Den, der fandt på at kalde straffelovens paragraf 266 b for "racisme-paragraffen", lavede en spin-mæssig genistreg. For racisme kan vi alle enes om at afsky; derfor glider et forbud mod racistiske ytringer også relativt let ned.
Men faktisk er det en and. Paragraf 266b er ikke en racismeparagraf, men snarere en krænkelsesparagraf, der sammen med den såkaldte blasfemi-paragraf giver krænkede følelser et retskrav.
For nylig gjorde næstformanden i Radikale Venstre os den tjeneste at minde os om det. De udtalelser fra drabschef Ove Dahl, som hun anmeldte ham til politiet for, havde intet med racisme at gøre. Drabschefen, der til daglig sidder med hænderne dybt nede i den kriminelle virkelighed, sagde følgende: "Rumænerne er skrupelløse. De slår ihjel for et par hundrede kroner. Det er en helt anden kultur."
Drabschefen talte ikke om race, men om den kultur, han – med rette eller urette – mente prægede rumænske kriminelle. Zenia Stampe spurgte ikke, om udtalelserne var sande, hun indledte ikke en demokratisk debat, men gik i stedet til øvrigheden og krævede udtalelserne kriminaliseret.
Problemet er, at hun har racismeparagraffen på sin side, for som hun så rigtigt siger: Hvis vi afskaffer racismeparagraffen, vil drabschefens udtalelser være lovlige. Det er sandt. Derfor skal paragraf 266 b væk.
Hele pointen med ytringsfriheden er jo at få belyst virkeligheden, både dens lyse og mørke sider, så den demokratiske samtale ikke baseres på skønmaleri, myter og fantasi, men på det, der rent faktisk foregår i verden omkring os.
Virkeligheden kan ganske rigtigt være krænkende, ikke kun for Zenia Stampe, men også for imamer, der ikke vil have deres profet omtalt uden respekt, og såmænd også for alle os andre, der hver især har noget, vores hjerte hænger ved, og som vi derfor nødigt ser verbalt krænket. Men vil man have frihed, må man betale frihedens pris.
Jeg kommer for eksempel aldrig til at sætte pris på Jens Jørgen Thorsens stupide vægmaleri af Jesus, men jeg vil til enhver tid forsvare hans ret til at lave det. Til gengæld vil jeg – og det er en anden sag – gerne slippe for at betale skattekroner til den slags blasfemiske makværk.
Som det er i dag, ville en mand som Ove Dahl kunne straffes med fængsel op til to år, fordi hans udtalelser kan tolkes som en hån af en gruppe på grund af "nationale eller etniske oprindelse", som det hedder i paragraf 266 b. Nej, der var efter min mening ikke tale om en forhånelse, men hvem kan egentligt klart definere, hvad der er hånende, og hvad der er krænkende? Er man nærtagende, kan selv de mindste ting opfattes som en krænkelse.
Det er det grundlæggende problem med straffelovens to krænkelsesparagraffer: Den giver de nærtagende alt for stor magt. Den, der er mest krænket, kan lukke munden på sine modstandere, der selvfølgelig kan prøve at argumentere for, at deres udtalelser ikke var krænkende ment. Men føler den anden sig krænket, kommer man ikke langt med den slags rationelle argumenter. Det ved enhver, der har været involveret i et ægteskabeligt skænderi.
Spørgsmålet er, hvad der er vigtigst: Muligheden for at tale sandt eller hensynet til krænkede religiøse følelser? Det første selvfølgelig, men ikke ifølge paragraf 140, der beskytter den religiøse følelse mod krænkelser.
Juraprofessor Henning Koch, en af de varmeste fortalere for denne såkaldte blasfemiparagraf, blev for nylig spurgt: "Skal sandheden være strafbar, hvis den kraftigt krænker religiøse følelser?" Ja, svarede Koch og gav dermed det bedste argument for en ophævelse af paragraffen. For selvfølgelig skal sandheden ikke være strafbar, fordi den krænker religiøse følelser.
