Beskyt ytringsfriheden med USA-ledet alliance for demokrati

Den nye imamlov går til grænsen af Grundloven, siger tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin grundlovstale på Ryslinge Højskole. Her lægger han op til, at verdens demokratier med USA i spidsen går sammen i en ”Alliance for Demokrati”

Portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. . Foto: Scanpix.

Anders Fogh Rasmussens grundlovstale, afholdt på Ryslinge Høj- og Efterskole 2016.

Tak til arrangørerne
for at organisere grundlovsmøde på Ryslinge Høj- og Efterskole. Ryslinge Højskole har næsten samme alder som grundloven og har siden sin oprettelse i 1851 været et centrum for folkeoplysning og almendannelse. Så det er et oplagt sted at fejre vores grundlov.

Vi er i dag samlet for at fejre Danmarks grundlov fra 1849. Grundloven har sit udspring i den europæiske oplysningstid. Oplysningstiden var en periode i med stærke brydninger, som har haft en enorm effekt på vores moderne samfund. Naturvidenskab, oplysning og filosofi vandt frem, mens kirke og religion mistede troværdighed og terræn.

Oplysningstiden mundede ud i krav om enevældens afskaffelse, frihed, folkestyre, menneskerettigheder og en drastisk reduktion af kirkens magt over samfundslivet. Og banede vejen for grundloven, som sikrer os en række grundlæggende frihedsrettigheder.

De er alle vigtige. Men ytringsfriheden
er den mest kostbare frihedsrettighed, vi har. Alle de øvrige frihedsrettigheder – den personlige frihed, ejendomsretten, boligens ukrænkelighed, religionsfrihed, forsamlingsfrihed og så videre – ville i realiteten ikke være meget værd, hvis ikke borgerne har ret til frit at ytre sig, diskutere, kritisere, gøre indsigelse. Og i yderste fald kræve udskiftning af magthaverne, hvis de krænker frihedsrettighederne.

Ytringsfriheden indeholder retten til at kritisere magthaverne – politikerne, embedsmændene, enhver der har myndighed og autoritet. Ytringsfriheden indeholder retten til at kræve magthaverne skiftet ud. Og denne ret er helt grundlæggende for beskyttelsen af de øvrige frihedsrettigheder.

Ytringsfriheden er også med til at sikre fremskridt og udvikling i samfundet.
 
Ytringsfriheden er friheden til at komme med nye tanker og idéer, der kan bringe os fremad. Nye tanker og idéer, der måske gør op med gamle forestillinger. Nye tanker og idéer, der måske oven i købet provokerer – og dermed sætter gang i en ny udvikling. Gennem denne proces bliver gamle sandheder hele tiden udfordret af ny viden, nye teorier, nye måder at se tingene på.

Derfor er ytringsfriheden så afgørende.

For 10 år siden blev ytringsfriheden for alvor sat på prøve her i landet. I forlængelse af Jyllands-Postens offentliggørelse af 12 tegninger af profeten Muhammed. Vi husker alle de dramatiske billeder af voldelige demonstrationer mod Danmark i en række muslimske lande. Det gjorde et stærkt indtryk på os alle at se Dannebrog blive brændt, at se danske ambassader i flammer, at høre og se truslerne mod Danmark og danskere.

Det var pinligt at se og høre så mange i Danmark slingre, da det virkelig gjaldt forsvaret for ytringsfriheden. Men tilbage står billedet af et land, som stod fast, da vore grundlæggende værdier kom under pres. I dag står der respekt om Danmark. Fordi vi stod vagt om ytringsfriheden.

Men det ændrer ikke ved, at frihed og grundlæggende værdier er under pres i disse år. Terrorangrebene på USA den 11. september 2001 var religiøse fanatikeres angreb på den kultur og livsform, som præger vore frie samfund.

I mange lande – også i Europa - er mennesker blevet dræbt eller truet på livet for at udnytte deres ret og frihed til at ytre sig om religiøse emner i form af bøger, film og tegninger.

