NÆSTEKÆRLIGHED ER at behandle sin næste, som man selv ønsker at blive behandlet af andre, eller måske endnu bedre, som ens næste selv ønsker at blive behandlet.
Næstekærlighed kan vises på mange måder. En, som sjældent nævnes i denne sammenhæng, er det at være bloddonor og blive tappet for blod til behandling af patienter.
Alene i Danmark er der på en enkelt dag næsten 1000 donorer, der ofrer en time af deres dyrebare tid på at hjælpe. I de cirka 80 år, bloddonorerne har stået for den danske blodforsyning, er det blevet til mere end 12 millioner portioner af en halv liter.
Da det endnu ikke er muligt at fremstille kunstigt blod, bliver denne handling livsvigtig for utallige patienter. Uden blod ville en betydelig del af den moderne sygehusbehandling ikke være mulig.
Ud over at blive givet til patienter, som har akut brug for blod, sikrer beholdningen af blod i banken også, at man tør udføre indgreb med risiko for store blødninger. Donorerne løser med deres næstekærlige handling en betydelig humanitær opgave - måske en af de største i vor tid.
For at sikre en tilstrækkelig forsyning med blod er det vigtigt, at der er en positiv holdning til at vise næstekærlighed. Anvendelsen af blodtransfusion bidrager selv til dette ved sit eksempel og store omfang.
Skønsmæssigt er cirka 5000 personer (donorer, læger, sygeplejesker, patienter, plejepersonale og pårørende) involveret i transfusionen af de 1000 portioner, der gives om dagen. Det svarer til cirka en promille af dem, der på grund af alderskriteriet for bloddonorer på 18 til 60 år må være donor.
Historisk set var det næstformand i Det Danske Spejderkorps Tage Carstensen, der i 1932 fik spejderbevægelsen til at påtage sig opgaven med at organisere bloddonorerne, således at der altid var blod svarende til patienternes behov.
Oprettelsen af donorkorps bestående af spejdere sikrede, at den etiske grundholdning i spejderbevægelsen om at hjælpe sin næste blev videreført. Donorerne skulle være ubetalte, ingen måtte tjene på anvendelsen af blodet, blodet skulle fortrinsvis anvendes til behandling af patienter efter behov og alt andet lige uafhængigt af alder, køn, race, nationalitet, social position og religiøs eller politisk overbevisning. Donor og patient skulle indbyrdes være anonyme.
DISSE ETISKE REGLER har været anvendt gennem alle årene, kun med mindre tilpasninger til udviklingen i samfundet. En af de største udfordringer har været at skulle acceptere, at der på blodets vej fra donor til patient blev indført undtagelser for reglen om, at der ikke må tjenes på anvendelsen af blod.
Donorerne accepterede blandt andet, at privathospitalerne fik tilladelse til at anvende blod købt i sygehusvæsenets blodbanker. Privathospitalerne fik dermed mulighed for at udføre og sælge blodkrævende kirurgiske indgreb.
Alternativet havde været oprettelse af private donorkorps med betalte donorer ved privathospitalerne. Aftalerne om fremstilling i udlandet af særlige koncentrater af blodplasma indebar også, at man måtte sætte en pris for dansk plasma, som var større end produktionsprisen. Donorerne accepterede dette under forudsætning af, at det offentliges overskud kom patienterne til gode.
I lande med for få donorer har man forsøgt at anvende betalte donorer, fordi man mente, at det ville øge tilgangen af interesserede. Det har især været afprøvet i fattige lande. Ud over at det bryder med den etiske holdning inden for området og alt i alt ikke øger antallet af bloddonorer, så medfører det også en øget risiko for, at donorblod overfører en smitsom sygdom til patienten.
En af de måder, blodbankerne anvender til at opnå den aktuelt meget lave risiko for smitte, er at udelukke de donorer, der har haft en adfærd, hvor der er en særlig risiko for at pådrage sig en smittefarlig sygdom, som også kan smitte via blodtransfusion.
Inden tapning skal alle donorer derfor underskrive en erklæring om, at de ikke har haft en sådan nærmere angivet adfærd som for eksempel seksuel kontakt med prostituerede. Sikkerheden ved denne metode afhænger af, om donor taler sandt eller forsøger at skjule noget. Jo større betalingen er til en betalt donor, jo større vil fristelsen være for donor til ikke at fortælle om risikoadfærd. Betalingen til en donor bør derfor ikke være så stor, at den kan friste donor.
I DE FØRSTE MANGE ÅR indtil omkring 2000 var donorerne især spejdere eller medlemmer af andre humanitære organisationer som Røde Kors og Arbejder Samaritterne. Der var også en del familiemedlemmer til disse, fordi det i nogle familier var blevet en fast tradition at være donor. Også på mange store arbejdspladser var det en fast tradition for alle ansatte.
For at kunne tilrettelægge hvervekampagner for nye donorer bedst muligt har donorernes organisation, Bloddonorerne i Danmark, prøvet at undersøge, hvad det er, der får 10 procent af den danske befolkning i aldersklassen 18-60 år til at melde sig som donor og fortsætte i mange år.
Det viser sig, at donorerne ofte ikke kan give et enkelt svar på, hvorfor de blev donor, og hvorfor de fortsætter med at være det.
Som begrundelse giver de nogle moralske eller etiske overvejelser om, at det er en blanding af, at man næstekærligt gerne vil hjælpe sin næste, der er i nød, samtidig med at man bagefter selv føler sig glad over at have gjort en god gerning, og at det giver større selvtillid, måske fordi det vurderes som en positiv handling, og at man derfor stiger i andres agtelse. En mere jordnær og rent praktisk begrundelse er, at når man selv har givet blod, så får man også blod den dag, man selv skulle få brug for det.
Alt i alt er begrundelsen, at man ud over det rent altruistiske også opnår noget selv, noget positivt, noget styrke, noget, som giver bedre livskvalitet. For at altruisme dog ikke bliver til egoisme er det vigtigt at fastholde, at det er den altruistiske del af handlingen, der er den bærende komponent, og at den personlige glæde kun er en lille sidegevinst.
Anvendelsen af blodtransfusion har medført, at en lang række sygdomme og akutte livstruende tilstande nu kan behandles så effektivt, at patienterne bliver helt helbredt eller holdt sygdomsfri i længere perioder. Det er derfor af uvurderlig betydning for patienterne, at der er en sikker adgang til altid at kunne få blodtransfusion efter behov.
Blod til transfusion kan imidlertid stadig kun fremskaffes ved tapning af bloddonorer og er således helt afhængig af den etiske grundholdning, der er i samfundet til uegennyttigt at ville hjælpe sin næste.
Den store tilslutning, der indtil nu har været til donorbevægelsen i Danmark, viser, at der i det danske samfund er en udbredt erkendelse af, at det er livsbekræftende og positivt uegennyttigt at hjælpe andre, og at næstekærlighed ikke er den ringeste form for kærlighed, idet man selv bliver gladere og får større selvtillid.
Jan Jørgensen er pensioneret overlæge