Forestil dig, at du sidder i kirken sammen med dine kære – fordybet i bøn eller lyttende til præstens prædiken. Med ét sønderrives roen og stilheden af en voldsom eksplosion efterfulgt af tumult, larm og skrig. Pludselig er du omgivet af død, blod og ødelæggelse. Måske har en af dine kære mistet livet. Det var desværre, hvad der skete sidste år på Sri Lanka. Omkring 300 mennesker mistede deres liv, heriblandt tre danskere, og mindst 500 blev sårede, da kirker og hoteller blev bombet påskedag.
En lille måned tidligere havde en 28-årig højreradikaliseret australier dræbt mere end 50 muslimer i et terrorangreb på to moskeer i Christchurch, New Zealand. Hele Europa har i en årrække været ramt af terror fra islamistisk militant jihadisme.
Vi vil i den danske regering ikke acceptere nogen form for ekstremisme, hvor mennesker vil tvinge deres egen overbevisning ned over andre med vold og magt. Vi vil fremme tros- og religionsfrihed for alle. Vi har med en strategi i fem spor fortsat arbejdet med tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed.
Vi vil ikke lade uskyldige menneskers tragiske død blive fulgt af tavshed. Vi husker, at den tyske præst Martin Niemöller allerede i 1930’erne advarede os imod at være passive tilskuere:
”Først kom de for at tage kommunisterne, men jeg protesterede ikke, jeg var jo ikke kommunist. Da de spærrede socialisterne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke socialist. Da de spærrede jøderne inde, protesterede jeg ikke, jeg var jo ikke jøde. Da de kom efter mig, var der ikke flere tilbage til at protestere.”
Vi to kronikskrivere føler os stadig ramt af de ord her i 2020. Vi har en meget klar ambition om ikke at være passive, men være dem, der protesterer ofte, højlydt og igen og igen.
Danmark har en lang og flot tradition for at stå på de undertryktes side. I Udenrigsministeriet har vi en særlig enhed til fremme af religions- og trosfrihed for alle. Den enhed blev etableret af den tidligere regering, hvilket de fortjener ros for. Vi har fortsat enheden med uændret bemanding. Enheden har aldrig kun haft fokus på kristne mindretal. Sigtet er at fremme religions- og trosfrihed for både kristne, ateister, humanister, jøder, muslimer og alle andre.
Vi skal ikke ud af en misforstået politisk korrekthed undlade at protestere imod de massive forfølgelser af kristne, der desværre foregår i flere muslimske lande. Det handler ikke om at beskytte religioner, men derimod mennesker og deres ret til selv at vælge religion til og fra. Derfor må og skal det også være menneskerettighedernes artikel 18 – og hverken korset, halvmånen eller andre bestemte religiøse symboler – vi skal fremme. Det er en meget dansk tanke, at friheden skal være lige for alle; for både Loke og Thor som Grundvig sagde det. Hvis kristne kæmper for ateisters trosfrihed, ateister for muslimers og muslimer for kristnes, så bliver der mere frihed til alle, end hvis alle kun kæmper for sig selv. Præcis hvad Niemöller mindede os om.
Første sætning i artikel 18 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948 siger: ”Enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed (...)”. Menneskerettighederne sætter med andre ord os hver især fri til at besvare livets fundamentale spørgsmål, vælge religion til og fra, skifte tro, kritisere hinandens tro med videre. Vi arbejder i fem spor for at fremme artikel 18.
Vores første spor er fortsat at fremme tanke- og religionsfrihed gennem mobilisering af det internationale samfund. Vi skal have flere andre lande og flere ngo’er med. Vi mobiliserer sammen med 25 andre ligesindede lande i den internationale kontaktgruppe for religions- og trosfrihed.
Det hjælper os til en mere effektiv indsats i FN, men også til især at presse på for at få EU til at gøre mere. Vi har foreløbigt opnået at få sat artikel 18 på dagsordenen i forhandlingerne om EUs kommende finansiering af bistand til udviklingslandene de næste syv år.