Ytringsfriheden er presset fra tre sider. For det første af en række regeringer. De har indført kontrol med medierne og den offentlige debat, som meget ligner restriktionerne under Den Kolde Krig. I Rusland er alle de vigtigste TV stationer kontrolleret af staten eller Præsident Putins kammesjukker. Journalister, som stiller kritiske spørgsmål, risikerer måske ikke længere at komme i arbejdslejr, men adskillige af dem er blevet myrdet.

Kinas leder, Xi Jinping, har skærpet censuren overfor de sociale medier, arresteret hundreder af mennesker med afvigende opfattelser og forsøgt at stoppe den frie debat på landets universiteter.

I Mellemøsten er Syrien og Libyen farligere for journalister end nogensinde, og i Ægypten er på ny indført et diktatorisk regime. I Tyrkiet vil Præsident Erdogan ikke tolerere nogen form for fornærmelse af sin person, tro eller politik. Og han har meget målrettet søgt at kvæle al seriøs opposition – også med indgreb over for de sociale medier.

For det andet har en række ikke-statslige aktører forsøgt at indføre en faktisk censur ved simpelt hen at dræbe folk eller true med at slå dem ihjel. I Mexico bliver journalister, som efterforsker kriminalitet, tortureret og dræbt. Jihadister slagter dem, som de mener, har fornærmet deres tro. Når forfattere og kunstnere siger noget, der kan opfattes som manglende respekt for Islam, løber de en enorm risiko. Sekulære bloggere i Bangladesh bliver hakket til døde i gaderne. Franske vittighedstegnere bliver mejet ned på deres kontorer. Også i Danmark dræbte en fanatiker to mennesker i et afskyeligt angreb på ytringsfriheden. Frygten har medført en udtalt selvcensur.

For det tredje er der krænkelseskulturen. Den idé har spredt sig, at enkeltpersoner og grupper har en ret til at bliver krænkede og fornærmede – eller måske snarere en ret til ikke at blive krænket eller fornærmet. Dette er selvsagt et skråplan. For hvis du har en sådan ret, skal vi have politiet til at overvåge, hvad du siger om mig eller om de ting, jeg holder af, hvad enten det er religion, etnisk gruppe eller sågar politisk overbevisning. Da fornærmelser og krænkelser er noget subjektivt, bliver magten til politiet både stor og tilfældig. Derfor må vi sige nej til krænkelseskulturen. Hvis du ikke bliver fornærmet af noget som helst, er det heller ikke så interessant at prøve at krænke dig. I en globaliseret verden, hvor nyheder, information og idéer bliver spredt med lynets hast, er der ikke plads til, at vi alle går rundt og føler os krænkede og fornærmede over, hvad de måtte mene eller gøre på den anden side af jordkloden.

Portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Foto: Scanpix

Ytringsfriheden er absolut, eller næsten absolut. Som udgangspunkt bør vi trække grænsen mellem, hvad vi siger, og hvad vi gør. Det, vi gør, kan være strafbart. Det, vi siger, kan sjældent være strafbart. Selvfølgelig bør børneporno, opfordring til vold og visse statshemmeligheder, som for eksempel koderne til at lancere et atomangreb, være undtaget fra ytringsfriheden. Men undtagelserne fra ytringsfriheden bør være så begrænsede som muligt. Og selvfølgelig bør vi ikke have en blasfemiparagraf i straffeloven. Religion bør være åben for debat, også en kritisk debat.

Den nye imam-lov går lige til grænsen. Men vi kan forsvare at kriminalisere ytringer, hvor der læres eller foretages noget, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden - som der står i grundlovens paragraf 67.

For at beskytte ytringsfriheden mod indgreb fra alle de autoritære kræfter i verden bør verdens demokratier gå sammen i en ”Alliance for Demokrati”. Denne alliance bør ledes af USA, som er verdens stærkeste demokrati. Medlemmerne af denne alliance skulle hjælpe hinanden med at bekæmpe de fælles trusler mod vores sikkerhed, herunder terrorisme. De burde bidrage til at gøre de liberale demokratier mere velstående, konkurrencedygtige og attraktive ved at fremme handel, økonomisk vækst og jobskabelse. Medlemmerne af Alliancen for Demokrati kunne fremme demokrati direkte gennem rådgivning, støtte og assistance, herunder beskytte og fremme ytringsfriheden. Verdens demokratier kunne bruge alliancen til at koordinere deres politik i andre internationale organisationer. Og endelig kunne Alliancen for Demokrati også tage fælles aktion i visse tilfælde, særligt humanitære interventioner.

