I DEN SENESTE TID har man nok bemærket i forskellige medier, at Venstre-regeringen fra forskellige ministres side, med justitsminister Søren Pind i spidsen, har sendt klare signaler om, at kritik af islam og muslimske lande ikke er comme il faut.
Ja, efter justitsministeren mening er det at kritisere det samme som at være i krig med islam. Det er jo ganske stærke ord og en markant udmelding. Men det er jo mere end det: Det er en 180-gradersvending i Venstres holdning fra før valget i juni 2015.
Vi var rigtig mange enkeltpersoner og organisationer, der er voldsomt optaget af menneskerettighedsspørgsmål, især forfølgelse af mennesker af trosmæssige grunde, som var troppet op til samråd i Udenrigsudvalget den 27. februar 2014 på Christiansborg. Her stillede Søren Pind og Esben Lunde Larsen for Venstre den daværende udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), følgende spørgsmål:
”Udenrigsudvalget har bedt ministeren om at redegøre for regeringens holdning til forfølgelse af kristne rundtom i verden og særligt i Nordafrika og Mellemøsten. Endvidere vil ministeren skulle redegøre for, hvilke konkrete initiativer regeringen vil tage – både bilateralt og i regi af EU og FN – for at imødegå forfølgelsen af kristne og andre religiøse mindretal?”.
Udenrigsminister Martin Lidegaard svarede på det stillede spørgsmål fra de to Venstre-mænd: at forfølgelse af kristne er en meget alvorlig sag, og Danmark skal gøre, hvad vi kan for at påtale disse uhyrligheder over for de lande, hvor det foregår, blandt andet i Egypten, hvor kopterne har det svært.
Den daværende udenrigsminister blev mødt med anerkendelse fra de to spørgsmålstillere fra Venstre, der var enige i, at påtale af forfølgelse og undertrykkelse af kristne i muslimske lande, var et klart indsatsområde for en dansk regering.
Vi, der var til stede ved samrådet, var dengang meget begejstrede for Martin Lidegaards svar samt den enighed, der syntes at være mellem den daværende regering og Venstre som oppositionsparti.
DER ER HELLER INGEN TVIVL OM, at den gode stemning og brede politiske enighed om at gøre noget for undertrykte og forfulgte kristne var en medvirkende årsag til, at Venstre ved Esben Lunde Larsen og formand for Udenrigsudvalget Per Stig Møller (K) tog initiativ til en høring om forfølgelse af kristne rundtom i verden og på hjemlige asylcentre. Denne høring blev afholdt den 12. november 2014 i Landstingssalen på Christiansborg.
I høringen deltog en lang række eksperter fra Danmark og fra udlandet. Tilstede ved høringen ud over eksperterne og initiativtagerne Per Stig Møller og Esben Lunde Larsen var også mere end 100 mennesker fra forskellige organisationer samt repræsentanter for forfulgte kristne og hjemlige asylansøgere. I lighed med samrådet den 27. februar var der ved denne høring en udbredt vilje til at gøre noget ved dette problem internationalt og herhjemme. Kritik af forhold i de lande, hvor diskrimination af kristne finder sted, skulle utvetydigt fremføres.
Jeg tror ikke, nogen i Danmark efter samrådet den 27. februar og høringen den 12. november 2014 var i tvivl om, at Venstre, og især Søren Pind og Esben Lunde Larsen, brændte for at sætte disse spørgsmål højt på den udenrigspolitiske dagsorden. Det var nok også medvirkende til, at rigtig mange kirkefolk og organisationer, der arbejder med menneskerettighedsspørgsmål, så med stor fortrøstningsfuldhed på valgets resultat den 18. juni 2015, hvor Venstre vandt regeringsmagten.
