FOR 100 ÅR SIDEN var Kirkefondet i fuld gang med at bygge kirker i København. Over en kort årrække blev der bygget et imponerende antal kirker for indsamlede midler. I perioder blev der indviet mere end en kirke om året.
Målet var at overvinde den afstand mellem københavnerne og kirken, der var skabt af kæmpestore sogne, alt for få præster, storbyanonymitet og kirkelig landsognstænkning, fattigdom over for en kirke, mange betragtede som allieret med borgerskabet. Kirken skal være, hvor folk er. Opgaven lykkedes faktisk i vidt omfang. Det vidner de mange kirker i brokvartererne og forstæderne om. Ingen københavnere har langt til kirke og præst. I hvert fald ikke i fysisk forstand.
Nu står vi så midt i drøftelserne af en kirkelig strukturreform i København, der blandt andet indebærer, at omkring 10 kirker skal tages ud af sognekirkelig brug ikke nødvendigvis ud af kirkelig brug, selvom overskrifterne naturligvis har talt om "kirkelukninger". Otte af de 10 kirker, der er tale om, er bygget af Kirkefondet for indsamlede midler.
For dem, der har et nært forhold til en af de pågældende kirker, er det en smertefuld udvikling. Men er det overordnede at fastholde og udvikle en kirke, der er, hvor folk er, så er det glædeligt, at vi for alvor kommer i gang med at tilpasse folkekirken til de aktuelle livsformer. I det perspektiv handler det om, hvad kirkerne i fremtiden skal bruges til, og hvad vi får i stedet for de kirker, der eventuelt måtte ende med at blive taget helt ud af brug. Der er ikke tale om afvikling, men udvikling.
Vi ved jo, at sognegrænserne i København for de fleste ingen rolle spiller. Man har måske et forhold til en bestemt kirke, der slet ikke behøver at være ens nuværende sognekirke. Men det mest almindelige er, at folk bruger kirkerne, som de bruger andre tilbud, det vil sige alt efter, hvor der sker noget, de finder spændende. Det gør det naturligt at fortsætte de initiativer, der har været med at profilere enkelte kirker på opgaver for hele byen, som ungdomskirken i Brorsons Kirke, de natåbne kirker og så videre.
STIFTSRÅDETS UDSPIL indebærer, at flere af de 10 kirker kan få en sådan funktion. Al erfaring viser, at det skaber nyt liv ved den pågældende kirke altså ikke afvikling, men udvidet og fremadrettet brug, helt i tråd med Kirkefondsfædrenes tanker.
Funktionskirke-modellen er blot en blandt flere fremadrettede tanker, der er i spil. I Kirkefondet gør vi os naturligt nok mange overvejelser. Vi føler et historisk medansvar for både kirkerne og den kirkelige udvikling i København. Dertil kommer en mere håndfast sag: Kirkefondskirkerne ejedes oprindelig af Kirkefondet, og Kirkeministeriet var ikke specielt interesseret i, at folkekirken skulle overtage ansvaret for dem. Da det skete gennem forskellige aftaler, insisterede Kirkeministeriet på, at der skulle være en tilbagefaldsklausul, således at Kirkefondet skulle overtage bygningerne igen, hvis de blev taget ud af folkekirkelig brug.
Ministeriet ville nødig stå med pligt til at tage sig af de sidegadekirker, som det kirkelige bureaukrati dengang så på med betydelig skepsis, både af æstetiske og kirkelige årsager. Men det betyder i praksis i dag, at kirkerne tilfalder Kirkefondet, hvis de skal tages helt ud af folkekirkelig brug i klartekst: sælges til ikke-folkekirkelige formål.
Kirkefondet har over de senere år investeret størstedelen af sine midler i folkekirkelig fornyelse og hjælp til menigheder og menighedsråd. Derfor har vi ikke mere ret meget på kistebunden. Et tilskud i form af salgsprovenu fra en fem-seks kirker i attraktive områder i København kunne derfor godt give en generalsekretær med tilbagevendende økonomismerter julelys eller dollartegn i øjnene.
De forskellige aktører i kirkelivet i København har i forbindelse med stiftsrådets forslag udvist stor respekt for Kirkefondets rolle og medansvar i sagen. Det er vi glade for. Til gengæld har vi også fra starten gjort det klart, at vi trods Kirkefondets anstrengte økonomi hellere ser kirkerne i fortsat folkekirkelig brug i bredeste forstand, end at de bliver solgt til andre formål. Vi tænker konstruktivt med ud fra vores formål: liv og vækst i folkekirkens menigheder.
