Unge og ældre skal have mere glæde af hinanden

Vi lever i et aldrende samfund, hvor mange ”gamle” rammes af en oplevet aldersdiskrimination og en fremvoksende ensomhedsfølelse. Lad os skabe et samfund, hvor generationerne indgår i et samspil med hinanden, skriver dagens kronikør

"De centrale spørgsmål er derfor, hvordan vi kan sikre, at alle aldre tillægges værdi? Det forudsætter et aldersinkluderende syn og et engagement i hinanden på tværs af generationerne." Arkivbillede.
"De centrale spørgsmål er derfor, hvordan vi kan sikre, at alle aldre tillægges værdi? Det forudsætter et aldersinkluderende syn og et engagement i hinanden på tværs af generationerne." Arkivbillede. . Foto: CDC/Unsplash.

Danmarks befolkning er som bekendt aldrende. Antallet af mænd og kvinder over 65 år forventes at toppe omkring 2045. Hvor personer over 80 år udgjorde cirka fire procent af den danske befolkning i 2012, vil de udgøre det dobbelte i 2040. Hvor en dansker i 1900 havde en forventet middellevetid på 50 år, er den gennemsnitlige middellevetid for mænd og kvinder lidt over 80 år. På 120 år har vi altså fået 30 år mere at leve i. Hvis udviklingen i middellevetid fortsætter på samme måde, vil over halvdelen af de børn, der er født i Danmark efter år 2000, blive mere end 100 år.

I en tidligere interviewundersøgelse har jeg vist, at selv midaldrende oplever aldersdiskrimination som en virkelighed, og at det for de fleste gælder, at de ikke ønsker at blive gamle. Undersøgelsen viste også, at aldring og alderdom ikke kan forstås uafhængigt af den enkeltes tidligere liv præget af bestemte sociale og kulturelle forhold. Det betyder igen, at aldringsprocessen ikke skaber ensartede gamle. Vi ældes på hver vores måde bestemt af de forhold, der har præget vores liv. Om man er ung ældre (senior) eller ældre ældre er heller ikke uvæsenligt.

Det moderne industrialiserede samfund blev bygget op omkring funktioner baseret på alder, som ikke kun har skabt adskillelse mellem generationer, men også et hierarki. Forenklet sagt går børn og unge i skole. Ældre går på pension og bliver på den måde udelukket fra det sociale liv på arbejdsmarkedet, eller de bliver beboere på plejehjem og i beskyttede boliger. Status har man, når man er tilknyttet arbejdsmarkedet. Vel vidende at mange efter pensionen tager aktivt del i vores samfund, for eksempel via foreningslivet, frivilligt arbejde og som støtte i travle børnefamiliers liv, er der fortsat tale om en høj grad af aldersadskillelse og forskel i status.

Forståelsen af alder og alderdom har været skiftende igennem tiderne. Hvis man går tilbage til 1600-tallet, kan man pege på tre forskellige forståelser. Frem til omkring 1850 var ingen særligt optagede af den numeriske alder, og alderdom havde ikke en bestemt tilknytning til det antal fødselsdage, den enkelte havde fejret. At ældes var en flydende proces. Med høj dødelighed gav det ganske enkelt ikke mening at se aldring som en aldersbestemt proces. Alderdom var en følge af sygdom eller andre årsager til, at ”den gamle” ikke længere kunne arbejde eller udfylde sin plads i samfundet.

Efter 1850 begynder skellet mellem spædbørnsalder, barndom, pubertet, ungdom, midaldring og alderdom at vinde indpas. Indførelsen af forskellige alderdomsforsørgelsesordninger knyttet til en bestemt alder fik stor betydning for udskillelsen af ”de gamle” – alderdommen. At passere en bestemt fødselsdag betød, at man var gammel.

Dette syn udfordres imidlertid fra midten af det forrige århundrede af et opgør med tanken om, at mennesket gennemløber et standardiseret livsløb mere eller mindre identisk for alle. Man vender tilbage til den først omtalte opfattelse af livet som en mere flydende proces, der ikke gør det let at skelne helt så klart mellem forskellige livsfaser. Livsløbet bliver i højere grad et gør-det-selv-projekt. Begreber om alderdommen som en forfaldsfortælling med en uundgåelig forringelse mentalt og fysisk problematiseres parallelt. Voksne begynder at trænge ind på områder, som tidligere var forbeholdt unge, som for eksempel fritidsaktiviteter og beklædning. Og unge begynder at trænge ind på områder, som tidligere var forbeholdt voksne, som for eksempel sex før ægteskabet.

