Vejen frem

Man kan først blive helbredt for en sygdom, hvis man erkender dens eksistens. Den første store opgave for kirken og dens folk er en målrettet indsats for at lukke Bibelen op for den danske befolkning, både for børn, unge og voksne

Der er ikke tvivl om, at kristendommen desværre er på tilbagetog i det danske folk. På landsplan er der tale om en vigende tilslutning til folkekirken, og i København er tilbagegangen markant. Dertil kommer, at den basale viden om kirke og kristendom synes stærkt svækket blandt kirkens egne medlemmer, som biskop Erik Norman Svendsen udtrykker det i Årbogen for Københavns Stift. Også den regelmæssige kirkegang om søndagen er i den sidste menneskealder gået tilbage. Sammenligner vi med de øvrige vesteuropæiske lande, ligger Danmark klart i bunden med hensyn til kirkegang. Tilbagegangen i folkekirken er ikke opvejet af en tilsvarende vækst i de forskellige kristne frikirker. Hvad har så bogen »Kulturkristendom og kirke« at byde på i denne situation? I hovedartiklen foretager lektor Hans Raun Iversen en inddeling af folkekirken i kulturkristne, kirkekristne og karismatiske kristne. Efter hans bærende indlæg følger syv kortere bidrag, der nærmest skal forstås som kommentarer til hovedindlægget. Iversen bruger ordene om de forskellige kristne som beskrivende kategorier. De kulturkristne tror ikke på Jesus Kristus som Guds søn og verdens frelser. Deres livsfundament er ikke Kristi stedfortrædende lidelse, død og opstandelse. Men de tror på, at kristendommen har givet dem et værdigrundlag eller nogle grundværdier, f.eks. at vi skal tage os af hinanden og især af de svage. Kulturkristne er altså karakteriseret af en moralsk holdning, hvor de har nogle værdier i livet, der er inspireret af kristendommen, selv om mange næppe tænker særligt over det i dagligdagen. Man kan også sige, at de lever i et land, hvis kultur kan kaldes kristen i kulturel henseende, fordi kristendommen gennem århundreder har udøvet den dominerende indflydelse. De anerkender næstekærlighedsbudet som et grundlag, vi må orientere os efter, når vi skal indrette vort samfund. Kulturkristendommen rækker imidlertid videre end til værdigrundlaget i menneskesynet. Meget i vort sprog, vor litteratur og af vor værdifulde kunst kan ikke til fulde forstås uden på baggrund af kristendommen. Derfor finder jeg Iversens beskrivelse rigtig, når han bestemmer den altovervejende del af den danske befolkning som kulturkristne og siger, at noget så vigtigt som 1) grundlæggende værdier, 2) menneskesyn, 3) historiesyn, 4) hjertesprog og 5) ressourcer for kunstnerisk udfoldelse har 90 procent af danskerne primært fra kristendommen. Kirkekristendommen er præget af kirketroskab, både når det gælder opslutning til søndagens gudstjeneste og deltagelse i foredrag, studiekredsarbejde m.m. For dem er Jesus mere end et forbillede, og kristendom er mere end moral. De lægger så at sige krop til, når kirken samles omkring gudstjeneste, fællesskabsliv, katekese og diakoni. Endelig betegner Iversen de karismatiske kristne som dem, der på en særlig måde brænder for kristendommen; man kunne også sige dem, der er bærere af vækkelsestraditionen, og som står i et mere eller mindre kritisk forhold til den etablerede folkekirke. De har et vidnesbyrd at aflægge, livet er for dem blevet rigere, fordi Jesus er centrum i deres liv. Denne tro ledsages som regel af et ønske om at række hånden ud til dem, der har brug for hjælp. Uden de karismatiske eller vækkelses-kristne ville folkekirken mangle megen villighed til at løse evangeliserende, kateketiske og diakonale opgaver. Iversen fastslår med rette, at folkekirken ikke i sin helhed er en bekendende kirke i den evangelisk-lutherske konfessions forstand. Jeg finder, at den karakteristik er for venlig. Et af de virkelig store problemer i folkekirken er, at der foruden en sand og troværdig forkyndelse af kristendommen også lyder en udvandet, ja undertiden direkte falsk forkyndelse. Dernæst mener Iversen, at folkekirken er en fungerende missionsmodel. Også her er hans karakteristik for venlig eller optimistisk. Heldigvis drives der mission i folkekirken. Men er det et bærende karakteristikum? Jeg tvivler. Er der i folkekirken enighed om, hvad mission er? Jeg er enig i Iversens formulering, at »en missionerende kirke vil hele tiden dele troens glæde og indsigt med andre udenfor. Den vil være med til at gøre Kristus kendt og troet blandt mennesker, som måske aldrig havde troet, at de skulle komme på den tro« (s. 37). Er det en udtømmende og præcis definition af mission? Når Jesus taler om Guds kærlighed, og hvad Gud sendte til verden, kommer jeg til at tænke på de kendte ord i Johannesevangeliet: »Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv« (3,16). Gud sendte sin søn til verden, fordi vi mennesker er fortabte og har brug for en redningsmand. Den virkelige nød og det største problem er, at verden ligger i det onde og er under den retfærdige Guds vrede og dom, som vi må frelses