Prøv avisen

Var Jesus mon CO2-bevidst?

KLIMA I KIRKEN At elske næsten er også at sikre, at hun, hvem og hvor hun end er, har en chance for at opretholde livet. Det bør være en del af kirkens forkyndelse at råbe det til kirkegængerne

Jorden brænder. Klimaet forandrer sig, og levevilkårene for planetens myriader af dyr, planter og mennesker er under forandring. Til hvad ved vi endnu ikke helt. Forudsigelserne af fremtidens klima er ikke bedre end de computermodeller, forskerne udvikler.

Men i øjeblikket bliver billedet mere og mere dystert for hver dag. Nogle mener, at vi allerede er nået dertil, hvor klimaforandringerne vil få katastrofale konsekvenser. Og som altid, når tingene spidser til, er det de i forvejen udsatte, der står først i køen, når det kommer til at mærke konsekvenserne. Fattige mennesker i kystnære områder i Den Tredje Verden er allerede nu begyndt at mærke, hvad meget tyder på, at vi alle vil sande i løbet af de næste 50-100 år: Jorden brænder.

Samtidig er klimaforandringerne kommet på den offentlige dagsorden, og frygten for, hvad der vil ske, er på få år gået fra at være en bekymring for økosocialister til at være en alment udbredt grund til nervøsitet. Pludselig kappes politikerne om at være klimabevidste, og medierne flyder over med historier om klimaforandringerne og gode råd til, hvordan vi kan nedsætte vores forbrug, uden at det kræver ændringer i vores livsstil. Jorden brænder, og vi håber, at en ny brændstoføkonomisk bil og sparepærer vil vende udviklingen. Men inderst inde ved vi godt, at der kræves mere af os. At det er hele vores livsstil med endeløs transport og overforbrug af alle tænkelige ressourcer, som er på anklagebænken.

I kirkelige sammenhænge er klimaet også kommet på dagsordenen. Der drikkes bæredygtig kirkekaffe, bevægelsen Grøn Kirke får større og større opbakning, og naturteologien er omsider ved at vinde indpas i den kirkelige teologi. Men har kirke og kristendom egentlig noget at gøre med klimaforandringerne? Skal kirken ikke holde sig til at forkynde ordet rent og purt og lade tidens problemer være tidens? Bør kirken ikke i stedet fokusere på begreber som evighed og frelse? Godt nok gik Jesus i sandaler og var langhåret, men bevidst om sit CO2-forbrug var han næppe.

Der er imidlertid mange grunde til, at også kirken skal tage klimaforandringerne alvorligt og bidrage til løsningen af dem. Nogle er kendetegnet ved at være opportunistiske, andre af et forsøg på at levendegøre troen. Jeg vil her nøjes med at beskrive de seks vigtigste.

Den første grund er den, som er nemmest at acceptere for selv det mest naturfjerne menighedsrådsmedlem og den mest tidehvervske teolog: Langt hen ad vejen er der penge at spare. En øget bevidsthed om forbruget af ressourcer som el, vand og varme kan på både kort og langt sigt føre til besparelser på budgettet. Besparelser, der kan anvendes til udbredelse af evangeliet i stedet for lys i mørket for rotterne på loftet og varme til himlens fugle. Kirken kan ganske enkelt med fordel benytte lejligheden til at strømline sit ressourceforbrug.

En anden grund er, at klimaforandringerne alt andet lige også vil ramme de troende. Også ud fra rent kynisk egenbør man søge at mindske kirkens bidrag til problemerne. De stigende verdenshave vil på et tidspunkt også nå til Herrens hus, selvom det som regel er bygget på landsbyens højeste punkt.

Den tredje grund er, at det tager sig godt ud. En institution, der i dag står frem og højlydt erklærer, at klimaet ikke rigtig angår den, har ikke udsigt til mange nye medlemmer. Det er politisk ukorrekt ikke at inddrage klimaet i den kirkelige verden. Så: "Lad de små børn komme til mig og tag jeres forældre med til klimabevidst spaghettigudstjeneste."

De første tre grunde er alle et udtryk for egeninteresse. Og det er der ikke noget galt i. Skam over den, som ikke også inddrager kirkens og eget velbefindende i sine overvejelser. Men det handler ikke kun om at overleve som kirke. Det handler om budskabet om, hvorfor vi er der, og hvad kristendommen står for. Var det eneste, der var at sige om klimaforandringerne og kristendommen, at det er en god forretning at tage højde for dem, var kirken bedst tjent med at tie og bare i det stille skifte om til sparepærer.

Men der er andre og alvorligere grunde end pengepungen, omdømmet og egen overlevelse at tage hensyn til, når det gælder kirkens forhold til klimaforandringerne: vores næste. Oversvømmede kystområder, mere ekstreme vejrforhold og faldende høstudbytter vil blive hverdag for mange af denne verdens fattige. At elske næsten er også at sikre, at hun, hvem og hvor hun end er, har en chance for at opretholde livet. Men meget tyder på, at det er vores overforbrug, der nu er ved at forhindre mange i dette. Jeg har derfor mere end svært ved at se, at det ikke er en del af kirkens forkyndelse at råbe til kirkegængerne, at passer vi ikke på Jorden for hinandens skyld, behøver vi ikke tvivle på vores skyld. Eller skal synden altid være så abstrakt for at kunne italesættes, at den mister alt indhold og bliver til et formalt og derfor ligegyldigt forhold mellem den enkelte og Gud? Vi er alle syndere for Vorherre og tager næppe skade af at få påpeget hvorfor.

Den femte grund til at tage klimaforandringerne alvorligt hænger sammen med ansvar. Kristendommen har spillet en uomgængelig rolle i skabelsen af det natursyn, som ligger bag den vestlige verdens brug og misbrug af naturen. På godt og ondt og her mest på ondt er kristendommen en menneskecentreret eller antropocentrisk religion, der er blevet fortolket således, at naturen blot er et selvopfyldende køleskab, som vi kan æde af med god ret, da vi er skabningens herre og alt andet er skabt for at tjene vores behov. Den opfattelse har naturteologien, herhjemme mest gennem Løgstrup-fortolkere, forsøgt at gøre op med de sidste 40 år. Og den teologi understreger vigtigheden af, at kirken og kristendommen i skikkelse af dens udøvere påtager sig et ansvar for religionens virkningshistorie. Det kan vi jo passende gøre ved at gå foran i den omstillingsproces, der nødvendigvis må finde sted i lyset af de alvorlige forandringer, som vi står over for. Etisk set er det klædeligt at bidrage til oprydningen efter den fest, som er blevet holdt med Jordens ressourcer. Især når man nu har været med til at legitimere festen.

Den sidste grund til, at kirken skal beskæftige sig med klimaforandringerne, kan findes i naturteologien. Det er (gen)opdagelsen af Gud som skaber og værdsættelsen af skabelsen som en gave fra tilværelsens Herre. Det er en (gen)opretning af forholdet til det skabte som medskabt og ikke bare baggrund for det menneskelige drama. Det er ikke en helliggørelse af naturen eller et naivt forsøg på at benægte al dens grusomhed. Men det er en troens fastholden af skabelsens herlighed og en ydmyghed over for al den storhed, skønhed, vildskab, magt, destruktion og død, som livet og kloden rummer. Det er en varetagelse af planeten i erkendelse af, at troen ikke kan forholde sig til ærbødigt til Skaberen, hvis skabelsen ringeagtes. Som vi ærer barnet ved at hænge dets tegning på vores køleskab, skal vi ære Skaberen ved at tage vare på hans skabelse.

Så der er masser af grunde til at tage klimaforandringerne med ind i kirken. Oven i købet er man garanteret masser af interessante diskussioner om, hvilke af de ovennævnte grunde, der nu er legitime, og hvilke der nærmer sig hedensk afgudsdyrkeri. Jeg medgiver gerne, at Jesus ikke sagde et ord om natur og CO2-kvoter. Men så må vi jo gøre det for ham i den fortsatte tolkning af, hvordan evangeliet kan få betydning i vores tid.

Mickey Gjerris er lektor, ph.d. ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet. Han er medforfatter til bogen "Jorden brænder Klimaforandringerne i videnskabsteoretisk og etisk perspektiv", der udkom i går.