På trods af en tilbagevenden til den mere flydende proces har den numeriske alder fortsat en betydning, og mange ”gamle” – i den forstand, at de har passeret en numerisk fastsat pensionsalder – rammes af en oplevet aldersdiskrimination og en fremvoksende ensomhedsfølelse. Især på grund af tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet går flere fra et samliv til et aleneliv. Med andre ord: Samfundets fastsatte aldersgrænser og kulturelle forestillinger om, hvad aldring indebærer, forstærker alderismen. Ungdommen og det ungdommelige er et ideal. Alderdommen det modsatte.

De centrale spørgsmål er derfor, hvordan vi kan sikre, at alle aldre tillægges værdi? Det forudsætter et aldersinkluderende syn og et engagement i hinanden på tværs af generationerne. Hvordan kan generationerne leve sammen, have glæde af hinanden og sammen sikre, at ingen henvises til en tilværelse i isolation? Hvordan brydes den oplevelse af ensomhed, der synes at præge måske især unge og de ældre? I vores institutioner kunne man arbejde med det aldersinkluderende perspektiv på flere måder. Hvis vi tager de yngste og de ældste først, så findes der eksempler på børnehaver, som kommer på ugentlige besøg på ældrehjem, hvor ældre og børnene laver livgivende aktiviteter sammen eller opholder sig sammen i fælles sansehaver.

På tekniske skoler kunne pensionerede fagfolk inspirere de unge med deres arbejdsmæssige kunnen og vej igennem livet. I gymnasiet kunne man inddrage ældre og deres livshistorier i undervisningen i samfundsfag og historie. Et tema kunne være at lave en sammenligning med at være barn/ung under Anden Verdenskrig med det at være barn/ung under pandemien. Sådanne sammenligninger vil skabe et perspektiv for de unge, som kan give større modstandsdygtighed.

På professionshøjskoler og højere læreanstalter kunne man også invitere ældre med ind. I uddannelser, hvor man ofte kommer til at arbejde med ældre bagefter som for eksempel læger og sygeplejersker, kunne man have fag på skemaet, som stimulerer interessen for at arbejde med ældre. Ad den vej kan man opjustere den manglende prestige, der er forbundet med dette blandt sundhedsprofessionelle. I vores meget uddannelsesorienterede samfund kunne man måske også høre ældre mennesker uden nogen uddannelse og målrettet plan for livet fortælle om deres liv og erfaringer. Nok var der nogle bump på livets landevej, men ro på, man finder sin vej, og det gik jo alligevel uden den store forkromede plan for det perfekte liv.

I det hele taget kunne generationerne berige hinanden med samtaler om, hvad der er væsentligt i livet. Og et vægtigt emne for disse samtaler kunne være klimakampen. Klimakamp er ikke et ungdommens projekt, men at udvikle bæredygtighed går på tværs af generationer. De unge og de ældre kunne anlægge fælles køkkenhaver/byhaver sammen, hvor principperne er økologi og selvforsyning. Lignende projekter kunne opstå inden for alle felter, som tager genbrugstanken alvorligt. Derfor skal også opfordres til, at nutidens fokus på borgerinddragelse, samskabelse og borgerting altid har et flergenerationelt udgangspunkt.

At skabe aldersvenlige og aldersinkluderende fællesskaber kan ske inden for boligområdet. Et Generationernes Hus, som vi ser det i Aarhus, er et godt eksempel, som kunne sprede sig til flere steder i landet. I et rigt samfund som det danske, hvor flere ældre sidder alene tilbage i boligen, når børnene er fløjet fra reden, kunne overflødige rum tilbydes en ung eller flere. Den unge kunne som modydelse tilbyde praktisk hjælp i huset og hjælp med it.

At blive ældre betyder ikke, at vi bliver mere ens, tværtom. Vi skaber selv historien, kulturen og institutionerne. Vi skaber derfor også selv fortællingerne – også om alderdommen. Derfor kan de ændres. Alderen som biologisk fænomen kan selvfølgelig ikke opløses. Vi bliver ældre, hvad enten vi vil det eller ej. Alderen er ikke ligegyldig, men kunne vi prøve at skabe et samfund, hvor alle aldre har lige værdi?