Prøv avisen
Kronik

Værd at vide om Korea-krisen

To datoer i 1983 kunne meget let have været de eneste datoer, der overhovedet var værd at tænke over. Det var de to dage, hvor vi har været tættest på at afskaffe civilisationen. Korea-krisens genkomst gør det værd at ridse historien op

De færreste husker nok, hvor de var den 26. september 1983. Eller den 9. november 1983. Hvis de overhovedet var født på det tidspunkt. Men 11. september husker de fleste over 25 år og det i den grad, at årstallet ikke engang behøver at blive nævnt. Ligesom den 9.april eller den 4.maj.

Men de to datoer i 1983 kunne meget let have været de eneste datoer, der overhovedet var værd at tænke over. De er på mange måder vigtigere end juleaften år 0. Det var de to dage, hvor vi har været tættest på at afskaffe civilisationen, ja naturhistorien som metabiologisk og metafysisk mulighed. De militære konflikter havde tiltaget sig en Almagt – en Omnipotentia – som i realiteten var sat overstyr.

Kun tilfældigheder gjorde, at vi kom helskindet fra det.

Aktuelt er vi igen tæt på at løbe ind i lignende tilfældigheder. Eller rettere: De og ikke vi. Konflikten i Korea hænger i en tynd tråd. Koreakrigen blev ikke afsluttet med en fredstraktat i 1953 (Det gjorde Anden Verdenskrig sådan set heller ikke i 1945). Men Nordkorea fortsatte sin udgave af stalinisme med stadig mere autoritære og autokratiske midler, så man i dag næsten kan tale om et teokratisk diktatur om Kim Jung-on som tredjegenerations-diktator. Nordkorea var tilbage i halvtredserne lige så lidt velstående som Sydkorea, der siden fuldstændig har overhalet søsterlandet.

Men Nordkorea har verdens relativt største hær, samtidig med at Sydkoreas hovedstad, Seoul, med forstæder har 22 millioner indbyggere og ligger helt tæt ved grænsen nordpå. Som bekendt betjener Nordkorea sig af en umådelig latterlig retorik om egen almægtighed, men desværre er der intet gran af ironi i den. Snarere udtrykker den en fuldstændig umodereret militarisme, hvor afmagt erstattes med magtsprog. Den slags er ekstremt risikabelt.

Desværre ser vi aspekter af den samme retoriske kobling mellem afmagt og magtsprog hos Donald Trump. Heri ligger flere risici.

Ser vi på sandsynligheden for, at konflikterne mellem Kim Jong-on og Trump eskalerer, så de fanges i uhåndterlige paradokser, der fører til handling, er en klassisk model den målestok, som tankegangen om ”retfærdig krig”, Jus ad bellum, repræsenterer. Forenklet sagt kan man sige, at der er ret til at føre krig mod en magt, hvis en række kriterier alle er opfyldt. 1) Alle forhandlingsforsøg skal være forsøgt uden resultat. 2) Modstanderen skal have oprustet og fortsat opruste. 3) Modstanderen skal være en reel trussel. 4) Kamphandlinger skal være i gang med at blive iværksat, hvoraf nogle allerede skal kunne dokumenteres. 5) Modstanderen skal være ubundet af aftaler, traktater og andre bindinger, herunder indenrigspolitisk magtdeling. 6) Regeringsledelsen skal være utilregnelig.

Alle disse seks kriterier skal være opfyldt, og man kan så at sige næsten matematisk gange dem med hinanden: Hvis der i én af faktorerne scores lavt eller nul, er der ingen ret til krig. Desværre er det springende punkt i konflikten de to statslederes utilregnelighed – eller måske blot uberegnelighed.

Her ligger problemet i, at ærekærhed, for ikke at tale om regulære narcissistiske forstyrrelser, kan føre til, at parterne vil forsøge at demonstrere magt ud over alle grænser og uden for enhver rimelighed.

Men problemet ligger også i beslutningsprocessen. Da G.W.Bush fuldstændig tåbeligt og ubesindigt uden brug af indgående rådgivning besluttede sig for at angribe Irak, var der bevisligt kun tre om beslutningen: ham selv og de to høge vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld. Vi taler altså ikke om langt mere komplekse rådgivningsforløb som dem, Kennedy og Khrusjtjov anvendte ved Cuba-krisen i 1962. Dengang var det også ved at gå galt.

