I MORGEN, DEN 27. JANUAR, markeres Auschwitz-dagen, den officielle mindedag for det 20. århundredes folkedrab. Temaet for 2015 er ”Frihed” og tager afsæt i 70-året for Danmarks befrielse.
Under Besættelsen så langt den største del af befolkningen passivt til fra sidelinjen - kun ganske få havde modet til at trodse Gestapo i kampen mod tyranni og undertrykkelse.
Om aftenen den 4. maj 1945 nåede frihedsbudskabet Danmark gennem BBC. Fem års tysk besættelse var slut. Hele landet var en sydende heksekedel, en eksplosion af glæde og begejstring. De forhadte mørklægningsgardiner blev flået ned, og tændte stearinlys blev sat i vinduerne, man samledes spontant i gaderne, jublede, græd og sang nationalsange til langt ud på natten.
n af dem, der var gået forrest i kampen mod tyskerne, var den 30-årige Kamma Klitgaard Povlsen, der kom til at opleve befrielsesdagenes eufori fra et sygehus i Sverige efter at være hentet i KZ Ravensbrück af hvide Røde Kors-busser.
Men hendes glæde over Befrielsen var iblandet sorg over de mange, der mistede livet for deres indsats i modstandsbevægelsen. Hun tænkte på dem, hun savnede - dem, der ikke klarede den“
I en tid, hvor Europa stod i flammer, havde den unge nyuddannede lærer fra Aarhus været med i dén lille skare, der valgte modstanden og gjorde forskellen. Med mod og kvindehjerte havde hun været med til at skabe modstandskampens historie.
Men allerede i befrielsesdagene følte hun sig svigtet af de politikere, der havde føjet tyskerne under Besættelsen og nu sprang frem som frihedskæmpere med tilbagevirkende kraft. Som de sidste dages hellige meldte de sig under modstandskampens faner og fik fralagt sig ansvaret for samarbejdspolitikken.
Kamma Klitgaard boede i en lille lejlighed i boligkomplekset Klintegaarden i Aarhus og underviste på en skole i midtbyen. Hun havde nære forbindelser til modstandsbevægelsen og tog ivrigt del i det illegale arbejde. Hun var med til at duplikere og fordele løbesedler og tryksager i tusindvis og bistod med at hjælpe jøder og forfulgte modstandsfolk videre i sikkerhed.
I 1942 GIK HUN MED TIL at skjule den fremtrædende modstandsmand og kommunistiske distriktsleder David Hej-gaard ved at lade ham flytte ind i lejligheden i Klintegaarden som illegal logerende. Med sin tilknytning til det kommunistiske parti DKP var David Hej-gaard blandt pionererne i den danske modstandsbevægelse.
Han havde tætte kontakter med midtjyske arbejdspladser og tillidsfolk og var ledende i opbygningen af et omfattende modstandsnetværk. Han var tillige redaktør af det illegale blad Aarhus Ekko, og spritduplikator og trykkeri fulgte med ved indflytningen hos Kamma Klitgaard.
Efter halvandet år fik den berygtede storstikkerske Grethe Bartram opsnuset adressen, og den 6. juni 1944 stormede Gestapo lejligheden. Såvel Kamma som David blev taget af tyskerne - med Kammas ord: ”Grundlovsdag om aftenen, der kom de. Jeg stod og badede Steen. Så ringede det på døren, og jeg gik med Steen på armen ud og lukkede op. Så væltede de ind og sagde, de var det tyske statspoliti.”
Kamma blev ført til Aarhus Arrest, derefter videre til Horserød og Vestre Fængsel, før hun blev anbragt i den danske interneringslejr i Sønderjylland, Frøslevlejren. Hendes tre måneder gamle søn, Steen, blev fjernet og overgivet til hendes forældre i Nordjylland.
