Prøv avisen
Kronik

Var Løgstrup inspireret af nazister?

Foto: ©Lars AArø

Af Hans Hauge

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Løgstrup er blandt de mest indflydelsesrige danske tænkere. Selv var han inspireret af tyske Hans Lipps og Martin Heidegger, som henholdvis var med i SS og medlem af NSDAP. Hvad betyder det? Vidste Løgstrup, at de ikke var nazister? spørger Hans Hauge

MAN SKAL ALTID VÆRE VARSOM med at kaste den første sten. Det har jeg fundet ud af, selvom jeg godt vidste det. Det betyder, at man skal være varsom med at kalde andre nazister. Løgstrup gik til undervisning hos en række nazister. Det har han aldrig fortalt noget om. Det kunne jo være, fordi de ikke var det.

Løgstrup gik i 1932 til timer hos filosoffen og skibslægen Hans Lipps. Det var i Göttingen. Lipps er nok den tyske tænker, der har haft størst betydning for Løgstrup. I Göttingen gik han også til undervisning hos Emanuel Hirsch, der var Kierkegaard-ekspert og teolog, men Hirsch har ikke haft nogen betydning for Løgstrup, selvom vi kan spekulere på, om Løgstrups ubehag ved Kierkegaard kan være blevet grundlagt i Göttingen. Hirsch, der var blind, blev senere medlem af det nationalsocialistiske arbejderparti NSDAP. Det skete i 1937, og hvis man først blev medlem så sent, blev man ikke anset for at være ægte nazist, men kun en slags medløber.

DET VAR LIPPS, som Løgstrup lærte fænomenologi af. Uden Lipps ville vi ikke have ”Den etiske fordring”. Det kan undre en, at Løgstrup blev så fascineret af en tænker som Lipps, der var helt fremmed for religion. Det kan undre en, hvorfor Løgstrup ikke fandt interesse for en anden fænomenolog, der var aktiv på den tid. Hun hed Edith Stein. Hun var katolik og nonne – og jødisk. Hun var Lipps’ veninde. Der var sket en ”teologisk vending” blandt en række unge fænomenologer. Fænomenologien førte dem til kristendommen. Mange var ligesom Edith Stein jøder, men de blev døbt i disse år. Lipps undrede sig. Han tilhørte denne gruppe, men han fik intet forhold til kristendommen. Han var nihilist. Jeg ved ikke, om Løgstrup kendte til Stein, hvis teologi på visse punkter kan kaldes en skabelsesteologi. Løgstrup og Stein minder om hinanden, men Lipps blev Løgstrups hovedinspiration. Løgstrup indledte i 1930 sine studier hos Johannes Hering i Strassbourg. Han var teolog, præst og fænomenolog og en af Lipps’ og Edith Steins bedste venner. Hering fik Løgstrup til at rejse til Lipps, og man kan næsten ikke forestille sig andet, end at han også må have nævnt Edith Stein.

Hans Lipps blev i 1933 medlem først af SA og senere af SS, så det skete, efter at Løgstrup var rejst videre til Freiburg, hvor han gik til forelæsninger hos Martin Heidegger, der blev medlem af NSDAP den 1. maj 1933. Løgstrup har ikke set Lipps i sort uniform med skrårem. Det var næsten ikke muligt at undgå nazister dengang. Løgstrup introducerede Hans Lipps i bladet Tidehverv i 1940, altså kort efter at Danmark blev besat. Det var to artikler af Lipps om soldaten, krigen og kulturen, som han skrev om. Vi ved ikke, om Løgstrup vidste, at Lipps nu var SS’er. Han nævnte det i al fald aldrig. Kan det virkelig være rigtigt, at Løgstrup skrev om en SS-officer og filosof i Tidehverv, der er og var et nationalt, konservativt og antinazistisk tidsskrift? Bladets redaktører kendte næppe til Lipps’ gøren og laden. Holdt Løgstrup en viden tilbage? Skjulte han Lipps’ nazisme? Løgstrup vidste i al fald, at Heidegger var nazist, for det havde han jo oplevet, og det samme havde Løgstrups daværende kæreste og senere hans kone, Rosemarie Pauly. Også hun gik til timer hos Heidegger, der på det tidspunkt endog var rektor for universitetet i Freiburg. Løgstrup var i Freiburg, mens der var bogbrændinger. Han har oplevet jødeboykotten og fyringen af jødiske undervisere.

