Udsat og sårbar tro blandt børn og unge

I den menneskelige udviklingshistorie indgår der en åndelig og religiøs dimension. En dimension, som blandt andet handler om meningsskabende at kunne sætte ord på det, som der ellers ikke er ord for som håbløsheden. Men åndsdimensionen er desværre et næsten ukendt begreb i en socialfaglig sammenhæng over for sårbare børn og unge

Min påstand er, at der i den menneskelige udviklingshistorie også indgår en åndelig og religiøs dimension. En dimension, som bandt andet handler om meningsskabende at kunne sætte ord på det, der ellers ikke er ord for, skriver dagens kronikør.
Min påstand er, at der i den menneskelige udviklingshistorie også indgår en åndelig og religiøs dimension. En dimension, som bandt andet handler om meningsskabende at kunne sætte ord på det, der ellers ikke er ord for, skriver dagens kronikør. Foto: Niels Ahlmann olesen/ Denmark.

NÅR BØRN OG UNGE er i vanskeligheder, er samfundets signal, at de selvfølgelig skal hjælpes. Årsagen til vanskelighederne kan være mangfoldige. For eksempel forældrenes misbrug, psykiske sygdom eller dårlige begavelse. Barnets dagligdag kan derved have været uforudsigelig og angstfremkaldende. Og ofte med et alt for stort ansvar over for sig selv og mindre søskende.

Barnet kommer i klemme. Bliver dybt præget af manglende voksenstøtte, forvirring og manglende selvværd. Det sociale netværk er spinkelt eller måske slet ikke eksisterende. Mange års kamp mod sådanne vilkår kan medføre mere langvarige, måske kroniske opmærksomhedsforstyrrelser, koncentrationsvanskeligheder med videre. Til sidst må systemet for alvor træde til og anbringe barnet uden for hjemmet i et behandlingsmiljø, som skal tage over i forhold til det, som mor og/eller far ikke magtede.

LÆS OGSÅ: Er pasning ude skadeligt for små børn?

Barnet er forinden først blevet udredt gennem en socialfaglig undersøgelse. Måske også en psykologisk eller børnepsykiatrisk undersøgelse. Der er måske stillet en diagnose. Nu skal specialpædagoger, speciallæger og psykologer træde til. De sociale myndigheder skal lægge en handleplan, som skal omsættes i en behandlingsplan. Alt sammen godt. Ikke mindst i en tid, hvor der lægges afgørende vægt på inklusion.

Men et barn og i øvrigt alle mennesker kan ikke leve alene af at være et behandlingsobjekt. Mennesket er noget mere. Jeg husker en beretning fra virkelighedens verden, som gjorde stærkt indtryk på mig både som socialrådgiver, men ikke mindst som almindeligt menneske.

Beretningen er vel mere end 30 år gammel. Det var en døgninstitutionsleder på et skolehjem, som aflagde besøg hos en ung 16-årig pige (lad os kalde hende Bettina), der boede på skolehjemmet, men nu var indlagt på sygehus efter et selvmordsforsøg. Skolehjemslederen, som kendte Bettina godt, efter at hun havde boet bo skolehjemmet gennem en længere periode, spurgte: Hvad skal der til for, at vi kan hjælpe dig?. Pigens svar var lidt famlende, men alligevel med et væsentligt budskab: Det er i hvert fald noget med, at jeg ikke er ligesom alle de andre.

JEG HAR GENNEM MANGE ÅRS arbejde i det sociale felt hørt mange forskellige udsagn, som jeg har handlet på i situationen, og derefter er de gået i glemmebogen. Men altså ikke dette. Hvorfor? Fordi det siger noget afgørende væsentligt om det unikke menneske. Altså det, at ikke to mennesker er ens. At hvert eneste menneske har sin helt personlige historie. At et menneske aldrig er sin diagnose. Men at en diagnose alene er et forhåbentlig kvalificeret forsøg på bidrag til forståelse af noget af dette menneskes vilkår.

Når et menneske og selvfølgelig også et barn eller en ung er i vanskeligheder, så ligger der heri også, at denne person er i et eksistentielt vadested. Hvor nye muligheder ud fra den helt personlige historie kan fødes eller måske forspildes.

I en længere årrække har fagpersoner fokuseret på begrebet resiliens. Altså det, at nogle børn udvikler sig positivt på trods af dårlige vilkår under opvæksten. Resiliens er processer, der bevirker, at udviklingen når et tilfredsstillende resultat, til trods for at barnet har erfaringer med situationer, der indebærer en relativ høj risiko for at udvikle problemer eller afvigelser. (Rutter, 2002).

