MANGE TALER I DAG om Danmark som et splittet land. De drømmer sig tilbage til 1950’ernes sammenhængende, ensartede nationalstat. Men de glemmer, at Danmark dengang var splittet mellem land og by, og det var tydeligt afspejlet i den kommunale struktur og i skolevæsenet. Der var stor forskel på børns muligheder afhængig af, om de var vokset op i en landkommune, hvor man kunne gå i ”den stråtækte” til konfirmationen, eller en købstadskommune, hvor der var realskole eller gymnasium. Politisk dominerede Venstre i landkommunerne og Socialdemokratiet i byerne.
Broager var min hjemkommune, jeg er født i Egernsund i 1927 i en familie med syv børn og et stort samfundsengagement. Vi børn gik i Egernsund Skole. Som nogle af de eneste fra Egernsund gik vi fra 5. klasse til optagelsesprøve til mellemskole og gymnasium på statsskolen i Sønderborg 15 kilometer væk. Resten af kammeraterne fra skolen skulle ud at tjene, ud at sejle eller i lære, efter de blev konfirmeret som 14-årige.
Skoleforholdene i Egernsund var rimelige, skolen havde i mine skoleår fire klasseværelser og fire lærere, som efter 1937 blev til fem lærere som følge af skoleloven af 1937. Min far kæmpede for, som formand for den lokale skolekommission, at loven hurtigt blev gennemført, det blev den langtfra andre steder
Der blev bygget en ny skolefløj med gymnastiksal, sløjdsal samt endnu et klasseværelse. Skolebygningerne stammede ellers fra den tyske tid.
Sognekommunerne var altovervejende præget af landbrugsbedrifter med de nødvendige underleverandører som smed, købmand/brugs, bager med videre. Det var lidt anderledes i Egernsund.
Dengang lå der mange teglværker omkring Egernsund med mange arbejdere. I Broager Sognekommune havde Venstre-bønderne ikke, som de fleste landkommuner, magten alene i sognerådet, der sad også repræsentanter for Socialdemokratiet foruden andre borgerlige.
Det betød rimelige skoler, en vis ældreforsorg, sociale tiltag og veje. Men der var konflikter mellem Venstre og de andre partier. Der skulle ikke betales for meget i skat, og børnene skulle jo alligevel ud at tjene hos bønderne, så der var ingen grund til at bekoste for meget på deres skolegang, mente Venstre-folkene.
Antal landbrug var i 1946 steget til cirka 208.000. Antallet steg ikke mindst efter jordlovgivningen i 1899 og 1919 om statsstøttede husmandsbebyggelser. Men folkeskolerne blev der ikke rørt ret meget ved. Bortset fra få sognekommuner, der lå nær købstæder i udvikling.
Derfor fandt der også en del sammenlægninger sted gennem årene. Vor Frue Landsogn, hvor min farbror Søren Møller, som ejede Killerupgård, var sognerådsformand, blev en del af Odense allerede i 1936. Ligeledes blev 12 af Københavns omegnskommuner købstadsordnede i 1952-1953.
Erhvervsfordelingen og dermed arbejdsmarkedet, som også mange kvinder kom ud på, ændrede sig drastisk i 1950’ernes Danmark. Byerne voksede kraftigt uden for bykernerne. Det var især de større købstæder, der tiltrak nye indbyggere.
Men også på Als gik det stærkt. Landbruget var det førende erhverv på Nordals i 1950, men allerede i 1957 var det mindre end industri, håndværk og byggeri. Ufaglært arbejdskraft kom til Danfoss fra landbruget og fra løsarbejde, men også landbagere og frisører og senere også husmødre og husassistenter søgte til Danfoss. I 1949 var andelen af traktorer i Havnbjerg Sognekommune, hvor Danfoss ligger (nu Nordals Kommune) 19 procent, i 1957 81 procent. For hele landet 5 procent i 1949 og 36 procent i 1957.
