Prøv avisen
Kronik

Udkantsdanmark - produkt af provinskannibalisme

Busstoppested, postkasse og busskilt på landet. Gammeldags busskur og busstop. Gammelt læskur ved stoppested. Der er fortsat fokus på randområder og yderkantsområder i udkantsdanmark. Nøgleord: bus stop offentlig transport rejse offentlig trafik kollektiv trafik gammel randområde affolkning egnsudvikling ejendom yderområder yderområde yderkantsområde yderdanmark skilt Lolland-Falster LollandFalster yderkant udkant udkantsområde udkantsområder

Folketinget bør tage hånd om det problem, at Aarhus, Horsens, Roskilde, Aalborg, Odense, Slagelse og alle de andre store provinsbyer i dag konkurrerer så intensivt om at skabe vækst inden for egen kommunegrænse, at de forårsager iltsvind i Udkantsdanmark. Det haster med at se på bivirkningerne af denne konkurrence

LANDETS STORE OG MELLEMSTORE provinsbyer burde være de første til at forstå og anerkende de mekanismer, som truer med at affolke Udkantsdanmark.

Så langt tilbage, nogen kan huske, har Provinsdanmark raset mod den til enhver tid siddende regering og stampet i jorden af arrigskab og frustration, når man for Gud ved hvilken gang har følt sig snydt i konkurrencen med København.

Igen og igen har borgmestre og andre protesteret, når statslige styrelser, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser nok en gang er blevet placeret i hovedstadsområdet eller sågar stjålet og hjemført til hovedstaden som et andet krigsbytte - fordi man fra statens side fandt det mere logisk, bekvemt eller økonomisk rationelt.

Men samme frustrerede harme kan landsbyerne, de mindre byer og kommunerne i vandkanten (Udkantsdanmark) med god grund rette mod de store og mellemstore provinsbyer.

Helt galt er det gået efter kommunesammenlægningen og nedlæggelsen af amterne i 2007. Et stort antal kommunale og amtskommunale arbejdspladser er siden blevet flyttet fra mindre byer i nu nedlagte kommuner ”hjem” til den lokale hovedstad, fordi det var logisk, bekvemt eller økonomisk rationelt.

Små landsbyskoler er i årtier blevet nedlagt til fordel for centralskoler i kommunens metropol, bosteder og institutioner er blevet samlet og brugerne flyttet. Amtslige institutionspladser blev hentet hjem til den nye storkommune, uanset om man rent faktisk havde kompetencen til at tage sig af de brugere, som fulgte med. For man ville selv have de arbejdspladser.

HVOR TO, TRE ELLER FLERE kommuner blev lagt sammen, opretholdt man i første omgang mindre borgerservicecentre i de nu forhenværende kommuner. Otte år senere er disse centre historie eller på vej til at blive det.

Enhver provinsby med ambitioner - og dem har de alle - lokker med attraktive erhvervs- og parcelhusgrunde til konkurrencedygtige priser, så de mange ”flygtninge” fra Udkantsdanmark har et sted at slå sig ned. Og med snilde og dygtig markedsføring kan man måske oven i købet snuppe en bid af befolkningstilvæksten fra de omkringliggende provinsbyer.

Effekten er dobbelt: Et udsultet Udkantsdanmark og stigende trængselsproblemer i hovedstadsområdet, i bybæltet fra Aarhus til Kolding og omkring Odense.

Der investeres allerede massivt i at løse den udfordring i Københavnsområdet. Og i Østjylland og på Fyn er der investeret i at udbygge motorvejsnettet omkring Vejlefjordbroen og ved Middelfart.

Men fra Aarhus til Odense lobbyer de lokale politikere nu skulder ved skulder for at få udvidet motorvejen med endnu et kostbart spor. De efterlyser en løsning på et problem, de i vidt omgang selv har været med til at skabe ved målrettet at stræbe efter erhvervs- og befolkningsmæssig vækst i lige præcis deres kommune.

Hvem har egentlig bedt disse byer lægge sig i selen og vokse sig større på bekostning af andre og mindre bysamfund eller kommuner placeret i den geografiske periferi? Mig bekendt ingen.

