Prøv avisen
Kronik

Alex Vanopslagh: Velfærdsstaten avler tomhed og håbløshed

Alex Vanopslagh overtog posten som politisk leder af Liberal Alliance efter folketingsvalget 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Alex Vanopslagh, Politisk leder i Liberal Alliance

Dette er en kronik. Kronikken er udtryk for skribentens egen holdning.

Velfærdsstatens vækst trækker et spor af åndelig fattigdom, ensomhed og tab af mening efter sig. Regler, paragraffer, systemer og offentlige hjælpeprogrammer er ikke vejen frem, når problemet er åndeligt og menneskeligt, mener LA’s Alex Vanopslagh

Velfærdsstaten fungerer som en forsikringsordning, der kan give os en basal økonomisk tryghed, men dens fortsatte vækst trækker et spor af åndelig fattigdom, ensomhed, rådvildhed og tab af mening efter sig. Mens overklassen boltrer sig i maraton-løb, proteinkure og andre selvrealiseringsprojekter, bokser middelklassen med en voksende følelse af utilfredshed, uretfærdighed og tomhed, og Underdanmark drukner i sagsbehandling og håbløshed. Har vi fundet det gyldne snit for det perfekte samfund? Det mener jeg ikke, vi har.

Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg for nogle uger siden besøgte en enlig mor på kontanthjælp. Hun var 32 år og havde på mange måder livet foran sig. Men sådan så hun det ikke selv. Jeg mødte et menneske, der havde tabt evnen til at skabe sig sit eget liv, og som var havnet i et hul, hun ikke kunne komme op af. Jeg gik derfra med en knude i maven og med en ubehagelig følelse af, at hun var blevet ladt i stikken på trods af de økonomiske rammer, som mennesker over hele verden ville misunde hende. Hun var – ulykkeligvis – ikke længere en borger i samfundet, men var endt som en utilfreds klient i velfærdsstaten.

Der findes et hav af undersøgelser om, hvad der betyder noget for mennesker i deres arbejdsliv. De peger på, at det er vigtigt, at vi har indflydelse på det, vi laver. At vi kan gøre os umage og påvirke tingene. At vores arbejde giver mening. Vi skal opleve, at vi udretter noget, der gør en forskel for andre.

Sådan er det formentlig også for mennesker uden for arbejdsmarkedet. Vi vil gerne kunne påvirke vores eget liv, gøre en forskel og blive bedre til det, vi gør. Derfor er det også en ulykke, når vi parkerer et stort antal voksne mennesker uden for arbejdsmarkedet og udbetaler lommepenge til dem hver måned. Ikke nok med, at det fratager dem muligheden for at påvirke deres eget liv og skabe mening, det udhuler også deres evne til igen at tage styring med deres liv. Passiviteten og håbløsheden tager over.

Siden 1960’erne er antallet af offentligt forsørgede vokset og vokset. Antallet af danskere i den arbejdsdygtige alder på offentlig forsørgelse tæller over 700.000. Inden velfærdsstaten fik vokseværk, var der 200.000. Der er sket over en tredobling af antallet af mennesker, som ikke kan klare sig selv, alt imens samfundet er blevet rigere, arbejdslivet mindre (fysisk) nedslidende, og vores sundhed og levealder er forbedret.

Hvordan er vi havnet her? Det skyldes især to ting, som jeg ser det: For det første er venstrefløjen degenereret ind i en politisk tænkning, hvor højere ydelser bliver svaret på alt. Der er altid nogle et sted i velfærdsstaten, der ifølge rød fløj burde have flere penge, selvom de ikke arbejder. Men de har glemt hele den afgørende dimension, der handler om, hvorvidt man har et godt liv. Hvorvidt den enkelte kan stå op om morgenen og have mod på tilværelsen. Om der er håb, fremgang, initiativ og planer for fremtiden. De har deres blik så stift rettet mod pengene, at de fuldstændigt glemmer, hvad der er det vigtige i livet for os mennesker.

Tilsvarende har vi borgerlige måske haft lidt for enøjet et fokus på pengene – bare med omvendt fortegn: Så længe ydelserne er lave nok, så løser alt sig.

For det andet har vi et skabt et system, som ikke tilstrækkeligt hjælper dem, der virkelig har brug for det. Tag for eksempel hele den aktive beskæftigelsesindsats, hvor selv syge borgere på kontanthjælp skal kostes rundt på landets jobcentre og sættes i jobprøvning i tide og utide. Det forstærker blot modløsheden – og pludselig synes en førtidspension at være den eneste vej til at få fred.

