Unødvendig kirkesplid

Mellemkirkelige relationer er værd at udvikle, så derfor kan det være nødvendigt at være på vagt over for elementer i det Charta Oecumenica, som kom for nylig, der kan gøre mere skade end gavn

medlemmer af Det mellemkirkelige Råd Det er lidt ærgerligt, at megen mellemkirkelig interesse torpederes. Sidste forsøg er det såkaldte Charta Oecumenica, som forekommer at kunne blive sprængstof kirkerne imellem såvel som i forholdet til den verdslige øvrighed. Lad det straks være sagt: vi er overbeviste om, at mellemkirkelige relationer er værd at udvikle, så derfor kan det være nødvendigt at være på vagt over for elementer i chartaet, der kan gøre mere skade end gavn. Det må være muligt at beskæftige sig med dokumenter, uden at man nødvendigvis behøver at blive helt benovet, fordi der står noget med økumeni indpakket i mange søde ord. I et indlæg den 3. marts får en småfornærmet Berit Schelde Christensen afløb for sin harme over, at vi har trukket nogle problematiske aspekter i chartaet frem. Christensen og andre superøkumenikere skal nok indstille sig på, at selvom det mellemkirkelige møder begrænset interesse i folkekirken, så vil en bredere kreds alligevel blande sig i debatten. Det skal ikke stå uimodsagt, hvis et charta skulle ønske at pålægge folkekirkemedlemmer en forpligtelse til »at fremme økumenisk oplæring« og en sammenblanding af kristendom og politik. Det er vigtigt, at den enkelte og menigheder har frihed til økumeniske tiltag, men der må også være religionsfrihed for dem, som ikke ønsker økumeniske overgreb og tvang. Christensen er af den opfattelse, at vi ikke er positive nok i vores tilgang til Det Økumeniske Charta. Derfor vælger hun selv at citere en passage, hvor det drejer sig om, at »fremme forståelse og respekt, så kontroverser og konflikter undgås«. Jamen er det virkeligt nødvendigt at skrive den slags selvfølgeligheder ned i et dokument? Christensen anfører, at det ikke er et juridisk dokument eller bekendelsesskrift, men en hensigtserklæring, og at der derfor ikke er forbundet sanktioner med ikke at overholde det. Man fornemmer, at jura skal overholdes, men at moralske løfter hænger i luften. Man kan sagtens bruge de store ord, men når nogen tager dem alvorligt, og spørger ind til chartaets »forpligtelser«, så får man indtryk af, at det er løs snak. Kun mystikken er tilbage. Af Christensens indlæg kan man få det indtryk, at den kristne fællesskabsforpligtelse er en bred vej, som er værd at følge. Nu kan fællesskaber være udmærkede, men når de bliver forpligtende til »regelmæssigt at holde økumeniske gudstjenester«, bliver de klæbrige og ufri. På denne fællesskabsforpligtende vej finder hun, at Luther er en anstødssten, fordi han bryder enheden ved at skelne mellem det verdslige og det åndelige, hvorved han sikrede et kristenmenneskes frihed. Christensen noterer også, at »når vi således forholder os til den lutherske opfattelse af forholdet mellem det åndelige og det verdslige regimente, må vi huske at denne tanke blev til før oplysningstiden..«. Man kunne fristes til at tilføje, at Jesus sagde: »giv Gud, hvad Guds er og kejseren, hvad kejserens er«, men han var vel også bare en uoplyst håndværker? Et springende element i Charta Oecumenica er, at det sammenblander det verdslige og det åndelige regimente ved, at »kirkerne bekender sig til Europas enhed«, og at »vi forpligter os til at bandlyse enhver form for nationalistisk eksklusivitet«. At forpligte herpå er at overføre politisk sprængstof til kirkerne, et forhold vi kan undgå ved Luthers lære. Ligger der ikke implicit i forpligtelserne, at kirkerne skal begrænse eller underminere staten? Vil det ikke give nogle vanskeligheder, en skizofreni hos os, hvor folkekirken er givet i en national ramme? Kan det ikke være et problem, når Confessio Augustana lærer, at kirken er de helliges forsamling, i hvilken evangeliet læres rent, og sakramenterne forvaltes ret? Vil det ikke være at lægge gift ud for de ortodokse kirker, som er nationalkirker? Vil et sådant forslag på godhedens vej ikke ødelægge klimaet for mellemkirkeligt arbejde? I de seneste måneder har Østrig været udsat for en boykot i forbindelse med regeringsskiftet. Andre europæiske statsledere vil ikke hilse på eller lade sig fotografere med de demokratisk valgte østrigske repræsentanter, som åbenbart falder uden for det gode selskab. De østrigske kirkers økumeniske råd, som dækker ortodokse, protestanter og katolikker, har som følge deraf følt sig nødsaget til at udsende en appel til andre kirker om ikke at følge statsledernes eksempel. Man ønsker ikke, at den politiske isolation skal omfattes til at gælde kirker. Blot dette, at man føler sig nødsaget til at udsende en sådan opfordring, viser, hvor reelt det er, når nationale kirker frygter for politisk/kirkepolitisk isolation. Det kirkelige råd anfører, at udlandets pres har ført til en tilspidsning af situationen med polarisering, gensidige beskyldninger og mistillid til følge. I