Alliancen for Demokrati ville skabe et fællesskab af verdens frie samfund. Et fællesskab, som ikke er baseret på størrelse, regional beliggenhed, producentinteresser eller niveauet for økonomisk udvikling. Det ville være et fællesskab af fælles værdier - individuel frihed, økonomisk frihed, demokrati og retsstat. Et fællesskab, som kunne forstærke identiteten og potensen af demokrati i en verden, hvor de undertrykkende kræfter prøver at genvinde terræn.

Vi skal stå fast på de principper og værdier, som er fundamentet for vor frie samfund: Politisk frihed, ytringsfrihed, ligeret for alle, folkestyre, fri presse, kritisk tænkning og kritisk tilgang til informationer, idéer og tro.

Det er disse fælles værdier, vi skal kæmpe for. Vi skal med alle ligesindede være fælles i forsvaret for frihedsrettighederne. Vi skal med større styrke tale med én stemme i kampen for frihed og fred i verden. Og vi skal med fasthed stå sammen i kampen mod terror.

USA og den liberale verdensorden er helt afgørende for denne kamp. Vi taler sjældent om den liberale verdensorden, og det lyder måske lidt abstrakt. Men både EU og Danmark ville være ilde stedt, hvis det ikke havde været for den verdensorden, som amerikanere i samarbejde med sine allierede opbyggede efter 2. verdenskrig.

Den europæiske verdensorden kollapsede ved afslutningen af 2. verdenskrig. Den europæiske sikkerhedsstruktur havde spillet fallit. Problemerne i Europa blev først løst, da USA kom de allierede til undsætning. Europas lande var forarmede og havde hverken styrke eller overblik til at redde Europas økonomi ud af ruinerne.

Med Marshall-planen investerede USA over en fireårig periode fra 1948 til 1952 i omegnen af 150 milliarder dollars (omregnet til vore dages valuta) i Vesteuropa. Den økonomiske stimulans virkede efter hensigten, og allerede i 1952 var Vesteuropas økonomi større end før krigen.

Marshall-hjælpen stimulerede ikke blot Europas vækst, men førte også vigtige strukturelle ændringer med sig. Vi europæere blev tvunget til at fremme frihandel på tværs af Vesteuropas grænser. USA-støttede organisationer som den Internationale Valutafond (IMF), Verdenshandelsorganisationen (WTO), Verdensbanken, og OECD blev senere etableret for at opretholde og udvikle den økonomiske liberale orden.

Sikkerhedspolitisk har vi også meget at takke USA for. Med oprettelsen af NATO i 1949 og udstationeringen af amerikanske styrker i Vesteuropa påtog USA sig et enormt ansvar efter krigen. Vesteuropa var ikke i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed, og man frygtede truslen fra et stadigt mere aggressivt Sovjetunionen. NATO kom til at virke efter hensigten, og bidrager den dag i dag til stabilitet på det europæiske kontinent.

Den liberale verdensorden har leveret politisk stabilitet og økonomisk fremgang. Via frihandel styrker den liberale orden staters relationer og svækker tilbøjeligheden til at gå i krig. Samtidig styrker et sundt sikkerhedspolitisk klima stabilitet og tilskynder til økonomisk frem for militær konkurrence.

Resultaterne taler for sig selv. Vi har i de sidste 70 år oplevet en historisk velstandsstigning. Demokratisk ledede regeringer findes i dag i over 100 af verdens lande, og selvom efterkrigsperioden har budt på krig og ødelæggelse, har vi ikke oplevet altødelæggende krige mellem stormagterne.

Vi må primært takke USA for den liberale verdensorden, som vi alle drager fordel af i dag. Amerikas militære styrke, økonomiske vitalitet og talrige alliancer har beskyttet og videreudviklet vores verdensorden. Europa har fra starten været en værdifuld partner og flere lande er siden kommet til. Japan valgte hurtigt samarbejde frem for konfrontation, og Kina har siden 1980’erne tilpasset sin økonomi til den liberale verdensorden.

