Den måske truende præstemangel har genoplivet debatten om, hvilke forudsætninger der skal gælde for at kunne blive præst i den danske folkekirke. Det viser blandt andet artiklen i Kristeligt Dagblad den 10. oktober med den næsten truende titel ”Opråb: Bryd universiteternes monopol på præstejobbet”. Der henvises her til den nyligt udkomne rapport om afhjælpning af præstemangel. Her foreslås en forsigtig udvidelse af mulighederne for at søge præsteembede, lidt i retning af den såkaldte særuddannelse fra 1970’erne.
Talen om ”universiteternes monopol” henviser til den såkaldte ansættelseslov, der siger, at den normale forudsætning for at søge præsteembede er en kandidateksamen i teologi fra et af de danske universiteter. Monopolet kaldes diskriminerende. Den opfattelse er forventelig hos de to private uddannelsesinstitutioner Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet (MF). Mere bemærkelsesvær-digt er det, at ”monopolet” kaldes absurd af tidligere rektor Eberhard Harbsmeier.
I et indlæg den 11. oktober gentager fakultetsleder på Menighedsfakultetet kritikken. Han finder det utidssvarende, at ”private uddannelsesinstitutioner på universitetsniveau” ikke kan anerkendes på linje med universiteterne. Og han sammenligner Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet med ”private universiteter”. Det lyder jo besnærende, at præsteuddannelsen kan privatiseres ligesom børnepasning og ældrepleje. Men modstillingen af privat og offentlig er misvisende. Det handler ikke om universiteter kontra private uddannelsesinstitutioner. Det handler derimod om videnskabelig teologi.
Dansk Bibel-Institut og Menighedsfakultetet er ikke universiteter, og de tilbyder ikke uddannelser på videnskabeligt grundlag. Videnskab eller forskning består i at undersøge et givet genstandsfelt metodisk og fordomsfrit. Enhver videnskab drives på grundlag af forudsætninger, men ingen forudsætninger står uden for kritik og diskussion. Når Menighedsfakultetet derfor forsøger at fremstå som en videnskabelig institution, vikler den sig ind i selvmodsigelser. Det hedder således i Menighedsfakultetets vision, at man tilbyder ”forskningsbaseret undervisning på grundlag af Bibelen og den evangelisk-lutherske bekendelse”. Men ved at gøre Bibelen og folkekirkens trosbekendelse til grundlag for sit arbejde giver Menighedsfakultetet afkald på det uopgivelige videnskabelige krav om, at alt kan underkastes kritik. Men hvorfor er det berettiget at kræve en videnskabelig teologisk uddannelse som forudsætning for at blive præst i folkekirken? Og hvad er videnskabelig teologi overhovedet? Videnskabelig teologi er en undersøgelse af kristendommen ved hjælp af de fremgangsmåder, der følges i videnskab i almindelighed. Det lyder indlysende, men har ikke desto mindre givet anledning til voldsomme diskussioner.
Det mest brændende spørgsmål har været, hvordan Bibelen skulle udforskes. Ifølge traditionel kristendom er Bibelen Guds ord og Det Nye Testamente handler om, hvordan Gud har åbenbaret sig i skikkelse af Jesus Kristus, der var både Gud og menneske. Bibelen var en hellig tekst, hvis sandhed var hævet over diskussion. Sådan tænkte man groft sagt til 1700-tallet, hvor man begyndte at betragte Bibelen som en samling tekster, der skulle læses ligesom alle andre tekster fra fortiden. Tankegangen førte til den såkaldt historisk-kritiske metode, der viste, at det traditionelle billede – for eksempel af Jesus – hvilede på et meget tvivlsomt historisk grundlag. Den historisk-kritiske bibel-videnskab satte spørgsmålstegn ved den traditionelle kristne troslære. Nogle mente, at de to simpelthen var uforenelige, og at man ikke kunne bygge en præsteuddannelse på historisk-kritisk videnskab. Tanken om særlige menighedsfakulteter var født. Og i Norge blev tanken til virkelighed i 1907.
Ingen universitetsteolog vil i dag benægte, at Bibelen skal udforskes på samme måder som andre tekster. Men meningerne om, hvad de rette metoder er, er delte, og de skifter med tiden. Så vidt jeg har forstået er der udbredt enighed om, at Bibelens fortællinger om Jesus – evangelierne – handler om en mand, der faktisk har levet. Men hvem han var, og hvad han sagde og gjorde, er der meget delte meninger om.
Man er dog vistnok enige om, at den tro, der opstod efter Jesu død på, at han var Guds søn, næppe svarede til Jesu egen selvforståelse. Der er med andre ord et brud mellem mennesket Jesus og hans forkyndelse – og de første kristnes forkyndelse om Kristus, som vi for eksempel finder i Paulus’ breve.
Teologi er altså i høj grad tekstvidenskab. Men den er også historisk videnskab. Kristendommen har udviklet sig op gennem historien, og denne udvikling studeres i teologien på samme måde som alle andre historiske størrelser. Kristendommen i historien er en kollektiv eller social størrelse. Som sådan studeres den også ved hjælp af samfundsvidenskaber som sociologi og antropologi.
Teologien rummer således en hel række forskellige fag. Og vigtigheden af, at teologi bedrives på universiteter, er, at den her befinder sig i dialog med de fag, den deler fremgangsmåde med. Teologien er med andre ord tværfaglig. Og den tværfaglige dialog er nødvendig for at fastholde teologien på det videnskabelige niveau.
Hvis der ikke var mere at sige om teologien, ville den risikere at falde fra hinanden i en række meget forskellige discipliner. Når det ikke sker, skyldes det den systematiske teologi. Denne lidt mærkelige betegnelse dækker over bestræbelsen på at samle indsigterne fra de forskellige discipliner til et sammenhængende billede af kristendommen – og overveje, hvordan kristendommen kan gøres gældende i nutidens verden. Her befinder vi os ved et afgørende punkt, som det er vigtigt at forstå rigtigt.
At overveje, hvordan kristendommen kan gøres gældende i nutidens verden, er ikke det samme som at forkynde kristendom. Forkyndelsen er kirkens opgave. Og en forkyndende teologi hører ikke hjemme på universitetet. Skal teologien så nøjes med at forholde sig rent beskrivende til kristendommen? Skal den nøjes med at sige: Sådan skriver Paulus, sådan tænkte Luther, sådan blev Reformationen indført i Danmark, sådan mener calvinisterne og så videre? Nej. Teologien skal betænke, at kristendom er en måde at forstå virkeligheden og tilværelsen på, som forudsættes at være gyldig eller sand. Teologien skal ikke hævde, at kristendommen er sand. Det ville igen være forkyndelse. Men teologien skal spørge, hvordan kunne en kristendom se ud, der giver en sand forståelse af virkeligheden og menneskelivet?
Konkret rummer det spørgsmål en række andre spørgsmål: Hvordan kan man tænke Gud som verdens skaber, for eksempel i sammenligning med naturvidenskabernes verdensbillede? Hvordan opfattes mennesket i lyset af gudstanken? Hvordan kan Jesu tale om Gud som fader forstås? Hvordan kan det fortidige menneske Jesus fra Nazaret have en meningsgivende betydning for nutidsmennesker? Hvad betyder kristentroen for menneskers etiske handlen?
Den videnskabelige teologi er nødvendig, både for kirken og for samfundet. Til kirken leverer teologien forudsætningerne for at forkynde kristendom i en nutidig verden, der er alt andet end åben for religion. Og til samfundet leverer teologien en tænkning, der åbner for de afgørende spørgsmål – dem, der rækker ud over økonomi, velfærd og mindfulness.