FOR FIRE ÅR SIDEN blev den sidste uge af den amerikanske valgkamp indledt i en af Californiens protestantiske megakirker, Saddleback Church. Her interviewede kirkens præst, Rick Warren, de to kandidater om deres moralske værdier og religiøse tro foran en tusindtallig tilhørerskare og millioner af amerikanske tv-seere.
Bagefter noterede en af USAs mest erfarne politiske analytikere, E.J. Dionne fra The Washington Post, at interviewarrangementet havde vist, at der på det seneste var sket en udvikling blandt USAs evangelikale (lavkirkelige).
LÆS OGSÅ: En ud af fem amerikanere har intet religiøst tilhørsforhold
I forbindelse med valgene i 2000 og 2004 havde de stået bag George W. Bush, fordi han delte deres modstand mod abort og som genfødt kristen talte om verden i lige så enkle vendinger som dem selv.
Men i mellemtiden havde landskendte evangelikale præster som Warren medvirket til at nuancere deres verdensbillede. De havde fået et mere komplekst syn på forholdet mellem tro og politik, og grænserne mellem de amerikanske trossamfund var generelt ved at blive mere diffuse, mente Dionne.
Den tendens har den valgkamp, som nu er afsluttet, bekræftet. Selvom de fleste evangelikale har støttet republikanernes kandidat, Mitt Romney, så har valgkampen ikke været præget af dybe modsætninger mellem kristne grupperinger.
Det respekterede opinionsmålingsinstitut Pew Research Center forudsagde allerede i sommer, at det ikke ville være kandidaternes tro, der ville afgøre præsidentvalget i år. Kun 60 procent af vælgerne var dengang klar over, at Romney er mormon, og 81 procent svarede, at hans mormonisme ikke havde nogen betydning for dem. Den holdning gik igen blandt evangelikale. Derimod var 67 procent af alle vælgere enige i udsagnet Det er vigtigt for mig, at en præsident har stærke religiøse overbevisninger.
VIGTIGERE END konfessionelle forskelle er da også i dag modsætningen mellem tro og ikke-tro. Hvor det for eksempel i 1960 var vigtigt for katolikken John F. Kennedy at overbevise protestantiske arbejdere om, at de trygt kunne stemme på ham, så var det ved valget i 2008 afgørende for Barack Obama at overbevise vælgerne om, at han var kristen og ikke sekularist eller muslim (det tror 34 procent af konservative republikanere stadig). Et par måneder før valget dengang befandt jeg mig i USA, og jeg husker, hvordan butiksvinduerne i Washington D.C.s store boghandler dengang var fulde af bøger, der handlede om Obamas personlige kristentro.
Religion spiller altså stadig en stor rolle for amerikanernes selvforståelse. Men de religiøse identiteter og relationer har undergået forandringer. Det påviste den kendte amerikanske samfundsforsker professor Robert D. Putnam og hans kollega David E. Campbell for to år siden i en monumental udgivelse med titlen American Grace: How Religion Divides and Unites Us (omtrent: Det velsignede Amerika: Hvordan religion deler og forener os).
Putnam har været verdenskendt siden udgivelsen af Bowling Alone i 2000. I den bog konkluderede han på baggrund af omfattende analyser af data om amerikanernes faldende engagement i politik og civilsamfund, at de er i færd med sammen at falde fra hinanden, blandt andet som følge af den teknologiske udvikling og ændrede arbejds- og familieforhold.
I de følgende år modtog Putnam da også invitationer fra mange regeringsledere, som ønskede at blive rådgivet om, hvordan man modvirker en sådan udvikling. Hans nye bog om religionens betydning for det amerikanske samfund som både splitter og samler bygger på lignende måde på et rigt materiale af data. Den viser, at selvom religion i århundreder har været vigtig for amerikanerne, så er nutidens massive tilslutning til kirkesamfundene et nyere fænomen og et udtryk for seismiske ændringer i det religiøse landskab.
