En sten bliver kastet, og mens den dumpe lyd af brudt vandspejl sprænger stilheden, følger vi ringene. Så langt øjet rækker, tæller vi dem som år og indplacerer vores egen historie på denne uendelige tidslinje. Med fødderne sat i nutiden vover vi os ud på den gyngende grund, der ligger forude.
Men ringene peger ikke kun frem, de viser også tilbage til udgangspunktet, og det er netop i kraft af fortidens begivenheder, at vi kan stykke os sammen som de nutidige mennesker, vi er. Ingen af os kommer af intet, og vores øjeblikkelige skridt er nøje forbundet med de bevægelser, som nogle før os engang har foretaget.
Stenen rammer vandet, ringene bryder ud, og i min voksne nutid har jeg forsøgt at finde ud af, om mit karrierevalg har nogen forbindelse til fortiden. Havde jeg arvet den fædrene gård eller tøjbutik, ville det være så ligetil. Men i en familie af arbejdsfolk er det svært at finde ligheden mellem hårdt fysisk arbejde og forfatterord skrevet af den sarteste lille hånd. Inspirationen må komme et sted fra, og som i filosofien må der være en første-bevæger.
Han dukkede op som lynet på den klare himmel en dag i 2008. Min storesøster Ann Nygaard Sørensen har om nogen forstået at gå tilbage ad de spor, ringene har efterladt sig. I årevis har hun dyrket slægtsforskningen som en passion, og med hende har jeg nu og da drøftet de skæve typer, de tossede tosser og de mere stille eksistenser, som også hører vores familie til. I en af disse samtaler introducerede hun mig pludselig for en Søren Rynke. Om jeg havde hørt om ham? Nej, måtte jeg erkende, hvilket man, når man hører den følgende historie, kun kan undre sig over.
Søren Rynke alias Søren Kristian Nielsen var min tiptipoldefar på mødrene side. Han blev født den 25. maj 1828, og midt i en tid med ægteskab og børn blev han vist vintervejen af svigerfamilien og isolerede sig mere og mere for sig selv. Pengene var små, og han havde ingen anden mulighed end at grave en hule som bolig. Hulen, der var elleve alen lang og seks alen dyb, lå ved Nymølle i underkanten af Jerslev Sogn. Hvordan der var derinde står at læse i P. Hansens "Nordjylland fra Mariager Fjord til Skagen". En turistfører, der udkom i foråret 1899:
"Mod vest og øst dannes væggen af jord. Kun mod syd har han af tørv og små stene opført et slags dige, hvor nogle huller tjener som vinduer. På dette dige og støttet mod bakkebunden hviler nogle rafter på kryds og tværs. Loft og tag dannes af græstørv og jord, medens røgen fra det underjordiske rum hvirvler ud gennem et hul i taget. Her har den 72-årige gamle – Søren Rynke kaldet – boet i over 10 år, når lærken slog sin trille over lyngen, og når den barske vinter jog markens vilde dyr hen i nærhed af menneskelige boliger."
Boforholdene var så specielle, at hulen i P. Hansens bog blev nævnt som en slags "must see", hvis den vildfarne turist havde behov for en anderledes ferieoplevelse. Og kom en og anden til at stikke hovedet indenfor, ville vedkommende møde en beleven og intellektuel huleboer, der var optaget af litteraturen. Han læste, hvad han kom i nærheden af – en dannelse, jeg selv bruger – og takket være sin angivelige klæbehjerne læste han flere sprog, herunder fransk og tysk.
Han tjente til livets sølle ophold ved at arbejde på egnens gårde, og når lønnen blev udbetalt, blev hovedparten sat i bøger. Den 10. december 1899 udbrændte hulen totalt, og Søren Rynke mistede alt, hvad han ejede. To dage senere nåede nyheden Vendsyssel Tidende, hvor demokraten Kristian Larsen, Ounstrupholt, opfordrede vendelboerne til at sende offeret selv den ringeste hjælp til hulens reetablering:
"Jeg tvivler ingenlunde om at den vandskæbne, der har ramt den så meget omtalte sidste huleboer i Vendsyssel, jo nok vil vække vendelboernes medfølelse med en 72-årig hæderlig mand, der står som hjemløs brandlidt og med tomme hænder. Lad mig tilføje, at han elskede sin nedbrændte hule så højt, at ingen anden rigdom kunne erstatte ham den. Ingen brandlidt ridder har stået mere sørgende ved sin borgs ruin end den gamle Søren Rynke ved sin nedbrændte hytte".
Indlægget fik diskussionen i gang. Skurken var for nogle Jerslev Sogneråd, mens andre mente, at Søren Rynke burde være taknemmelig for den anviste hytte i Vrængmose i Nejsum Mark. Men penge blev der samlet ind, for eksempel 13 kroner fra danskerne i Minnesota i USA. Lige lidt hjalp det; hulen forblev udbrændt, og Søren Rynke måtte affinde sig med hytten som en permanent løsning.
Det står altsammen beskrevet i C. Nørrelykkes 25-siders bog "Søren Rynke. Vendsyssels sidste huleboer", der udkom i 300 eksemplarer i julen 1968. Heri fremgår det også, at rygtet om særlingen nåede forfatteren Johan Skjoldborg, der under et ophold i Vendsyssel i 1900 ville aflægge Søren Rynke et besøg. Beredt med blok og pen var det givet, at han havde til hensigt at lade ham stå model til en figur i et senere værk, men hurtigt fandt de to, der aldersmæssigt kunne være far og søn, hinanden i et særligt venskab.
Johan Skjoldborg udtalte sig nu og da om deres samtaler, for eksempel denne om litteraturens store mænd, som blev refereret i Politiken den 14. oktober 1901 med Skjoldborg som fortælleren: "Jeg går så tilbage til de danske digtere, som vi slap ved Oehlenschläger. Han kender alle dem, jeg spørger ham om, Kender deres hovedværker og har øjeblikkelig en sætning rede, der rører netop ved digterens herskende evner. Kun Johan Ludvig Heiberg kender han ikke videre til. Han forveksler ham et øjeblik med P.A. Heiberg, hvis første vers af Laterna Magica han citerer ... Jeg byder ham en af Rasmussens Prenzados – det er nemlig min yndlingscigar, som han sidder og mishandler rædsomt, medens vi går videre i teksten. Jeg tror nok, jeg tør sige, at de fleste af den slags almuemennesker, som Søren Rynke hører til, ikke kan lide præsterne. Han kan det heller ikke.
"Intet keder mig mere, end når en præst tager et par ord i munden og giver sig til at drøvtygge på dem en to-tre timer. Ja, kan han slet ikke finde på andet, så er det sgu kedeligt. Der er naturligvis nogle gode undtagelser i præsteskabet, men de fleste er nogle gavtyve, der siger fanden med menigheden, når vi blot får embedet."
Han taler meget stærke ord om latterligheden ved hele det kirkelige ceremoniel. Men ateist er han ikke: "Jeg kan bedst få mening i tilværelsen ved antagelse af en Gud. Og jeg tror på Gud, på udødeligheden og udviklingen.""
Søren Rynke døde den 17. januar 1911, mens Johan Skjoldborg var på rejse i USA. Det fortælles, at forfatteren modtog beskeden med tårer, og i 1927 lod han rejse en mindesten ved sin vens grav på Volstrup Kirkegård med følgende vers:
"Så tit vi sad hinanden nær,
hvor færdes nu din lyse ånd,
din skygge er kun her."
Bo Nygaard Larsen er journalist og forfatter