Der kaldes lige nu med børns, unges, underviseres og forældre og bedsteforældres fortvivlede nødskrig. Der kaldes uomtvisteligt hørbart på handling fra alle ansvarlige i skole og uddannelse.
Skole og uddannelse er simpelthen i dødskramper ved at segne under den nuværende uddannelseslovgivning, baseret på, for at sige det ligeud, alt for ringe kendskab til pædagogik og undervisning. Den skole og den uddannelse, der bygger på det demokratiske princip med ligeværd og åndsfrihed, befinder sig således, efter længere tids udmagring, på dødens rand.
Morten Kvist, valgmenighedspræst i Herning, er nu ankommet til dødslejet. Præsten må dermed se sig selv og sit præstekald placeret midt i den lovgivnings- og reformtumult, i en larmende forvirring.
Morten Kvist har som drengen i H.C. Andersens ”Kejserens nye klæder” sagt de forløsende ord: ”Det kræver altså pædagogisk flair og pædagogisk følsomhed at være underviser.” Morten Kvist har konkret stillet et forslag om, at man blandt andet på læreruddannelsen skal styrke kristendom, livsoplysning og medborgerskab (KLM) samt pædagogik, fordi der med de seneste årtiers lovgivning og reformer er tale om en konsekvent udsultning af pædagogik, åndeligt nærvær og demokratisk medleven.
Man kan måske se billedet for sig: Præsten sidder ved læreruddannelsens og folkeskolens sygeleje, bøjer sig skærmende ind over den døende, idet han med den ene arm forsøger at holde den store skare angribende, fornærmede og pikerede politikere, skoleledere, forskere og undervisere væk fra den døende. Samtidig holder han den døende i hånden og kikker ham ind i øjnene: Det er for tidligt, siger præsten til den døende. Du skal blive her. Lad os se, hvad vi kan gøre for dig.
Jeg synes godt om præsten Morten Kvists modige handlen, og personligt har jeg sammen med andre kritiske stemmer i en del år, desværre forgæves, råbt op om den forrående, digitaliserede kompetencetopstyring, som har medført, at den nuværende globaliserede OECD-skole og uddannelse er en realitet i Danmark.
Hvorfor har politikere, ledere, forskere og undervisere ikke for længst brugt deres stemme til at sig nej til det instrumentaliserede menneskesyn, hvor lærings- input skal resultere i et mål- og testbart lærings- outcome ? Ønsker man virkelig, at skole og uddannelse skal betragtes som en dårlig kostald, hvis eneste fokus er profitmaksimering? Hvor er trivsel, ansvarlighed og undervisning i et sådant syn på mennesker?
Med andre ord: Hvorfor har der ikke for længst lydt et klingende nej til at afskaffe det smukke formål om demokrati, åndsfrihed og ligeværd? Det formål, som vi ellers i Danmark kan være stolte over, og som folk fra hele verden tidligere kunne valfarte til for at opleve og få erfaringer med; det formål, som stadig på papiret er gældende, men ikke mere er det i virkeligheden.
Præsten Morten Kvist kommer modigt, og uventet magtfuld, udefra og fastholder et ja til en åndfuld skole, der skal uddanne mennesker med pædagogik og kritiske holdninger. Hvad er der dog galt i det? Til alle jer, der falder over denne handlingens mand: I bør selv være med til at handle ansvarligt. Det er min opfordring.
I de senere år har jeg fordybet mig i pædagogik og undervisning, og både med vore egne historiske kæmper Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup og Kemp samt med nutidige kritiske forkæmpere for pædagogik og undervisning – kan man hente inspiration og viden til at handle anderledes, end det er sket i Danmark og globalt i de seneste årtier.
Jeg interviewede sidste år fem forskere ud fra det kritiske spørgsmål: Hvordan genopdages pædagogik? Steen Nepper Larsen, Lucas Cone, Thomas Aastrup Rømer, Brian Degn Mårtensson og Keld Skovmand er alle kritiske over for tidens instrumentaliserende menneskesyn, og Keld Skovmand formulerede et nærmest enslydende budskab fra disse fem forskere: Drop dumheden!
Der er hældt så mange tåbelige floskler ud over folkeskolen de senere år, at det simpelthen er flovt. Enhver lærer ved sine pædagogiske sansers fulde brug bør ignorere og afvise dem.
Den hollandske uddannelsesforsker Gert Biesta understøtter denne danske kritik med sit begreb ”læringficering”, der dækker over en dyb og gennemgribende kritik af den globaliserede OECD-skole, der helt fejlagtigt går ud fra, at menneskers indlæring er kontrollerbar.
Min konklusion er, at læreruddannelsen, folkeskolen og uddannelse generelt i Danmark har brug for at genopdage ånd og undervisning med læreren for bordenden som en autoritet, der igen kan få lov til at udøve pædagogik, det vil sige følge et kald til lærerarbejdet.
Konklusionen er også, at det ikke går uden at se viden og tro som to sider af samme mønt.
Stat og religion er opdelt, ja, men ikke adskilt! Vi har en statskirke, og hvert år ved Folketingets åbning prædiker en præst for lovgiverne. Men ingen præst eller biskop kan blande sig i det politiske arbejde, altså vi har en luthersk tradition i Danmark.
Problemet er, at adskillelsen til religionen er blevet for stor, og ånden er dermed forsvundet. Man bør derfor genfinde ånden, og dette er netop den hollandske Gert Biestas ærinde. Som én af de få moderne uddannelsesforskere, der aktivt søger at få viden og tro til at spille sammen, leder han efter nye veje med andre perspektiver end de nugældende med det fattige uddannelsessprog om læringficering, evidens og statistikker.
Hvis pædagogikken skal tilbage til undervisningen, så en fri skole kan genopdages, må man igen have fokus på børns og unges mulighed for at lade verden sige noget til den enkelte person, så man kan finde sin egen stemme; møde sin egen frihed, så man kan blive et jeg, der vil finde ud af, hvordan jeg er (eksistens-spørgsmål), og ikke forblive fastlåst i, hvem jeg er (psykologisk og sociologisk spørgsmål).
Dette arbejde er pædagogikkens fordring, i min optik. Og det foregår i spænding mellem låste forestillinger fra fortiden og teoretiske gisninger om fremtiden. I dette pædagogiske spændingsfelt fordres en etik, hvilket indebærer, at ånden må genfindes.
Og det er altså her, at trosspørgsmålet kommer ind. Ja, jeg mener faktisk ikke, at man kan skabe en god undervisning uden at have tro, håb og kærlighed til livet som sådan og til sit fag. Kaldstanken til undervisning, forskning og lærerarbejdet bør få en renæssance.
Morten Kvist har med sit private initiativ formået at vække en snorksovende læreruddannelse og folkeskole; der er nemlig et flertal uden om regeringen, som giver forslaget mulighed for at blive en realitet.
I kølvandet på Morten Kvists handlekraftige forslag er fulgt en voldsom debat og en nærmest rasende furore; og det kan da også synes paradoksalt, at en lovgivning, som først har sendt skole og uddannelse ud på et kæmpestort synkende skib med direkte kurs mod katastrofen – dernæst, som en slags bodshandling, søsætter et lille skib, der skal komme den nødlidende, druknende storebror til undsætning.
Er det tilstrækkeligt?