Den aktuelle konflikt mellem Rusland og Vesten rummer mange spørgsmål. Man kan for eksempel spørge, som den konservative Patrick J. Buchanan, Ronald Reagans tidligere rådgiver, har gjort i de seneste 10 år: ”Hvem tabte Rusland?”. Hvordan har det været muligt at ødelægge Reagans arv, hans store bedrift, som var at give Mikhail Gorbatjov hånden og sætte et punktum for den kolde krig?
I første omgang må svaret være politisk: Vesten er blevet ført på afveje af en triumfalistisk mentalitet uden at se, at kommunismens forsvinden var en følge af dette håndslag, og at kommunismen i betragteligt omfang blev afmonteret af de kommunister, som selv indså systemets umenneskelighed og meningsløshed. Jeg tænker ikke kun på Gorbatjov og Boris Jeltsin, men også på de forhandlinger mellem kommunisterne og oppositionen, som fandt sted i 1989 i Polen og Tjekkiet. Denne rolige afslutning på kommunismen, som overraskede den franske historiker Franois Furet, var noget enestående i historien. Den kolde krig sluttede uden sejrherrer og besejrede.
Men det er her, den store misforståelse begyndte, som Jack F. Matlock, USA's tidligere ambassadør i Sovjetunionen og vidne til kommunismens afslutning, i sine bøger har påpeget. Vesten påtog sig rollen som sejrherrer, der skal ydmyge de besejrede, og fortsatte endda den krig, der var afsluttet. Uden at respektere sit ord over for Gorbatjov har Vesten indlemmet det ene østland efter det andet, ikke blot i sin indflydelsessfære, men også i en union og en militær alliance, der har antaget en stadig mere aggressiv holdning over for Rusland. Vestens destabiliserende indblanding i det i forvejen skrøbelige Ukraine er en foreløbig kulmination på denne ansvarsløse politik.
Den politiske side af sagen er dog kun en afspejling af noget langt dybere. Kommunismens afslutning burde have givet anledning til eftertanke - ikke kun i østlandene, men også i form af Vestens selvopgør. Der var ikke blot tale om at afsløre Vestens støtte til kommunismen - fra ”stalinismens fascination” til ”fodnotepolitikken”, som professor Bent Jensen med stort mod har bragt lys over - men om at komme til bunds i den ideologi, som kommunismen var en følge af.
Vaclav Havel sagde det i 1992: Kommunismen ”er punktummet for en af de store æraer i menneskehedens historie. Det er ikke bare et punktum for det 19. og 20. århundrede, det vil sige den moderne tid. Det er et punktum for hele dén nyere tid”: renæssancen, oplysningstiden, socialismen, positivismen, scientismen. Et punktum for menneskets dyrkelse af sin ”absoluterede forstand”.
Kommunismen har ikke bare været noget, som skete ”de andre”, og som disse andre til evig tid skal straffes for. Sådan hænger tingene ikke sammen. Som den russiske digter Joseph Brodsky skrev: Den kommunistiske idé ”blev ikke født på Volgas eller Vltavas bred, og det faktum, at den dér blomstrede med særlig styrke, er ikke et tegn på vores jords enestående frugtbarhed, for den blomstrede også på forskellige breddegrader og i uhyre forskellige kulturelle områder med lige så stor intensitet”.
Vel dækkede kommunismen alle verdens kontinenter og bragte samme ulykke over alle. Men selve idéen var hverken russisk, tjekkisk eller vietnamesisk - den hørte med til Vestens kimærer og var et udtryk for den store åndskrise i Europas kultur og civilisation. Det kommunistiske Østeuropa var det ”spejl”, Vesten kunne se sig selv i.
Opgøret med kommunismen har i stort omfang fundet sted i østlandene. Tilbagevenden til kristendommen, til den kultur, kommunismen søgte at udradere, til de nationale traditioner og til basal sund fornuft uden ideologiske illusioner er markant, især i Rusland. Det er det ”sejrrige” Vesten, der ikke har foretaget et selvopgør og derfor fortsætter i de samme baner, som resulterede i kommunismen.
