Uden påskemorgen er langfredag blot en parentes

PÅSKEKRONIK: Langfredag og påskedag hører på det nøjeste sammen, for langfredag er pantet på, at Gud elskede verden således, at han gav sin søn, den enbårne

Sidste år blev der vist en meget omtalt film i biograferne, nemlig Mel Gibsons "The Passion of the Christ". Jeg har ikke set filmen og skal derfor naturligvis heller ikke udtale mig om den som film. Men forud for filmen blev sendt en folder, formodentlig til alle præster, og i den kunne man bl.a. læse følgende om de sidste timer af Jesu liv: "12 timer, som ændrede verden".

Det er løgn! Det var ikke Jesu lidelse og død, der ændrede verden, det var hans opstandelse. Uden påskemorgen er langfredag en parentes. Omvendt kan man naturligvis heller ikke tænke sig påskemorgen uden langfredag. De hører på det nøjeste sammen!

En vigtig pointe i folderen var dette, at man så en hånd slå en nagle i Jesu hånd. Denne hånd var Mel Gibsons, og hermed ville han sige, at han også havde lod og del i Jesu lidelse og død. Og jeg (og sikkert mange andre) kom uvægerligt til at tænke på Kingos pragtfulde salme: Rettens spir det alt er brækket, kærlighed er blevet kold. (DDS 187). Her er Kingo i de tre første vers grebet af både harme og indignation: Hvordan kan verden dog være så ond, at Guds egen søn dømmes hen til korset? Det er som sagt, fordi kærlighed er blevet kold. Og løgn er ført i sandheds dragt. Det er løgn nu for resten altid. Når det overhovedet er muligt at lyve, er det jo kun, fordi den, man lyver over for, tror, at man taler sandt. Løgn er altid forklædt som sandhed. Men lige meget. Uret klæder dommens sæde i en sådan grad, at selv stene må græde over det. Og pøblen? Den brøler jo bare om kors og død, andet kan man ikke vente af den.

Jo, Kingo er virkelig dybt, dybt forarget over det, der foregår. Men så er det pludselig, som om han rammes af sine egne ord, som var det en boom-erang, han havde skudt af sted. Pludselig slår det ham: Hvad er det dog, jeg siger? Hvor er jeg selv henne i alt dette her? Har jeg noget at lade de andre høre? Det har jeg jo ikke! Og når på din dom jeg grunder, ser jeg og mit segl derunder.

Det er en ganske anden tale end den forargede og måske også medfølende tilskuers. Nu er han lige pludselig selv blevet en del af den fortælling. Også for hans skyld er Gud blevet menneske, også for hans skyld går Jesus i døden. Ikke for at formilde en rasende Gud, der kræver hævn og blod, men for at dele alt med os, til og med den bitre død.

Og det kan vi måske allerbedst forklare ved at drage fortællingen om Abraham og Isak med ind i beretningen om Jesu lidelse og død (se 1. Mos. 22): Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet, spørger Isak. Med det spørgsmål bryder han to dages tavshed. Abraham har været tavs på vejen til Morija-landet, fordi han intet forstår. Isak er tavs, fordi han er ved at forstå. Han har for længst opdaget, at det væsentligste mangler. Brændet til brændeofferet bærer han selv, sådan som Kristus senere skal bære sit kors. Ilden og offerkniven tager Abraham sig af. Men hvor er selve offerdyret?

Abraham kan ikke få sig selv til at sige rent ud, at det er Isak selv, der er udset som offer. På den anden side: Direkte lyve over for sin søn kan han heller ikke. Så han nøjes med at mumle: Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng. – Et svar, der var ved at flå hjertet ud af ham. Han ved jo, at Gud forlængst har udset sig sit offer. Og Isak fornemmer sammenhængen i Abrahams kryptiske svar. Så han siger ikke mere. End ikke, da Abraham løfter kniven mod ham.

Abraham er også tavs. Han forstår ingenting. Isak var frugten af Guds forjættelse. Ganske vist havde Sara i sin tid leet af tanken om, at hun i sin høje alderdom skulle blive mor. Men intet er umuligt for Gud.

I Abraham skulle alle jordens slægter velsignes, havde forjættelsen lydt. Og nu var den blevet kød og blod. Derfor fatter Abraham ikke, at forjættelsen skal tages fra ham igen, ja, værre endnu: at han selv skal tilintetgøre den. Men han protesterer ikke. For han ved, at alt, hvad vi har, det er ikke vort, vi har det kun til låns.

