DET ER GODT TO EN HALV UGE SIDEN, jeg blev rørt over ”Ode til glæden”, slutsatsen i Beethovens 9. symfoni, da jeg hørte den spillet i radioen, mens jeg bagte småkager.
Det er godt to et halvt år siden, jeg fik gåsehud og tårer i øjnene, da vores datter spillede Beethovens klaversonate nummer 31 på konservatoriet i Odense, og det er 25 år siden, selvsamme datter som treårig insisterede på at høre Beethovens ”Måneskinssonate”, som hun med bløde, langsomme bevægelser dansede rundt til uden at ænse andet end kroppens og musikkens samhørighed, og det er 250 år siden, Beethoven blev født. Om 25 år vil en anden lille pige nok danse rundt på samme måde, og om 250 år vil der sikkert stadig være orkestre, som spiller Beethoven. Hvad er det da for øjeblikke, vi kan opleve, når vi hører hans musik?
Det kan den danske filosof Søren Aabye Kierkegaard (1813-1855) hjælpe os med at svare på. Han kan nemlig forklare os, hvad øjeblikket er for et fænomen.
Det gør han i bogen ”Begrebet angest”, hvor han forklarer, at øjeblikket ikke skal forstås som et lille stykke tid, et nu, men snarere som den særlige oplevelse af intenst nærvær og fylde, som nærmest sætter tiden i stå eller sætter os uden for den, eksempelvis når vi oplever kunst eller natur.
Ifølge Kierkegaard er der tale om, at evigheden griber ind i tiden, for øjeblikket er nemlig evighedens refleksion i tiden.
Religionspsykologen Owe Wikström forklarer i bogen ”Med ikonen i lommen”, at der i øjeblikket opstår en sprække i tiden, en sprække, hvorigennem vi ser det evige. Vi kan forestille os tiden som en sort streg, der tegnes på et hvidt stykke papir, den begynder i venstre side og fortsætter mod højre. Det er inden for denne stregs rammer, vi lever.
Evigheden er så alt det udenom, det hvide papir, som stregen tegnes på. I glimt bryder evigheden ind i tiden, den krydser stregen. Tiden ophæves, og evigheden gør sig gældende. Det er øjeblikket. Desværre fortsætter vi hurtigt videre i tiden, hvis natur er hele tiden at gå. Vi kan se tilbage på øjebliksoplevelsen, men den er umulig at fastholde ret længe ad gangen, da den ofte ikke er udtrykt med ord, men blot sidder i os som et mærkbart indtryk.
Romantikkens kunstnere forsøgte at fastholde øjeblikket i kunsten: i musikken, i maleriet, i digtet eller i skulpturen. Det samme var magtpåliggende hos symbolisterne i begyndelsen af 1900-tallet, men også senere kunstnere finder inspiration i Kierkegaards forklaring af øjeblikket.
I SIN FORTÆLLENDE DIGTSAMLING ”Eventyr” fra 1992 er forfatteren Klaus Høeck på jagt efter øjeblikket. Hans mor er netop død, og han vil gerne genkalde sig hende.
I de måneder, hvor han rydder op i hendes hus, skriver han sin digtsamling, der kan ses som digterens forsøg på at fastholde moderens nærvær og øjeblikket omkring hendes død i digtet. Han lytter samtidig til blandt andre Beethovens musik og beskriver øjebliksfænomenet således:
”(…) kun i kunsten gik
tiden ikke når
den een gang
var stillet
den der derfor lyttede
til ”waldsteinsonaten”
genhørte dét nu som
beethoven dengang
havde sat i stå mellem
nodernes magiske tegn
dén der lyttede til
’waldsteinsonaten’ kunne
eller havde i hvert
fald muligheden for at
kunne opleve
samtidighedens øjeblik.”
SAMTIDIGHEDENS ØJEBLIK. Hvad er det? Det er jo en umulighed. Beethoven levede fra 1770 til 1827, og vi lever i 2020. Altså lever vi ikke samtidigt. Den eneste måde, man kan være samtidig med Beethoven i et øjeblik, er at være uden for tiden. At være samtidig med Beethoven er at være i evigheden, et øjeblik.
Det var det, vil jeg påstå, min lille datter oplevede for 25 år siden, og det er det, mange af os forhåbentlig skal opleve i år, når vi lytter til Beethoven, måske for første gang. Den, der giver Beethoven en chance i år, har i hvert fald muligheden for at opleve et samtidighedens øjeblik, at være samtidig med Beethoven, men også at være samtidig med de tusinder, som gennem tiden har været samtidig med Beethoven i et øjeblik. Men hvorfor lige Beethoven? Hvorfor ikke hvilken som helst kunst. Spørgsmålet er relevant. Hos Klaus Høeck er det en pointe, at kun den kunst, som udspringer af øjeblikket, kan formidle øjeblikket. Det er den kunst, som har sin rod i evigheden og ikke i tiden, der formidler øjebliksoplevelsen. Det er der megen kunst, der har. Beethoven har ikke patent på det.
JEG GENKALDER MIG ET ØJEBLIK fra musicalen ”Les Misérables”, som foregår i tiden omkring Den Franske Revolution. Øjeblikket indtraf, da skuespillerne begyndte at synge sangen ”Do you hear the people sing? Singing the song of angry men. It is the music of a people, who will not be slaves again!”.
Musikken fra mennesker, som ikke længere vil være slaver, ramte mig som et slag. Jeg var i et øjeblik samtidig med folket under Den Franske Revolution og med de amerikanske slaver.
Jeg var uden for tiden. Jeg følte smerten og uretfærdigheden, men også vreden og sammenholdet hos folk, som har fået nok af undertrykkelse og ydmygelse, og som er villige til at ofre deres liv for at tage kampen op. Jeg genkalder øjeblikket, hver gang jeg hører sangen.
Men i år er det 250-året for Beethovens fødsel, og lige nu handler det om ham og det fascinerende ved hans musik. I øjeblikket formidles et intenst nærvær med rod i evigheden. Og hvor har vi dog brug for det. Hvor er der dog megen travlhed og megen stress. Ja, selv de gode oplevelser kan stresse os. Man kan opleve sig selv styrte af sted for at opleve nærvær. Koncertoplevelser, cafébesøg, biografture, udenlandsrejser – oplevelserne står i kø.
Hvor paradoksalt. For nærværet mistes jo i bestræbelserne. Vi skal heller ikke tage fejl af Kierkegaard. I virkeligheden skelner han mellem de øjeblikke, som har deres rod i evigheden, og de flygtige øjeblikke. De flygtige øjeblikke er dem, vi jager uden egentlig at tage dem alvorligt.
For Kierkegaard leder det evige øjeblik nemlig til et spring i tilværelsen, man reagerer så at sige på det. Tager en beslutning, ændrer sit liv, prioriterer om.
Dette sker ikke, der hvor øjeblikket ikke tages alvorligt. Her bliver øjeblikket en slags fetichdyrkelse. Vi kan nemt genkende fænomenet. Vi samler på øjebliksoplevelserne, som ”foreviges” på smartphonen, men ikke inden i os.
Vi jager det næste øjeblik i stedet for at dvæle i det, vi har. Vi tager det ikke alvorligt. Vi har brug for at dvæle ved de øjeblikke, som har rod i evigheden, og som derfor får tingene til at falde på plads for os.
Min opfordring går altså på, at vi i 2020 skal lytte noget mere til Beethovens musik og læse noget mere Kierkegaard. Vi skal tage det alvorligt og lade os gribe i højere grad, for vi trænger til mere nærvær i vores fortravlede hverdag.