Prøv avisen
Kronik

En 76 år gammel kronik af forfatteren Johannes V. Jensen fik mig til at tænke over den tid, vi lever i

Én enkelt skuffe havde været fredet, siden min fars død. Jeg blev nysgerrig og åbnede skuffen. Jeg fandt min fars dagbøger og en gammel kronik af forfatter og nobelpristager Johannes V. Jensen, skriver dagens kronikør. Foto: Ritzau Scanpix

Skuespillerinden Annie Birgit Garde begyndte ved årsskiftet at rydde op i sine gemmer. Da hun kom til sin fars fredede skrivebordsskuffe, faldt hun over en kronik fra 1942 af forfatteren Johannes V. Jensen. Den inspirerede hende til at skrive denne kronik

En formiddag hvor jeg efter et par timers oprydning i gamle gemmer nød en velfortjent kop kaffe, faldt mine øjne på min fars skrivebord, som jeg havde arvet. Én enkelt skuffe havde været fredet, siden min fars død. Jeg blev nysgerrig og åbnede skuffen. Jeg fandt min fars dagbøger og en gammel kronik af forfatter og nobelpristager Johannes V. Jensen.

Dagbøgerne blev foreløbig lagt til side, men kronikken kastede jeg mig over.

Den var fra årsskiftet 1942/43.

Forfatteren gør status over året, der lige er begyndt og tænker samtidig hundrede år tilbage på, hvad der egentlig var sket. Han sammenligner disse år med et iltog, der, når det farer af sted, lader de strømmende nære ting passere forbi og ser langt ud imod den forholdsvis roligere horisont. Hvad havde vi opnået, hvad var der hændt igennem alle disse år? Der var sket meget, men var verden blevet bedre? Forfatteren vil så gerne have, at vi skal finde fodfæste på den jord, vi står på. Og hér er det så, jeg synes, min fars gemte kronik siger mig noget. Jeg får lyst til at gøre status over årene, der er gået indtil nu. Hvad kan vi fortælle om dem?

Verdenssituationen skal man måske vare sig for at analysere, og dog – klimaet er blevet ustabilt. Klimaet er globalt gået amok, og debatterne om menneskers indflydelse på vores klima med for meget CO2-udslip har været og er stadig store.

Igennem jordens historie har klimaet ændret sig mange gange. I Danmark har der været fire istider, hvor isen helt eller delvist dækkede landet. Temperaturen steg, og isen smeltede helt væk fra vores breddegrader. En ny istid kan komme, men Danmark og vi skulle helst overleve og ikke forsvinde helt under isen.

Så er der teknikken, som har gennemgået den store udvikling. Vi er kommet langt med kommunikationen os mennesker imellem fra den første besked over telegrafen, telefonens begyndelse til mobiltelefonen i dag, fra de første fotografiske dokumenter til det digitale fotografi, filmen, biografen, radioen, tv’et. Væltepeteren, cyklen, knallerten, motorcyklen, bilen. Fra vikingebåden til luksuslineren og fra luftskibet til flyvemaskinen.

Den gamle eventyrdigter H. C. Andersen fabulerede i 1800-tallet om flyvemaskinens ankomst i et fremtidssyn ”Om Aartusinder”: ”Luftskibet kommer, det er overfyldt med Reisende, thi Farten er hurtigere end til Søes. Den elektromagnetiske Traad under Verdenshavet har allerede telegrapheret, hvor stor Luftkaravanen er. Alt øines Europa.” Luftrummet er virkelig blevet indtaget. Det er lige før, der ikke er plads nok til alle.

Og så computeren! Den er uundværlig over hele verden. Tænk, hvad den kan sammen med os. Bortset fra når strømmen går, og vi alle pludselig bliver analfabeter.

Og verdenssituationen? Der er stadig krige. Der er ikke bygget bro mellem kulturer, kristne, jøder og muslimer. Hver eneste dag bliver mennesker dræbt af en selvmordsbomber, og vi læser om nye angreb i Irak eller Afghanistan. Soldater bliver dræbt i krige langt borte fra deres eget land. Nytter det? – Religionskrige truer stadig. Jamen, er det os mennesker, der ikke forstår at behandle vores gamle jord ordentligt? Er vi alle sammen skyldige? Den seneste tid fortælles i medierne, at vore unge på 12-14 år her i vores lille vidunderlige rige og lykkelige land skal have lænker omkring benene, hvis de begår ulovligheder.