Men vækst er da godt, ikke? Til alle tider og i alle sammenhænge? Når dyrelivet i Lillebælt og Mariager Fjord gisper efter luft på grund af iltsvind, skyldes det en galoperende algevækst, som igen er forårsaget af en voldsom vækst i vores landbrugsproduktion. Den ene nationale vandplan efter den anden er sat i værk for at afbøde virkningerne af den vækst.

DET ER OPLAGT, at Folketinget på samme måde bør tage hånd om det problem, at Aarhus, Horsens, Roskilde, Aalborg, Odense, Slagelse og alle de andre store og mellemstore provinsbyer i dag konkurrerer så intensivt om at skabe vækst inden for egen kommunegrænse, at de forårsager iltsvind i Udkantsdanmark.

Det haster med at se på bivirkningerne af denne konkurrence. At foretage en cost-benefit-analyse, som hæver sig over det lokalpolitiske og inddrager andre faktorer end de strengt økonomiske.

Tænk, om de store provinsbyer kastede et kritisk blik på deres egen hovedstadsadfærd inden og uden for kommunegrænsen.

Tænk, om bare en brøkdel af de offentlige midler, som investeres eller tænkes investeret i at udbygge infrastrukturen i hovedstadsområdet, i at udvide motorvejsnettet omkring de store provinsbyer samt på at anlægge Femern Bælt-forbindelsen, blev brugt på at gøre det mere attraktivt at bosætte sig og blive boende i de områder af Danmark, som godt kunne trænge til både voldsom trængsel - og alarm.

Tænk, om midlerne blev brugt på bedre mobil- og bredbåndsdækning i yderområderne, på at sikre det nødvendige antal praktiserende læger, på billige færgeforbindelser til vores små øer, bedre offentlig transport, favorable etableringsvilkår for private virksomheder, udflytning af offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner fra hovedstad til provins og fra provins til mindre og måske derfor bæredygtige lokalsamfund, på bevaring af mindre skoler og institutioner.

På en villet positiv forskelsbehandling af Udkantsdanmark. Tænk, hvilke problemer det kunne skaffe hovedstaden og de trængselsplagede provinsbyer af med.

SOM DET ER NU, bruger vi i stedet milliarder på at ruste hovedstadsområdet og de store provinsbyer til kontinuerligt og effektivt at mule de mere sårbare egne af landet. En beundringsværdigt klar og konsekvent politik, hvis målet er størst mulig urbanisering.

Men ønsker vi, at der skal være liv i alle egne af landet, så er det lige så tåbeligt, som det er at lempe planloven for at give plads til flere kæmpebutikker. Eller som det var at fjerne en lukkelov, som ydede de små butikker et minimum af beskyttelse mod provinsbyernes charmeforladte ghettoer af ens kædeforretninger.

Skal afviklingen af Udkantsdanmark vendes til udvikling, er det nødvendigt med aktive politiske valg, hvor det politiske establishment i ikke bare hovedstaden, men også de store og mellemstore provinsbyer tager ansvar for andre end sig selv. Frivilligt eller tvunget må de vælge kannibalismen fra. For det er i længden næppe i nogens interesse, at Udkantsdanmark bliver yderligere økonomisk forarmet.

Men det er jo bare den vej, det går, indvender nogen. Og urbaniseringen herhjemme er endnu ikke så markant som i det øvrige Europa. En indvending, der først og fremmest røber, at man ikke betragter affolkningen af Udkantsdanmark som et problem.

Men det går, som det fremgår af nylige tal fra Danmarks Statistik og Eurostat (omtalt i Kristeligt Dagblad den 9. februar i år), ufatteligt stærkt. Siden 2009 er indbyggertallet i byer med mindst 20.000 indbyggere steget med 7,6 procent, mens befolkningstallet i landdistrikterne i samme periode er faldet med 5,2 procent.

Men hvorfor overhovedet gøre noget ved problemet? Tja, mange gode grunde er allerede bragt frem i debatten. Men endnu én kunne være, at akkurat ligesom København har brug for provinsen som et korrektiv, der sikrer, at man ikke bukker under for sin egen selvtilfredshed, således har provinsbyerne brug for Udkantsdanmark.

Claus Schjødt er journalist