Prøv avisen

Var årene fra 1914 til 1945 i virkeligheden én lang krig?

Still fra filmen 'Intet nyt fra Vestfronten', som dagens kronikør skriver om. Foto: .

Den berømte krigsfilm "Intet nyt fra Vestfronten" fylder i år 80 år. Filmen giver et stadig relevant indblik i krigens gru, og den kan tolkes, så de to verdenskrige smelter sammen til én lang krig, som varede i 30 år, mener dagens kronikør

I år er det 80 år siden, Lewis Milestones berømte krigsfilm "All Quiet on the Western Front" (på dansk: "Intet nyt fra Vestfronten") udkom, og det har siden vist sig, at Milestone havde skabt en klassiker. Filmen er indehaver af American Film Institutes syvendeplads på listen over de bedste episke film i filmhistorien.

Den store film fortæller historien om en lille gruppe af unge tyske mænd (store drenge i virkeligheden), der er soldater ved fronten under Første Verdenskrig. Igennem denne fortælling skaber Milestone et billede af krigen i al dens gru. Det er bemærkelsesværdigt, at filmen stadigvæk er seværdig, 80 år efter den blev lavet.

Det absolutte højdepunkt er filmens slutning, hvor hovedpersonen, Paul Bäumer, rækker hånden ud over skyttegravens kant for at fange en sommerfugl. Han bliver skudt som følge af sin letsindighed. Med filmens sidste scene er det lykkedes for Milestone at koge krigen ned til et eneste intensivt øjeblik og derigennem at skabe et nerve- og sindsoprivende billede af krigens altædende destruktivitet. Budskabet er umisforståeligt, og filmen gælder da også den dag i dag for at være et pacifistisk manifest.

Den berømte film bygger på en om muligt endnu mere berømt bog. Året forinden, i 1929, udgav Erich Maria Remarque sin roman "Im Westen nichts Neues" - "Intet nyt fra Vestfronten". En bog, der på uhyggeligt nøjagtig vis belægger, hvorfor det endte galt med Weimarrepublikken, hvorfor den kun eksisterede i 14 korte år, og hvorfor årene mellem 1914 og 1945 af flere historikere betragtes som én lang krig - den anden 30-årskrig.

Remarques hovedværk, der endte med at blive den største salgssucces i tysk litteraturhistorie, handler om den førnævnte række af unge mænd og deres oplevelser under Første Verdenskrig. Bogen er gennemsyret af en bemærkelsesværdig ambivalens: På den ene side er bogen erklæret pacifistisk, hvilket blandt andet de berømte ord på bogens titelblad skal belægge: "Denne bog skal hverken være en anklage eller en bekendelse. Den skal kun være et forsøg på at berette om en generation, som blev ødelagt af krigen - selvom den også undslap granaterne."

På den anden side fremhæver bogen side op og side ned det kammeratskab og den autenticitetsoplevelse, som ene og alene krigen kan tilbyde. Det er, som om Remarque var mærkeligt magnetiseret af det, hans bog skulle være et argument og et værn imod. Man bliver bestyrket i sin mistanke om, at det forholder sig således, hvis man læser fortsættelsen af "Intet nyt fra Vestfronten", nemlig "Tiden der fulgte" - den anden læseværdige bog af de cirka 10, som Remarque nåede at skrive. "Tiden der fulgte" begynder med fredsslutningen og beskriver de unge mænds tilbagevenden til en ruineret Weimarrepublik og det umulige møde med vanlige civilisatoriske normer. Således har de unge mænd kun ét i hovedet: tilbage til fronten.

I "Intet nyt fra vestfronten" er omdrejningspunktet livsfaren, der udløser den intensitet, som de unge mænd bliver helt og aldeles afhængige af. Da den lille flok skal til fronten og mærker dens tunge tilstedeværelse, beretter Remarque: "Inde i vort inderste farer vi ved det første drøn af granater flere tusind år tilbage med et ryk. Det er dyrets instinkt, som vågner i os, som leder os og beskytter os. Instinktet er ikke bevidst, det er meget hurtigere og meget sikrere, meget mere ufejlbarligt end bevidstheden."

