Prøv avisen
Kronik

Clement Kjersgaard: Vælgerne tror på demokratiet, men ikke på politikerne

Politikerne forventer at få respekt, fordi de har magten. Det er en fundamental misforståelse af demokratiet: Her vinder du først respekt og kun bagefter: magt, skriver tv-vært Clement Kjersgaard. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Clement Kjersgaard, Tv-vært, grundlægger af nyhedsmagasinet Ræson og Vidensfestival

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

I valgkampen så vi, hvordan borgerne møder politikerne med reel interesse: Vis os, hvad I vil. De fleste vælgere ønsker ikke at se systemet brænde ned til grunden. De efterspørger ægte dialog. Men eliten undervurderer engagementet, skriver Clement Kjersgaard

NOGLE SIGER, at ”konflikterne” fylder for meget i politik. Men tag ikke fejl: Politik er konflikt – og demokratiet er rammen for en kamp om magt og privilegier.

Når man ikke vil anerkende dét faktum, skaber man et glansbillede af demokratiet. Man undervurderer både problemerne og uenighederne. Man undervurderer kompleksiteten af de beslutninger, der skal træffes. Og man undervurderer det ansvar, der følger med.

Risikoen? At det dialogsøgende og venlige ”demokrati”, man insisterer på at opføre, bliver en slags amatørteater, der distraherer offentligheden, mens den reelle magtudøvelse finder sted bag lukkede døre.

DET ER LET AT OVERSE i valgkampen, men magten i det politiske system er ekstremt koncentreret. Der er i Danmark to og kun to partier, der har en reel chance for at erobre de to afgørende magtcentre Statsministeriet og Finansministeriet.

I alle partier koncentrerer topledelsen magten hos sig selv bag en mur af spin. Græsrødder og presse manes til lydighed og ligegyldighed. Og mens toppolitikerne altid gerne stiller op til ufarlig smalltalk i bløde sofaer, undviger de omhyggeligt alle former for kritik.

Når de optræder i offentligheden, er det ikke for at møde klare spørgsmål med klare svar. Men tværtimod: For at undgå netop dét.

Borgerne ønsker sig andet og mere. De forventer noget af demokratiet. Netop dét burde have været lektien af 2016, hvor eliterne i USA og Storbritannien led et knusende nederlag: Bernie Sanders truede Hillary Clinton, Donald Trump kvaste hende, og i London åbnede Cameron døren til et ulmende oprør, der stadig æder sig gennem Whitehall. I en række andre demokratier verden over har de traditionelle politikere enten tabt magten eller forandret sig for at beholde den, for eksempel Emmanuel Macron.

Turbulensen har et omfang, de færreste forudså. Hvorfor?

Den politiske elite påstår at have en særlig viden om, hvad der er – og ikke er – politisk muligt. Da kommunismen brasede sammen for 30 år siden, stod Vesten tilbage som den eneste funktionsdygtige samfundsmodel. I 1990’erne skete der en ny professionalisering af politik, hvor en (lyse)rød og en (lyse)blå lejr kæmpede – ikke for at erstatte status quo, men holde det ved lige.

Når nogen uden for eliten efterlyste andre løsninger end de accepterede, lød svaret fra magthaverne, at kritikerne manglede elitens ekspertise i, hvad der kan lade sig gøre.

Men sandheden var og er den modsatte: Det var eliten, som ikke havde begreb om, hvilket rum den selv var i færd med at efterlade til Orban, Sanders, Corbyn, Trump, nye medier og bevægelser. Det var eliten, der undervurderede vælgernes interesse i de store temaer – herunder: EU, immigration, ulighed, klima.

Det var eliten, der ganske enkelt undervurderede borgernes engagement i deres eget samfund. Det gør den stadig. Derfor fortsætter turbulensen.

Politikerne forventer at få respekt, fordi de har magten. Det er en fundamental misforståelse af demokratiet: Her vinder du først respekt og kun bagefter: magt.

Politikerne har troet sig sikre, hver gang de slap af sted med udenomssnak, løftebrud og skandaler. De udmanøvrerer – med lethed – en konfus presse, der kæmper for sin egen overlevelse og derfor taber til et stadig stærkere magt- og spinapparat.