Mon ikke vi kunne få en langt bedre indsats, hvis det var civilsamfundsorganisationer, der med inddragelse af venner og familie hjalp langtidsledige videre i tilværelsen med fokus på at give dem troen på livet tilbage? Er det ikke indlysende, at regler, paragraffer, systemer og offentlige hjælpeprogrammer ikke er vejen frem, når problemet er åndeligt og menneskeligt?

Det er symptomatisk for velfærdsstaten, at den er sandet til i nogle strukturelle problemer, som ikke kan løses med flere penge. Særligt ikke, hvis man kaster ekstra penge ind i et system, som i forvejen er dysfunktionelt. Så ender vi bare med at gøre velfærdsstaten dyrere i stedet for at tage fat på det strukturelle problem.

Ikke desto mindre anses ”send flere penge-løsningen” som en universel problemknuser på snart sagt alle politikområder. Tag bare venstrefløjspartiernes forslag om at tilføre ekstra milliarder på vuggestuer og børnehavers normeringer. Det mest sandsynlige er, at pengene ikke vil kunne mærkes overhovedet af de børn, det hele handler om.

Det barn, der sidder forladt på gulvet i vuggestuen, grædende og udmattet efter ni timer i institution og uden udsigt til, at en omsorgsfuld voksen trøster hende, kommer næppe til at mærke milliarderne. De dårlige vuggestuer bliver ikke lukket. De dårlige ledere bliver ikke fyret. Forældrene kan ikke gennemskue, hvilken vuggestue der er god, og hvilken der er dårlig. De dygtige vuggestueledere har ikke frihed til at indrette sig, som de finder det bedst. De mange timer i institution kompenserer ikke for barnets primære behov for kærlighed og omsorg fra en person, der elsker barnet ubetinget og uendeligt.

På trods af at der aldrig er brugt så mange penge i den offentlige sektor som i dag, kan vi være forvisset om én ting: Der bliver aldrig penge nok i velfærdsstaten.

For hele logikken i velfærdsstaten er, at når borgeren oplever et behov, så må staten træde til. Det betyder en uafladelig negativ spiral, der pumper statens størrelse op, og borgerne må betale mere og mere. Samtidig udvandes opgaver, som borgerne har taget for givet og opfattet som afgørende vigtige.

Hver gang der opfindes en ny opgave, skæres der en lille smule på den forsikringsordning, velfærdsstaten engang var. Derfor kan vi læse om en dame, der dør af tørst på et plejehjem, og om politiet, der ikke kommer, når en borger er blevet slået ned på åben gade eller oplever indbrud i hjemmet.

Borgerne oplever at blive ”snydt” for velfærdsgoder, de regnede med at få, og de bliver skuffede over, at deres nye behov ikke gribes af staten. Imens dette står på, bliver de gradvist ringere rustet til selv at finde løsninger på deres egne problemer. De sætter sig ned og venter på, at staten træder til. De glemmer deres egen iboende kraft til at forandre livet til det bedre. Deres egne muligheder for at arbejde sammen og skabe løsninger. Den åndelige fattigdom sniger sig langsomt ind.

Det samfund, vi har i dag, blev i høj grad bygget af mennesker, der var entreprenante, og som gik sammen og startede virksomheder, foreninger og organisationer, der kunne løse problemer. Det ulykkelige ved den overvægtige velfærdsstat er, at den modarbejder den kultur og det initiativ, der gjorde den mulig.

Den opfinder nye opgaver til sig selv og glemmer de virkeligt udsatte, gamle og syge. Derfor bør vi bevæge os væk fra at tale om velfærdsstaten som et uanfægteligt gode. Der, hvor velfærdsstaten er nu, æder den af omsorgen, de autentiske relationer og det gode arbejde og skaber i stedet åndelig fattigdom, ensomhed, afmagt og dårlige løsninger.

Kontanthjælpsmodtageren Lotte, som jeg mødte den dag i Tølløse, bliver ikke hjulpet af velfærdsstatens tunge systemer. Det vil til gengæld forbedre hendes liv betragteligt, hvis hun kan opleve stoltheden og ansvaret ved selv at tage initiativ og høste belønningen derved.