Tanke- og religionsfriheden skal ikke ses som noget isoleret fra de andre menneskerettigheder. Det er vores andet spor. Alle rettigheder er lige meget værd og indbyrdes afhængige. Vi ser det, når det kommer til samspillet imellem religions- og trosfrihed og kvinders rettigheder. Eksperter, herunder FN’s særrapportør for religions- og trosfrihed, har deltaget i det dansk-norsk finansierede projekt om identifikation af positive synergier mellem tanke- og religionsfrihed, ligestilling og FN´s verdensmål for bæredygtig udvikling. Nogle af anbefalingerne blev debatteret i FNs Menneskerettighedsråd i marts i år. Når coronakrisen tillader det, får vi lejlighed til at gennemføre vores egen lancering og drøfte anbefalingerne.
Vi har også fokus på samspillet mellem tanke- og religionsfrihed og FN-princippet om ansvar for at beskytte mod folkemord (R2P). Et eksempel på religiøs og etnisk nationalisme er gået ud over muslimske rohingyaer, som er fordrevet af Myanmars buddhistiske styre. Danmark hjælper med at afbøde den humanitære katastrofe. Vi vil fremover forebygge religiøse og etniske konflikter og derigennem fremme respekten for friheden til at tænke og tro.
Vores tredje spor er en prioritering af de lande i Europas nærområder, hvor knægtelserne af denne ret er størst. Jo bedre vilkår, der er for at ytre sig og praktisere sin tro, desto færre vil ønske at forlade deres hjemland. Vores strategi hænger sammen med regeringens udenrigs- og udviklingspolitiske mål om at begrænse migration- og flygtningestrømmene.
Hvis vi skal lykkes med det, må vi være åbne for dialog og samarbejde med alle. I vores fjerde spor er fokus er ikke længere på fire specifikke lande, men mere fleksibelt på de lande, hvor Danmark har interesse i og bedst muligheder for at gøre en forskel. Dialogen udbygges også med vigtige religiøse organisationer og bevægelser. Samspillet mellem religion og udenrigs- og udviklingspolitik er sat yderligere i centrum for dette arbejde.
Vores femte spor handler om at hjælpe mennesker, der er uretmæssigt fængslet. Med stigende begrænsning af civilsamfundets råderum rammes både troende, ikke-troende og menneskerettighedsforkæmpere ekstra hårdt i lande med én formel eller reel statsreligion og i lande med en ateistisk statsfilosofi. Forsvaret for menneskers tanke- og trosfrihed hænger tæt sammen med forsvaret for ytrings- og forsamlingsfriheden. Det var præcis det, Niemöller advarede os om aldrig at glemme.
Vi fortsætter kontaktforummet for religions- og trosfrihed, hvor vi skaber dialog mellem eksperter, religiøse ledere, aktivister, professorer og menneskerettighedsforkæmpere på halvårlige møder. Deltagerkredsen er støt stigende. Det skaber en god dynamik og folkelig forankring.
Hvis coronakrisen tillader det, vil næste kontaktforum finde sted på Folkemødet i samarbejde med Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling.
Med finansloven for 2020 lancerede regeringen i øvrigt en mulighed for alle danske civilsamfundsorganisationer om støtte til projekter, der fremmer religions- og trosfriheden rundt omkring i verden. I første omgang har vi sat fem millioner kroner af i år til denne indsats, og der er planlagt tilsvarende beløb for de kommende tre år.
Der skal være frihed til forskellighed. Ikke bare i Danmark men i hele verden. Derfor tænker vi tanke-, tros- og religionsfriheden ind i den danske udviklings- og udenrigspolitik alle de steder, hvor det giver mening.
Der er mennesker verden over, for hvem deres tro eller overbevisning bogstaveligt talt er dødsensfarlig for dem. Niemöller mindede os om, på den frygteligste baggrund, at vi ikke må tøve med at protestere, når vi ser det ske.
Påsken og årsdagen for de sørgelige begivenheder på Sri Lanka er en særligt god anledning til at huske os selv på, at vi skal sikre respekten for hinandens ret til at tænke og tro, hvad vi vil.