Diskussionen om, hvorvidt den tyske verdensdigter Johann Wolfgang von Goethe var muslim eller ej, har raset igennem mange år. Vi ved, at Goethe blev døbt i den kristne tro ved sin fødsel, og vi ved også, at han blev begravet som kristen efter sin død.
Men når man studerer hans tekster, så kan man ikke undgå at blive slået af Goethes personlige kærlighed til denne islam. Igennem mere end 60 år var Goethe fascineret af islam; hans digte og skrifter indeholder side efter side med filosofiske overvejelser og religiøse bekendelser, som, hvis de stilles over for islamiske leveregler og religiøse doktriner, kun kan anses for at være udtryk for, at Goethe i sit inderste måske har været »skabsmuslim« alligevel.
Blandt tyske konvertitter er holdningen klar og tydelig: Goethe var muslim! I 1995 undersøgte Sheikh Abdulqadir al Murabit sagen, og i sin egenskab som alim (muslimsk lærd) udstødte han i december samme år en fatwa (muslimsk dekret), der fastlog, at muslimer bør betragte Goethe som en af deres brødre i troen.
I Vesten er Goethe nok mest kendt for værket om Faust. I den muslimske verden forbinder man derimod Goethe med det i Vesten ofte oversete værk »Divan« - et hyldestskrift til Goethes mere end 60-årige interesse for Koranen. Men hvordan er Tysklands mest kendte digter egentligt endt som indhold i en islamisk fatwa fra moderne tid?
Som ung drømte Goethe om at studere filologi, især den orientalske filologi. Han ville studere den arabiske verden med alle dens skikke, sprog og mennesker. Men hans far mente, at en traditionel juridisk uddannelse var langt at foretrække, hvis man ville blive til noget her i verden.
Mens den unge Goethe blev begravet i retshistorie og juridisk metodelære, fandt han alligevel tid til at beskæftige sig med orientalske rejsebeskrivelser, som i disse år var blevet vældig populære, værker af lærde Arabiensfarere som f.eks. den dansk-tyske Carsten Niebuhr og Johann David Michaelis.
Goethe blev mere og mere betaget af Orienten. På et museum beundrede han i timevis forskellige arabiske skrifter. Men det var først, da han fik fat i et eksemplar af Koranen, at Goethe indså, at han ikke kunne lære Orienten at kende uden at kunne det arabiske sprog.
Ved hjælp af forskellige professorer fra universitetet i Jena begyndte han af egen trang at lære det arabiske sprog. Egenhændigt kopierede han en række korte arabiske skrifter; det var religiøse bønner, de såkaldte »du'as«. Du'as består af en række korte sætninger, hvormed den troende muslim kan anråbe Allahs hjælp .
I et brev til vennen Schlosser den 23. januar 1815 skrev Goethe begejstret: »I intet sprog er ånd, krop og skrift så basalt koblet sammen som i arabisk!« Så betaget blev Goethe af Orienten, at han bogstaveligt talt kastede sig over alt, hvad der indeholdt blot det mindste arabiske ord. Rejsebeskrivelser, poesi, grammatik, antologier, håndbøger, breve, beretninger om Profetens levevis (seera) og udsagn (hadith), sufi-filosofi samt naturligvis Koranen, som Goethe studerede både på arabisk såvel som i de mange oversatte og fortolkede europæiske udgaver. For at formilde sin stræbsomme far bragte Goethe i kilovis af arabisk juridisk litteratur med hjem; sharia-bøger om handelsregler, arvelove, strafferetslige diskussioner osv.
Goethe brugte en stor del af familiens penge på at erhverve sig arabiske originale skrifter af videnskabsfolk og filosoffer; Rumi, Jami, Hafiz, Saadi, Attar eller Sultan Selim. Heldigvis er stort set samtlige af Goethes personlige optegnelser fra hans arabiske studier siden 1770'erne bevaret for eftertiden. Her kan man bl.a. læse, hvordan Goe-the underholdt Weimars hertugfamilie med oplæsninger af Koranen. Ved Koran-oplæsningerne for den weimarske hertugfamilie befandt sig også den tyske digter Schiller og hans kone.
Goethes fascination af den arabiske verden kulminerede med udgivelsen af værket »Divan«, en samling af 12 »bøger« tilegnet forskellige aspekter af arabisk litteratur, poesi og ikke mindst religion. Divan blev udgivet på tysk det samme år som brevet til Schlosser.
