Hvis man som jeg bekymrer sig om den nationale sammenhængskraft i et land, havde man nok svært ved at beslutte sig for, hvem man skulle støtte under den amerikanske valgkamp. Valget var mildt sagt svært. Det var to dårlige kandidater, men Trumps politik, ikke hans person, forekom i sidste ende at være den rigtige.
Det vil jeg prøve at begrunde med en henvisning til den afdøde, men meget indflydelsesrige amerikanske historiker Samuel Huntington, der i 2004 udgav en bog om USA’s nationale identitet under titlen ”Who Are We?”. I bogen beskrev Huntington den anglo-protestantiske kernekultur, der ifølge ham var kilden til sammenhængskraften i USA.
Den vender jeg tilbage til. Først lidt om et tv-indslag, der fik mig til at tænke på Huntington – og til skeptisk at støtte Trumps politik.
I en af DR’s reportager op til valget var der et karakteristisk indslag. Det handlede om eksilcubanerne i USA. De har traditionelt været meget respekterede, fordi de udgjorde en bastion mod den kommunistiske fjende, og de har gengældt denne anerkendelse med en høj grad af patriotisme. De har forstået sig som amerikanere.
Men nu er der sket en vending. Indslaget fulgte to generationer af politikere inden for samme familie. Faderen var den traditionelle patriot, men datteren erklærede, uden at skamme sig, at eksil-cubanerne nu identificerede sig som latinamerikanere. Og var derfor radikalt anti-Trump.
Det er det store problem i en nøddeskal. Med demografiske ændringer, på grund af blandt andet latinamerikansk indvandring ændres også USA politisk, allerede nu, men i særlig grad i fremtiden. Måske er det sidste gang, en politik med klangbund i den anglo-protestantiske kultur har mulighed for at vinde. Med en anden befolkning bliver USA også et andet land – demografi er skæbne – og det vil ikke kun ændre USA’s traditionelle kultur, men også få indflydelse på USA’s interesser. Det lover altså ikke godt.
Med andre ord: Den kultur (nedsættende benævnt WASP = White Anglo- Saxon Protestants), der har båret USA frem, står nu til at blive ødelagt indefra og blive afløst af en form for identitetspolitik, der i høj grad er ikke-vestlig, hvis ikke ligefrem anti-vestlig. Denne potentielt altafgørende vending blev i øvrigt slet ikke problematiseret i udsendelsen. Det er jo ”kulturberigelse”.
Mange har en forkert forestilling om USA som en multinational og multikulturel stat, hvor de mange nationaliteter og subkulturer udelukkende er bundet sammen gennem en fælles loyalitet over for den retsorden, der er udtrykt i forfatningen; forfatningens autoritet skulle sammen med landets trosbekendelse ( the Creed ) angivelig være tilstrækkelig til at sikre sammenhængskraften. Men USA er reelt en klassisk nationalstat, der først og fremmest byger på en fælles kultur. De amerikanske borgere har fælles sprog, historie, sædvaner, associationer, skikke og en fælles kristen kultur, der tilsammen udgør substansen i borgernes før-politiske livsform.
Den amerikanske stat rummer alle kendetegnene på nationalfølelse og nationalt tilhørsforhold, og den fornyer aktivt sig selv ud fra sin egen nationale bevidsthed. Den amerikanske nationale identitet bygger på et vitalt selvbillede, hvor USA er et tilflugtssted for de fordrevne og et fødselssted for et nyt og frit samfund grundlagt på foretagsomhed og en stærk fælles vilje.
Landets borgere har igennem tiden i højeste grad været patriotiske; de er beredte på at forsvare deres nationale interesser og hævde deres partikulære forpligtelser. Denne medborgerlige loyalitet bygger ydermere på nationens myter og drømme ( the Land of the Free ).
I ”Who are we?” forsvarerHuntington USA’s traditionelle anglo-protestantiske identitet. Det vil sige, at USA bygger på den protestantiske kristendom med dens personlige ansvarlighed, frihedstro og realistiske syn på mennesket, der er forenet med en høj arbejdsmoral og tro på privat initiativ.
