Prøv avisen

Værdierne skrider i Danmark

Diskrimination er en Danmarks største udfordringer, mener dagens kronikør. - Foto: colourbox.com

Før var det danskerne, der rystede på hovedet over forholdene for de 'ikke-hvide' i USA og Sydafrika. Nu er det Danmark selv, som med rette kritiseres for marginalisering og diskrimination

TIL TRODS FOR EN HISTORIE præget af storsind, inklusion og demokrati med værdsættelse af religionsfrihed, ligestilling, ytringsfrihed eller – kort beskrevet – af menneskerettighederne er diskrimination alligevel gået hen og blevet en af danskernes største udfordringer.

Hvor vi tidligere har været kendt som mestre i frisind, er danskere nu mestre i at holde ude og skabe ulighed. Enten sker det på basis af etnicitet og hudfarve – under dække af kultur og religion – eller det går ud over lesbiske, bøsser, bi- og transseksuelle personer, der ikke kan gå i fred på gaden eller til festivaler, der hylder deres rettigheder. Minoriteter udskældes, nedgøres og overfaldes. Ser man på ligestilling mellem kønnene, går tingene ikke meget bedre. Kvinder får mindre løn og kan dårligt blive ledere, mens personer med funktionsnedsættelse gemmes væk uden adgang til majoriteten. Hvad er det, der sker?

Vi medvirker alle i en proces, hvor vores normer, grænser, opfattelser af anstændighed og moral ændrer sig, danskhed omdefineres. Samfundsudvikling er ønskværdig. Men er det lige denne udvikling, vi søger? Skal vi forholde os til, at vi er på en glidebane? At lade stå til eller forblive passiv er også et aktivt valg med medfølgende ansvar.

Specielt iøjnefaldende er kovendingen i relation til synlige minoriteter. Rammerne for, hvad der anstændigt kan siges, har ændret sig markant. Den måde, vi opfatter og omtaler minoriteter på, er blevet mere og mere uforskammet, respektløs og diskriminerende. Selvom der findes lovgivning mod diskrimination, håndhæves den ikke. Hvor der tidligere ville have været dyb forargelse over diskrimination, er der i dag sjældent, om overhovedet, en reaktion. Det er, som om vi ikke længere lægger mærke til det. Er det, fordi det er så tæt på? Eller fordi det foregår i fuld offentlighed – lige for næsen af os? Eller fordi det er så massivt, at vi ikke orker? Eller finder det nyttesløst? Hverken politikere, magthavere, medier eller autoriteter siger fra. Om noget er de med til at skubbe til anstændighedens grænser – måske for egen kortsigtede vinding. De få, der hæver stemmen, bliver stemplet som smagsdommere eller halal-hippier. Nedgjort.

Sådan har det ikke altid været. Det er ikke så længe siden, at forholdene for for eksempel brune og sorte i USA eller i Sydafrika fik danskerne til at ryste på hovedet. Vi kunne sagtens forstå, at volden og banderne opstod som en konsekvens af racisme, diskrimination og medfølgende social ulighed. Marginalisering og magtesløshed var (og er) med til at give mange unge et skub mod bander, kriminalitet og vold, blandt andet i deres søgen efter at høre til med identitet, penge og kontrol. Vores holdning dengang var, at det aldrig kunne sker her.

Men verden ændrer sig – på godt og ondt. I dag har Sydafrika fået en af verdens mest progressive forfatninger. USA har fået Obama. Og selvom der ikke er tale om det rene paradis, er der stor bevidsthed og åbenhed omkring udfordringerne. Der arbejdes seriøst med diskrimination, og forskning, viden og tiltag er langt fremme i disse lande. Danmark, til gengæld, har oplevet en noget mere bagudrettet udvikling – en regression med afstamnings- og religionsbaseret social ulighed og nu også bander. Det var en fejl at tro, at vi kunne gå fri.

MÅSKE SKYLDTES VORES klippefaste tro, at vi ikke selv havde diskriminerende holdninger eller tendenser, at vi endnu ikke havde forholdt os til vores koloniale historie. Måske skyldtes den, at de kritisable forhold var tilpas langt væk. Måske skyldtes den, at samfundet herhjemme var påfaldende hvidt, så udfordringer i forhold til racisme slet ikke fandtes. På den baggrund var det let at kritisere de andre.

Sådan er det ikke længere. Sammenlignet med andre lande, herunder resten af Europa, er Danmark stadig påfaldende hvidt. Men en lille del af befolkningen bærer efterhånden andre kropstegn.

Mange danskere har flere identitetslag som dansk-tyrkiske, danske-koreanske eller dansk-portugisisk-argentinske. Danskere kan være brune, fordi de er adopterede, men sandelig også, når de er født her af danske forældre. Danskere kan være brune af mange forskellige grunde. Faktisk rager det ikke rigtig nogen. De er danskere. Alligevel bliver de opfattet og behandlet som fremmede. Hvidhed opfattes og italesættes som lig med danskhed. Når nationalitet – og nationale fordele – baseres på hudfarve, er det diskrimination.

Det er noget af en udvikling fra dengang, da vi stod på skanserne for de udsatte brune i Sydafrika og USA. Nu er det Danmark, der iagttages med hovedrysten over vores marginaliserende og nedladende retorik, diskriminerende lovgivning og overtrædelserne af menneskerettighederne. Her i "smørhullet" skabes, og er der skabt, en brun underklasse, der omtales og behandles som én flok kriminelle. Brune borgere ses på med skepsis i forhold til alt fra deres intellektuelle og professionelle kompetencer til deres menneskelige egenskaber.

Når der er tale om brune borgere, bruges "religion" og "kultur" som skalkeskjul for, hvad der egentlig er tale om. Det antydes, når det ikke siges direkte, at danskere og andre borgere, der ikke bærer hvidhed på ydersiden, er kulturelt indkodet til dovenskab, nasseri, og kriminalitet. Koblingen er absurd. Lige så lidt som den slags kan forbindes med hudfarve og "race", kan det forbindes med kultur. Der er tale om en gruppe mennesker med vidt forskellige etniske, religiøse, kulturelle og sociale baggrunde. Fælles træk og kultur er det rene (op)spind. Problemer med holdninger til arbejde, kriminalitet eller religiøs undertrykkelse er primært udtryk for sociale og økonomiske faktorer. Altid. Andet er misvisende og med stor sandsynlighed politisk eller ideologisk propaganda.

Propaganda virker, når det repeteres tilstrækkeligt ofte. Hører vi igen og igen, at månen er lavet af ost, kommer mange nok til at tro på det. Særligt, når der ikke kommer en modhistorie. Hvor er modstanden?

Måske er en del af problemet benægtelsen. Ikke alene har vi bildt hinanden ind, at det ikke kan ske her. Mange påstår hårdnakket, at hudfarve ikke påvirker danskernes opfattelse af hinanden. Myten om farveblindhed er måske en af de mest absurde historier i vores tid. Selvfølgelig betyder hudfarve noget. Det er det første, der lægges mærke til. Er man klædt i en anden hudfarve end hvid, bliver der spurgt igen og igen, hvor man kommer fra. Danskheden drages i tvivl. Der skal forklares og retfærdiggøres alene på grund af hudfarve. Sådan en positionering og behandling er diskriminerende og et negativ udtryk for magt. Danskhed defineres ikke, men hvidhed (kropstegn som opfattes og defineres som hvide) hænger i luften som et uudtalt kriterium. På den måde fastholdes magten over danskheden – for så længe man ikke er konkret, kan man ændre betydning og undgå en rationel dialog.

Diskrimination er både det generelle negative syn og fysiske udtryk som tilråb eller overfald. Men det er også, og ofte i højere grad, de let skjulte eller underliggende overgreb – altså strukturel diskrimination. Det ligger gemt i handlinger, der kommer af traditioner, vaner, gamle opfattelser og opfattelser der reproduceres, når vi ikke er på vagt. For eksempel, når vi ikke tænker over, hvordan hvidhed spiller ind i vores opfattelse af danskhed. Eller når samtalen falder på sociale og økonomiske problemer og bliver til en diskussion om folks kultur eller religion, så snart der er tale om mennesker med en anden hudfarve. Det er, når bandekrigen omtales som etnisk opgør, og understreger endnu en gang, hvordan sociale udfordringer etnificeres.

Mira Skadegård Thorsen er senior konsulent hos Global CSR, ekstern lektor ved Roskilde Universitetscenter og forperson for Bevægelsen Brun – mod diskrimination i medierne og kulturlivet