Prøv avisen
Kronik

Modstridende verdensbilleder på spil

At blive ”worldview literate” betyder, at man kan forholde sig reflekterende til eget verdensbillede og til andres. I en globaliseret verden kan det at kunne navigere bevidst i forhold til de mange indbyrdes modstridende verdensbilleder reducere kompleksitet og forvirring og give større klarhed, mener dagens kronikør

Vi er nok mange, der spørger os selv om, hvordan vi hver for sig kan bidrage til at styrke og bevare en kultur, der hviler på friheds- og lighedsidealer, i en tid, hvor disse idealer udfordres. Udfordringen består i en konkret trussel fra terrorismen, og den består også i os selv.

Hvordan får vi sagt fra i forhold terroristernes fundamentalistiske, radikaliserede verdensbillede uden at ende med at ligne dem, vi tager afstand fra? Som religionslærer i gymnasiet har jeg i de senere år overvejet, hvordan jeg som lærer med min faglighed kan støtte de unge mennesker til at udvikle den indre rummelighed og kritiske tankegang, vores kultur bygger på, og måske dermed modvirke, at de søger det radikaliserede univers’ nemme sort-hvide løsninger.

Under arbejdet med ”Perspectives of Religious Criticism – the Challenge of Globalization” – en engelsk udgave af min bog ”Religionskritik” fra 2013 – stødte jeg på begrebetworldview literacy. Literacy er svært at oversætte, men betyder noget i retning af at have indsigt, at kunne forholde sig til indsigten og at kunne anvende den.

At blive worldview literate betyder, at man kan forholde sig reflekterende til eget verdensbillede og andres. I en globaliseret verden kan det at kunne navigere bevidst i forhold til de mange indbyrdes modstridende verdensbilleder reducere kompleksitet og forvirring. Kritisk refleksion koblet med indføling kan udgøre en lille, men konstruktiv indsats med henblik på at forebygge og måske endda løsne identifikationen med ekstreme synspunkter.

Hvis man som religionslærer skal indgå i en dialog med kristne eller muslimske elever om religiøse verdensbilleder, er en konstruktiv postmoderne tilgang måske et bedre redskab end den moderne ateistiske religionskritik, som de fleste forbinder med religionskritik. Dette skyldes, at denne religionskritik har valgt side: Religion er ”opium”. Her betyder kritik så negativ kritik af det religiøse verdensbillede.

Den konstruktive postmoderne kritik tilstræber en neutral position, idet den respekterer, at verden kan tolkes på mange måder. Det betyder accept af forskellighed, men denne accept betyder samtidig (og det er den ikke neutrale side af dette verdensbillede), at tolkninger, der vil lukke munden på andre tolkninger med vold, skal, som Olivier Roy siger om fundamentalismen (Kris‑ teligt Dagblad den 16. marts, 2016), tøjles.

Hvor den ateistiske religionskritik kan aktivere forsvarspositionen og dermed lukketheden hos religiøse mennesker, kan den postmoderne tilgang dog også vække stærke følelser hos mennesker, der ikke ønsker at forholde sig undersøgende, åbent og kritisk til eget og andres verdensbillede, hvad enten det er religiøst eller ej.

Som en forudsætning for at forstå de verdensbilleder, der er i spil i Vesten i dag, er det nødvendigt at forstå forskellene på præmoderne, moderne og postmoderne tolkninger af verden.

Det må understreges, at der nok ikke findes ægte præmoderne tolkninger i dag. Hvor det præmoderne verdensbillede var religiøst, er det religiøse verdensbillede i dag et blandt andre. På grund af globaliseringen møder man andre verdensbilleder. Det kan ikke undgås.

Verdensreligionernes forvaltning af deres præmoderne dogmatiske arv er værd at reflektere over. Kristne og muslimske elever bliver overraskede over, at deres religioners centrale dogmer udsprang af interne stridigheder, hvor nogle vandt og andre tabte.

Dogmet om Jesu to naturer (menneske og Gud) er et produkt af en intern religionskritisk strid, hvor modstanderne af denne tolkning blev undertrykt. Opstandelsen er den begivenhed, Jesu guddommelighed begrundes med, men der er ikke enighed om tolkningen. Nogle kristne fastholder den biologiske og historiske model (liget blev levende), og andre tolker begivenheden metaforisk.