fra, hvis vi ikke skal gå evigt fortabt. Det er Bibelens perspektiv. Jeg har mange gode venner, der er kulturkristne. Flere af dem er store idealister, der er levende optaget af at forbedre vort eget samfund og i international sammenhæng gøre en stor indsats mod sult, krig, sygdom, undertrykkelse og knægtelse af de fundamentale menneskerettigheder. På det menneskelige plan kan den enkelte af os gøre en forskel. I fællesskab kan vi løse store og vigtige opgaver, og jeg kender ikke nogen bedre inspirationskilde for en medmenneskelig indsats - både nationalt og internationalt - end et kristent syn på menneskelivet. Men dermed har vi ikke fanget hele Bibelens budskab, ja ikke engang det væsentligste. I Bibelen er alt sammen stillet ind i en bestemt referenceramme. Vi er Guds skabninger, men hans faldne skabninger, som for vore synders skyld er under hans retfærdige vrede og dom. Denne vrede må vi frelses fra, hvis vi ikke skal gå fortabt. Det er den egentlige nød i Bibelen, og hjælpen er en klar forkyndelse af, hvad Guds frelsende kærlighed i Jesus Kristus betyder. Sognepræst Henrik Højlund giver i sit indlæg et væsentligt korrektiv til Hans Raun Iversen. Han siger velgørende klart, at kirken har et mandat fra Gud, som den både bør besinde sig på og lægge røst og hænder til. Generalsekretær Birger Nygaard har et spændende indlæg om kulturkristne i et internationalt perspektiv. Han nævner, at almindeligvis taler man om navnekristendom (eng.: nominality) og siger, at af de ca. 1,6 milliarder, der identificerer sig som kristne, er det kun ca. 900 millioner, der er kirkemedlemmer eller regelmæssige gudstjeneste-/messedeltagere. Sognepræst Mogens Jensen understreger med rette i sit indlæg, at det hører med til kirkens sande væsen og kald, at den er missional. Han mener, at det ord bedre har fremtiden for sig end ordet missionerende. Vi får se, men hans indholdsbestemmelse er rigtig. Også sognepræst Anne Margrethe Raabjerg Hvas understreger, selv om ordvalget er meget forsigtigt, at der skal drives mission blandt folkekirkens medlemmer. Biskop Niels Henrik Arendt og generalsekretærerne Kaj Bollmann og Margith Pedersen har skrevet indlæg, der mere er præget af folkekirkelig korrekthed end af egentlig nytænkning. Det ville have været velgørende, hvis disse tre forfattere også havde vovet sig i kast med centrale bibelske begreber som forsoning, forligelse, frelse og håb i stedet for at nøjes med mere sociologiske overvejelser om forholdet mellem kirke og folk, forskellige tilgange til en menighedsdefinition og diverse tanker om foreningsaktivisme. Der ville have været anderledes saft og kraft i indlæggene, hvis man havde turdet lægge røst til Jesu ord: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig« (Joh. 14,6). Eller hvilken relevans mon artikelforfatterne mener, at urkirkens overbevisning: »Der er ikke frelse i nogen anden (end Jesus), ja, der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved« (Apost.G. 4,12), har ind i vore dages multi-religiøse kontekst? Vi har netop fejret jul, og jeg hører til dem, der glæder mig over, at så mange går i kirke juleaften, at der er en udtalt interesse for diverse julekoncerter m.m. Men denne glæde må ikke overskygge det faktum, at bibel og salmebog er blevet museumsgenstande for mange af folkekirkens medlemmer. Som det hedder i en af årets stiftsbøger: »Det er tydeligt, at fortroligheden med den kristelige børnelærdom og kirkens gudstjeneste og den klassiske salmeskat ikke er, hvad den har været. I den henseende er der en klar forskel på den ældre og den yngre del af befolkningen. De forandringer, der skete i folkeskolen i 1960'erne og 1970'erne, har sat sine spor. Ikke sjældent er det vanskeligt ved bryllupssamtaler at finde 3-4 salmer, som brudeparret kender«. Vejen frem begynder med at erkende virkeligheden. Man kan først blive helbredt for en sygdom, hvis man erkender sygdommens eksistens. Den første store opgave er en målrettet indsats for at lukke Bibelen op for den danske befolkning, både for børn, unge og voksne. En kæmpe pædagogisk udfordring, som kræver en meget stor indsats. Her må præster og lægfolk, der selv tror på Bibelen og dens budskab, finde sammen i et gensidigt inspirerende samarbejde. Det voksende antal minikonfirmander er en glædelig udvikling. Den kristelige børnelærdom må få en renæssance. Men det handler ikke alene om kristelig viden og indsigt. Evangeliet må tilegnes i tro og være det, man i hverdagen lever i kraft af. Derfor må vi genopdage bønnens betydning. Studerer vi kirkens historie, vil vi se, at alle fornyelses- og nybrudstider er præget af en stærk fokusering på bøn, hvor man har erfaret bønnens privilegium og velsignelse. Ligesom de første kristne holdt fast ved apostlenes lære, det kristne fællesskab, nadveren og bønnerne, bør vi som præster og lægfolk vælge den samme vej. Det skaber trosfrimodighed, glæde og et varmt fællesskab med ægte omsorg i vore menigheder. Det er vejen frem.n præst og folketingsmedlem (KrF)