Mennesket trækker sig tilbage og en uciviliseret animalsk præsens dukker op, der ikke tager hensyn til andet end den blotte overlevelse. Mennesket forsvinder og dyret vågner: "Vi kører af sted som gnavne eller muntre soldater - vi kommer frem til kampzonen, hvor fronten begynder, og straks er vi menneskedyr." I lyset af disse oplevelser mister det almindelige menneskeliv i normale rammer sin attraktivitet. Den tyske historiker Hagen Schulze henviser til, at det blev til et problem for Weimarrepublikken, at demokratiet ganske enkelt var for kedeligt. Også af den grund var mange tilbagevendte soldater med til at etablere sekundærfronter, de såkaldte frikorps, der tilbød et soldaterliv i et samfund, som mange krigsveteraner ikke kunne identificere sig med.

Mange andre kunstnere, der siden skulle opnå verdensberømmelse, har haft intense krigsoplevelser på linje med dem, der skildres i "Intet nyt fra Vestfronten". Hos maleren Max Beckmann (1884-1950), der i en række breve til sin kone redegør for sit møde med både øst- og vestfronten, bliver krigen til en nærmest æstetisk vision.

Disse "Briefe im Krieg", der er udgivet som et lille mesterværk af en bog på Piper Verlag, er fulde af maleriske skildringer: "I går havde jeg nattevagt. De stakkels mennesker. To var blevet skudt i maven, en havde fået smadret hjernen og var blevet bindegal. Hele natten sloges jeg med en bevidstløs mand. Mørkt værelse, nat og kornmod, forrådnelsesstank - varme nøgne kroppe i bevægelse og dyb sorg. Smuk hjemtur klokken fire om morgenen, vidunderlig regn, da jeg gik i seng. Mine blomster dufter som en sapfisk ode. Karg sanselighed, melankoli og duft af regn. I det fjerne ligger du og verden."

Hele den transcendente naturoplevelse på vejen hjem efter lazarettet er betinget af de uhyggelige oplevelser. Ud af det krigeriske øde vokser sapfiske oder. Der er ikke langt fra denne beskrivelse og til Beckmanns klassiske ekspressionistiske malerier. Mange af Beckmanns kolleger som for eksempel digteren Georg Trakl, malerne Otto Dix, Georg Grosz og Franz Marc, forfatterne Franz Werfel og Ernst Jünger oplever alle krigen og omfunktionerer den intensitet, de har oplevet, til det æstetiske udtryk, der kom til at udgøre den tyske ekspressionisme i 1920'erne.

Det er bemærkelsesværdigt, at Remarques "Intet nyt fra Vestfronten" er skrevet i 1928 og udgivet første gang i 1929. I netop 1929 sker der tre ting i Tyskland, som skal vise sig at få katastrofale følger: 1) den verdensomspændende økonomiske krise indtræder, 2) den vigtigste stabile politiske figur i Weimarrepublikkens korte historie, udenrigsminister Gustav Stresemann, dør, og 3) den unge republik får sin første udenomsparlamentariske regering.

Således tages i 1929 det første skridt i retning mod parlamentarismens afvikling, der fuldendes i januar 1933 med Hitlers magtovertagelse. Formodentlig har Remarque uden at vide det med sin bog om krigsårene omkring 1915 skildret Tyskland anno 1929. De kræfter, som beskrives så intensivt i "Intet nyt fra Vestfronten", er undervejs til at blive frigivet igen.

På den måde er "Intet nyt fra Vestfronten" en slags metafor for de korte år, der ligger mellem de to verdenskrige, som Tyskland havde en ikke uanseelig del af ansvaret for. Krigen var ikke slut i 1918. Den var midlertidigt afbrudt: 1914 til 1945, én lang krig. "Intet nyt fra Vestfronten" diagnosticerer - villet eller ufrivilligt - at den ånd og tendens, der ligger i krigen, og som skildres af mange krigsdeltagere, ikke er væk med fredsslutningen i 1918.

Det krigsdrivende Tyskland er ikke dødt. Det ligger som et såret (vild)dyr, der kan springe op, hvornår det skal være. Lewis Milestone skabte en stor, episk film med et tydeligt pacifistisk budskab. Remarque var, da han skrev forlægget til Milestone, meget tæt på begivenhederne i 1920'ernes Tyskland. Og hans roman er afficeret af de tumultariske og voldsomme begivenheder, og således er han endt med også at beskrive en Weimarrepublik, der i 1929 var meget tæt på sin opløsning.

Den intensitetstilstand, som soldaterne var blevet afhængige af i skyttegravene, kunne man igen appellere til. Endnu en gang skulle mennesket forvandles til et dyr. I første omgang i civilisatoriske gevandter, i anden omgang som soldater og ødelæggelsesmaskiner ved fronten og i de mange koncentrationslejre.

Peter Buhrmann er forstander på Højskolen Østersøen