Det er baggrunden for, at Trykkefrihedsselskabet for tiden laver en aktion for at få afskaffet de to krænkelsesparagraffer. Vi er gået sammen med det nye ytringsfrihedsnetværk Fri Debat, der på dette punkt ligger helt på linje med os.
Lad mig endelig slå fast: I Trykkefrihedsselskabet er vi ikke tilhængere af grænseløs ytringsfrihed. Vi er glade for at, at vi har en injurielovgivning, og at opfordringer til vold er ulovlige. Men vi er dybt bekymrede over det pres, ytringsfriheden i disse år udsættes for, og som gør, at det haster med en afskaffelse af krænkelsesparagrafferne.
Sagen er nemlig, at menneskerettighedsorganer i FN presser på for at få Danmark til at skærpe brugen af denne paragraf, og at EU har vedtaget en rammeafgørelse om bekæmpelse af racisme og fremmedhad, der vil gøre det så godt som umuligt at fjerne racismeparagraffen. Dermed vil det være internationale organer som FN og særligt EU, der fastsætter rammerne for ytringsfriheden her i landet. Vi vil have opgivet vores suverænitet på så basalt et område som ytringsfriheden.
Tilsvarende med blasfemiparagraffen: Et flertal af udemokratiske lande i FN, anført af de muslimske lande i Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC), presser på for at få såkaldt religionskrænkelse forbudt. Det betyder i praksis et forbud mod kritik af religion og vil dermed beskytte religioner frem for de mennesker, der bliver undertrykt i religionens navn.
Overtrædelsen af det islamiske forbud mod religiøst frafald kan i nogle af disse lande medføre, at man fratages almindelige borgerlige rettigheder, ligesom man kan blive idømt hårde straffe. Med forbuddet mod religionskrænkelse søger disse lande at legitimere deres undertrykkelse af ytrings-, religions- og samvittighedsfriheden og forhindre kritik af kvinders manglende rettigheder.
OIC-landene henviser ofte til vestlige blasfemibestemmelser, når de skal retfærdiggøre deres forsøg på at begrænse ytringsfriheden. Hvis vi ophæver blasfemiparagraffen, vil vi derfor både gøre op med en lov, der ikke hører hjemme i et frit samfund, og samtidig markere over for totalitære og fundamentalistiske regimer i FN, at vi modsætter os bestræbelserne på at frede tyranni i religionens navn.
Denne sag burde kunne forene begge sider af folketingssalen. Det er for eksempel Birthe Rønn Hornbech (V), der sagt følgende kloge ord: "Racismeparagraffen undertrykker den fri debat og bør derfor fjernes som en skamplet på demokratiet."
Og det var en SF?eren Poul Dam, der i 1971 sagde stort set det samme på følgende måde: "Det er ikke vor stats opgave at foreskrive borgerne visse meninger eller fratage dem retten til at have visse andre meninger. Selv de tåbeligste anskuelser, selv de mest skadelige opfattelser har ret til at eksistere, og de har ret til at komme til udtryk ... det er udtryk for en primitiv moralistisk tankegang, at man kan bekæmpe alt, hvad der bør bekæmpes, ved at kriminalisere det."
Vores underskriftindsamling, som kan studeres på www.stoetytringsfriheden.dk er da også så tværpolitisk som tænkes kan. Her finder man navne som Preben Wilhjelm og Søren Krarup, ateisten Malene Busk og præsten Edith Thingstrup. På smukkeste vis understreges det, at folk, der er rygende uenige med hinanden, kan mødes, når der er brug for et forsvar af ytringsfriheden.
Når vi har samlet underskrifter nok, vil vi aflevere dem til justitsminister Lars Barfoed sammen med en opfordring til en lovændring, der én gang for alle vil slå Danmarks ry som ytringsfrihedens forpost fast. Der er brug for det. Vi håber derfor, at så mange som muligt vil skrive under. (Læs mere på www.stoetytringsfriheden.dk).
Katrine Winkel Holm er teolog og næstformand i Trykkefrihedsselskabet