Prøv avisen
Kronik

Var ”Befri gudstjenesten” i strid med lov om kirkers brug?

Jeg må konkludere, at biskoppen uddelegerede sit gejstlige tilsyn til domprovsten, som samtidig var ophavsmanden til et teaterprojekt i den sognekirke, hvor han udøver præstetjeneste, og hvis menighedsråd han skal samarbejde med om det lokale kirkelige liv. Dette er en meget stærk koncentration af interesser i en og samme gejstlige person, skriver Kristine Garde.

En gennemgang af sagsakter og mødereferater forud for teaterforestillingen ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke afslører et bemærkelsesværdigt forløb, hvor kritik fra domsognets menighedsråd i vidt omfang blev overhørt, skriver ph.d. og teolog

Som præsentation til forestillingerne ”Befri gudstjenesten” i Aarhus Domkirke i dagene 18.-25. februar 2017, kunne man på domsognets hjemmeside blandt andet læse: ”Forvent et kalejdoskopisk mash-up af dansende kirketjenere, popsange og salmer, Michelin-nadver, nyskrevne bønner af danske forfattere og nye prædikener af aktuelle meningsdannere.”

Alene dette uddrag af præsentationsteksten rejser det retsteologiske spørgsmål, hvorledes processen med teaterprojektets virkeliggørelse er i overensstemmelse med Lovbekendtgørelse nummer 330 af 29. marts 2014 om bestyrelse og brug af folkekirkens kirker med mere, forkortet til Lov om kirkers brug.

De relevante bestemmelser er følgende:

”Paragraf 5: Kirken kan af menighedsrådet eller med dettes samtykke anvendes til andre kirkelige formål end gudstjenester og kirkelige handlinger. Til afholdelse af kirkekoncerter, opførelse af kirkespil og lignende kræves dog tillige tilladelse fra biskoppen, såfremt et mindretal i menighedsrådet forlanger det.

Stykke 2: Menighedsrådet kan med biskoppens tilladelse stille kirken til rådighed til brug for ikke-kirkelige formål. Det er herved en betingelse for biskoppens tilladelse, at det påtænkte formål ikke strider imod kirkerummets karakter.

Stykke 3: Præster i folkekirken har ret til at bruge de kirker, de er ansat ved, til gudstjenester, kirkelige handlinger og kirkelige møder (…).”

Til besvarelse af det retsteologiske spørgsmål har jeg indhentet sagsakter fra henholdsvis Aarhus Domsogns Menighedsråd, domprovst Poul Henning Bartholin, som er ophavsmanden til idéen med projektet, og biskoppen over Aarhus Stift. Det fremgår, at daværende biskop Kjeld Holm pålagde domprovsten at indtræde som bispeembedets repræsentant i et reformationsjubilæumsudvalg og at placere Aarhus, eksplicit Aarhus Domkirke, centralt i fejringen af jubilæet. Hans efterfølger i embedet, Henrik Wigh-Poulsen, respekterede denne beslutning. I paragraf 5 i Lov om kirkers brug er menighedsrådet tildelt en vigtig kompetence. Derfor påkalder sagsakterne fra domsognets menighedsråd sig særlig interesse.

Disse består hovedsageligt af referater fra syv menighedsrådsmøder i årene 2011 til 2017. Referaterne giver et klart indtryk af, at rådsmedlemmerne helt frem til april måned 2016 har betragtet teaterprojektet som en gudstjeneste i dramatiseret form. Alligevel blev der på samme april-møde udtrykt bekymring for, i hvor høj grad teatret vil bestemme indholdet i gudstjenesten. Man besluttede derfor, at menighedsrådsformanden og domprovsten skulle invitere Teatret Svalegangens direktør og kunstneriske leder, Per Smedegaard, til et rådsmøde for at orientere om og drøfte projektet. Uvist af hvilken grund blev det møde ikke gennemført.

På mødet den 19. januar 2017, hvor alle rådsmedlemmerne var til stede, evalueredes hele processen, og der blev vedtaget et tre-punkts beslutningsforslag, som indirekte henviser til paragraf 5 i Lov om kirkers brug.

Det første punkt lød: ”– at menighedsrådet i god tid og i fuldt omfang inddrages i forhandlinger om domkirken til ikke-kirkelige formål, således at menighedsrådets beslutningsret på området respekteres.” Alle stemte for, ingen stemte imod. Poul Henning Bartholin undlod at stemme.

Det andet punkt lød: ”– at der fremover ikke gives tilladelse til at gennemføre projekter, der medfører fuldstændig lukning af kirken, så der ikke kan afholdes gudstjenester og kirkelige handlinger.” Alle stemte for, ingen stemte imod. Poul Henning Bartholin undlod at stemme.

