Næppe nogensinde er begrebet velfærd blevet så hyppigt brugt som i februars valgkamp og året forud. Og så er spørgsmålet imidlertid, hvad vi forstår med ordet, og hvad dets mening dybest set er.
Ordet velfærd kommer fra det oldnordiske ord "velferd", der betyder "velgående", "lykke". Det ville slet ikke være så ringe, hvis dette var ordets sande betydning.
Det, vi normalt forbinder med ordet, er, om vi tjener så meget, at vi kan leve nogenlunde, som vi ønsker. Selvfølgelig betyder sikkerhed også en hel del. At der er gode retsforhold i landet. At vi er sikret ophold på sygehus, hvis vi bliver syge, får understøttelse eller bistand, hvis vi bliver arbejdsløse. At vore børn kan blive passet i vuggestuer og børnehaver og senere undervist i skolerne. Men det materielle har en ganske stor plads i vort liv, og så er vi allerede et godt stykke fra den oldnordiske betydning.
Er gennemsnitsborgeren blevet et mere lykkeligt menneske, der er taknemlig, fordi han eller hun er havnet i et land med megen velfærd? Tilfredse, fordi vi lever et sted, hvor ingen behøver at sulte? Eller er glæde og lykke hævet over det materielle ?
Glæde er ikke det umiddelbare synsindtryk, jeg får, hvis jeg betragter folk på min vej. Personlige sorger, problemer med børnene eller med at få pengene til at slå til kan være nogle af årsagerne. Er man konstant bagefter det, man skal nå, bliver tilværelsen let stresset, og kniber det med at klare betalinger eller forpligtelser i rette tid, tager det da på humøret.
Materielt set er vi i dag ganske godt forsynet. Hvor man end ser hen, bliver der slæbt en masse varer hjem, og måler man med den målestok, har vi megen velfærd. Betragter man, hvad der smides væk, kommer man til det samme resultat. Aldrig er der tidligere blevet kasseret så meget brugbart i vort land. Vi må være ganske velhavende, når vi kan smide så meget væk. Mange i Den tredje Verden ville prise sig lykkelige, hvis de fik del i disse ting. Der findes faktisk mennesker i u-landene, der gennemsøger lossepladser for ting, der kan spises eller omsættes i penge.
Selvom vi har fået dækket vore fysiske behov, har det ikke gjort os mere tilfredse. Den menneskelige grådighed fornægter sig ikke. Hvornår får vi nok? Så længe naboen har mere, vil vi gerne – eller helst – overgå ham en lille smule. Bevares, det er da rart, at vi ikke mangler de daglige fornødenheder. Dem tager vi nærmest som en selvfølge, først når de mangler, bliver vi opmærksomme på deres værdi.
Har velfærd da ikke noget at gøre med, hvordan vi egentlig har det i dagens Danmark? Meget tyder på, at når vi taler om velfærd, mener vi et materielt velfærd, og politikerne har vist stort set den samme opfattelse. Ser vi rent fysisk på spørgsmålet. Anskuer den velfærd, der er målelig, bliver vi imidlertid klar over, at samtidig med, at vi er mange, der har det godt, er der nogle, der falder udenfor. Den fysiske velfærd gælder ikke alle. Vi må konstatere, at denne velfærd ikke er rimeligt fordelt på hele befolkningen. Trods myndighedernes umage, er der steder, hvor den halter. Uanset om vi kan lide det eller ej, må vi indrømme, at fattigdom ikke er udryddet i vort land. Den har ganske vist en anden karakter end tidligere. Fattige mennesker behøver ikke at sulte. Men at være fattig i dag betyder, at man må give afkald på mange af de goder, vi andre kan glæde os over.
Det er næsten ufatteligt, at der i vort velfærdssamfund findes mennesker, der mangler et sted at bo og sove. Et sted, som de kan kalde deres eget, og hvor de kan have deres få sparsomme ejendele. Helt utilstedeligt, at der også findes børn blandt dem. Velfærden gælder altså ikke for alle.
At man lukker plejehjem, så gamle mennesker – trods erklæret raske – får forlænget ophold på sygehus, er også en brist. Devisen var: "længst mulig i eget hjem", og i tilknytning blev der bygget beskyttede boliger. Satsningen på beskyttede boliger har imidlertid haft den bivirkning, at man ikke har formået at tilpasse behovet for plejehjemspladser, og efterhånden er plejehjemmene kun for de allermest plejekrævende.
