Fagfolk: Unges mistrivsel kan ikke klares med et hurtigt fix

Flere unge mistrives. Hvis vi skal vende udviklingen, kræver det, at vi løfter i flok og stopper jagten på enkeltforklaringer. Børn og unges trivsel skal være den røde tråd, der forbinder tidlig barndom, skolegang og ungdomsliv, mener dagens kronikører

De seneste tal fra den nationale sundhedsprofil viser en tydelig tendens: en markant stigning af unge, som føler sig stressede. De mange tegn på stigende mistrivsel er en advarselslampe i sig selv. Vi kan ikke bortforklare stigningen med hypoteser om, at det er normalt for unge at føle, at livet er svært, skriver dagens kronikører.
De seneste tal fra den nationale sundhedsprofil viser en tydelig tendens: en markant stigning af unge, som føler sig stressede. De mange tegn på stigende mistrivsel er en advarselslampe i sig selv. Vi kan ikke bortforklare stigningen med hypoteser om, at det er normalt for unge at føle, at livet er svært, skriver dagens kronikører. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

DET GÅR DEN FORKERTE VEJ med børn og unges trivsel i Danmark. Heldigvis har langt de fleste det godt, de trives hjemme, med deres venner og i skolen. Men der er en stor gruppe, som mistrives, og den gruppe bliver desværre større år for år. Det er dokumenteret i undersøgelse efter undersøgelser. De seneste tal fra den nationale sundhedsprofil viser en tydelig tendens: en markant stigning fra 2013 til 2017 af unge på 16 til 24 år, som føler sig stressede.

Samtidig er den mentale sundhed, som handler om at opleve at have det godt og fungere godt i hverdagen, på retur – især blandt unge kvinder, hvor der fra 2013 til 2017 har været en stor stigning i andelen, der angiver at have dårlig mental sundhed. Den seneste skolebørnsundersøgelse viser, at der fra 1991 til 2014 er sket en støt stigning af 11-15-årige elever, der oplever psykosomatiske symptomer hver eneste dag. De er kede af det, nervøse, irriterede og har svært ved at falde i søvn. Det drejer sig om cirka hver tredje pige og hver femte dreng.

Mistrivsel blandt børn og unge har betydning for deres livskvalitet her og nu. Børn, der ikke trives, kan opleve konsekvenserne langt ind i voksenlivet: større risiko for ikke at få en uddannelse eller en uddannelse, der er afsluttet med så dårligt resultat, at den kan være svær at bruge til noget, det kan føre til problemer med at finde et arbejde og en større risiko for at blive syg. De mange tegn på stigende mistrivsel er en advarselslampe i sig selv. Vi kan ikke bortforklare stigningen med hypoteser om, at det er normalt for unge at føle, at livet er svært, og at man kan føle sig udsat for pres.

Den kan heller ikke alene forklares med, at det er blevet lettere at tale om psykiske problemer, og at det er blevet lettere at få hjælp. Vi skal tage stigningen i mistrivsel alvorligt. Det er den, vi skal sætte ind overfor, hvis vi vil tage hånd om problemerne, før de vokser sig så store, at de ikke kan løses inden for de rammer, som børn og unge befinder sig i til daglig.

Men hvad er det, der skal til? Og hvor skal vi sætte ind? Det skorter ikke på kulturpessimistiske udlægninger af, hvori kernen af problemet består. Hvis man har læst sin avis over de seneste måneder, har man fået serveret en lang række mere eller mindre dokumenterede forslag.

De smuldrende fællesskaber, mangel på autoriteter, tab af klassisk dannelse, præstationssamfundet, curlingforældre og perfekthedskulturen – alt sammen accelereret af sociale medier, der fjerner os fra hinanden, forstyrrer nattesøvnen og erstatter menneskelighed og empati med likes og emojis. Vi har ikke grundlag for at afvise disse hypoteser. De kan alle være sande, men de kan også alle være falske eller delvist falske. Ingen

ved det. Det er nemlig ikke tilstrækkeligt undersøgt.

