Utroskab er smerteligt, men kan være nødvendigt

Hun kunne ikke komme sig over, at han havde svigtet hendes tillid. Filmen knækkede, hjemmet blev sat til salg, han flyttede i sommerhus, hun til sin mor. Børnene græd, hun græd, han græd
Adam Holm

Parforholdsdanmark bygger på luftkasteller. Mere robusthed ville være velgørende. Hvad nu hvis utroskab kunne anskues i et mere nøgternt lys? Kunne man mon ikke revidere idealet om ”den eneste ene”, spørger Adam Holm i dagens kronik

”Kære exhibitionist”. Sådan indledtes en mail, jeg modtog i december. Dårligt havde jeg fordøjet den første sætning, før afsenderen, der tydeligvis ikke var i julehumør, rettede sig selv: ”Eller skulle jeg måske hellere kalde dig narcissist? I hvert fald, er dine radioprogrammer selvspejling af værste skuffe!”.

Omtrent samme kontante reaktion fik jeg for nylig fra en teolog, der i dagbladet Information stemplede et andet radioprogram, jeg bidrager til, som navlepilleri udført af et ”gennemført mediemenneske”. Det sidste er, forstår man, et særligt afskyeligt eksemplar af Homo sapiens. Transparent, intetsigende, overfladisk.

De to udsendelsesrækker på P1, som altså er faldet et par lyttere for brystet, hedder henholdsvis ”Jeg er utro” og ”Jeg er nøgen”. Det er ikke nødvendigt at læse mellem linjerne hos de opbragte kritikere for at konstatere, at jeg er moralsk anløben, åndløs og ikke så lidt selvtilfreds.

Det ser naturligvis en smule anderledes ud fra min side af bordet. Jeg skal undlade at trætte med en hjerteskærende apologi om, hvor lidt ”selvcentreret” jeg mener at være. Alene et sådant defensorat er jo topmålet af selvcentrering, så lad mig nøjes med at slå fast, at man nogle gange kan belyse det almene gennem det personlige. Det væsentlige spørgsmål i sammenhængen er: Hvorfor egentlig beskæftige sig med emner som utroskab og nøgenhed? Det er jo ikke just, fordi der er tale om nye fænomener.

Sidespring, affærer, engangsknald – uskønt barn, mange navne – finder sted i stor stil. Også blandt dem, der med pietetsfuld mine erklærer, at det kunne de skam aldrig finde på. Og det er heller ikke en velbevaret hemmelighed, at alle mennesker fødes nøgne og har en krop, herunder en seksualitet, at tage vare på.

For mit vedkommende er jeg hverken ekspert i sexologi, psykologi, morallære eller kropskultur. Når jeg imidlertid i det små forsøger at pippe med, skyldes det en oplevelse – kald det bare en opvågning – jeg havde for tre år siden.

Det var et kort telefonopkald fra en ven, der gjorde udslaget. ”Vi skal skilles,” lød det i den anden ende af røret. Stemmen var grødet. Det var en af de gange, hvor klichéen for en gangs skyld passer til virkeligheden. Jeg kunne vitterligt ikke tro mine egne ører.

Af alle ægtepar i kongeriget var min ven og hans kone de sidste, jeg forestillede mig, ville gå hvert til sit. I de år, jeg havde kendt dem, virkede de om nogen opmærksomme over for hinanden, en ikke helt ringe præstation efter mere end et årtis samliv.

Deres børn, jævnaldrende med mine, emmede af overskud, og deres hjem fremstod som en oase af harmoni. De havde både klaver og højt til loftet. Ikke sjældent kunne man se den ene gribe ud efter den andens hånd eller tilkaste ægtefællen et kærligt blik.

Det var åbenbart for godt til at være sandt. I hvert fald lurede slangen også i dette jordiske paradis et sted i de københavnske forstæder. Skilsmisseårsag? Utroskab fra hans side. Hun havde haft en fornemmelse af, at noget ikke længere var helt, som det skulle være, og havde taget sagen i egen hånd. Snart kom sandheden for en dag.