I gamle dage havde man alderdomshjem. De var nu slet ikke så ringe. Så længe fysikken var nogenlunde, gik de gamle mænd i hjemmets have, skuffede og rev, og de gamle kvinder hjalp til i køkken og andre steder efter deres formåen. Alle var nyttige i den udstrækning, de havde kræfter og evner til. Samtidig havde de glæde af hinanden. Havde et socialt samvær.
Politikerne har ikke noget bedre middel at regulere med end bevillinger. Altså penge. Men vi må erkende, at penge alene ikke gør det. Efter et fald for nogle år siden kom min kone på en uheldig sygehusafdeling med et kompliceret lårbensbrud. Trods anmodning om hjælp, måtte hun selv stavre på toilettet med gangstativ. Det førte til tre fald inden for 10 dage, og det hjalp ikke på helbreddet. Den ene gang stod tre-fire sygeplejersker rundt om hende og sagde: "Jeg skal altså ikke have ødelagt min ryg." Til sidst kom en ung læge og hjalp hende op. Et klart eksempel på, at penge alene ikke gør det.
Mange steder i sektoren vil større bevillinger dog kunne mindske og omsætte pressede arbejdsforhold til større medmenneskelighed. Bevirke at der bliver lidt mere tid til at tage sig af et andet menneske, eksempelvis holde en bekymret patient i hånden. Det kan selvfølgelig koste løste opgaver, men så længe der er ledige hænder, bør sygehussektoren være pænt bemandet. Regeringen skal dog roses for sin indsats for at nedbringe ventelister. Det er vi mange, der har haft glæde af.
Kendetegnende for vor tid er jag og stress, og på det punkt kunne vi lære noget af det gamle landsbysamfund. Skønt det ikke var fejlfrit, tog man sig tid til at leve. Blev et menneske sygt, kom der ofte hjælp fra andre i landsbyen. Ved et barsel, overtog en nabokone tit madlavningen en uges tid, og andre kom med en lagkage eller lignende. Noget af denne "holden øje med hinanden og bistå, når det kneb", er en sjældenhed i dag.
Med det offentliges overtagelse af en lang række områder, er den generelle holdning, at hjælp påhviler det offentlige. At komme hinanden ved, er blevet en tom kliché. Uger eller måneder kan mennesker ligge døde, uden at nogen tager affære. Bøller kan terrorisere, uden at der gribes ind. Vi accepterer, at noget sådant sker og er bange for selv at blive involveret. Desværre må det også indrømmes, at folk, der gør indsigelser, kan blive ofre. Velfærd udmyntes ikke i større hensynsfuldhed.
Som for politikerne er penge næsten blevet synonym med velfærd for ikke så få, og i mange sammenhænge sættes der lighedstegn mellem penge og lykke. Bevares, har man været bagud med betalingerne, er det da en lykke, hvis man pludselig bliver i stand til at svare enhver sit.
Statsministeren og hans ministre er sikkert klar over, at tilstrækkeligt med vellevned, penge og varer ikke gør folk lykkeligere. Anstrengelserne inden for området "velfærd" er vel også mest et forsøg på at give os borgere en ramme for en nogenlunde økonomisk tilværelse. Oplysninger inden for de seneste måneder kan dog tyde på, at der trods alt er mange danske, der føler sig rimeligt tilfredse med tilværelsen, hvilket indikerer, at der er andre ting end det materielle, der tæller for os. Måske og forhåbentlig er en ny holdning på vej. Fakta er jo, at for at opnå mere livsglæde behøver vi noget ud over det materielle, og det er nok ved at gå op for flere og flere. Trods livets mange bryderier har vi selv muligheder for at minimere det materielles rolle i vort liv.
Indimellem kan vi glimtvis erfare, at nogle af de største glæder i livet er de immaterielle. Øjeblikke hvor vi kan glæde os over tilværelsen. For eksempel glædes over en sang eller en smuk melodi. Glædes over et venligt ord, et smil og en uventet håndsrækning. Blot det at sidde i solen og lade sig varme af solstrålerne kan være en velsignelse. Eller som Jakob Knudsen skriver i sin dejlige morgensalme: "ånde luften i fulde drag". Bare dette – helt umiddelbart – at kunne glæde sig over det – at være til.
Svend Grundtvig er pensionist