JEG BEGYNDTE PÅ UNIVERSITETET, lige før det gik løs. I 1967. Det var dengang, hvor der var professorvælde. Jeg vidste det ikke det opdagede jeg først i 1968, for da var jeg med til at afskaffe det. Troede vi da.
Vi sagde De til lærerne, og de sagde De og hr., frk. eller fru til os. Der var to unge professorer på engelskstudiet i Århus: Knud Sørensen var professor i engelsk sprog og Thora Balslev Blatt i engelsk litteratur. Senere blev jeg kollega med Knud Sørensen, men det falder mig endnu vanskeligt at sige Knud til ham, når vi mødes.
Det var en spændende verden, der åbnede sig. Min første bog hed Abriss der altenglischen Grammatik. Til første time skulle vi læse første paragraf. Der sad vi så og læste op og oversatte. Ved årets slutning fik man en afløsningsattest, hvis læreren kunne huske en. Man førte ikke protokoller som nu.
Den australske Anna Rutherford holdt forelæsninger om engelsk litteratur, og hun var forud for sin tid og introducerede os til den såkaldte Commonwealth-litteratur australsk, newzealandsk, canadisk. Desuden gik vi til timer i oldengelsk prosa og grammatik.
Vi var mange nye studerende. Omkring 100, vil jeg tro. Der var kun en sekretær på instituttet. Hun sad ved et sofabord i professor Blatts kontor om eftermiddagen. Der var jo ikke så megen administration. I dag er administrationen gigantisk. Sekretærer er der mange af, og de er alle stressede.
Det var tiden før computeren. Der fandtes end ikke fotokopier. At tænke sig: Vi købte og læste bøger. I dag kan man ikke få de studerende til at anskaffe sig bøger. Nogle studerende henvendte sig til mig i forbindelse med mundtlig eksamen til januar og spurgte, om de selv skulle have bøger med. Jeg svarede naturligvis ja. Det var et problem, for de havde dem ikke. Jeg foreslog, at de købte dem. Det vakte ikke just begejstring.
JEG HUSKER JANUAR 1969. Vi sad en gruppe studerende i Kaffestue III i Studenternes Hus på Aarhus Universitet. Vi, der sad der før semestrets begyndelse, var overbeviste om, at der ikke ville komme et forårssemester. Der ville ikke være et universitet, som vi kendte det. Revolutionen ville komme. Den kom blot ikke. Den kom først med den ny universitetslov 2007.
Vi befandt os ved den frydefulde begyndelse på studenteroprøret. Og det var festligt og spændende, og der var spændende fester. Håret blev længere. Det bedste ved at være med var, at man kunne opleve fryden ved at være på den rigtige side. Der var dem og os. Dem var de reaktionære; os var fremtidens frontløbere. Denne skelnen var jeg jo vant til fra Indre Mission i Hirtshals, så det hele var så hjemligt. Jeg var med til at lave en vægavis i øvrigt sammen med en smuk pige, der senere blev min kone. I form af en opslagstavle! Ja, med brun hessian. Den er der vist endnu uden for Kaffestue III.
Men den var sandelig ikke en almindelig opslagstavle, derimod en maoistisk vægavis, hvorpå vi kunne hænge opråb. Jeg skal her indskyde, at denne kaffestue ligner sig selv, og jeg går forbi den dagligt, som om ingenting var sket. Det er der måske heller ikke. Der var ikke prøver og eksaminer hele tiden, men det fik vi 68ere indført. Og også afskaffet filosofikum. Det blev afløst af videnskabsteori, der i begyndelsen var en indføring i marxismen-leninismen. Den var det samme som videnskab.
Vi krævede medindflydelse. One man, one vote. Demokrati. Vi fik 50 procent. Især ville vi gerne have lærerstyrede forelæsninger afskaffet. Det hed envejskommunikation.
Vi ville have mere aktivitet i timerne. Vi ville undervises på små hold, og vi arrangerede derfor selv undervisning, hvor vi kunne blive undervist i marxistisk litteraturteori. Jeg forsømte dog en gang, fordi pibeeksperten Olrik holdt foredrag om tobak og piber, og det var trods alt vigtigere end den unge Marx.
Man røg nemlig pibe dengang. Vi røg til timerne og eksamen. Nu siger ingen De, og der er ingen, der ryger. Men det er ikke studenteroprørets skyld. I dag kender de studerende ikke noget til Marx, men alligevel stemmer de automatisk på SF eller det, der er værre. De ved blot ikke hvorfor.