Protestantismen er vigtig, fordi den betoner den enkeltes samvittighed og Bibelens ord. Det fremmer ikke blot individualisme, lighed og religionsfrihed, men også demokrati, tillid og dissens. De protestantiske kirker lægger vægt på menigheden; kirkerne har en decentral, ikke-hierarkisk organisering i modsætning til for eksempel den katolske kirke.
USA bygger desuden på angelsaksiske traditioner, der omfatter britisk retsopfattelse, sprog, litteratur og liberaldemokratiske idéer om repræsentativ ledelsesform og privat ejendomsret. Ikke mindst bygger den nationale identitet på en delt overbevisning om, at hvert enkelt menneske har evnerne og forpligtelsen til at skabe et foregangsland ( a City on the Hill ).
USA er derfor, ifølge Huntington, ikke et indvandrerland, men et bosætter- eller nybyggerland. Det amerikanske samfund har bygget på en assimilation til de kulturelle værdier, som de første engelske bosættere repræsenterede, det vil sige kulturen fra det 17. og 18. århundrede. Hvis det ikke var engelske protestanter, men for eksempel franske, spanske eller portugisiske katolikker, der havde bosat sig i Amerika, så var USA ikke blevet USA, men derimod Quebec, Mexico eller Brasilien.
Det er med andre ord kulturen, der former et land. Huntington skriver i sin bog, at millioner af immigranter og deres børn opnåede rigdom, magt og status i det amerikanske samfund, netop fordi de assimilerede sig selv ind i den amerikanske kultur, der var fremherskende.
Landet har altså krævet, at borgerne accepterer den bærende idé om en forenet national identitet, som hidtil er blevet omfavnet af forskellige klasser, etniske og religiøse grupper, og som har fungeret som et fælles værdigrundlag for de mange forskelle i national eller kulturel oprindelse. Denne anglo-protestantiske identitet har således ifølge Huntington været en kilde til borgernes frihed, styrke, velstand og enhed – til sammenhængskraften.
Imidlertid har stærke bevægelser i den akademiske elite siden slutningen af tresserne dekonstrueret den anglo-protestantiske identitet og promoveret et multikulturelt samfund.
Nationens motto ” E pluribus unum ” betød engang: Ud af mange én. Nu fortolkes det modsat: Ud af én mange. Sammen med opgivelsen af kvoteordninger for indvandring, fulgt af især en latinamerikansk (blandt andet mexicansk) masseindvandring, har det ført til en voldsom splittelse.
Huntingtons bog analyserer denne splittelse, samtidig med at den historisk og aktuelt er forsøg på at formulere den fælles kultur, der har sikret sammenhængskraften. Det er også i denne kontekst, man skal se opbakningen til Trump og hans slogan ” America first!”.
Huntington leverer tre anskuelige billeder på assimilation, integration og multikulturalisme, hvor Trump betoner den første model. Billedet på integration er smeltediglen, hvor forskellige kulturer mødes og smeltes om til noget helt andet. Billedet på multikulturalisme er salatskålen, hvor de mange forskellige kulturer udgør salatstykkerne, der eksisterer side om side.
Endelig er billedet på assimilation det billede, som også Huntington er fortaler for, nemlig tomatsuppen. Her er tomatpureen den faste ingrediens, den nationale, anglo-protestantiske kernekultur. Salaten, brødkrummerne og krydderierne er så de forskellige mindretalskulturer, der ganske vist indgår i tomatsuppen, men ikke forandrer den i substansen. Tværtimod antager de farve, dufte og smag fra kerneingrediensen, ligesom den indoptager farve og smag fra de mange forskellige kulørte ting, der tilsættes.
Man skal være overordentlig forsigtig med at sige, at Trumps politik bygger på Huntingtons tanker. Men at det er beslægtede forestillinger, der har båret Trump frem og delvis berettiger hans politik, er der for mig ingen tvivl om.
Kasper Støvring er ph.d., forfatter og samfundsdebattør