At være gæst i folkeskolen og have folkeskolen som gæst

De folkekirkelige skoletjenester har siden starten af 1990'erne tilbudt undervisningsforløb til skolernes undervisning i faget kristendomskundskab og i tværfaglige sammenhænge. En ny undersøgelse løfter sløret for tjenesternes næsten landsdækkende indflydelse og betydning

At være gæst i folkeskolen og have folkeskolen som gæst

For to år siden fejredes folkeskolens 200-årsfødselsdag. I de 200 år har skole og kirke været tæt sammenknyttede, så adskilte og i dag igen i samtale og samarbejde. Først arbejdede begge på en fælles kirkelig præmis. I dag er det skolens sekulære mål og indhold, der sætter præmissen.

Men folkekirken kan sagtens arbejde med på den præmis - og med stor succes. På initiativ fra især provst Hanne Hjørlund i Randers og provst Erik Balslev-Clausen på Østerbro i København blev de to første folkekirkelige skoletjenester etableret i starten af 1990'erne.

I dag er der etableret lige godt 40 folkekirkelige skoletjenester, og der er kun ganske få områder på danmarkskortet, som ikke er dækket af en folkekirkelig skoletjeneste.

Hver dag undervises der i faget kristendomskundskab af engagerede lærere. Med de folkekirkelige skoletjenesters undervisningsforløb har lærerne fået endnu flere tilbud at vælge som indhold i deres undervisning.

For halvandet år siden igangsatte Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter en undersøgelse, der fokuserer på de folkekirkelige skoletjenester. Undersøgelsens rapport har fået titlen ”Selvom man tror på noget andet, kan man godt være et sødt menneske”.

Rapporten gør rede for skoletjenesternes baggrund og historie, og den beskriver undersøgelsen af, hvilken betydning det har for elevernes læring, at de arbejder med undervisningsforløb, som er udarbejdet af de folkekirkelige skoletjenester.

Fra starten har skoletjenesternes mål været at udarbejde oplæg til tværfaglig undervisning, hvor kristendomskundskab er et af fagene. Undervisningsforløbenes indhold er valgt, så det tilgodeser bestemmelserne for skolens fag. Typisk indeholder undervisningsforløbene også en æstetisk dimension, hvor eleverne arbejder med billeder, teater eller musik, og hvor eleverne også selv udtrykker sig.

Typisk er der til de enkelte undervisningsforløb også et besøg i en kirke, hvor eleverne løser nogle opgaver og måske også samarbejder med kirkens præst eller organist.

Skoletjenesterne har i flere år samarbejdet om udarbejdelse af undervisningsforløb som inddrager dans, musik, billedkunst og drama, og hvor klassisk kristendomskundskabsfagligt indhold som salmer, kirkehistoriske personer, Jesu lignelser eller dogmatiske begreber derved er blevet undersøgt af eleverne med mange sanser, mange former for udtryk og dermed med undervisning i absolut børnehøjde. Ud fra det, vi har kendskab til, er de folkekirkelige skoletjenester i disse år eneste sted, hvor der reelt foregår en professionel faglig og pædagogisk udvikling af undervisningen i kristendomskundskab.

I undersøgelsen er henholdsvis fire drenge og fire piger fra 10. klasser samt deres lærere blevet interviewet. Eleverne lærer om religion, kristendom, kirke, livsspørgsmål og etik, og eleverne lærer om sig selv, får tænkt tanker og får forholdt sig til nogle af livets store spørgsmål.

Eleverne på alle klassetrin giver hyppigt udtryk for, at når det faglige indhold er religionen kristendom, lærer de døbte elever om deres egen tro; elevernes opfattelse af kristendom er især funderet i et indefra-perspektiv.

Når eleverne lærer om kristendom, mener de fleste, at der sagtens kan være forskellige svar på samme spørgsmål om kristendom. En skarp forståelse af, at evangelisk-luthersk kristendom også rummer nogle klare svar på forskellige spørgsmål, har vi kun mødt meget lidt. En elev har dog fået følgende slagfærdige formulering med sig: ”Før Reformationen havde man Gud på nakken, og nu har man Gud i ryggen.”

