Værdierne smuldrer

Kampen mellem individualiseringen og fællesskabet går efterhånden langt tilbage. I 1800-tallet tog den rigtig fart. Adam Smith formulerede i 1776 den fri markedsøkonomi. August Comté fulgte i 1830'erne efter med positivismen, og i Danmark kæmpede grundtvigianere og brandesianere i slutningen af århundredet om, hvem der havde mest ret. Fornuft over for følelse. Videnskab over for teologi og filosofi. Hvem har ret? Alle med det ene ben i den moderene tidsalder og det andet i den postmoderne og med en smule kendskab til historien, kan i dag se, hvordan det eskalerer mod en overfortolkning af det gode budskab, som jo var en del af budskabet i kristendommen. I historien om jesu død og opstandelse blev livet os givet. Da livet blev mennesket givet, var det ikke efter det enkelte menneskes egen fortolkning og i egoismens tegn, men ud fra en fælles forståelse. I dag har man helt glemt budskabet om næstekærlighed. Mennesket har igen sat sig selv i Guds sted, og glemt dets egen forgængelighed. Nogle bebrejder Paulus og hellenismen, mens andre giver skylden til Luther og humanismen. Man forsøger hele tiden at finde forklaringer for individualiseringens ødelæggende tendenser. Vi er selv en del af tiden, og vi ser dens tendenser, men vi må have nogle, vi kan beskylde for den udåd, som ingen tør lufte og sætte ord og intuition på. For individet er jo ukrænkeligt! At grunden til højskolens problemer nok ikke udelukkende ligger i faldende elevtal, men i lige så høj grad i en værdiforringelse af hele vort samfund, er efterhånden en sandhed, som der ikke engang bliver sået tvivl om, nærmere tværtimod. Man søger igen at finde forklaringer i tidens narcissistiske trends og overfladekultur. Og som før nævnt, er vejen banet for de højskoler, der ønsker at følge denne trend. Samtidig mener samfundet, at jo før man kommer i gang med en uddannelse jo bedre. Hvis det går ud over Højskolen, er det bare ærgerligt. De må indordne sig under tiden. Ry Højskoles foredragssal er fyldt til bristepunktet. Side om side sidder de stolte bønderkarle, de fleste med rank ryg og armene over kors. De lytter opmærksomt og videbegærligt på den talestrøm, der udgår fra forstanderens mund. Vi er i slutningen af 1800-tallet, og som en naturlig del af tilværelsen for datidens danske landbokultur, har disse unge landmænd valgt at bruge en del af deres hårdtoptjente penge på at blive lidt visere. Der synges danske fædrelandssange så det gjalder, og der undervises i almindelige skolefag som regning, dansk og historie samt i de traditionelle håndværksfag. Grundtvigs drøm om et folkeuniversitet på Sorø Akademi blev aldrig rigtig til noget, men hans tanker førte i 1844 til den første højskole i Rødding. Mange fulgte efter, og i Ry blev byens forsamlingshus i 1892 grundlagt som højskole af Helge Hostrup søn af digterpræsten Jens Christian Hostrup. Idealet var i Ry, som på datidens andre Højskoler, folkeoplysning ud fra en Grundtvig-Koldsk model. Da folkeoplysningen primært var rettet imod den del af befolkningen, der havde haft de dårligste vilkår for uddannelse, og da Danmark stadig var et landbrugsland oversået med gårde og mindre husmandssteder, blev det primære klientel hentet fra landbruget. Således også på Ry Højskole, og det er der i og for sig ikke noget besynderligt i. Men tiden går. Vi er tilbage i skolens foredragssal, der nu er knap så fyldt. Tidsmæssigt er vi omtrent 100 år længere fremme i historien. Der holdes stadig foredrag. Bagerst i salen sidder et par elever med lukkede øjne, ja man skulle næsten tro de sov. Henslængt og afslappet forsøger de at samle koncentrationen omkring det levende ord, der i dag tilfældigvis handler om Grundtvig. Det er en af skolens tidligere forstandere, der fører ordet, og det er ikke fordi han er ueffen eller kedelig at høre på, nej tværtimod. Der brænder en ild, det hører og mærker man. Man skal oplive til at oplyse, er et af de citater fra Grundtvig, som burde være en evig rettesnor for enhver, der brænder for at undervise, men kan det overhovedet lade sig gøre over for unge i dag? Det er ikke længere karle, der sidder der på stolerækkerne. Eleverne i foredragssalen her i slutningen af 90'erne, har næsten alle gået på gymnasiet. De er veloplyste unge, piger og drenge, mænd og kvinder mellem hinanden. Efter 12-13 års skolegang ved de mere end tidligere generationers unge. Alligevel har de frivilligt valgt at tage et højskoleophold. Men hvorfor kommer de? Hvad er det der får dem til, at bruge op til et halvt år og rundt regnet 17.000 kr. på noget så »utidssvarende« og samfundsunyttigt som at gå på Højskole? Højskolen - den grundtvigske - er stadig funderet i et oplysningsprojekt. Men har de unge brug for den oplysning? Nej, det har de ikke, i hvert fald ikke i traditionel forstand. Men de har brug for noget andet, som de til gengæld havde nok af i gammel tid. Fællesskab og ansvar for andres liv og færden. Og det er netop Højskolens projekt her på grænsen til et nyt årtusinde. »Jeg har blandt andet lært, at glæde ikke nødvendigvis hænger sammen med personlig, egocentreret udvikling og selvrealisering. men at glæde oftest opstår i nært samspil med andre mennesker! Samarbejde fremfor konkurrence.