I tråd med Martin Lidegaards holdning til spørgsmålet måtte man kunne forvente, at Venstre som den drivende kraft før valget bag ønsker om en kritisk dialog med de lande, hvor kristne forfølges, fremdeles ville sætte dette problem på den politiske dagsorden. Imidlertid står der, foruroligende nok, intet i regeringsgrundlaget ”Sammen for fremtiden” om dette indsatsområde i det udenrigspolitiske afsnit – skønt udenrigsminister Kristian Jensen til Kristeligt Dagblad den 28. juni 2015 udtaler, at han ønsker forfulgte kristne skrevet ind i regeringsrundlaget som et særligt indsatsområde.
Den 12. marts i år, udtaler Kristian Jensen endvidere til Kristeligt Dagblad, at han i lighed med den amerikanske udenrigsminister ikke mener, man kan betegne de overgreb, Islamisk Stat har begået og stadig begår mod kristne og yazidier, som folkemord. Dette ville ellers have gjort det muligt juridisk at retsforfølge de medlemmer af Islamisk Stat, som står bag disse uhyrligheder.
I Venstre synes der således helt klart at være sket en glidning i den udenrigspolitiske holdning fra før valget og indtil nu.
Udenrigsministerens lyst til at kræve IS-banditterne anklaget efter international lov om overgreb og folkemord er helt forsvundet. Og de seneste måneder er alting nu blevet vendt på hovedet. Ikke mindst ved justitsminister Søren Pinds frapperende udmeldinger om, at der skal sættes lighedstegn mellem kritik af islam og muslimske lande og udtrykket ”at være i krig med”. Vi er i krig med en dødskult, udtaler Søren Pind og fortsætter: og ikke 1,6 milliarder muslimer.
Dette sidste har ministeren naturligvis ret i: Vi er ikke i krig med alle muslimer. Men hvem har da sagt, at vi er det? Med denne kobling mellem kritik af islam og islamiske regimer og at være i krig med samtlige muslimer, kortslutter ministeren debatten. I stedet dæmoniseres enhver, der ytrer sig kritisk mod islam og muslimske lande og påpeger, hvorledes kristne undertrykkes og diskrimineres netop via koran og sharialov udmøntet i visse civilretlige love samt love om blasfemi.
Det er med andre ord sådan, at regeringen ved justitsministerens og andre Venstre-folks udtalelser har slået sig selv for munden og er vendt 180 grader i værdidebat og udenrigspolitik fra tiden i opposition og til nu, hvor man sidder på taburetterne i regeringskontorerne. Kritikken af muslimske lande, hvor kristne undertrykkes, er fuldkommen forstummet hos de før så indignerede politiske løver i Venstre, Søren Pind og Esben Lunde Larsen. Nu lukker man tværtimod munden på al kritik ved at beskylde kritikere for at ønske krig med alle muslimer.
Argumentet om, at vi ikke kan kritisere islam og muslimske lande, fordi vi så bekriger 1,6 milliarder muslimer, burde Venstre-politikerne anstændigvis have lige tilbage i hovedet igen. For mener Søren Pind og hans regeringschef, Lars Løkke Rasmussen (V), dette, så mener de vel også, at dengang Venstre kritiserede Sovjetunionen af karsken bælg og i 1989 Kina for regimets reaktion på demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads i Beijing, da var vi i krig med Sovjetunionen og senere 1 milliard kinesere?
Ovenikøbet kaldtes jo tiden for opgøret med Sovjetunionen den kolde krig. Det fik, så vidt jeg husker, ingen i Venstre til at kræve, at kritikerne dengang skulle holde deres mund. Det var der derimod rigtig mange på venstrefløjen og langt ind i Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der råbte op om. Dengang var Venstre-politikeres svar til venstrefløjens krav om at please Østblokken klart: I går Sovjets og kommunismens antidemokratiske ærinde. Men nu har piben helt klart fået en anden lyd, så ingen længere kan sige, hvor vi har Venstre. Bortset fra, altså, at vi ved, at Venstre i opposition før et valg gerne vil tale om alt det, de vil gøre for forfulgte kristne, medens Venstre i regering efter et valg svigter alle sine løfter på dette område.