Studenteroprøret eller 68 var ikke en ny begyndelse, men det var afslutningen på det gamle universitet. Den store revolution kom som sagt med den nye universitetslov (2007), hvor demokratiet igen er afskaffet, hvor der er bestyrelser, som består af erhvervsledere, og hvor vi ikke selv vælger rektor, dekaner eller institutledere, der nu er højtlønnede, stærke ledere.
Hvad er der blevet tilbage af 68? Ikke ret meget. Universitetet i dag minder faktisk mere om det, der var før 68, end om det, der var i tiden fra 68 og frem til revolutionen.
PROFESSORVÆLDET ER NU genopstået som ledelse. Vi har lige så lidt indflydelse på egen arbejdsplads, som man havde før 68 eller 1972, hvor det demokratisk-kritiske universitet blev indført for en kort periode. Forelæsningerne er tilbage med fuld styrke. Hvordan foregår så en nutidig forelæsning? Det eneste nye er brugen af PowerPoint, altså billeder den bedste måde at begrave det levende ord på.
Ved en forelæsning står læreren og forelæser, mens de studerende sidder gemt bag deres computerskærme. Man ser som lærer ingen ansigter. Mange sidder og surfer på nettet eller ser film. På denne måde mødes en middelalderlig undervisningsform forelæsning med postmoderne teknologi computer. Det kan aldrig gå godt.
Dybest set er der altså ikke er sket noget med undervisningsformen, siden jeg begyndte. Derimod omtaler man undervisningen på en helt anden måde, som om der var sket noget. Men det meste er tom snak. Undervisningen søges forbedret på universiteterne ved hjælp af forskellige overvågnings- og kontrolteknikker. Undervisningsfriheden er helt inddraget, og hvis alle ikke bruger samme metoder, trues de med fyring. Denne ensretning kaldes mangfoldighed.
Studenteroprøret var også et opgør med positivismen og idéen om den værdifri videnskab. Al videnskab var politisk, blev det fremført. Der fandtes ikke objektivitet. Videnskaben tjente klasseinteresser. Der var naturligvis nogen, der mente noget andet, og det var der også plads til. Der var faktisk dengang pluralisme. Der var ikke megen kontrol og overvågning, som der er nu. Lærerne havde ikke mødepligt, men kunne arbejde hjemme og om aftenen.
Det er ganske paradoksalt, at da marxismen dominerede, var der mangfoldighed. Nu, hvor der er indført mangfoldighed ovenfra, er der ensretning. Det var under marxismens epoke, at de store teologiske landvindinger fandt sted skabelsesteologien, den narrative teologi og så videre. Det var på den tid, nye franske teorier blev diskuteret livligt og frugtbart. Nu er teorien død og borte.
JEG SAD MED EN KOLLEGA i kantinen før jul. Vi sidder altid og beklager os over, hvor træls det hele er nu. Så sagde min kollega, der er alt andet en socialist: Det var nu bedre, da der var marxister til.
I midten af 1980erne kom postmodernismen. Den var for en række yngre tænkere et middel til at få marxisterne smidt ud, så de selv kunne komme til. Vi kender det fra fortællingen om den urene ånd. Når huset er fejet og pyntet, da kommer den tilbage med alle vennerne. Positivismen fra før 68 med alle sine venner. Marx er blevet afløst af Darwin. Det kommer ovenfra.
Nu skal alt have en naturlig forklaring, altså en naturvidenskabelig. Den metodiske pluralisme er afløst af en totalitær enhedsvidenskab. Hvordan kan nogen tro, at teologi vil kunne overleve der? Eller de humanistiske fag? Men der er ikke noget at gøre ved det. Det har været en nødvendighed, fordi vi skal overleve i en globaliseret verden. Så må litteratur, kunst og teologi klare sig på andre institutioner. De hører ikke længere hjemme på det nye universitet, der ellers omfatter alt. Hvilken skole er ikke i dag et universitet, og hvilket universitet er ikke en skole?
Forskning skal fremtidig foregå gruppevis og ikke individuelt. Der er desværre ikke længere brug for individualister, for én ting skal man ikke kunne sige: I did it my way. Tilbage er kun senil ulydighed. Den vil jeg udøve, indtil jeg bliver 68.
Hans Hauge er dr.phil. og lektor på Aarhus Universitet