I DE SENERE ÅR SER VI, at der inden for underholdningsindustrien, erhvervslivet og privatlivet har bredt sig en coachingkultur, som i hovedtræk handler om, at vi alle sammen skal erkende vores svagheder og begrænsninger i enhver sammenhæng for så at blive guidet til at forbedre os selv, vores arbejde eller fritid, vores madvaner, krop, tøj og sågar vores familie. Det er blevet et ideal at være i en position, hvor man kan sige andre sandheden og helst også tage sig betalt for det.
På tv ser vi talrige programmer, hvor folk på en eller anden måde hænges ud i sandhedens navn. I programmer om hus, have, krop og tøj er det vigtigt, at deltagerne indser, at de enten har et forfærdelig hus eller have, en forfærdelig krop eller tøjstil og så videre.
Værterne i disse programmer fremstiller sig selv som venner, der vil deltagerne det bedste, giver dem knus og opmuntring undervejs, samtidig med at de hele tiden får deltagerne til at indse, at alt, de havde gang i tidligere, var helt ad h?? til – helt præcist til dette her program kom på banen.
I programmer som X Factor og lignende er et vigtigt element i underholdningen, at deltagerne får en hoben sandheder med på vejen. I programmet Paradise Hotel belønnes man for at lyve, alt hvad man kan, men lade, som om man siger de andre deltagere et par sandheder.
Det virker, som om dette fiktive sandhedstyranni også har bredt sig til nutidens venskaber. Nu regnes du som en god ven, hvis du siger fra og giver klar besked, hvis din ven gør noget galt, ser ud på en forkert måde (i forhold til hvad?), har en dårlig tøjstil, ikke spiser økologisk mad, ryger eller ikke træner så meget, som han eller hun burde.
Alle disse mennesker med deres behov for konstant at skulle sige sandheden, kan de nogensinde blive ens sande venner? Jeg tror det ikke – jeg tror, at den sande ven er den ven, som fra tid til anden afstår fra at sige dig sandheden, den, som tåler, at der kan være en dyb uoverensstemmelse mellem det ydre og det indre hos hver enkelt af os, både i tanker, tale og handling. Det er den person, hos hvem det endnu er muligt at befinde sig i et rum af nåde, et rum, hvor vi bliver set, men ikke vurderet, elsket, men ikke ejet, og værdsat for den, vi er, ikke for den, vi burde være. Men findes sådanne venskaber?
DA JEG VAR 25 ÅR, flyttede jeg fra Århus til Oslo. Jeg fik meget hurtigt et barn med min norske mand, og vi flyttede ind i en lille familielejlighed på 29 kvadratmeter på et kollegium. Jeg havde forladt familie og venner, mine studier og en skøn lejlighed i Århus. Økonomisk havde jeg kun min danske SU, og i Oslo rakte den ikke til noget som helst i begyndelsen af 1990'erne.
Jeg elskede min mand og mit barn, men jeg var indimellem ulykkelig. Jeg ringede en aften til den kvinde, som havde været min bedste veninde, siden jeg var 16 år, og græd i telefonen. I stedet for at forklare mig, hvor dumt det var, at jeg havde sat mig selv i denne situation, og sige mig et par sandheder, sagde hun: "O.k., jeg flytter op til dig."
Og det gjorde hun. Kort tid efter havde hun flyttet sine teologistudier til Universitetet i Oslo og lejet et kollegieværelse i blokken lige over for os. For min lille familie betød det alt, og de næste måneder kom vi os så meget på benene, at vi kunne klare os selv, da hun rejste hjem igen. 19 år senere er hun stadigvæk en sand ven, som jeg elsker højt.
Verus amicus rara avis – "En sand ven er en sjælden fugl". Sådan lyder et gammelt latinsk ordsprog, og selvom jeg har oplevet sjældne fugle, tror jeg desværre, at dette ordsprog stemmer meget godt overens med manges oplevelse, også i dag.
Den græske filosof Aristoteles (384-322 f. Kr.) mente, at der fandtes tre former for venskab, grundlagt på henholdsvis nytte, nydelse eller dyd. For Aristoteles var sidstnævnte det sande venskab. Det er kendetegnet ved, at vennen værdsættes for hans eller hendes egen skyld og ikke på grund af den nytte eller det behag, som vennen giver.
I DAG TROR JEG, at de to første former for venskab er de mest udbredte, men jeg ved heldigvis af egen erfaring, at det absolut er muligt at opleve venskab baseret på det aristoteliske dydsvenskab. Men det kræver noget af os – nemlig at vi giver afkald på vores tilsyneladende umættelige trang til altid at vide sandheden og ikke mindst til at fremholde sandheden om den anden i enhver sammenhæng.
Hvis jeg er syg, har jeg behov for omsorg og ikke for at få at vide, at jeg bør lægge min livsstil om. Hvis jeg har været utro, er det rigtigt, hvis min ven bekræfter mig i, at det var en gal handling, men samtidig får formidlet, at jeg ikke nødvendigvis er et dårligt menneske af den grund.
Hvis jeg lider af angst, har jeg behov for, at min ven viser mig, at verden er et o.k. sted at være, men ikke, at min ven er bekymret for min psykiske tilstand. Hvis jeg er overvægtig, er jeg formodentlig godt klar over det selv, og jeg behøver derfor en ven, som accepterer det – ikke en ven, som kommer med gode råd om slankning. Hvis jeg mislykkes med noget, har jeg behov for, at min ven opmuntrer mig og indgyder mig håb om, at jeg sikkert kan gøre det bedre næste gang, ikke en ven, som belærer mig om, hvorfor jeg ikke klarede det.
Min erfaring er, at et sandt venskab er et sted, hvor jeg kan få lov til og samtidig give min ven lov til at slippe lidt fri fra sandheden om os selv og få lov til at hvile et øjeblik i bevidstheden om, at vi er set og tilgivet både for det, vi fremstår som, og det, vi føler os som.
For hvad er egentlig sandheden om mig eller om min ven? Hvad ved vi om os selv, og hvad ved vi egentlig om hinanden? En sand ven er måske netop den person, som kan følge dig et lille stykke ind i uvisheden og give dig håb undervejs, et menneske, som ved, at sandheden om dig er flydende og ikke umiddelbart kan gribes hverken af sproget eller af din fremtoning. En sand ven kan skabe et rum af nåde, hvor sandheden ikke er målet.
Eva Mila Lindhardt er lektor ved Bergen Højskole i Norge. Kronikken er den fjerde af de otte vinderkronikker, som Kristeligt Dagblad bringer fra sommerens kronikkonkurrence, "Min bedste ven"