arbejde er derfor hjælperens ydmyghed over for det menneske, der skal hjælpes.

Ydmygheden går ikke på den kriminelle gerning, men på det kriminelle menneske. En kliché, ja. Men det går ikke uden. Ydmygheden ligger i erfaringen af den gensidighed, som gør begge parter til modtagere og givere på én gang. Her er fængslernes indsatte og løsladte ingen undtagelse.

Ydmygheden venter sig det bedste fra det andet menneske, også fra den fængslede eller løsladte fange.

Den gode forventning er en tros- og trodshandling. En tillidserklæring. Fyldt med ligefremhedens saft og kraft, som nedbryder fordomme, som holder fast i den virkelighed, hvor den anden kan mødes med tro, håb og kærlighed: med tro på den andens uendelige værdifuldhed. Med håb om, at denne tro bliver synlig i mødet, og med kærlighed til mødets gudsskabte mening.

Dette møde er et svar på den ubetingede værdi, ethvert menneske har. Det er denne værdi, som er kernen i enhver medmenneskelig relation. Den giver plads til den grænseoverskridende og livsbekræftende rummelighed. Har man ikke denne rummelighed, skal man se at få den. I en fart. Ellers går det for alvor galt.

Det frivillige diakonale arbejde har derfor en meget vigtig funktion: det er en protest mod, at vi lader livet skrumpe så meget, at vi ikke længere ved, at vi er hinandens nødvendighed. Mennesket er mest sig selv, når det er optaget af en anden. Det er dér, vi møder Gud. Det er dér vores identitet bliver synlig. Både inden for og uden for murene.

Løsladte har, allerede mens de er indsatte, brug for at få revalideret identiteten, den personlige såvel som den sociale. Det kræver mange møder med mennesker, som ikke standser ved fortiden, men tør vove sig ind i fremtiden og sætte sig selv i spil.

Heldigvis er der det helt specielle ved det kristne menneskesyn, at det går ud fra, at menneskets grundidentitet ikke ligger hos mennesket selv. Men hos Gud. Dér ligger den trygt og godt.

For Gud er der ikke personanseelse. Der skal kød på både livet og troen. Der skal mennesker til, mennesker med levende liv og uafvendelig død. Det er i det møde, troen opererer. Det med Gud og kristentro kan derfor udelukkende være ét stort ja til menneskelivet, også det mislykkede, maltrakterede og ødelagte menneskeliv.

I dette spændingsfelt uden beskyttelse, sikring og forsikring lever den diakonale indsats som et sårbart vovestykke. Troen anerkender menneskelivets værdighed under alle forhold. Også når menneskelivet er fanget af afmagt og lukket inde i meningsløshed.

Den diakonale indsats er tydeligvis en mangelvare, når man bevæger sig ind i fængslernes verden, og endnu mere, når man bevæger sig ud af den igen.

Café Exit og Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter står bag rapporten ”Uden for murene. Modeller for kirkelig resocialisering af tidligere indsatte”. En meget klar og gennemtænkt rapport med beskrivelse og vurdering af den faktiske folkekirkelige rehabiliterende indsats over for indsatte og løsladte. Rapporten blev offentliggjort i maj og fulgt op med en konference på Vartov den 20. maj

Arresthus- og fængselspræsterne er folkekirkens spydspidser i fangernes verden. De har en stor troværdighed, de er respekterede og mødes med meget stor tillid. De kommer derfor tæt på de indsattes liv og tanker inden for murene. Ofte fortsætter de indsatte kontakten uden for murene.

Uden for murene er den lokale menighedsbaserede indsats tilfældig og sporadisk. Enkelte løsladte har fået job som kirketjenere. Sådanne ansættelser er stadig et særsyn. Ligeledes er der nogle i samfundstjeneste, som har fundet plads i den lokale kirke.

Men at flytte fra fængslets fællesskab til menighedens fællesskab er ikke let. Kun få menigheder er i stand til at rumme en rehabiliterende modtagelse og fastholdelse.

De folkekirkelige frivillige diakonale organisationer har få specifikt målrettede rehabiliteringsprojekter: Café Exit har et omfattende arbejde inden og uden for murene med gældsrådgivning, mentorordning, samtaler, terapi, klubvirksomhed og andre aktiviteter.

Kirkens Korshærs udslusningsbofællesskab ”Slusen” i Dianalund modtager indsatte umiddelbart efter løsladelsen og støtter dem hen mod et kriminalitetsfrit liv med uddannelse, bolig, arbejde, netværk med videre. Dette udslusningsbofællesskab er en udløber af Kirkens Korshærs 100 år gamle arresthusarbejde.

Rehabiliteringen, resocialiseringen og reintegrationen er de løsladte fanger altså temmelig alene om at forsøge sig med. Det handler om et dagligt liv med venner og bekendte, med uddannelse og fast arbejde, altså det almindelige hverdagsliv, hvor man i civilsamfundet anerkendes som menneske og samfundsborger, og hvor den kriminelle fortid ikke fornægtes, men er elemineret som identitetsskaber.

Men deres gamle kriminelle netværk er ofte det eneste fællesskab, der venter trofast på dem.

Der er derfor også et behov for folkekirkens diakonalt støttende og rehabiliterende indsats uden for murene. Folkekirken, både den på landet og den i byen, og de frivillige diakonale organisationer har sammen rigeligt med ressourcer til at skabe livsrum for løsladtes kriminalitetsfrie fremtid.

Organisationsdiakonien vil gerne tilbyde inspiration og samarbejde for at få den lokale menighedsbaserede diakoni med uden for murene. Hvis de to diakonier går sammen i et fritgående system med mulighed for gensidig frisk luft under vingerne, kan der brydes lænker af mange slags.

De løsladte vil få glæde af det. Det vil vi fritgående folkekirkefolk også.

Bjarne Lenau Henriksen er fængselspræst ved Horserød Fængsel