Den liberale verdensorden er i dag under angreb. Vi ser det i det sydkinesiske hav, hvor Kina opruster kraftigt, og i Mellemøsten hvor udemokratiske kræfter er en konstant trussel mod vores frie og åbne samfund. Vi ser det også i Rusland, hvor Præsident Putin undertrykker sit eget folk og eksporterer splittelse og autoritære principper til sine nabolande.

Vi behøver et stærkt og beslutsomt amerikansk globalt lederskab. Når USA trækker sig tilbage og ind i sig selv, bliver der efterladt et sikkerhedspolitisk vakuum. Dette vakuum bliver hurtigt fyldt ud af tyranner og terrorister.

Og vi behøver et Europa, som vil samarbejde med USA. I en globaliseret verden behøver vi et stærkt fællesskab mellem Europas lande. For at forsvare vore frihedsidealer, der er under stigende pres. For at fremme vore interesser i verden. Og for at løse de store udfordringer i kampen mod terror, organiseret kriminalitet og illegal indvandring. I kampen for bedre klima, miljø og forbrugerbeskyttelse. Og i indsatsen for at sikre fortsat beskæftigelse, velstand og velfærd i Europa.

500.000 danske arbejdspladser er afhænger direkte af det indre marked og mere end halvdelen af vores eksport går til EU. Som en del af verdens største handelsblok bestående af 500 millioner borgere, kan vi nyde godt af fordelagtige handelsforbindelser til resten af verden.

EU har bidraget positivt til den fred og stabilitet, vi kan nyde i dag. EU har leveret en ramme for praktisk samarbejde mellem de europæiske stater, transformeret autoritære regimer til demokratiske lande via medlemsskabet af EU og med EU udvidelser i 2004 og 2007 har Øst- og Centraleuropa været i stand til at føre en selvstændig politik i forhold til Rusland.

EU er i disse år udsat for hård kritik. Og med briternes EU folkeafstemning den 23. juni går Unionen en uvis fremtid i møde.

Et britisk ”nej” kunne føre til en gradvis opsplitning af det EU, vi kender i dag. Flere medlemslande vil sætte spørgsmålstegn ved fordelene ved medlemskab af EU, hvis briterne vender Unionen ryggen.

Briternes EU folkeafstemning er resultatet af årtiers EU modstand. I stedet for at tale EU samarbejdet op har britiske politikere talt EU ned. De har brugt EU som en prygelknabe, når problemer har tårnet sig op. Og selv taget æren, når tingene har flasket sig.

Det nytter ikke, at nationale politikere giver EU skylden, når de selv sidder med ansvaret.

Asylkrisen er et godt eksempel. Medlemslandene støttede fri bevægelighed mellem medlemslandene, og med Schengen har vi fået frihed til at rejse ubesværet inden for EU. Men EU’s medlemslande har aldrig kunnet blive enige om en effektiv beskyttelse af de ydre grænser. Nu ser vi problemerne tårne sig op. Og de, som kritiserer EU mest, er nu også dem, der klandrer EU for ikke at løse krisen og sikre de ydre grænser.

Vi skal konstant udvikle og reformere EU – men ikke afvikle EU. Uden EU vil vores frihed og velstand være i fare.

Portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Portræt af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Foto: Scanpix

Kampen mellem de autoritære kræfter og vores samfundsidealer ser vi i disse år udspille sig i Ukraine.

Da Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, i november 2013 besluttede at trække sig ud af en handelsaftale med EU, gik tusinder af ukrainere i frustration på gaden. De protesterede mod korruption, dårlig ledelse og manglen på ytringsfrihed, demokrati og økonomisk frihed.

Reaktionen fra Rusland kom prompte. I marts 2014 reagerede Rusland ved illegalt at annektere den ukrainske region Krim, og russisk kontrollerede styrker har siden da forsøgt at løsrive Donbas-regionen i det Østlige Ukraine fra selve Ukraine.