Om Koranen selv skriver Goethe i værket »Divan«: »Om jeg tror på Koranens evighed? Det spørger jeg ej! At (Koranen) er bøgernes bog, tror jeg på som pligtopfyldende muslim.«
Som digter har Goethe helt tydeligt også ladet sig inspirere af arabisk og persisk digterkunst. En hel »bog« i »Divan« er tilegnet den persiske digter Hafiz, der med sine kærligheds-serenader den dag i dag selv i det konservative Iran stadigvæk er umådelig populær og endda ved lejlighed citeres af de officielle religiøse magthavere i landet.
Men Divan indeholder også en stor samling digte og overvejelser, der lægger sig tæt op ad Koranens indhold. Koranen er inddelt i 114 kapitler, de såkaldte sura, og da Goethe i efteråret 1813 af en spansk soldat købte en ældgammel side fra en af maurertidens håndskrevne koraner, fandt han det skæbnesvangert, at siden indeholdt sura nummer 114 - Koranens sidste kapitel.
Med udgivelsen af »Divan« skabte Goethe en sand islam-mani i datidens Tyskland. Muslimer, de såkaldte bashkirer i den russiske zar Alexanders hær, holdt fredagsbøn i Weimars protestantiske gymnasium. Tyske adelsdamer bestormede Goethe og de lokale boghandlere i håbet om at erhverve sig en kopi af muslimernes hellige bog, Koranen.
Da en voldsom kolera-epidemi i 1831 hærgede dele af Tyskland, skrev Goethe som trøst i et brev den 19. september til Louise Adele Schopenhauer: »Ingen kan her rådgive sin næste; alle må selv tage deres egne beslutninger. Vi lever alle sammen i islam, under den form, som giver os modet tilbage.«
Allerede i slutningen af 1770'erne begynder Goethe at udtrykke tanker, der lægger sig temmelig meget op ad de islamiske doktriner om især Guds omnipotens og skaberkraft, men også den monoteistiske identitet beskæftiger Goethe sig meget med i sine personlige skrifter såvel som i sin poesi.
I begyndelsen kom dette til udtryk i Goethes modvilje mod den kristne kirke; korset som symbol for Gud, men også en klar kritik af den kristne læres doktrin om Jesus som Guds søn: »Vil du gøre en Gud af det jammerbillede på et stykke træ?«, spørger han i et af sine tidlige skrifter, og i »Divan« viser
Goethe, at hans egen ide om Jesus som profet i stil med Moses eller Abraham stemmer overens med islams lære.
»Dumhed, at alle kun for sig selv,
priser sin egen mening bedst!
Hvis islam betyder overgivelse til Gud,
I islam lever og dør vi alle.«
I en alder af 70 år i de efterfølgende noter til »Divan«, skriver Goethe, at han ønsker at fejre den muslimske Leilat al-Qadr - den nat i måneden ramadan, hvor Koranens endelige indhold blev overgivet til Profeten. »Ingen bør undre sig over denne bogs virkningsfuldhed. Det er derfor, at for de ægte tilbedere af Gud, bliver denne bog anset for at være eviggyldig og skabt af Gud. Denne bog vil forblive virkningsfuld i al evighed.«
Andre uddrag fra »Divan« og Goe-thes egne skrifter viser, at Goethe finder overensstemmelse mellem sin egen skæbnetro og den islamiske lære om Guds almægtige skaberkunst: »Hvis Allah havde villet skabe mig som en orm, ville jeg have været en orm«, skriver Goethe i en af sine vers i »Divan«.
I et brev til vennen Zelter den 20. september 1820 indrømmer Goethe: »Jeg kan ikke sige mere, end at jeg i islam forøger at finde en forankring af mit liv.«
Om Goethe var muslim eller ej, betyder måske ikke noget for dem, der endnu i dag fryder sig over hans levende og dragende poesi. Men i den muslimske verden ser man Goethes holdning til religionen og hans kærlighed til Koranen som et bevis for, at europæisk åndsliv har og er præget af islamisk kultur.
Goethes faste tro på den ene Gud og hans tro på, at Mohammed var Guds profet, er næsten en uudtalt islamisk trosbekendelse. Det er derfor, at muslimer verden over er sikre på, at en af europæisk histories mest betydningsfulde kulturskabere i virkeligheden fandt sin inspiration i Koranen - og henad vejen selv blev muslim!
Safia Aoude er cand. jur. og forfatter