NYERE TAL PEGER PÅ, at mere end hver femte elev i folkeskolens 9. klasse har skadet sig selv. Det samme gør sig gældende på landets gymnasier og erhvervsskoler. I en ganske almindelig dansk klasse sidder der altså cirka fem elever, som har skadet sig selv med vilje. Forskning peger på, at børn og unge ofte selvskader for første gang, når de er mellem 12 og 17 år.
Sundhedsstyrelsen fastslår, at den højeste forekomst af selvskade ses blandt de 16-24-årige, og Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade peger på, at blandt de yngre voksne i alderen 18-25 år har knap hver tredje skadet sig selv. Selvskade er mest udbredt i den yngre del af befolkningen, og forskning peger på, at det er et verdensomspændende problem, der er i så stærk en stigning, at der endda tales om en epidemi.
Historisk set er selvskadende handlinger ikke fremmede, men derimod legitimeret med rødderne fæstnet i en kulturel accept.
ALLEREDE I BIBELEN beskrives der i Markusevangeliet 5, 5, at ”(...) hele tiden, både nat og dag, løb han rundt mellem gravene og på bjergene og råbte og skreg og slog sig selv med sten”.
Vi kender den kulturelt legitimerede selvskade i den vestlige verden i form af tatoveringer og piercinger, der af nogle betragtes som en deformering af kroppen med det formål at fremstå attraktiv eller signalere en særlig status. Hvis vi vender blikket ud i verden, husker mange halsringene brugt i nogle afrikanske og asiatiske kulturer med det formål at strække halsen. Eller mursierne i Etiopien, der lægger et snit i underlæben for derefter at indplacere lerskiver, som betyder, at læben bliver kraftigt udvidet. Eller flagellanterne, der piskede sig selv i en kristen kultur som en form for solidaritet med Jesu lidelse. Hver kultur – sin kulturelt legitimerede selvskade, så at sige.
I dag tales der om, at selvskade i den vestlige verden måske bør ses som en del af en ungdomskultur. Som en kulturelt accepteret måde at være ung på i dag. Så hvad er det? Hvad er det for en adfærd, der ses stigende blandt børn og unge mennesker i dag?
Selvskade kan antage mange former. Det kan indebære at skære sig, brænde sig, bide sig, kaste sig ud fra høje bygninger, strangulere sig, forgifte sig, sluge skarpe genstande, banke hovedet eller hænder ind i væggen. Men det indebærer også risikoadfærd såsom skadeligt overforbrug af alkohol, stofmisbrug, spiseforstyrrelse med videre.
For nylig har Børnerådet såvel som Vive råbt vagt i gevær i forhold til den mistrivsel, der ses blandt mange børn og unge. Men det er vores indtryk, at bekymringerne primært drejer sig om pigers mistrivsel, mens drenge synes at blive overset.
Det er en udbredt myte, at piger selvskader mere end drenge. Faktisk har det vist sig, at drenge og piger selvskader lige ofte. Derimod er der en væsentlig forskel på metoderne. I disse ligestillingstider er det ganske umoderne at tale om kønsstereotypier, men alligevel ses der faktuelt en forskel på måden, hvorpå adfærden viser sig hos de forskellige køn. Der ses en tendens til, at kønnene reagerer forskelligt på emotionelt pres: Piger internaliserer, mens drenge oftere eksternaliserer. En dansk undersøgelse viser, at blandt selvskadende piger i gymnasiet er den primære metode at skære i sig selv, mens drenge langt hyppigere slår sig selv eller andre. Udadtil kan det være med det formål at være en hård negl – men i virkeligheden sker det for at straffe og skade sig selv. Derudover har de selvskadende drengene ofte flere selvskadeepisoder end pigerne, og adfærden fortsætter længere tid.