Politikerne freder hinanden og ser ikke, at vælgernes tålmodighed i mellemtiden bliver slidt op. Den protest, der manifesterede sig så dramatisk i 2016, er ikke skabt af folk som Sanders, Trump, Corbyn og Farage. Det er omvendt. Deres succes bygger på demokratiets krise i alle de vestlige samfund.

HVORFOR? FORDI BORGERNE ØNSKER sig noget af demokratiet – andet og mere, end de får.

De ønsker sig, at samfundsproblemerne bliver løst – og de kan ane den årsag, som politikerne selv tøver med at indrømme: At det politiske system mangler reel handlekraft.

I USA, Storbritannien og Frankrig har mønstret længe været tydeligt: Præsidenter og premierministre vinder magten på at love forandring, men straks mister vælgerne tålmodigheden og begynder at udhule deres parlamentariske grundlag.

Hvorfor? Fordi politikerne ikke, fra starten, formulerede deres planer stærkt og konkret. De vinder deres (ofte knebne) sejre, ikke i kraft af egne idéer, men kun fordi de formår at udstille deres modstanderes mangler. Sejrherrerne aner derfor ikke, om de har vælgerne bag sig. Men én efter én – Blair, Bush, Obama, Sarkozy, Hollande – opdager de, at de aldrig formåede at mobilisere opbakning til deres reformdagsorden.

Det centrale ord: mandat. Samfundsforandringer i den skala, der i dag diskuteres for eksempel på klima- og udlændingepolitik, kræver bred opbakning.

Når politikerne undviger den svære diskussion, hvor interessemodsætningerne reelt blotlægges, slår de ikke bro over uenighederne, de tildækker dem.

Det betyder også, at toppolitikerne står helt alene med deres beslutninger – og med dén magt følger et ansvar, ingen burde bære selv. Magten skal deles. Så ansvaret kan deles.

SELVFØLGELIG VIL et succesfuldt demokrati i dag være noget andet, end det var for 30 år siden. Borgerne ønsker ikke at overlade ”politik” til en lille gruppe af mennesker, der selv bestemmer spillereglerne.

Men borgerne ønsker heller ikke at melde sig ind i partierne og blive en del af det system, de føler tiden er løbet fra. Et system, der samtidig står over for nye, uoverskuelige udfordringer, for eksempel i form de techgiganter, der også i Danmark er godt i gang med at erobre den demokratiske infrastruktur.

Politikerne vil hverken forholde sig til fortiden eller fremtiden, men reducerer helst den politiske samtale til forsøget på at fremstå nærværende og menneskelige. På den måde bliver diskussionen ofte – for ofte – et spil om at vise og dermed vinde et øjebliks sympati. Men vælgerne kræver andet og langt mere end det:

I valgkampen så vi, hvordan borgerne møder politikerne med reel interesse: Vis os, hvad I vil. For de fleste vælgere ønsker ikke at se systemet brænde ned til grunden. De efterspørger ægte dialog – altså den, der ikke kun iscenesættes i de sidste uger før valgdagen, men tager den tid, reel forandring altid forudsætter. For i et samfund som vores tager mennesker – i den offentlige sektor, i det private erhvervsliv, blandt forskere og undervisere, i forenings- og kulturlivet – enormt ansvar for at forny og forstærke de sammenhænge, hvor de indgår. De skaffer sig viden og bygger netværk, engageret og tålmodigt. De forventer den samme kvalitet i demokratiet.

HVAD ER RISIKOEN? At toppolitik bliver en lille verden, der lukker sig om magten og møder alle andre med selvtilstrækkelig tavshed. Det er ikke et hypotetisk scenarie – det er, i vidt omfang, virkeligheden nu: at man i toppolitik definerer sine egne interne spilleregler, der udelukker og underkender den viden og det engagement, der eksisterer på alle sider af magtens centrum.

Beslutningsprocesser, der for 30 år siden sikrede samfundets stabilitet, er ikke tilstrækkelige. De gamle dage kommer ikke igen. Og de etablerede partier, der i disse år kan tage kampen op med de nye protestbevægelser, har kun fået chancen, fordi de har forandret sig. Det kommer de til at gøre igen. For næste gang møder deres vælgere dem med nye forventninger.