Vi må erkende, at hverdagen i vor verden 2018 er krige, oversvømmelser, skovbrande, jordskælv, selvmordsbomber, terrorisme, overfald, bankkrak, spekulationer, egoisme og angst – mennesker er angste, angste for livet og angste for døden.

Nej! Vi er ikke blevet bedre jordbeboere, selvom vi skulle være blevet meget klogere på livet efter så mange år på vor klode. Skal man virkelig tro på den verdenskendte professor Stephen Hawkings udtalelse om, at det kan blive nødvendigt for os at søge tilflugt på en anden planet og begynde helt forfra for at overleve livet? Er dommedag lige om hjørnet?

I Bibelen beretter Matthæusevangeliet om den sidste tid på jorden, før Jesus kommer igen. Denne tid skulle netop være præget af lovløshed og katastrofer. Lukasevangeliet fortæller, hvordan jorden vil blive ramt af jordskælv, og hvordan mennesker på jorden vil blive grebet af angst for havets og brændingens brusen.

Alt dette sker jo netop nu, hvor hele verden er rystet over de enorme skovbrænde og over flodbølgers vældige kræfter, som får mennesker til at flygte fra deres ødelagte hjem. Alligevel synes vi, at livet her på jorden er værd at leve.

Tilbage til kronikken i min fars skuffe. Den svarer på en måde på mine spørgsmål. Johannes V. Jensen genfortæller et gammelt allegorisk digt af vor store nationale digter Adam Oehlenschläger – næsten som et billede på vor situation.

”Manden i Brønden” er en oversættelse fra Friederich Rückert (en tysk poet, og oversætter af orientalske sprog). Han har sikkert haft teksten fra en østerlandsk fabel, som fortæller, at

”en pilgrim i ørkenen må flygte fra sin rasende kamel. I yderste øjeblik når han en brønd, som han styrter sig i. Miraklet sker. På vej ned i brønden standses han af en brombærbusk, der vokser mellem stenene. Hængende i en gren, ser han op i det hæslige kamelhoved, vender sig mod dybet og opdager en drage, der lurer på ham foruden den skrækkelige druknedød.

Han holder fast, selvom busken stikker ham, men får øje på buskens rod. Hér sidder en hvid og en sort mus og gnaver løs på roden. I denne håbløse situation opdager han, at busken er fuld af bær, og han spiser løs af dem for at stille sin sult”.

Oehlenslägers digt forklarer:

Du spørger: Hvo var denne Giæk,

der glemme kunde rent sin Skræk?

Saa viid, min Ven! Den Mand est Du.

Hør Fabelens Udtydning nu.

See: Dragen dybt paa Brøndens Bund –

er Døden, med udspilet Mund;

kamelen hist, hvis Harm udbrød,

er Livets Angst og Livets Nød.

Paa svage Green, som dig er givet,

du svæver mellem Død og Livet.

De to, som Hækkens Rødder gnave,

som dig i Brønden vil begrave,

at Døden snart kan faa dig fat –

de Muus, min Ven! Er Dag og Nat.

Den Sorte nager halv forborgen

dit Træ, fra Aften indtil Morgen;

fra Morgen indtil Aftentide

arbejder ligerviis den Hvide.

Og midt i denne Qual og Brøst

dig lokker Livets korte Lyst.

Er det sandt? Bliver vi lokket til at leve? Der kunne også være lidt af den nordiske mytologi i historien, hvor det enorme asketræ Yggdrasil, hvis krone altid er grøn, vokser helt op til himlen. Træets tre rødder ender i forskellige verdener. Under Ragnarok bliver det revet op med rode og brændt som følge af store skovbrænde, der hærger på det tidspunkt. Træet visner først den dag, den sidste store kamp mellem godt og ondt udkæmpes. Liv, tid og rum vil da forsvinde.

Munken Martin Luther blev engang spurgt om, hvad han ville sige og ønske, hvis han fik at vide, at han skulle dø i morgen. Han svarede: ”Jeg ville plante et træ!”. Vi vil stadigvæk gerne lokkes af livet. Vi bliver nødt at tro på en verden, der er værd at leve i. Vi bliver nødt til at tro på, at mennesker vil hinanden det godt. Vi må aldrig glemme håbet.

Min fars gemte kronik i skuffen gav mig i hvert fald noget at tænke over.

Lad os bare spise brombærrene.