I islam i middelalderen fandt mu’tazilah-bevægelsen (rationalisterne) i modsætning til Ash’ariyyah-bevægelsen (traditionalisterne), at Koranen var Allahs ord, men den var ikke evig og uskabt. Den kunne tolkes. Udfaldet af denne kamp, som mu’tazilah-bevægelsen tabte, har afgørende betydning for muslimers muligheder for at tolke deres hellige skrift metaforisk. Koranens kontekstbundne voldsretorik (som jo også findes i Det Gamle Testamente) kan dermed i langt højere grad blive brugt som religiøs legitimering af verdslige dagsordener end Bibelen.

Tilstedeværelsen af den præmoderne kritik af dogmerne understøtter den nødvendige og vigtige skelnen mellem præmodernitet og fundamentalisme. Det er vigtigt, at eleverne forstår denne skelnen.

Den religiøse fundamentalisme er et moderne fænomen, der opstod i slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede som en reaktion mod moderniteten. Her vælges (bestemte) ordrette tolkninger af religiøse skrifter, som opfattes som autoritative.

Mødet med fortidens og nutidens kritiske stemmer inden for religionerne selv kan invitere elever til at reflektere over forskellige religiøse positioner inden for religionerne og deres konsekvenser.

Et ømtåleligt præmoderne arvestykke er kvindesynet. I et præmoderne verdensbillede er kønsrollerne definerede, i et moderne er de ligeberettigede, og i et postmoderne verdensbillede ses rollerne som konstruktioner, der kan til- og fravælges.

Diskussionerne om kvinders rolle i religionerne, om homoseksualitet og om ægteskab mellem to af samme køn inddrager de tre verdensbilleder. Fundamentalistisk inspirerede fløje inden for kristendommen bruger Bibelen til at fastholde et patriarkalsk verdensbillede med definerede kønsroller og et fordømmende syn på homoseksuelle, der nogle steder udsættes for fysiske overgreb.

I islam, hvor religion og samfund er integrerede i sharialoven, får den præmoderne arv en helt anden og mere omfattende betydning. Afsløringerne af det kvindesyn, der formidles i nogle moskeer, viser denne arv, og den betydning for samfundslivet, som det præmoderne kvindesyn har i store dele af verden.

De mandlige præster, der er imod kvindelige præster og ikke vil give dem hånden under ordinationen i folkekirken, og forbuddet mod kvindelige præster i katolicismen afspejler den samme arv, men konsekvensen er en helt anden i vestlige demokratier, fordi samfundet er styret af en verdslig lovgivning, der hviler på et moderne verdensbillede.

Diskrimineringen af kvinden er hermed inddæmmet til konservative fløje inden for kristendommen og vedrører ikke kvinden som politisk aktør i samfundet.

Mange elever er ikke religiøse, de er opdraget sekulært og præget af et videnskabeligt verdensbillede. En konstruktiv postmoderne tilgang kan sætte skub i nogle refleksioner hos denne gruppe.

Hvad der kan overraske sådanne elever er, at religion og videnskab ikke behøver at være hinandens modsætninger. Konflikten mellem religion og videnskab hører hjemme i spændingsfeltet mellem to verdensbilleder: den fundamentalistiske bevægelse kreationismen og scientismen (videnskab som verdensbillede). Hvor kreationismen gør religion til videnskab ved at bruge Bibelen som en videnskabelig teori, gør scientisterne videnskab til religion ved at reducere spørgsmålet om mening til fysiske processer.

Viden om og det at kunne omgås forskellige verdensbilleder er en tiltrængt kompetence i vores globale og konfliktfyldte verden.

I religionsfaget er der en enestående lejlighed til at udvikle en sådan kompetence, der måske kan give eleverne mod på at tage globaliseringens udfordring op ved at indgå i en reflekteret dialog uden at barrikadere sig i deres eget verdensbillede eller smelte kritikløst sammen med andres.

Dorthe Enger er forfatter, lektor og cand.mag.