Unges drukrejser er moderne overgangsritualer

Unge danske gymnasieelevers drukture til Prag i vinterferien har i de senere år skabt uro og store avisoverskrifter. Der har været tale om overdreven druk, hærværk og sågar voldtægt. Gymnasieelevernes Prag-ture satte dermed danskernes selvforståelse som rolige, venlige udenlandsrejsende i et pinagtigt lys. Men måske er der lidt mening i galskaben

Omkring 1000 unge danske drager i vinterferieugerne til Prag for at indtage store mængder af alkohol og slå sig i tøjret. Modelfoto.
Omkring 1000 unge danske drager i vinterferieugerne til Prag for at indtage store mængder af alkohol og slå sig i tøjret. Modelfoto. Foto: Stig Nørhald

UGE 7, 8 OG 9 HAR DE SENESTE ÅR bragt overskrifter, debat og forargelse i forbindelse med gymnasieelevernes udenlandsrejser, som har fungeret som ugelange nonstop-fester med overflod af alkohol og sex. Men under overfladen rummer elevernes traditionsrige drukrejser noget fundamentalt menneskeligt.

Særligt turene til den tjekkiske hovedstad, Prag, i 2013 og 2014 skabte uro og bekymring. Her var tale om overdreven druk, hærværk og sågar voldtægt, og man måtte sætte ekstra politistyrker ind for at forsøge at bringe de balstyriske elever under kontrol. Gymnasieelevernes Prag-ture satte danske unge - og dermed danskernes selvforståelse - som rolige, venlige udenlandsrejsende i et pinagtigt lys.

Hvis man ser rejserne i et religionssociologisk lys, findes dog en dybere, om end stadig problematisk, mening bag de unges udskejelser. Det kan fra en sådan vinkel give mening at se turene som en slags overgangsritual mellem barn og voksen for gymnasieeleverne.

Som i de oprindelige overgangsritualer oplever de unge en dyb social samhørighed på turene, hvorfra de gør sig erfaringer med mønstre, som hører til det at være voksen, heriblandt seksualitet.

Som i stammesamfundenes ritual hersker der i perioden, hvor de unge er væk fra de vante omgivelser, en amoralsk, grænsesøgende tilstand, hvor der bliver eksperimenteret med oplevelser fra voksenverdenen.

Problemet er blot, at hvor ritualet hos de religiøse urmennesker sørgede for at kontrollere denne løsslupne tilstand og føre den unge sikkert tilbage igen, er der ingen til at hjælpe de unge sikkert i havn i dag. Nu er det alkoholproducenterne og rejsebureauerne, som sætter rammen for - og fyrer op under - ungdommens grænseoverskridende eksperimenter.

I DET FØLGENDE VIL JEG VISE, hvordan de unge danskeres drukrejser i februar har grundlæggende ligheder med de oprindelige overgangsceremonier og komme med et bud på, hvorfor turene kører helt af sporet. Min kronik er baseret på en pædagogisk-sociologisk afsøgning af overgangsritualer, særlig ud fra den franske religionssociolog Emilie Durkheims religionsteori samt en interviewundersøgelse af deltagere på gymnasieturen til Prag i 2013.

Ritualforskere er enige om, at de oprindelige overgangsritualer, som vi finder dem hos naturfolk, for eksempel hos aboriginere i Australien, består af tre faser. De har en slags hjem-ude-hjem-konstruktion, som vi også kender fra folkefortællingerne og fra eventyr, hvor helten drager hjemmefra, ud i den store verden og kommer hjem igen som en forandret og voksen karakter.

I den første fase af overgangsritualet udskilles subjektet på samme vis fra samfundet/familien, i den anden fase bevæger individet sig ind i en anden ukendt, farlig verden, som er kendetegnet ved en slags lovløshed, og han eller hun bliver i ritualets sidste fase inkorporeret i samfundet på ny. Når overgangsriten handler om de unges overgang fra barndomslivet til en ny voksen status, er det seksuelle handlinger og symboler, som er temaet for ceremonien.

Hvis man ser på de unges drukrejser med disse øjne, gennemgår eleverne et sammenligneligt forløb. Tiden i udlandet fungerer som det moderne rituals midterste fase, også kaldet ”den liminiale fase”. Denne fase står i kontrast til den tilstand, individet kommer fra, og til den, det vender tilbage til.

Her befinder den unge sig i en slags ingenmandsland. I stammeritualerne er denne fase omgærdet af en anden moralsk (eller nærmere ikke-moralsk) status, en underfundig periode, som kan være præget af ydmygelser, seksuel tvetydighed og amoral.