Eleverne fortæller, at de mener, at de lærer noget af undervisningsforløbene. Og at denne læring er opstået i en kombination mellem et arbejde af mere klassisk art (som at læse tekster, høre læreren gennemgå stof og skrive svar på spørgsmål) og så de anderledes indslag, hvor kroppen, kunstneriske udtryk, musik og det at handle i forhold til konkrete dilemmaer skaber oplevelser, som også rummer læring.

De involverende oplevelser med levendegørelse af det faglige stof fremhæves igen og igen af eleverne, men om det er det faglige stof, der huskes, og ikke kun levendegørelsen er ikke helt klart.

Læring er for eleverne ikke kun en intellektuel begivenhed. Elevernes følelser er hyppigt i spil. De taler om glæde, lykke, at være kede af det, også i forhold til undervisningens indhold.

Eleverne er meget glade for at arbejde med undervisningsforløbene, det gælder alle klassetrin. Det er dog ikke en markant faglig viden, eleverne øser af i vores interview med dem.

I flere af undervisningsforløbene er det svært for eleverne at koble en decideret faglig viden med hverdagserfaringer og lade den faglige viden udfordre for eksempel æstetiske udtryk eller forståelse af dilemmaer.

Det er også svært for eleverne at koble to sæt faglig viden om eksempelvis to dogmatiske begreber. Eleverne tilegner sig dele af den faglige viden, men mest for at bruge den som afsæt for deres overvejelser om, hvad de selv tænker og mener om undervisningsforløbets emne.

Efterhånden som eleverne bliver ældre, kan de formulere skarpere forståelser for, hvad det faglige indhold handler om. Det bliver også lettere for eleverne at overveje relationer mellem fagligt indhold og almenmenneskelige spørgsmål generelt, men især i forhold til dem selv.

De ældste elever ved godt, at de skal tilegne sig viden, og de tilegner sig også viden, som de kan referere. Dele af denne viden har de også fået en faglig forståelse for. Men at sammenligne viden er straks sværere, og det at bruge en vidensplatform til at undersøge eller vurdere en anden viden med er kompliceret for de fleste.

I forsøg herpå er eleverne hurtige til at vurdere ud fra egne tanker om egen religion eller tro. Men vi er ikke i tvivl om, at undervisningen med undervisningsforløb fra de folkekirkelige skoletjenester får betydning for eleverne. Først og fremmest har eleverne fået anledning til at tænke sig om og formulere sig om vigtige spørgsmål. Noget har rykket sig hos eleverne, noget ses i et anderledes lys, og noget er blevet klarere som en personlig tanke.

Med de folkekirkelige skoletjenesters virke vises, at folkekirken både kan være gæst i skolen og have skolen som gæst. Hverken kirkens eller skolens selvforståelse anfægtes, men mødet mellem skole og kirke opleves af begge som anledning til gensidig inspiration.

I arbejdet med undervisningsforløbene møder eleverne engagerede præster, organister, gravere og af og til også menighedsrådsmedlemmer.

Undersøgelsen viser en åbenhed og villighed til samtale i respekt for skolens opgave som dannelsesinstitution for alle elever og i respekt for, at præsten i samtale med eleverne naturligvis taler som den, præsten er, nemlig et menneske med en tro og overvejelser, der hænger sammen med denne tro.

Det, at de folkekirkelige skoletjenester er forankret i det lokale provsti eller samarbejdende menigheder og ikke skal arbejde ud fra centralt fastsatte bestemmelser, giver en unik mulighed for udvikling af tilbud til de lokale skoler.

Tilbud, som naturligvis respekterer de centrale bestemmelser for skolens undervisning, og som samtidig åbner for samarbejdsmuligheder i lokalsamfundet.

Rapporten ”Selvom man tror på noget andet, kan man godt være et sødt menneske: En undersøgelse af samarbejde mellem folkeskolen og folkekirken med særlig henblik på en vurdering af de folkekirkelige skoletjenesters anvendelse og betydning” kan hentes på websitet fkuv.dk/

Irene Larsen er lektor og cand.theol., og Peter Green Sørensen er lektor og cand.pæd. - begge ved Institut for Skole og Læring på Professionshøjskolen Metropol. Birgitte Graakjær Hjort er ph.d. samt center- og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter