EU’s krav om øremærket barsel til mænd og regeringens beslutning om at gennemføre dette på bekostning af to måneders forældreorlov skaber ikke mere ligestilling mellem mænd og kvinder. Tværtimod. Det indebærer en mangel på anerkendelse af det specifikt kvindelige i forbindelse med forplantningen.
At føde et barn er ikke bare en parentes i ens arbejdsliv. Det er en kæmpe omvæltning både psykologisk, fysisk og socialt. At være gravid i ni måneder, gennemgå fødslens metamorfose og derefter være livgiver til et andet lille individ nat og dag i mange måneder derefter er en kæmpe opgave – for nogle næsten uoverkommelig. I hvert faldt i relation til, hvordan vi har indrettet os i vores samfund i dag.
Jeg spurgte kvinderne på det efterfødselstræningshold, hvor jeg underviser, hvad de syntes om øremærket barsel til mænd. De kunne godt lide tanken om ligestilling, men de syntes, det var lidt uretfærdigt, at faderen fremover skal overtage baby, lige når den er blevet sjov.
Idéen om den øremærkede barsel til mænd anerkender slet ikke det faktum, at der faktisk ikke er ligestilling – når det kommer til forplantningsområdet. Vi er ikke ligestillede.
En mand kan ikke få indopereret en livmoder, så han kan bære et barn i ni måneder. Han får ikke sprøjtet hormoner ind, så han gennemgår sit livs største følelsesmæssige rutsjetur, som gør ham i stand til at sikre artens overlevelse – uden at stille spørgsmålstegn ved sin egen selvopofrelse.
Hvis mænd kunne gøres fødedygtige, skulle det helt sikkert være lovpligtigt i ligestillingens navn. Nu er det ikke muligt (endnu), så indtil videre er det kun kvinder, der forventes at bidrage på lige fod med manden i umiddelbar forlængelse af den livsomkalfatring, det er at blive mor.
Ja, det er også en omvæltning for manden, men lad os slå fast nu: ikke i nær så høj grad som for kvinden. Noget vokser op inden i os og sprænger sig vej ud i et kontroltab af dimensioner, som er uhørt i vores ellers polerede verden.
Mange er rystet efter fødslen, og derefter er der dette lille hjælpeløse væsen, der kræver 100 procents kvindsopdækning nat og dag, så man er hullet som et stykke papir hver morgen – et følelsesmæssigt nervevrag, altid på kanten mellem ubærlig lykke og en afgrund af udmattelse.
Og så vups: der er gået otte måneder, siden du fødte – to måneder, siden du fuldammede nat og dag – nu skal du på arbejde. Men mange af os ”arbejder” altså stadig om natten, selvom baby er blevet lidt ældre.
Vi er programmerede til at vågne, bare baby så meget som vender sig. Og der tankes stadig op af nærhed om natten – og også ofte mælk – selvom det er blevet næsten pinligt at indrømme. Al amning ud over de otte måneder betragtes af samfundet i dag som et udtryk for uønsket idiosynkrasi fra moderens side – på trods af, at WHO stadig anbefaler årelang amning.
Aldrig så snart har vi fået ørerne tudet fulde af vigtigheden af amningen og gjort det til en moderlig mærkesag, før vi skal afvænne barnet efter en nedadgående eksponentiel kurve, så vi er sikre på, at barnet er blevet ”selvstændigt”, inden vi giver stafetten videre.
Jeg mærker for hver dag, der går, hvordan der rejser sig en vrede i mig over systemet. Og det krav om (ikke den ret til, men det krav om) at vi kvinder – når vi lige har plottet en baby ud og sørget for dens hele livseliksir – pænt og taknemmeligt skal give den fra os og vende tilbage til arbejde. Lige når baby er blevet sjov. Det er ikke retfærdigt.
Jeg er så glad for, at øremærket barsel til mænd ikke fandtes, da jeg lige var blevet mor, for det havde været for meget for mig som kvinde. Ja, jeg kan kaldes irrationel og egoistisk, men der var ikke nogen, der kaldte min mand egoistisk, da han valgte at lade være at overtage fødslen af vores barn, da jeg lå og brølede på fødelejet. Og heller ingen kaldte ham egoistisk, da han aften efter aften overrakte mig et grædende spædbarn, fordi det var mig, der havde mælk i brysterne.
Hvorfor er det ikke i orden, at der er en fase, hvor det lille barn og moderen hænger mere følelsesmæssigt sammen? Hvorfor må denne fase ikke få lov til at afvikle sig naturligt, uden at nogen ovenfra kommer med en stor fed kageform og deler mor fra barnet?
Jeg synes bestemt, at faderen skal have meget med sit barn at gøre. Men det er ikke i orden at sikre faderens kontakt med barnet – og for den sag skyld kvinders mulighed for ligestilling på arbejdsmarkedet – på bekostning af vores mulighed for at udleve vores potentiale som mødre.
Det kan godt være, mænd er gode til at passe babyer. Men vi kan ikke nøjes med at se kvinders kroppe som et produktionsredskab til fremstilling af børn. Vi skal også have nogle rettigheder til at vente med at give det, der er vokset ud af vores egen krop, fra os, til vi er parate til det – det er en vigtig værdi for kvindelig trivsel. Uanset, om vi er parate få måneder efter, eller halvandet år.
Ligestilling ER for mig, at man har ret til at blive behandlet ligeværdigt, og den behandling af kvinder, som kommer til at foregå med de nye regler om øremærket barsel – det er ikke ligestilling. Det er snarere kvindeundertrykkelse!
I stedet for yderligere restriktioner i vores barselslov burde det være muligt i langt højere grad at dele barslen fleksibelt i hele perioden og få lovmæssigt ret til at gå på deltid, så både far og mor kunne balancere arbejdsliv og familieliv. Det er EU’s barselsoplæg også inde på, men skærer ikke igennem i forhold til.
Lige nu er det en meget rationel og kølig diskurs, der hersker omkring hele barselssituationen. Det er, som om følelser, biologi og kønsforskelle er blevet tabuer i vores ligestillingsfikserede samfund. Eller er følelser mon uønskede i et produktionsperspektiv?
Det kan også tænkes, at de, der bestemmer, enten ikke har en livmoder eller tidligt har afleveret deres baby til andre for at gøre karriere, og måske endda undertrykt nogle følelser omkring deres eget moderskab, som absolut ikke må komme op til overfladen gennem andre kvinders valg om at gøre det anderledes.
Lidt efter samme princip som når ældre kvinder er fortalere for omskæring, fordi de selv blev omskåret.
Uanset: Ægte lighed er at anerkende, at vi er forskellige – og at vi bidrager med noget forskelligt. Og jeg synes, det er på tide at hylde kvinden for, at hun stadig gider føde børn, og i mange tilfælde også amme, på trods af den samfundsmæssige underkendelse af denne indsats.
Trangen til at føde børn og tage os af dem er biologisk og kan nok ikke knækkes.
Men I kan godt knække vores selvværd som bidragende samfundsborgere, i de år vi forplanter os.
Hvis Danmark ikke kan søge dispensation fra EU’s regel om øremærket barsel til mænd – så burde regeringen lægge de to måneder oveni den allerede eksisterende orlov – det valg har vi vel?