For hvad var kommunismen? Troen på historiens love, på menneskehedens nødvendige udvikling, som fører til et verdensomspændende, fuldkomment samfund, hvor alle konflikter vil forsvinde, og freden for altid vil indfinde sig. Troen på, at man sidder inde med løsningen på alle menneskets og alle landes problemer. n løsning for alt og alle. Hele verdens frelse. Al utopis hybris: at fornægte den jord, vi går på, at fornægte virkeligheden og at fornægte arvesynden.
Naturligvis har Vesten ikke en kommunistisk utopi mere, men det har til gengæld en erstatningsutopi: Forestillingen om, at der kun findes én samfundsmodel for hele verden, og at denne model med magt skal overføres på alle lande og kontinenter for således at skabe den evige fred.
Dette er grundtanken, ikke kun i EU, men især i den amerikanske neokonservatisme. Man kender det under navnet ”den nye verdensorden”. Allerede i 1988 understregede den store konservative tænker Russell Kirk neokonservatismens utopiske karakter. Neokonservatismen, skrev Kirk, er den nye sekulære religion, den nye ”millenarisme”, som vil forandre verden og skabe et nyt menneske. Uden at forstå ”menneskets vilkår” og den kultur og civilisation, som karakteriserer hvert folk for sig, munder neokonservatismen ud, sagde Kirk, i en katastrofal politik, uden jordforbindelse og fornuftsbaseret diplomati.
At neokonservatismens rødder ligger i trotskismen er med til at sætte tingene i relief. Den gamle kommunistiske verdensrevolution er blot blevet erstattet med den nye globale ”demokratiske revolution”, hvilket intet har med konservatismen at gøre. Som den amerikanske professor John J. Mearsheimer skrev: ”Betegnelsen 'neo-konservativ' er en forkert varebetegnelse”; ”Ingen ægte konservativ vil tage sådan et storstillet politisk projekt til sit hjerte” og gå ind for, at man skal bruge ”magt til at forandre verden, så den passer til ens interesser”.
Den situation, vi med konflikten omkring Ukraine befinder os i, er paradoksal. For det er konflikten mellem kommunisme og anti-kommunisme eller mere præcist mellem utopi og virkelighed. Men utopien med den globale løsning på menneskehedens problemer har skiftet plads: Det er Vesten, der bærer den, i modsætning til Rusland, som har befriet sig fra den. Det er ingen tilfældighed, at den eneste seriøse russiske opposition mod Putin kommer fra Kommunistpartiet og dets leder Genadij Zjuganov, som plæderer for landets gen-stalinisering. Modsat Putin, som siden 2000 (sidst i april 2014) har rehabiliteret ofrene af det stalinistiske terrorregime.
Det er netop, fordi utopien har skiftet plads, at Ruslands præsident Vladimir Putin nu bliver dæmoniseret på en måde, som Vesten ikke engang tillod sig over for Stalin. Men det er forståeligt, for det nye Rusland, som er et ufuldkomment samfund ligesom alle andre samfund, står for det, som var selve kraften i modstanden mod kommunismen, og som Vesten i dag forkaster: Den kristne tro og moral, den kulturelle tradition, den nationale værdighed og det klassiske diplomati, hvor man respekterer hinandens interesser.
Rusland er ikke Sovjetunionen. Putin har endda afgivet territorier (til Kina; til Norge: deling af Barentshavet). Rusland ønsker ikke at forme resten af verden i sit eget billede, men blot at eksistere, og det reagerer, når dets eksistens er i fare. Genindlemmelsen af Krim er en forsvarsreaktion, som også har åndelige og historiske rødder.
Det er kun, fordi Vesten ikke har foretaget et selvopgør efter kommunismen, at den globale utopi ikke blev drevet ud af dets politiske tænkning, og at det tillader sig at håne det russiske folk, som har båret enorme lidelser, har overlevet og har forstået, at man kun kan leve på virkelighedens og ikke på utopiens præmisser.
Monica Papazu er mag.art.