I 1960ERNE VAR DER således et dramatisk fald i antallet af såkaldt bekendende kristne. Det var først med den kulturkonservative reaktion på tressernes venstreorienterede holdninger, at der i 1980erne skete en religiøs genopblomstring. Evangelikale samlede sig bag det religiøse højre, som gik til kamp mod fri abort og forsvarede familieværdier og morgenbøn i skolerne.
Sammenkoblingen mellem tro og konservativ politik fik fra 1990erne mange unge til at vende sig fra alle former for organiseret religion og blive ikke-troende sekularister. Resultatet viser sig i dag i en voksende polarisering mellem religiøse konservative og sekulære liberale, mens midtergruppen af moderat troende kristne til gengæld skrumper. Til trods for polariseringen, som udgør en splittelsesfaktor i det amerikanske samfund, foregår der dog samtidig en styrkelse af båndene mellem mennesker af forskellig religiøs observans.
Det er således blevet helt almindeligt at se interkonfessionelle ægteskaber. Desuden er de religiøse identiteter i dag mere flydende. At de fleste mennesker i USA nu til dags betragter mormoner som kristne, illustrerer denne tendens. Putnam og Campbell konkluderer, at de personlige bånd på tværs af bekendelserne modvirker splittelsen mellem troende og sekularister. Den er med til at forene amerikanerne, idet den fremmer den tolerance, som ethvert pluralistisk samfund har brug for.
Bogen er fuld af overraskende oplysninger som eksempelvis: Mellem en tredjedel og halvdelen af alle ægteskaber indgås af mennesker med forskellig tro; omkring en tredjedel af alle amerikanere har skiftet religiøst tilhørsforhold på et tidspunkt i deres liv; unge mennesker er stærkere modstandere af abort end deres forældre, men mere positive over for homoægteskaber; selv stærkt religiøse amerikanere mener, at mennesker med en anden tro kan blive frelst; og religiøse amerikanere er bedre naboer end sekulære i den forstand, at de bruger mere tid på at engagere sig i lokalsamfundet.
PUTNAM OG CAMPBELL forklarer USAs blomstrende religiøse økosystem som et resultat af fraværet af et statsdrevet religiøst monopol altså en statsstøttet kirke kombineret med en gammel og udbredt tradition for religiøs frihed.
Det gør det religiøse landskab betydeligt mere åbent end det danske: Religionerne konkurrerer, tilpasser og udvikler sig i en proces, hvor individuelle amerikanere bevæger sig frit fra den ene menighed til den anden, ja, selv fra den ene religion til den anden. I USA forekommer det fuldstændig naturligt at se sin religiøsitet som en preference snarere end som en uforanderlig identitet.
Putnam bruger sin egen familiehistorie til at illustrere udviklingen i retning af en sådan form for tolerant pluralisme. Han og hans søster voksede i 1950erne op i en familie af bekendende metodister. Da han blev gift, konverterede han selv til jødedommen, og ægteparrets børn blev opdraget som jøder.
Det ene af deres børn giftede sig siden med en praktiserende katolik, som efter nogle år forlod den katolske kirke og i dag er ikke-troende. Det andet barn giftede sig med en person uden noget klart religiøst ståsted, men konverterede efterfølgende til jødedommen. I mellemtiden ægtede Putnams søster en katolik og blev selv katolik. Parrets tre børn blev alle fromme, aktive evangelikale, men som medlemmer af forskellige kirkesamfund.
Hvad der i midten af århundredet havde været en homogen amerikansk metodistfamilie blev med tiden blev til en familie med en række forskellige religiøse identiteter, som tilsammen i dag afspejler den amerikanske religiøse mangfoldigheds fulde register. Putnam tilføjer: Det ville være svært at vække anti-jødiske eller anti-evangelikale eller anti-katolske eller anti-metodistiske, ja, selv anti-sekularistiske følelser i denne gruppe.
Hans familiehistorie viser desuden, at den religiøse pluralisme i USA ikke blot er noget abstrakt, men ofte noget konkret og personligt. Og netop denne personlige pluralisme betyder, at Amerika er velsignet af religiøs harmoni.