På lignende vis oplever gymnasieeleverne på deres vinterrejser, at der gælder helt andre og vide grænser for, hvordan man må opføre sig, og hvor langt de vil gå, når det gælder alkohol og sex i forhold til, når de er hjemme.

De unge drikker alkohol det meste af døgnet, går på stripklub, flirter og scorer i en anden grad end i hverdagen. De beskriver det som, at de smider hæmningerne i et helt andet målestok end derhjemme. På denne måde får de erfaringer med de ting, som hører voksenlivet til, men på en ekstremt yderliggående måde.

I de oprindelige stammeritualer er overgangene mellem tilstandene omgærdet af særlige regler og stor kontrol af det omgivende samfund, og især denne midterste fase, der bærer præg af et moralsk vakuum, tillægges en særlig fare for ritualets hovedpersoner. Den kontrol og forsigtighed kendetegner desværre ikke de moderne drukrejser.

Emilie Durkheim deler natursamfundenes liv op i to former: den profane tid og den hellige tid. Den profane tid er præget af lav intensitet med hverdagens gøremål. Dette er en forholdsvis individuel tid, hvor hver gør, hvad han skal i det daglige liv.

Den hellige tid virker som en kontrast hertil. Det er festivalernes og ceremoniernes tid, hvor intensiteten er høj. Her er en særlig kollektiv begejstring, hvor individerne gennem ritualerne oplever en følelse af sammensmeltning eller fusion til et vi med stammens andre medlemmer.

Durkheim kalder denne sociale følelse for effervescence og beskriver den som en oplevelse af dyb sammenhørighed; som om der nærmest eksisterer en elektricitet i gruppens samvær.

Gymnasieeleverne oplever på lignende vis et skel eller en kontrast mellem de to verdener. Deres hverdag er fyldt op af individuelle aktiviteter som for eksempel præstationer i skolen, lektier og træning. På vinterrejserne oplever de derimod at være sammen med deres kammerater døgnet rundt i fem-seks dage. De sover på fælles værelser, oplever hinanden og deler sider af sig selv, som de ikke gør i hverdagen.

Alkoholen, som de indtager næsten kontinuerligt i de vågne timer, hjælper dem til at lægge usikkerheden til side over det indtryk, de giver udadtil. De giver slip på deres selvkontrol og gennemlever det sociale mere frit og fuldt ud.

Selvom det at drikke og få nye oplevelser med seksualitet og køn er omdrejningspunktet for oplevelserne på rejserne, er det for eleverne selve følelsen af at være sammen, at være en del af en social enhed, som de uden undtagelse beskriver som det mest betydningsfulde ved at være af sted.

Vores gymnasieelever erfarer på den måde noget, som giver mening at kalde et moderne overgangsritual: Turene har en opbygning, der er parallel med de oprindelige overgangsritualer, omdrejningspunktet er oplevelser omkring seksualitet og køn, der hersker en tilstand af ikke-moral eller liminalitet på rejsen og en dyb social følelsesmæssig oplevelse af sammensmeltning med de andre deltagere på turen - en social beruselse, hvor den enkelte glemmer sig selv til fordel for det kollektive.

Rusturene i uge 7, 8 og 9 adskiller sig dog fra stammeritualerne i den forstand, at det er de unge selv, som vælger, hvilket ritual de vil deltage i for at få erfaringer med de ting, der hører hjemme i voksenalderen. Desuden er der i dag ikke et direkte spring fra det at være barn til det at få voksenstatus. Ungdomsperioden spænder over en meget lang årrække, hvorfor de unge måske fortsætter med at deltage i de moderne ritualer igen og igen uden at finde fodfæste og varig social identitet.

Den ældre generation og det omgivende samfund, ud over de unge selv, synes intet at skulle have sagt i forhold til de moderne rusceremonier. I naturfolkets ritualer var den farlige liminiale fase -trods dens vildskab - omgærdet af kontrol og regler og overvåget af stammens overhoveder.

I dag svæver de unge på anden vis frit og famlende i deres afprøvning af grænserne inden for sex og alkohol. Alkoholbranchen og rejseindustrien har deres særlige økonomiske interesse i, at eleverne går amok, og om nogen fungerer disse brancher altså som det moderne overgangsrituals ceremonimestre.

Malene Engsig studerer pædagogisk sociologi ved Aarhus Universitet