den situation vil kirkelig isolation kun gøre ondt værre. Og hvem har i grunden ret til at kaste den første sten: er det de lande, som har haft fascister i deres regeringer eller kommunister, eller er det de lande, som har haft fascistiske styreformer uden et retsopgør. Det er en debat, som hører til i den politiske verden, og som »kirken« ikke kan udtale sig om, men hvor den enkelte kristne i kraft af evangeliet kan hente styrke til at gå ind i på egen regning og risiko. Og det er der al mulig grund til. At vi henviser til, at visse kirker blander sig i den politiske debat i EU, berettiger ikke Christensen til at påstå, at vi udtrykker en skepsis til unionen. Mere redelighed og faktuel viden ville fremme dialogen og muligheden for at komme ind til sagens kærne. Det er en kendsgerning, at flere kirker lobbyer ved EU-kommissionen, ligesom også chartaet lægger op til. Fra dansk side gør og kan vi ikke, fordi vi ikke har fundet behov for en synode, der kunne udtrykke kirkens politik, hvad den så end skulle være. Og det hænger igen sammen med to-regimentelæren, som har konsekvenser i forhold til den verdslige magt - staten såvel som unionen. I den verdslige verden kan vi tage del i politik og interesseorganisationer for at fremme en bestemt udvikling ved magt og indflydelse. Men i det åndelige må der herske lutter frihed. Her er forkyndelsen af evangeliet og forvaltning af sakramenterne det centrale. Her er vore anstrengelser ikke nødvendige, for her fortælles, hvad der én gang er sket, for at vi efterfølgende frit kan gå ud og gøre gavn. Der er grund til at være på vagt, når chartaet taler om, at »vi forpligter os til... at synliggøre enheden...«. Det er en grundlæggende luthersk tanke at fastholde, at Kirken er én - der er jo også kun én Kristus - og Kirken har én Herre. Men fordi der er forskellige steder og folk, sprog og skikke i verden, har Kirken altså grundlæggende en decentral struktur. Kirken er altså på forhånd én i Kristus, og derfor kan der jo så fint samarbejdes de enkelte kirkesamfund imellem og på tværs af landegrænser. Men problemet er dér, hvor enkeltpersoner eller synoder har tiltaget sig magt på menighedens vegne, sådan at man kan klippe en hæl og hugge en tå - og så deler i porten. Derved mistes den ramme, der sikrer, at evangeliet kan forkyndes frit og være det salt og det lys, som den enkelte lever af. Såvel nationalstaten som EU kan udgøre en ramme for den verdslige magt. Men vælger vi at gøre stat eller union til noget absolut, har vi fået en ideologi, en totalitær størrelse, hvor friheden er knægtet. Såvel den enkelte kristne, som de verdslige rammer har behov for, at kirken bidrager til, at de ikke stivner i totalitære størrelser, hvor frihed, mangfoldighed og demokrati knægtes. Bliver økumeni blot at følge den slagne enheds og godheds vej, kan det i værste fald få status af nyttigt idioti. Søde ord og floromvundne begreber uden vilje til at forholde sig til konsekvenserne af denne form for godhed kan have en alvorlig pris. Man siger alle de gode og søde ord uden at stilles til regnskab for, at den form for godhed kan være kimen til ufred og splid. Mellemkirkeligt arbejde fortjener en bedre behandling end åndeligt formynderi og naivitet. Man kommer til at tænke på en premierminister, som i 1938 stod med et papir, som han sagde, var vejen til fred i vor tid. Andre kom til at betale prisen. Det er vigtigt, at vi får øjnene op for, at kirkers status er forskellige. Nogle finder det naturligt at lobbie og påvirke den politiske proces i EU. Tanken er derimod os fremmed, men spørgsmålet er, hvordan vi gør vor stilling gældende i det europæiske samarbejde, således at folkekirken fremover sikres en status, hvor evangeliet kan forkyndes frit. Deltagelse i en organisation som Kirkernes Europæiske Konference (KEK) er et vigtigt og nødvendigt redskab i mellemkirkeligt arbejde. At der bliver udarbejdet et dokument som Charta Oecumenica i en kirkelig organisation kan jo ikke undre. Det er noget, som er fælles for alle organisationer, at man føler sin styrke og betydning, når man kan udsende den slags manifestationer. Vores bidrag i dialog og aftaler kunne fremover bl.a. være at medvirke til at anvende et ordvalg og fylde med et indhold, som fremmer mellemkirkeligt samarbejde fremfor at lave noget, der kan være en bombe under det kirkelige fællesskab i KEK. Det er vigtigt, at vi forholder os til dette og andre dokumenter og tager del i debatten, ikke blot på nationalt plan, men også i andre internationale kirkelige institutioner. De oplæg og de »forpligtelser« skal diskuteres i sogne og menigheder, mellemkirkeligt regi, såvel som i Det mellemkirkelige Råd og dets arbejdsgrupper. Så selvom to-regimentelæren blev til før oplysningstiden, så befinder vi os i en luthersk kirke, hvor vi fortsat kan hente god kraft af den frihed, som dengang blev knæsat, og som har været og stadig er en nyttig skelnen, der sikrer frihed og respekt og modvirker en moraliserende omklamring. n