KIRKEFONDET HAR været medarrangør af to konferencer om ny brug af kirker. Ved den anden konference i juni 2006 skabtes konceptet "både og-kirker", kombinationskirker under inspiration fra blandt andre engelske eksempler. I forlængelse heraf forsøger vi for øjeblikket sammen med Center for Idræt og Arkitektur og Bygningskultur Danmark at skaffe midler til en åben idé-konkurrence om ny brug af kirker, med udgangspunkt i en af de 10 kirker, nemlig Gethsemane Kirke på Vesterbro og pladsen omkring den, men med mulighed for at inspirere generelt.
Tanken er, at der fortsat i en del af kirken skal være gudstjenesterum, men resten af kirken kan anvendes til andre formål, som kan ses i et samspil og en helhed med den kirkelige brug.
Det er ikke noget nyt. Kirkefondskirkerne blev i gamle dage heller ikke bare brugt til gudstjenester, men også til børneplejestation, fattigbespisning, arbejde med misbrugere og så videre. Det nye er ikke samspillet mellem det lokale folkelige liv og kirken, men mere måden, det konkret udfoldes på.
I en kombinationsløsning vil det naturlige være, at det er folkekirken, der udlejer dele af bygningen til andre formål for at lette den anstrengte økonomi i Københavns kirkeliv.
I samme retning går mulighederne for at leje kirkebygninger ud til immigrantmenigheder eller kirkelige organisationer. I begge tilfælde bevares også den folkekirkelige tilknytning på en naturlig og uproblematisk måde, samtidig med, at kirkelivet måske oven i købet kan nyudvikles.
I den forbindelse er det ikke afgørende, om immigrantmenigheden er evangelisk-luthersk. Det afgørende er, om det er en kristen kirke, som er villig til at spille sammen med folkekirken. De nødvendige dispensationer må i den forbindelse være en formssag. I dette tilfælde handler den folkekirkelige brug om at tage sig folkekirkens ansvar som majoritetskirke med forståelse for og i dialog med andre kirkesamfund alvorligt.
I slutningen af august i år afholdt Kirkefondet og Kirkeligt Samfund en nordisk konference om storbykirkernes fremtid i Vartov i København. 130 kirkefolk, arkitekter, museumsfolk, kunstnere og andre havde en konstruktiv og spændende samtale om de mange muligheder, der er i disse år for at bruge kirkerummet til nye former for møde med en befolkning, der er åben over for de spirituelle dimensioner i tilværelsen, selvom de måske ikke mere er fortrolige med det kristne sprog.
For os i Kirkefondet er det oplagt, at vi prioriterer en fortsat folkekirkelig brug som funktionskirke, både og-kirke eller som hjemsted for en kirkelig organisation højest. Og dernæst, at et andet kristent kirkesamfund (immigrantmenighed) får mulighed for at leje kirken.
Først når disse muligheder er udtømte, mener vi, at en helt anden ikke-kirkelig brug bør komme på tale. Og i så fald vil det efter vores opfattelse være bedre at leje ud end at sælge, så kirken på et senere tidspunkt, hvis vilkårene skifter, kan blive kirke igen. Hvilket også betyder, at det skal være et krav, at eventuelle ændringer af bygningen er reversible.
KIRKEN ER OG HAR altid været en del af det offentlige rum. Og selvom vi som lutheranere godt ved, at det ikke er huset som sådan, der er helligt, er der alligevel en del, man skal være opmærksom på, hvis en kirke skal overgå til anden brug. På konferencen blev der slået til lyd for, at kirker primært sælges til formål, der betyder, at de fortsat er offentligt tilgængelige. I hvert fald hvis de har arkitektonisk værdi.
Hvad skal pengene så bruges til, hvis en kirke skal sælges? I Kirkefondet kunne vi sagtens forestille os en model, hvor provenuet fra salg af kirker i København, kirkefondskirker eller ej, blev "recirkuleret" til nye påkrævede kirkeprojekter i København. Det ville opfylde det formål, pengene i sin tid er givet til og også Kirkefondets stadige formål: at sikre, at kirken er, hvor folk er.
Kaj Bollmann er generalsekretær i Kirkefondet