Psykolog og børneforsker Dion Sommer skrev allerede i 1996, at der er sket et perspektivskifte og et paradigmeskifte i synet på børn, deres udvikling og opvækst. Dette ændrede børnesyn har langs ad vejen fundet vej til det sociale arbejde med børn og unge blandt andet ved anbringelsesreformen, hvor barnet og den unge betragtes som subjekter og aktører, og deres mestring tillægges betydning. Den udvidede pligt i anbringelsesreformen til at tilbyde barnet en samtale afspejler et børnesyn, hvor barnet anses for at være et aktivt subjekt og medskaber af sin egen virkelighed.

I forlængelse af disse konstateringer tænker jeg, at vi i en kristen diakonal sammenhæng måske har for stor berøringsangst i forhold til at italesætte livets åndelige dimension. Den dimension hører vel med som en mulig ressource, også for barnet i dets forståelse af livets ressourcer.

Men ånds- og håbsdimensionen er jo næsten ukendte begreber i en socialfaglig sammenhæng over for sårbare børn og unge. Der fokuseres på børnenes og de unges udvikling af kognitive, følelsesmæssige og sociale kompetencer. Og naturligvis også på deres basale skolemæssige færdigheder. Men ikke meget på, hvad ånd og håb betyder.

Med andre ord er den religiøse tolkning af elementer og begivenheder i tilværelsen præget af blufærdighed, ambivalens, berøringsangst og vel også ofte af inkompetence hos pædagoger og andre fagpersoner, som møder børnene og de unge. Også når det er afmagt og håbløshed, der præger tilværelsen.

SYGEHUSPRÆSTEN PREBEN KOK har introduceret begrebet Skæld ud på Gud. Ja, han har skrevet en hel bog om det, som oven i købet er blevet en bestseller. Her er forståelse af hente også i forhold til børn og unge.

De afgørende rammer for tilværelsen har vi ikke selv valgt. For eksempel vores forældre og vores arveanlæg/gener. Det er blevet sagt, at når menneskets muligheder hører op, så begynder Guds. Den forståelse eller tro er jo ikke uden betydning, når børn og unge møder muren. Hvor afmagten kommer, og det hele måske går ad Helvede til. Måske lige netop dér er vadestedet mellem det eksakte og det metafysiske.

Tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig Andersen, der om nogen kender til en omtumlet opvækst, har skrevet et lille digt på tre strofer, som hun som 11-årig forfattede og senere optrykte i sin selvbiografiske bog fra 2011 (Zornig vrede er mit mellemnavn). Den sidste strofe lyder: Kan du se alt sammen/ det er til fryd og gammen/ Gud skaber alt,/ det har Jesus fortalt. Lisbeth Zornig Andersen skriver som kommentar: Blandt andet indrettede jeg vores spisekammer som bederum. Som forælder har jeg gjort meget ud af at tale med mine børn om tro og det, at man ikke kan vide, om Gud findes. Jeg er selv stadig meget i tvivl.

Og hun tilføjer: Man kan se, der er tegnestifter i plastikken omkring digtet. Indtil jeg blev voksen, havde jeg det hængende på mit værelse, uanset hvor jeg boede.

Resiliensforskningen viser, at det er barnets udvikling og historie, der skaber resiliens og altså skaber barnets og den unges evne til at komme videre i livet på trods af modgang og indimellem dårlige (og måske oplevet som håbløse) betingelser.

Min påstand er, at der i den menneskelige udviklingshistorie også indgår en åndelig og religiøs dimension. En dimension, som bandt andet handler om meningsskabende at kunne sætte ord på det, der ellers ikke er ord for. For eksempel håbløsheden. Ved at italesætte den over for Gud, som måske har skabt mig, kan håbløsheden måske blive til nyt håb. Mismodet måske til nyt mod. Afmagt måske til nye muligheder. Ikke som en mirakelkur, men som en dynamisk underliggende dimension ved al behandling.

Det er dér, Bettinas ord efter selvmordsforsøget får betydning: Jeg er ikke som alle de andre. Bettina er unik. Fordi hendes historie er unik, hvor banal den end måtte være for alle de professionelle. Men ordene til at fortælle historien fås måske ikke kun fra den sociale, psykologiske og kognitive verden.

Måske hører det for Bettina med til at fortælle sin historie, at hun får ord til at italesætte det alleryderste i den menneskelige eksistens over for den Gud, som muligvis har skabt hende med alle glæder, mangler og problemer. Der, hvor Guds verden begynder som en del af hendes verden.

Jørgen Breindahl er socialrådgiver