De prøvede en stund at klinke skårene, se sig selv i øjnene, justere på ægteskabets rammer, tale med en, to, tre terapeuter. Fire blev det vist også til. Forgæves. Hun kunne ikke komme sig over, at han havde svigtet hendes tillid. Filmen knækkede, hjemmet blev sat til salg, han flyttede i sommerhus, hun til sin mor. Børnene græd, hun græd, han græd. Ingen kunne se det velgørende i det uafvendelige som fandt sted; bruddet mellem to mennesker, som i bund og grund elskede hinanden. I tilbageblik fremtræder det som historien om en forudsigelig katastrofe. Det er ikke for stærkt et ord at reservere til et privat jordskælv, der med foruroligende hast og voldsomhed får jordskorpen til at spalte sig og opsuger det liv, som var.


Den ulyksalige hændelse indtraf for et par år siden. Begge er nu kommet videre på livets tornebestrøede vej. Han er sammen med den kvinde, han i sin tid var utro med – også hun blev skilt – og ekskonen har fundet en ”husven”. I den forstand kunne man mene, at alt er endt godt. Eller i hvert fald nogenlunde mindeligt.

Min vens familieopbrud og alt, hvad deraf fulgte – emotionelt, juridisk og praktisk – fik mig imidlertid til at tænke: Hvad nu hvis utroskab kunne anskues i et mere nøgternt lys? Måske skyldes det min egen opvækst med forældre, der i 1970’ernes ideologiske eksperimentarium også ”var lidt omkring”. Selvsamme forældre fejrede for nylig guldbryllup og lignede det, de er, nemlig mennesker, som er inderligt forbundne og har formået at navigere igennem perioder med storm og brodsø.

Når folk smedes sammen i ægteskabets lænker, får de læst og påskrevet om medgang og modgang. Mange synes dog at tro, at modgang kun findes for dem på den anden side af hækken, dér hvor græsset er mere nedtrampet og afsvedet. At det kan overgå dem selv, at deres partner kan have et erotisk møde med en anden, er de underligt uopmærksomme på. Parforholdsdanmark bygger på luftkasteller. Mere robusthed ville være velgørende.

Jeg er ikke fortaler for hedonistiske orgier og lir til morgenkaffen. Det er ikke sådan, min hustru og jeg lever. Vi har blot møjsommeligt accepteret, at mødet med andre indimellem kan føre en tiltrækning med sig, som ikke behøver at få templet til at skælve og ens verden til synke i grus.

Min vens mistrøstige eksempel – og med ham adskillige andres – spøger i min bevidsthed og får mig til at stille det måske naive spørgsmål: Kunne man mon ikke revidere idealet om ”den eneste ene”?

Idéen om ægteskabets hellige bånd og tosomhedens lyksalighed er menneskefjendsk og noget, præsteskaber på tværs af religioner alt for længe har båret frem velvilligt assisteret af Disney-koncernens romantiske univers.

Indrømmet, det lyder som noget fra en marxistisk lærebog fra anno dazumal. Kritikken bør naturligvis tilføjes nuancer og udtrykkes mere elegant end her, men meningen er formentlig klar.

Skilsmisseraten i dette verdens næstmest lykkelige land er foruroligende høj. Det kan ikke kun skyldes, at folk, som aldrig burde have fundet sammen, finder sammen. En vægtig forklaring må søges i, hvilken forestilling om kærlighed og lykke mange dyrker. Den rosenrøde drømmeverden med dydsiret moral og carport bliver sat på en streng prøve i mødet med det virkelige livs irrationelle impulser og dybe længsler.

Jeg har ikke kunnet slippe tanken om, at min ven og hans tidligere hustru måske havde klaret skærene, hvis der var en anderledes accept af, at ”det” kan finde sted. ”Det” er et synonym for sidespringet og dragningen mod den person, man ikke har lov at begære.

Skulle det måske være mere undergravende for et forhold end de nuværende konventioner, der strengt fordømmer det, som alle ved sker? Min påstand – kald den gerne flyvsk – er, at frygten for den altfortærende utroskab er langt mere nedbrydende for et forhold end selve handlingen.

Hvis det er udtryk for exhibitionisme at prøve at tage denne diskussion på grundlag af nogle personlige tildragelser, så kald mig gerne exhibitionist. Dog helst en diskret én af slagsen.

Og narcissist? Forhåbentlig ikke mere selvforgabt end, at jeg kan unde min bedre halvdel det samme, som jeg selv ønsker; kærlighed med plads til tvivl og tilgivelse. I det lys er utroskab fortsat smerteligt, men ikke ubodeligt. Og nogle gange måske endda nødvendigt.

Adam Holm er historiker og journalist