I kraft af, at drenges selvskade ofte ses i form af massiv risikoadfærd såsom stofmisbrug, overforbrug af alkohol, hasarderet kørsel, bevidst at rode sig ud i slåskampe, at slå sig selv og undskylde det med fodboldskader, sker der simpelthen dét, at vi fejltolker den unges adfærd. Vi kommer til at se på dem som bøller og utilpassede rødder. Og i mange tilfælde opdager vi ikke, at det i virkeligheden handler om mistrivsel og selvskadende adfærd. Nogle gange opfattes adfærden derimod som et tegn på maskulinitet og styrke.
EN AF DE EKSISTERENDE MYTER går på, at selvskadende ønsker at dø, men det er faktisk ikke tilfældet. Det er dog en alvorlig risikoprædiktor for senere selvmordsforsøg, idet helt op mod 70 procent af de selvskadende vil foretage mindst ét selvmordsforsøg i løbet af deres levetid.
Selvskade kan dog ses som en måde at lindre psykisk smerte på, og faktisk kan det anses for at være overlevelsesstrategi, som bliver en måde at mestre livet og dets udfordringer på. Omend adfærden uomtvisteligt tjener et formål, skal og må selvskadende handlinger altså ses som et synligt tegn på mistrivsel.
Selvskaden tjener kun sit formål, så længe den har den ønskede effekt – nemlig at lindre den psykiske smerte. Men da adfærden kan medføre både afhængighed, tolerans og en øget smertetærskel, ses der en tydelig tendens til, at der skal der mere og mere til, før den unge oplever at påføre sig selv tilstrækkelig skade. Selvskaden ændrer dermed karakter og tager til og antager sværere og ofte farligere former. Dermed kommer selvskade til at indeholde en indbygget risiko for at dø, omend det ikke var intentionen fra start, alene fordi selve adfærden er særdeles risikabel.
DESVÆRRE SER DET UD TIL, at selvskade smitter. De fleste, der selvskader, kender mindst én, der gør det samme. Man ved, at når børn og unge konfronteres med selvskade, enten via deres omgangskreds eller på internettet, stiger risikoen for, at de selv afprøver den adfærd som mestringsstrategi, når de møder modstand på deres vej gennem ungdomslivet. Dette udgør en væsentlig problemstilling, da selvskadende adfærd både kan initiere og vedligeholde en egentlig psykisk lidelse.
Normalitet og afvigelse er imidlertid flydende begreber, som defineres af den sammenhæng, den enkelte unge indgår i. Det medfører, at noget, der tidligere blev betegnet som socialt uacceptabelt, såsom at skære sig, i dag er socialt accepteret i visse ungdomskulturer og ligefrem anses for at være en del af gruppens identitet. Dette understøttes af psykolog Bo Møhl, der argumenterer for, at man ikke længere kan se adfærden udelukkende som et individuelt og personafhængigt fænomen, men at man også må se det i en større kulturel og samfundsmæssig kontekst.
Selvskade bør dog aldrig ses som en normal adfærd og aldrig accepteres som værende en del af en normal ungdomskultur. Derimod bør selvskadende adfærd ses som katastrofalt. Vi ved, at adfærden medfører en massiv risiko for senere selvmordsforsøg såvel som en risiko for reelle psykiske lidelser senere i livet. Desuden ved vi, at selvskade som problem og fænomen fylder både på uddannelsesstederne, i medierne og i sundhedssektoren. Og vi ved, at et stigende antal børn og unge har ondt i livet. Vi ved også, at ikke alle unge med selvskadende adfærd er i kontakt med sundhedssystemet, hvilket medfører en risiko for underestimering af selvskadens omfang.
Vi står simpelthen med et så alvorligt problem, at det truer en hel generations mentale sundhed. Problemet med mistrivsel og selvskade blandt børn og unge er i så stærk en stigning, at det skal betragtes som et folkesundhedsproblem. Vi har både som samfund og individer en etisk forpligtelse til at forebygge selvskadende adfærd og mistrivsel med og for vores unge medborgere.
Som Jes Gerlach, Psykiatrifondens tidligere formand, har formuleret det:
”Det er altså noget alvorligt, vi her taler om. Noget, vi alle bør kende til og være opmærksomme på. Det kan være din egen kønne datter, din kammerat, din nabos søn. Du ser det bare ikke.”