Gud har ret til, når som helst, at kræve dét tilbage, der er hans. Abraham prøver ikke på at forstå noget, for der er ikke noget at forstå. Gud vil det sådan. Og Abraham tager kniven for at slagte sin søn. Da griber Guds engel ind: Læg ikke hånd på drengen, for nu ved jeg, du frygter Gud og end ikke vil nægte ham det kæreste, du ejer.

Måske Maria havde håbet noget lignende ville ske på vejen ud til Golgata. Også til hende havde en forjættelse lydt, en forjættelse, der bestemt ikke stod tilbage for forjættelsen til Abraham: Han skal blive stor og kaldes den Højestes Søn, og Gud Herren skal give ham hans far Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige. Og nu ser Maria denne forjættelse ebbe lige så stille ud. I modsætning til Abraham havde hun aldrig bedt om den, tværtimod havde hun bedt om at måtte blive fri.

Og disciplene? Deres verden faldt sammen, da Jesus uden at gøre den ringeste modstand lod sig tage til fange. Præcis som vædderen i Isak-fortællingen, der hang fast i det tætte krat og blev ofret i Isaks sted. Havde disciplene da ikke hørt, hvad han havde sagt ved måltidet kort forinden? Han havde netop ikke som Isak spurgt: Hvor er offerlammet? Tværtimod. Han havde sagt: Jeg er offerlammet. Jeg er livets brød. Jeres livs brød. Jeg giver mit legeme og blod for jer. Det skal I gøre til min ihukommelse som et pant på, at om I er aldrig så glemsomme og svigefulde, løber I end fra alt, hvad I har lovet, så kommer jeg dog jer ihu. Jeg går lidelsens vej i jeres sted (men ikke i stedet for jer!), deler alt med jer, selv gudsforladtheden.

Havde de da slet ikke hørt det? Jo, de havde nok hørt det, men de havde ikke forstået det. Og derfor havde de glemt alt bare dagen efter. Og på en måde virker det jo også, som om han selv havde glemt det. Han græd i angst i Gethsemane have og spurgte, om det ikke var muligt at slippe. Og til alle anklagerne forholdt han sig tavs, som om han selv havde opgivet alt. Var der egentlig noget at sige til, at disciplene svigtede? Kunne man fortænke dem i at føle, at det først og fremmest var ham, der havde svigtet dem? Hvor blev det gudsrige af, som de havde opgivet alt for at være med til at etablere? Tidligere havde han dog nok kunnet tale både farisæere, skriftkloge og ypperstepræster imod, så alle måtte undre sig over, hvor han fik den myndighed fra. Nu var han bare tavs. Lod alting ske uden at foretage sig noget. For til sidst at dø med et råb ud i mørket og tomheden, et råb efter en gud, der tilsyneladende kun var til stede i det råb!

Langfredag gik Jesus vejen helt til ende. Han opgav alt for at blive som en af os, ja, som enhver af os, for at intet menneske skulle kunne sige: Nok elskede Gud verden, men ikke så meget, at jeg var omfattet af den kærlighed. Nej, han gav afkald på alt for til sidst at lide døden på et kors. Han gik helt derud, hvor alle vore veje ender, og hvor vi intet forstår. Hvad fik ham til det, hvad elskede han hos støvet? Og svaret er: den kærlighed, der ingen anden grund har end sig selv: kærligheden, hjerte-gløden, stærkere var her end døden (DDS 192).

At Gud er kærlighed, det er der så mange, der siger. Men at udstyre ham med hjerteglød kræver en digter af et vist format! Men det turde Grundtvig altså. Og han gjorde det. Og kan det siges stærkere og mere enkelt: I den nat, da han blev forrådt, gav han sig selv i forrædernes hænder. Og da han langfredag lagde sit liv i Guds hånd, lagde han dit og mit sammen med. End ikke i gravens mørke er vi overladt til os selv. Derfor kan vi aldrig nå længere ud, end at Gud stadig kan nå os. Som tempelforhænget blev flænget fra øverst til nederst, da Jesus døde, således blev Helvedes porte sprængt af deres hængsler, så alle de fortabte slap fri. Kun død sad i Helved bedrøvet.

Derfor hører langfredag og påskedag på det nøjeste sammen. Langfredag er pantet på, at Gud elskede verden således, at han gav sin søn, den Enbårne. Hvad Abraham blev fritaget for, pålagde Gud sig selv.

Jens Kvist er sognepræst