Til gengæld ved vi en del om, hvad god trivsel blandt børn og unge er, og hvad der beskytter mod mistrivsel. Trivsel er et spørgsmål om at være del af et fællesskab med positive sociale relationer og at opleve at høre til blandt familie, venner og i skolen. Det handler også om at bo og færdes i trygge omgivelser, og at have en oplevelse af økonomisk sikkerhed. Det er også et spørgsmål om at kunne noget, som der er brug for, at blive udfordret og at opleve at lykkes med noget.

Trivsel handler om at føle sig tryg ved, at der er nogen at gå til, hvis der opstår problemer, eller humøret daler. Endelig tyder det på, at det også er et element af trivsel at opleve at være del af noget større end sig selv og sine egne interesser – at bidrage til at skabe værdi, der rækker ud over egen næsetip, fordi den kommer andre til gode, eller kun kan realiseres, hvis vi arbejder sammen.

Det er alt sammen ganske jordnært og lyder måske som et genkendeligt ekko fra 1970’erne. Men det er ikke simpelt at få alle disse beskyttende faktorer til at virke i samme retning.

Det er et samspil mellem individuelle, sociale og strukturelle faktorer, der hverken kommer af sig selv, eller som vi kan tage for givet. Omvendt er det også vigtigt, at vi ikke forfalder til lette løsninger og er for hurtige på aftrækkeren, når vi skal udpege de bagvedliggende årsager til mistrivsel.

Sociale medier er udskældte og bliver ofte udpeget som syndebukken i diskussioner om unges trivsel. Og vel kan sociale medier være problematiske, hvis de forvrænger unges selvbillede og erstatter menneskelig kontakt. Men de kan også give en helt anden mulighed for inklusion i fællesskaber og kontakt på tværs af afstande, som vi tidligere var afskåret fra.

Det virker fornuftigt at kigge skolen og uddannelsessystemet efter for at se, om der er forhold, som påvirker den enkeltes trivsel negativt og er en barriere for at udvikle og indgå i et udviklende og nysgerrigt læringsfællesskab, hvor alle bidrager til at gøre hinanden bedre. Det er bestemt en tanke værd, om vi har fået indrettet samfundet, så voksne har så travlt, at de hverken har tid til at lytte eller være ordentligt til stede i de nære relationer.

Men dér, hvor vi for alvor skal stå vagt, er omkring de forskellige indsatser og sikkerhedsnet, som har betydning for børn og unges trivsel:

Vi skal prioritere den tidlige indsats hos familier, hvor sundhedsplejen når ud til alle og sikrer undersøgelser, rådgivning og vejledning til nye forældre.

Vi skal supplere den generelle indsats med en særlig indsats til sårbare eller udsatte familier. Dem kan man ikke identificere uden at have mødt dem.

Vi skal tilbyde forældreuddannelse, som kan understøtte forældreevnen og den vigtige tilknytning mellem barn og forældre, til førstegangsfødende.

Vi skal blive ved med at have fokus på trivsel som en nøgle til læring og udvikling i børns dagtilbud og i skolen, og vi skal sikre et tæt samarbejde mellem forældre, sundhedsplejen samt dagtilbud/skolen.

Vi skal vedvarende arbejde med at fremme trivsel og meningsfulde fællesskaber på ungdomsuddannelser – gerne med inddragelse af forældre.

Vi skal sikre, at der er nem og hurtig adgang til rådgivningstilbud til børn og unge, der mistrives.

Vi skal prioritere, at alle børn og unge kan deltage i fritidsaktiviteter og har mulighed for at være del af sociale fællesskaber i deres fritid.

Hvis vi skal fremme børn og unges mentale sundhed, skal vi sikre, at børn får en opvækst, som giver følelsen af mening og sammenhæng i livet samt mulighed for at føle, at de hører til.

Vores mentale sundhed er en sammensat størrelse, der påvirkes af den enkelte, i sociale fællesskaber og i samfundet.

Derfor er arbejdet med mental sundhed heller ikke kun et anliggende for sundhedsområdet og socialområdet, men for langt flere parter i samfundet, som er med til at danne rammen om børn, unge og familiers liv.