« »En ting er, at jeg fik nogle faglige kompetencer, som jeg stadig lever på i dag. Men det vigtigste er de sociale kompetencer. Det er umuligt at udpinde, men de kan beskrives ved det forhold, at der for mig findes et altafgørende før og efter højskoleopholdet. Hele min livshorisont blev omorganiseret til større vitalitet. Over for disse oplevelser står den kommentar, der oftest høres blandt uvidende unge når snakken går om højskole. »Nej, det er ikke noget for mig, det er alt for socialt!« Vore tanker og handlinger er i dag præget af snæversyn, individualisme og intolerance. Vi kredser rundtossede rundt, og bliver først klogere, når karrusellen sætter farten ned omkring pensionsalderen. I dag er fællesskab et slemt fyord. Individualismen, karrieren og værende sin egen lykkes guldsmed, har sejret i det robotiserede samfund og er blevet undskyldningen for ikke at føle og følge fællesskabet stemme. Højskoleverden! Smag på ordet med dine tanker, krydr det efter behag med din oplevelse af det, men pas på ikke at komme for mange fordomme i, det gør smagen bitter. Prøv at skille ordet i to, højskole og verden, så har du faktisk sammensat en opskrift på, hvad dette handler om. Du viser mig din verden ,og jeg viser dig min, sammen oplever vi det omkringliggende. Men højskolen er i en verden, hvor der måske ikke længere er plads til en sådan institution, hvis fundament er grundlagt i frihed og fællesskab. Statens fastlåste logik er påhæftet regler, og styres af snæversynede embedsmænd, der i hvert fald ikke har været på Højskole. Ry Højskole afholdte den 29. juli Politisk Forum for andet år i træk. Kurset er ikke godkendt af staten som værende et rigtigt højskolekursus, fordi det varer halvanden dag for lidt. Indholdet derimod er skabt ud fra en traditionel grundtvigsk tanke om at almuen møder eliten til diskussion og samtale på tværs af alder og profession. Emnet var menneskerettigheder, og på 3-4 dage skulle publikum forsøge at finde ud af, om man kan forsvare anvendelsen af de eksisterende menneskerettigheder. Udgangspunktet er seriøst og meget bredt. Faktisk har mange studerende valgt at bruge en del af deres SU og sommerferie på det, fordi det kan anvendes på studiet. Alligevel er kurset/konferencen altså ikke berettiget til støtte. Men skidt med det, vi lavede det alligevel. Og der skal jo være regler! Så man ikke risikerer, at alle bare kan slå sig ned og kalde sig for højskole. Det kan i den henseende godt undre én, at andre såkaldte højskoler lancerer kurser, der godt nok varer de halvanden dag længere, men som til gengæld kun laver kurser, der appellerer til den tiltagende narcissistiske kultur, hvor der fokuseres på krop og udseende, overflade og hvem der er bedst til hvad. I populærkulturens navn, har de gjort deres indtog, disse højskoler, efterhånden overtager de måske hele gadebilledet. Er vi nået dertil, hvor vi må overgive os, og bare flyde med? Hvad gør man i dag, hvis man syntes at der er noget råddent i staten Danmark? Ytre sig om dette personlige emne, kan man jo ikke, med mindre man er iført styrthjelm og skinnebensbeskyttere. Egoistens urørlighedszone er yderst følsom i disse tider. Træder man ham og hans selv-fokus for nær, så falder hammeren i en verbal ordstrøm, man ikke har hørt mage til. »Provokationen er død«, sagde en studiekammerat til mig på lærerseminariet i Århus. »Vil man noget i dag, så skal man forblinde æslet og kun vise det guleroden.« Man skal have demagogiske evner og en veludviklet psykologisk indsigt for at forføre sin næste. Jeg må give ham ret, og så håbe på, at vi i vores selvcentrerethed faktisk tager stilling til andet end egen vinding, og at vi er i stand til at gennemskue forføreren. Inde i foredragssalen er talestrømmen tilendebragt. Eleverne letter sig fra stolene. Et par af dem iler begejstrede op til foredragsholderen. Det er altid de samme to. De øvrig trisser søvnige ud. Det er spisetid! Har de overhovedet hørt efter? Hører nogen overhovedet efter? Vi er kun til i kraft af hinanden. Og mens vi er til, holder vi en lille del af vores næstes skæbne i vore hænder (Løgstrup). n Ry højskoles elevforening