I december 1944 blev Kamma Klit-gaard Povlsen deporteret videre sydpå mod nazistiske kz-lejre sammen med 10 danske modstandskvinder. Transporten var et næsten endeløst mareridt, og da kreaturvognenes døre endelig blev åbnet, var kvinderne ankommet til kz-lejren Ravensbrück. Næsten 132.000 kvinder og børn passerede gennem Ravensbrück fra 1939 til 1945 - kun 40.000 overlevede.
Det første indtryk af kz-lejren var en chokerende oplevelse for de danske kvinder, da de den 14. december 1944 blev kommanderet gennem porten til Ravensbrück: udmagrede fanger med øjne, der lyste af håbløshed og lidelse, SS-kvinder, der brutalt pryglede løs, schæferhunde, der gøede som rasende. Overalt over lejren hang en hæslig stank af forrådnelse, der blandede sig med den sødlige lugt fra afbrænding af lig. Krematorieskorstene, pigtrådshegn, projektører, barakker.
N AF KVINDERNE FORTALTE SENERE: ”Vi så på hinanden. En dansk pige strøg forbi os: Velkommen til helvede, sagde hun.” De danske kvinder måtte aflevere alt tøj og ejendele. Selv den næsten 60-årige Ellen Nielsens vielsesring, der nærmest var groet fast på hendes finger efter 38 år, blev klippet af. Efter en tur i baderummet fik de nye fanger udleveret gamle fangedragter, men efter et par dage i de overfyldte og beskidte barakker var det hele befængt med lus, lopper og andet utøj.
Det var midt om vinteren, frostvejr og bidende koldt. Fangerne blev kaldt ud til dagens første appel klokken fire om morgenen, og i timevis stod de frysende kvinder opstillet i rækker og geled.
De danske modstandskvinder blev sat til hårdt arbejde i Ravensbrück. Ellen Nielsen kom i starten til at grave sand og fjerne affald og skrald. Senere blev hun sat til at rydde op i barakkerne, hvilket også betød, at hun skulle slæbe ligene og de meget syge bort.
Ellen fortalte senere: ”Det bestod i at slæbe af sted med de stakler, der var udset til at ende i krematorierne eller gaskamrene, sortere dem og lægge dem i lange rækker. De greb ustandselig fat i os og spurgte, om vi ikke kunne hjælpe dem“”
Kamma blev i starten beordret til en arbejdskommando med hårdt jordarbejde som at skovle sand og grus, og senere kom hun til et værksted for at sortere og reparere tyske Wehrmacht-uniformer.
Kun med nød og næppe undgik Kamma at blive sendt i døden under en selektion af fanger til gasning. Forfatteren Anne Dorthe Holm har fortalt, at hun var ramt af voldsom dysenteri, netop som hun skulle igennem en lægekontrol for at få afgjort sin skæbne.
Næsten mirakuløst klarede hun mødet med de hvidkitlede læger: ”Det var frygteligt. Døren stod åben ud til frost og sne. Så sad der to læger i hvide kitler. Og jeg kom ind. Jeg sagde, der ikke var noget særligt. Så vinkede han mig til den ene side. Den anden side, han vinkede til, var dem, der skulle i gaskammeret“”
Kamma Klitgaard Povlsen klarede sig igennem opholdet i kz-lejren Ravensbrück, og tidligt om morgenen den 8. april 1945 ankom otte hvide busser fra Svensk Røde Kors til lejren. De danske kvinder kunne syge og udmarvede vende tilbage til livet.
Næsten et år efter at være taget af Ge-stapo ankom Kamma den 25. maj 1945 til Aarhus, hvor hun blev genforenet med familien og sin nu 15 måneder gamle søn, Steen, der ikke længere kunne genkende sin mor. Han havde kun været et spædbarn, da Kamma blev deporteret, og havde siden boet hos sine bedsteforældre på en gård i Nordjylland.
Kamma Klitgaard Povlsen blev senere forstander på Aarhus Friskole, som hun var med til at etablere i 1952. Hun døde i 2003 og blev 91 år.
Louis Bülow er forfatter