Ruslands opførsel i Ukraine er en klokkeklar overtrædelse af alle internationale aftaler og principper. Så sent som i 1994 underskrev Rusland sammen med Ukraine, USA og Storbritannien et dokument, ”the Budapest Memorandum”. I aftalen forpligtede Rusland sig til at respektere Ukraines territoriale grænser og suverænitet. Til gengæld accepterede ukrainerne overdragelsen af deres atomvåben til Rusland. Men for Rusland var det bare ord på et stykke papir.

Det kan måske undre os, at Russerne har været villige til at gå så drastisk til værks i Ukraine. Men Ruslands ageren i Ukraine burde faktisk ikke komme som den store overraskelse. Vi har set det før.

I Moldova hvor Rusland med støtten til udbryderrepublikken, Transnistrien, holder landet i et jerngreb. I Georgien, hvor Rusland siden deres militære intervention i 2008, har støttet udbryderrepublikkerne – Abkhasien og Sydossetien; og i konflikten mellem Armenien og Aserbajdsjan om Nagorno-Karabakh, hvor Rusland i sin støtte til begge sider er med til at sikre status quo – hvilket er lig med russisk indflydelse.

Ruslands strategi er præcis den samme i Ukraine. Rusland ved godt, at Ukraine aldrig ville vælge Rusland til. Rusland kan nemlig hverken tilbyde frihed eller velstand. De kan kun tilbyde undertrykkelse og korruption.

Så med annekteringen af Krim og deres krigsførelse i det østlige Ukraine har man valgt en mere defensiv strategi. Nemlig at splitte Ukraine geografisk og ved at udsætte den russisk talende del af befolkningen for massiv propaganda.

Det er en kynisk strategi. Når regeringen i Kiev skal kæmpe for sit lands geografiske sammenhængskraft i det østlige Ukraine, fjerner man midler og fokus fra opbygningen af et nyt og mere velfungerende Ukraine.

Det besværliggør nye reformer og har skabt økonomisk tilbagegang og inflation. Den folkelige utilfredshed svækker de pro-vestlige kræfter i Ukraine, som arbejder for økonomiske reformer og bekæmpelse af korruption. Med denne strategi håber Rusland, at den Ukrainske befolkning vil vælge en mindre pro-vestlig regering, når der er valg i 2019.

Men det er endnu ikke afgjort, om det er den liberale verdensorden eller Ruslands visnepolitik, der vinder i Ukraine.

Den ukrainske regering er under stort pres for at levere reformer og samtidig på kort sige forbedre den almindelige ukrainers hverdag. Fejler den Ukrainske regering, trækker Vesten sin støtte. Og det samme gør den ukrainske befolkning.

For nylig blev jeg blev spurgt af den ukrainske præsident, om jeg ønskede at påtage mig rollen som hans rådgiver. Jeg var derfor ikke i tvivl. Hvis min hjælp kan bidrage til et mere frit og velstående Ukraine, er det selvfølgelig en rolle jeg må påtage mig.

Danmark har draget enorm fordel af den liberale verdensorden. Som en lille frihandelsnation har vi lukreret på et internationalt system, der fremmer frihandel. Og sikkerhedspolitisk har vi været begunstiget af vores medlemskab af NATO og nære bånd til USA. Det har skabt ro og stabilitet til at udbygge vores økonomi og udvikle vores samfund.

Vi danskere skal stærkest muligt præge udviklingen i Europa og verden. Stærkest muligt varetage vore interesser. Stærkest muligt sætte en dagsorden. Hverken EU eller den liberale verdensorden er immun over for angreb, og vi bør derfor leve op til vores ansvar.

Nationalt skal vi i højere grad være bevidste om de principper og holdninger, der har gjort Danmark til et stærkt og åbent samfund. Vi skal have et Danmark med frihed til forskellighed. Men ikke et samfund med en fritagelse fra pligt og ansvar over for det fælles. Friheden skal gå hånd i hånd med et fællesskab, der holder os sammen som folk og nation.

Vi bør værne og beskytte EU og den liberale verdensorden, som vi værner og beskytter vores grundlov. I en globaliseret verden hænger tingene nemlig sammen. Vi skal kæmpe for grundlovens principper om personlig frihed og økonomisk frihed, om ytringsfrihed og folkestyre på dansk grund – men kampen for vores måde at leve på stopper ikke ved den danske grænse.