Løgstrup kaldte Heideggers nazisme en kortvarig raptus. Jeg er sikker på, at de ikke vidste, at Heidegger var antisemit, som de fleste i dag mener, at han var. Rosemarie Pauly var endda halvjøde, som det hed. Hun skænkede det ikke en tanke. Det kunne jo skyldes, at Heidegger ikke var antisemit. Sandheden er også den, at Tyskland før 1933 ikke var særligt jødefjendsk.

JEG HAR NU BILLEDLIG TALT kastet den første sten. Jeg har nemlig sagt, at Hans Lipps var med i SS, og at Heidegger var nazist, skønt Lipps ikke var partimedlem. Jeg er gået ud fra, at når man er med i SS, så er man nazist, endog overbevist. Og jeg er gået ud fra, at når man er medlem af NSDAP, er man nazist og måske overbevist. Jeg er blot slet ikke sikker på, at det er tilfældet. Jeg skulle aldrig have kastet den første sten.

Hvad nu, hvis Lipps ikke var nazist og Heidegger heller ikke? Det er der ikke mange, der tror på er sandt. Vi mistænker først andre, indtil vi langsomt får tillid til dem. Hvad nu, hvis Løgstrup vidste, de ikke var nazister? Og Rosemarie? Det er så nemt at kalde dem nazister og racister, for det er noget, vi næsten automatisk kalder mennesker, som vi er politisk uenige med. Der skal derfor næsten intet til, før vi konkluderer, at Lipps og Heidegger var nazister, for det er vi så vant til, at folk er. Tænk på Trump. Han er jo racist, synes de fleste.

Lad os tage Hans Lipps først. Han kom i hæren i 1910. Han kom fra fattige forhold, så han havde ikke råd til at bestikke officererne. Derfor blev han nedværdiget og hånet. Lipps blev soldat under Første Verdenskrig. Han deltog i det andet slag ved Marne i 1918, hvor Tyskland led et afgørende nederlag. For Lipps havde soldaten og filosoffen meget til fælles. Lipps’ to tekster om soldaten stod dels i DAZ – Deutsche Allgemeine Zeitung (1935) – dels i et tidsskrift, der hed Die neue Linie (1939). Løgstrup har efter alt at dømme købt disse to tidsskrifter, for han var ofte i Tyskland. Han fik orlov fra præstegerningen for at rejse. Han var der i december 1939.

Jeg forestiller mig, at Løgstrup købte dette tidsskrift, der netop var udkommet i november 1939. Det er et farvestrålende, smart tidsskrift inspireret af Bauhaus-bevægelsen. Der var reklamer for parfume, rejser og vin. Man skulle ikke tro, der kom den slags i 1939, hvor Tyskland netop havde invaderet Polen og var i krig.

DER VAR OGSÅ BILLEDER af tyske soldater i det besatte Polen, og så altså en lang artikel af Hans Lipps om soldatens forvandling samt en fortælling af en vis Peter Bamm. Hvem var han? Han var ligesom Lipps skibslæge. Han havde boet sammen med Lipps, og han var såmænd også fænomenolog. Bamms kompagnichef under krigen hed Bruno E. Werner, og han var redaktør af Die neue Linie. De kendte alle hinanden. Werner var også redaktør af DAZ, som var et antinazistisk tidsskrift. Som redaktør af det farverige tidsskrift agerede Werner anderledes. Han tillod både nazister og ikke-nazister at skrive. Han forsøgte at være neutral. Werner er et eksempel på, hvad man kalder den indre immigration. Lipps skrev altså i et antinazistisk tidsskrift. De fleste vidner er nu enige om, at det med SS var en maske. Det var en måde at overleve på. Lipps var ikke nazist. Lipps har faktisk skrevet om maskens betydning.

Lipps blev indkaldt i 1940 og deltog som læge først i indtoget i Frankrig, dernæst i krigen mod Sovjet. Lipps blev skudt i hovedet, fordi han modigt hentede sårede i sikkerhed. Han blev begravet et sted i Rusland. Bamm og Werner overlevede. Sidstnævnte skrev en roman om årene fra 1933-1945. ”Die Galeere” hedder den.

I 1932, mens Løgstrup gik til hans timer, døde Lipps’ kone, og han blev alene med to døtre, som han passede som en mor og far, skrev Edith Stein. Hun havde været forelsket i ham. Da Lipps blev alene, skrev han til Edith og spurgte, om hun ville komme og bo hos ham. Det ville hun ikke. Hun var jo nonne. Hun fik i 1941 beskeden om, at hendes ven Lipps var død. Året efter blev hun selv dræbt i Auschwitz. Og Løgstrup blev dr.theol. og gik ind i modstandsbevægelsen.