Det tredje punkt lød: ”– at der ved fremtidige samarbejder med eksterne partnere – kirkelige som ikke-kirkelige – altid skal nedsættes en følgegruppe, som deltager i planlægningen og sørger for, at gudstjenestefejringen i øvrigt ikke kompromitteres.” 14 stemte for, 1 stemte imod, 3 – herunder Poul Henning Bartholin – undlod at stemme.

Vedtagelsen af det samlede beslutningsforslag indeholder reelt et mistillidsvotum til domprovstens nærmest enerådende administration af sit biskoppelige pålæg.

Samtidig viser det, at menighedsrådet på dette sene tidspunkt vurderede, at teaterprojektet hverken var en gudstjeneste eller et kirkespil (paragraf 5, stykke 1), et kirkeligt møde (paragraf 5, stykke 3), men snarere et ikke-kirkeligt arrangement (paragraf 5, stykke 2); ellers giver det første beslutningsforslag ikke rigtig mening i den konkrete situation.

Ret beset skulle man derfor have indhentet en biskoppelig tilladelse, der skulle tage hensyn til, at det påtænkte formål ikke strider imod kirkerummets karakter. I praksis var tidspunktet imidlertid forpasset, så man løb linen ud, nøjagtigt som tilfældet var med lukningen af domkirken i perioden 6.-26. februar 2017, hvilket skete med biskoppelig tilladelse.

Ganske vist havde alle i menighedsrådet forestillet sig som en præmis, at der sideløbende med forestillingerne skulle kunne afholdes gudstjenester, men det havde – forklarede domprovsten rådsmedlemmerne – ”ikke været en eksplicit betingelse, at kirken ikke skulle lukkes”.

Poul Henning Bartholin har om sin andel i samarbejdet mellem Aarhus Domkirke og Teatret Svalegangen forklaret, at hans opgave har været at være repræsentant for Aarhus Stift, Aarhus Domprovsti og Aarhus Domkirke. Hans rolle har været at deltage i idéudviklingen, at medvirke til finansieringen af projektet og at forankre det i Domkirken. Tilrettelæggelsen af projektet i Teatret Svalegangens regi har han ikke været involveret i, ej heller casting af skuespillere og medvirkende. Det forstår jeg således, at domprovsten ikke har haft teologisk eneansvar endsige medansvar for forestillingernes indhold, selv om der har været afholdt seminarer om gudstjenestens historie og liturgi.

Biskop Henrik Wigh-Poulsen har oplyst, at han siden foråret 2016 havde sikret sig, at der var tale om et teaterstykke (ikke en gudstjeneste), og at teaterpræsten ikke skulle optræde i ornat. Derfor blandede han sig ikke yderligere, men overlod domprovsten det fortsatte samarbejde med Teatret Svalegangen. Endvidere har biskoppen afkræftet, at han ikke har fået forelagt manus eller udvalgte eller enkelte indslag i forestillingerne, hverken til orientering eller godkendelse. Sluttelig har han tilkendegivet, at han også i denne sammenhæng havde ”fuld tillid til domprovstens teologiske indsigt og dømmekraft”.

Jeg må konkludere, at biskoppen uddelegerede sit gejstlige tilsyn til domprovsten, som samtidig var ophavsmanden til et teaterprojekt i den sognekirke, hvor han udøver præstetjeneste, og hvis menighedsråd han skal samarbejde med om det lokale kirkelige liv. Dette er en meget stærk koncentration af interesser i en og samme gejstlige person.

Paragraf 5 i Lov om kirkers brug kan naturligvis ikke tilsidesættes ved en praksis, der giver for eksempel gejstlige en udvidet adgang til at stå for (u?)kirkelige arrangementer, herunder teaterforestillinger, og dermed fratage menighedsrådet ansvar og kompetence for brugen af kirken. Hensigten med lovens paragraf 5 er at skabe klarhed over, hvad der kan foregå i kirkerummet. En bevidst forvirringskabende hybrid mellem en evangelisk-luthersk gudstjeneste og en multifacetteret teaterforestilling i domkirken – det var jo grundidéen – ligger ikke inden for kirkelovens ellers vide rammer. Det er min retsteologiske konklusion.

I Aarhus Domsogn fik man i stedet en teaterforestilling om gudstjenesten, som krævede tre ugers lukning af domkirken, fulgt op af klare procedureregler i menighedsrådet for fremtidig brug af kirken. Det sidste kan jeg kun bifalde, dog med betydelig undren over behovet herfor.