Hvor stærkt kan besindigheden imidlertid spille ind. I efteråret 1983 så den amerikanske præsident Ronald Reagan tilfældigvis en film, der vanligt for ham påvirkede ham dybt. Den hed ”The Day After” og kan findes på You-Tube. Den drejer sig om, hvordan livet ville være umiddelbart efter en atomkrig. Nemlig umuligt. Reagan blev dybt rystet, ikke mindst over filmens afsluttende bemærkning om, at konsekvenserne ville blive værre end vist i filmen. Reagan havde haft en stærk og voldsom retorik mod Sovjetunionen som ”ondskabens imperium” – en udtalelse han senere fortrød. Samtidig havde USA oprustet stærkt. Sovjetunionen var ved at komme sig over Anden Verdenskrigs forfærdende ødelæggelser – man havde mistet omtrent hundrede gange så mange mennesker som USA! Men lederne, med den tidligere KGB-chef Yuri Andropov i spidsen var alle af den gamle garde, der mere eller mindre traumatiserede havde rødder i Anden Verdenskrig. Spørgsmålet var dengang, om de var helt tilregnelige, eller var de blot ekstremt mistroiske og bange.

I efteråret 1983 havde de sovjetiske efterretningstjenester i samarbejde med de noget mere moderate i Østtysklands Stasi omfattende underretninger om enorme amerikanske militærøvelser. Sidst i september var det lige ved at gå galt, da de dengang dårlige computere og radarer registrerede fem missiler affyret mod sovjetiske byer.

Helten i det skrækscenarie var oberst Petrov (”The Man Who Saved the World”), som meget mod ordre ikke iværksatte den helt store gengældelse sent på natten, men ventede otte minutter på, at man kunne få vished for angrebet. USA ville ikke nøjes med at angribe med blot fem missiler, hvis man angreb. Så gengældelsen udeblev – og Petrov blev afskediget.

I begyndelsen af november 1983 var problemet måske værre. Der var faktisk en enorm amerikansk ledet øvelse i gang over flere dage. Det sovjetiske militær var i absolut højeste alarmberedskab, for eksempel sad piloterne allerede i flyene. Amerikanerne havde blot glemt at varsle øvelsen. Men pludselig gik alle hjem, for det var jubilæet for afslutningen af Første Verdenskrig. Kort efter døde Andropov, og efter et kort mellemspil kom Gorbatjov til magten.

Erfaringsdannelsen satte sig dog måske endnu uerkendte spor. Det vigtigste var formodentlig, at vi lærte, at verden er en gennemsynkroniseret enhed. Der er kun én tid, nutiden, kun én skæbne, og det fatale var, at den blev viljesafhængig. Vi mennesker skulle bestemme, om jordiske civilisationer, sprog og meningssammenhænge skulle eksistere, og den forkerte vilje, de forkerte beslutninger kunne have afskaffet livet og fremtiden for alle på få sekunder uden betænkningstid. Uden refleksion om det var det værd. Den Almagt forkastede Reagan og Gorbatjov efterfølgende.

Korea og ikke mindst Nordkorea kan udslette sig selv. Det er fatalt, at den slags kan afhænge af ærekærhed, mindreværdskomplekser og narcissisme. Men endnu foreligger mulighederne for diplomati, kompromiser og indrømmelser. Det er afgørende, at parterne tilgiver. I form af at skabe muligheder for at modparten bevarer ansigtet, agten, magten og æren. Forslag til fælles havneprojekter, gensidige inspektioner – hvor symbolske de end er, trækken i land, udveksling af studenter (nutidens gidsler?) eller kulturfestivaler med tilhørende indbydelser. I realiteten ligger gådens løsning hos Kina, som må rumme den slags æresskabende begivenheder. Det afgørende er ikke at ydmyge. Men ligger ydmyghed til Trump og Jung-on?

Gorm Harste er lektor, dr.scient.pol., Aarhus Universitet