Efter krigsudredningen står spørgsmålet, om den daværende Fogh-regering i 2002-2003 handlede uansvarligt, da den tilbageholdt oplysninger til Folketinget og Udenrigspolitisk Nævn. Forløbet har været det, at Anders Fogh Rasmussen i andet halvår af 2002 havde formandskabet for EU – et år efter 11. september 2001. Om ikke forinden har han i den periode utvivlsomt talt telefonisk med USA’s daværende præsident, George W. Bush, og lige så utvivlsomt sagt, at vi står stadig bag USA. Spørgsmålet er så, hvad de ord henviser til.
Dertil, hvad der ligger i at ”stå bag”. Den tyske kejser og særligt det tyske folk samt resten af verden kom til at sande det, da tyske Kejser Wilhelm i sommeren 1914 til den østrigske kejser Frans Josef sendte et telegram med den samme ordlyd, da en serbisk terrorist i Sarajevo havde skudt den østrigske kronprins.
En ting er, hvad afsenderen selv mener, noget andet er, hvad modtageren, Østrig, og andre mener (den russiske tsar). For Østrig gav udsagnet ret til militær invasion af Serbien. Men i Rusland betød udsagnet, at nu måtte Rusland mobilisere sine enorme styrker og sende dem mod grænserne til Østrig og Tyskland, for Rusland var allieret med Serbien. Sidenhen gik verden af lave, tsaren blev skudt og Wilhelm afsat.
Wilhelm kunne dog også have tænkt fredeligt og ment, at ”må Gud være med jer og din sjæl, lige som vi er; du har jo mistet din søn”. Hvem henviser Foghs ord altså til: dansk militær, EU, eller ”mig personligt”, ”jeg som statsminister”, ”menneskeheden” eller Gud? Bush sagde angiveligt: ”Gud er på vores side”. Den slags sagde Al-Qaeda også.
Tilbage til Fogh i efteråret 2002. Fogh tvivler sjældent på sin dømmekraft. Man skal tro, og tilmed tro det rette. Det vil sige vide. Vi ved nu og allerede kort tid efter Irak-invasionen, at Fogh ikke vidste, hvad viden er. Og da han ikke vidste, hvad tvivl var, blev hans beslutning om at udlægge usikker tro som sikker viden til en ekstrem usikkerhed for et hav af danske soldater, der døde og blev traumatiseret ligesom deres pårørende i flere generationer fremover.
Havde Fogh spurgt udenrigsministeriet og mellemøstforskere, havde han fået at vide, at en Irak-invasion ville skabe en borgerkrig mellem sunni-muslimer og shia-muslimer, og at den ikke ville kunne inddæmmes til Irak, men ville sprede sig ud over snart sagt alle grænser. Ligesom Afghanistan-indsatsen mistede fokus og stadig er uløst.
Så nej, vi kan ikke bare glemme og så se fremad. Det går ikke. For når man beslutter sig for krig, så beslutter man sig for en bitter udlægning af arvesynden gennem flere generationer. Forsigtighed og omhyggelighed er afgørende i beslutninger om foregribelse af krig. Forebyggende krige er forbudte. Ikke mindst det amerikanske militærs forskningscentre vidste meget og publicerede analyser. En af de højt placerede og meget anerkendte er professor ved militærakademiet i Alabama Jeffrey Record. Han har skrevet flere bøger og analyser om USA’s interventioner i Irak, ligesom sin amerikanske kollega strategiprofessor Steven Metz. Begge har skrevet indgående analyser af den amerikanske beslutningsproces bag den såkaldte Operation Iraqi Freedom. Bushs viceminister Douglas Feith skrev, at Bush mente, at risikoen for at intervenere var lige så stor som risikoen ved at lade være. Det mener Record er vildledende, for man kunne have fortsat eftersøgningen efter Iraks såkaldte masseødelæggelsesvåben.
Jeffrey Records veldokumenterede konklusion i en analyse fra 2010 er, at Bush ville vise, at USA havde militærmagten til at handle – uanset hvad der var viden, ret eller klog dømmekraft bag. ”Irak stod så godt for hug”, for nu at parafrasere drabsprocessen i en islandsk saga.
Kendetegnende for både den danske krigsudredning og amerikanernes er, at beslutningsprocessen både omkring Fogh og Bush var reduceret til ganske få personer, nemlig tre i begge lande: Fogh, Claus Hjort, og statsministeriets departementschef, Nils Bernstein, henholdsvis Bush, vicepræsident Dick Cheney og forsvarsminister Donald Rumsfeld. Det vil sige, at man ikke rådførte sig med kompetente instanser. Cheney havde faktisk taget initiativet til Irak-invasionen få dage efter 11. september 2001. Så måtte informationer og argumenter indrette sig efter den beslutning.
Fogh har formodentlig haft yderligere grunde til en stædighed og musens glæde over først at drikke morgenkaffe med elefanten og bagefter høre, hvordan de sammen kunne gungre, når de gik over floderne ved Bagdad. Men i begge tilfælde hvilede beslutningen om ikke at lytte til den irakiske præsidents, Saddam Husseins, forsikringer om, at Irak ikke havde masseødelæggelsesvåben, på fatalt ringe kendskab til diplomatisk kommunikation med arabiske magthavere. Det dilemma var ellers velkendt lærebogsstof fra Kennedys dialog med Khrusjtjov under Cubakrisen.
Problemet op til invasionen den 20. marts 2003 var, at Saddam Hussein som arabisk magthaver ikke kunne tillade sig at optræde svagt. Det ville være æreløst, og tab af ære er værre end tab af livet i denne arabiske kontekst. Vi taler om banal kulturel viden blandt profes-sionelle diplomater. For nu at gøre problemet værre, havde Saddam Hussein efter i otte år i 1980’erne at have ført en nærmest meningsløs krig mod Iran brug for at kunne optræde truende over for en eventuel iransk invasion. Det var jo faktisk også derfor, vestmagterne havde solgt Irak masseødelæggelsesvåben, som efter Golfkrigen i 1990-1991 var ubrugelige som militær trussel, de var dels ødelagt ved vestlige flyangreb, dels forvitrede og ikke vedligeholdt. Den svenske chef for FN’s våbeninspektører, Hans Blix, påpegede, at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben at finde.
Efterfølgende lancerede daværende udenrigsminister Per Stig Møller det ”arabiske initiativ” som diplomatisk forsigtighedsprincip. At beslutte sig for krig kræver uhyre forsigtighed og forebyggelse, inklusive omhyggelige planer om, hvad der skal ske efter invasionen. Worst case -scenarier skal grundigt analyseres, og paradoksalt nok havde de amerikanske øvelser i krigsspillets scenarier for Irak-invasion vist, at det ville gå galt.
Senere holdt Bushs respektable udenrigsminister, Colin Powell, sin skamfulde tale i FN’s Sikkerhedsråd den 5. februar 2003, hvor han ”beviste”, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Han skulle senere fortryde talen bitterligt. Men enhver med blot en rimelig bagage sikkerhedspolitisk og diplomatisk dømmekraft i behold kunne straks se, at talen var fake news. Hvorfor det?
Jo, fordi Powell selvfølgelig ville have vedlagt en mindst 1000 sider lang rapport med dokumentation for de påståede masseødelæggelsesvåben, hvis ellers der var hold i påstandene. Irak på sin side fremlagde 12.000 siders dokumentation. Ydermere havde USA’s vicegeneralstabschef og it-fortaler Bill Owens i 2001 udgivet en bog om, hvilke opgaver militærets it-revolution kunne løse, og i den påpeget, at satellitter i hvert fald ikke kunne se masseødelæggelsesvåben – hvad Powell havde hævdet. Man vidste altså, at Iraks masseødelæggelsesvåben var noget, man troede på, som næsten et magisk mantra, og ikke noget, man vidste noget om.
Men Gud lyver ikke. Gud holder sig uden for de jordiske konflikter og vælger ikke side. Derimod er det gudløst at tale om viden, når det er tro, der i virkeligheden er på spil. Man kan gisne om, hvorvidt Fogh ligesom Bush er en dårlig teolog. Men man skal ikke lege verdensmagt og verdenshersker, hvis man ikke kan gennemskue, hvad tro og viden er. Troen på himmelske håb må ikke forveksles med viden om det jordiske.