VELFÆRDSSTATENS OPKOMST og de stigende krav om uddannelse inden for alle erhvervsgrene gjorde opdelingen af folkeskolen i land og by utidssvarende. Nogle sognekommuner gik sammen med andre om et fælles fremtidigt skolevæsen. De mange små landkommuners fåtallige embedsmænd kunne slet ikke magte strømmen af nye forordninger, love og cirkulærer, der blev udsendt fra Slotsholmen i København.
Dette ikke mindst efter, at folkeskoleloven i 1958 skulle afvikle landsbyskolerne, og hvor mange af dem endnu ikke havde implementeret folkeskoleloven af 1937. De tider var forbi, hvor kommunens sager kunne klares ved sognerådsformandens skrivebord, efter aftensmaden var taget ud. Både by- og landkommuner stod over for store administrative opgaver, som blev uoverkommelige.
Gennem alt for mange år foregik der svære forhandlinger mellem kommunerne indbyrdes, mellem staten og kommunerne og deres interesseinstitutioner og ikke mindst i Folketinget, hvor partierne ikke kunne blive enige, og ikke mindst Venstre strittede imod.
Tidligere departementschef Henning Strøm blev sekretær for Kommunallovskommissionen, der blev nedsat i 1958 og først i 1966 kom med en endelig rapport. Strøm rejste gennem hele perioden ud i hver en afkrog af landet for at forberede og gøde jorden for kommunesammenlægningerne. Et utal af rapporter, redegørelser og betænkninger blev udarbejdet, afsluttende med ”Kommuner og kommunestyre. Betænkning afgivet af kommunallovskommissionen”.
Først i 1970 var Folketinget færdigt med de mange nødvendige love og bekendtgørelser, der fulgte med. Den vigtigste var styrelsesloven, som indeholdt regler for, hvordan kommuner og kommunalbestyrelser skulle organiseres.
Den 1. april 1970 trådte den nye kommunalreform i kraft. Det var den hidtil største reform af det danske kommunestyre. Den anden (mindre) reform kom i 2007. Antal kommuner blev reduceret fra 1257 sognekommuner og 88 købstadskommuner til i alt 275 kommuner. Antal amter blev reduceret fra 25 til 14. Det var en voldsom forandring. Ikke mindst for sognekommunerne.
JEG BLEV I 1970 VALGT TIL borgmester i en tidligere sognekommune, Karlebo, som før hørte under amtet, men nu blev en kommune på lige fod med købstæderne, under Indenrigsministeriet og med en helt ny styrelseslov. Jeg var dengang opstillet for Venstre. Jeg havde meldt mig ind nogle år før, da jeg boede i Brøndbyerne, hvor der ikke var meget landbrug tilbage.
Jeg blev medlem af selskabet Liberal Debat, som var en foredrags- og debatkreds, som samlede sig om tidligere finansminister, professor Thorkil ”Livrem” Kristensen fra Venstre. Thorkil Kristensen havde gennemført store reformer i Finansministeriet til gavn for landets økonomi. Han stod for et bredt samarbejde og havde klare fremtidsvisioner for Danmark. Mange af os var bevidste om, at Venstres fremtid som landbrugsparti var på vej ud med den store nedgang i antal landbrugsejendomme. Det forstod Venstres ledelse ikke dengang, og det kostede Erik Eriksen formandsposten i Venstre i 1965.
Man kan ikke undlade at spørge sig selv, om Venstres ledelse i dag er blevet klogere.
Tiden før kommunalreformen i 1970 er langt væk for de fleste. Datidens organisering af det offentlige må efter dagens standardiserede normer forekomme nærmest feudal med et sandt virvar af regler med indbyggede undtagelsesbestemmelser.
Men først og fremmest var reformen et udtryk for socialpolitiske idealer og den økonomiske og samfundsmæssige realitet, at landbruget ikke længere var Danmarks vigtigste erhverv.
Splittelsen i Venstre mellem land- og bybefolkning kan i virkeligheden føres tilbage til kommunalreformen. Det er derfor afgørende, at Venstre i dag besinder sig på, hvordan og om forbindelsen mellem partiets vælgere på landet og i byerne kan genetableres.