Prøv avisen

Vestlig dekadence og tomme frihedsparoler

Forbrugerismen er en postmoderne materialisme, den er overfladisk og triviel. Det er kapitalismen som religion eller religionserstatning. Den sætter selviskheden og uafhængigheden af andre højst af alt, mener dagens kronikør Niels Arbøl. Foto: .

Vesten har en umistelig erfaring med frihed og demokratiske rettigheder, som der er al mulig grund til at holde fast ved og inspirere andre lande med, men hvis ikke friheden bygger på menneskets værdighed, står den i fare for at blive reduceret til en tom parole, der bruges til at forkæle forbrugerismen og slå de andre kulturer i hovedet med

Som bekendt blev det russiske punkband Pussy Riots medlemmer idømt to års fængsel for deres pr-stunt foran alteret i Frelser-katedralen i Moskva.

Vestlige landes politikere reagerede på dommen som værende ude af proportioner, og andre fremmanede, hvor despotisk præsident Putin er, og hvor lidt ytringsfrihed han tillader.

Men reaktionen afspejler samtidig den dekadence og de tomme frihedsparoler, hvormed visse islamofober i Vesten nu igen misbruger friheden til at nedgøre muslimernes tro uagtet de naturligvis har en formel ret dertil.

LÆS OGSÅ: Ytringsfrihed skal værne om religiøs værdighed

Som teolog og journalist Iben Thranholm her i bladet har gjort opmærksom på, er vi i Vesten tilbøjelige til at overse Ruslands omvendelse til kristendommen efter Murens fald. Præsident Putin og premierminister Medvedev ser sig som forsvarere for religion og kirke, hvis troende måtte lide så meget under kommunismen.

Længe før Murens fald var de vestlige lande et forbillede og et lys for folk i Central- og Østeuropa. I Rusland rettede forfatteren og systemkritikeren Alexander Solsjenitsyn en fast og vedholdende kritik mod Sovjet-styret. I 1974 blev han udvist, og de følgende år forholdt han sig relativt tavs.

Men så stod Solsjenitsyn igen frem for offentligheden. Han kom fra sit tilflugtssted i Vermonts bjerge tæt ved den canadiske grænse og steg i næsten gammeltestamentlig profetvælde ned til Harvard Universitetets studenter denne gang for at bringe sin dommedagssandhed om den vestlige verdens åndelige forfatning. Jeg kan ikke anbefale Jeres vestlige samfund som et forbillede for en forandring af det sovjetiske samfund, sagde han.

Den med rette højt besungne frihed, sagde Solsjenitsyn i sin tale, er blevet en frihed uden ansvar, der giver større frihed til at gøre ondt end til at gøre godt. Han udfoldede hele sit litterære geni i bandbuller mod sanseløs forbrugerisme, der har ført til åndløshed og dekadence, kriminalitet og pornografi, en sprængt kunst, en ulidelig musik, reklamens terror og tvs sløvende døs. Vi er kommet på afveje, sagde han, fordi vi har gjort materiel velfærd til grundlag for al politisk og social stræben. Vi har glemt, at mennesket er af ånd.

EFTER MURENS FALD vendte Solsjenitsyn hjem til Rusland og fortsatte sin kritik af det moralske forfald og den kapitalisme, som hans land havde fået i bytte for de vesterlandske værdier. Året før sin død i 2008 modtog han Den Russiske Føderations statspris, personligt overrakt af Vladimir Putin, den daværende russiske præsident og tidligere officer i KGB.

Samme præsident Putin blev beskyldt for at stå bag den relativt hårde fængselsstraf til Pussy Riot. Men Putin har bare lært af arven fra Solsjenitsyn.

Og hvad er det så i øvrigt for en frihed, som amerikanerne vil hævde at eje? I Guds eget land gives der livstidsfængsel for tre gentagne forbrydelser af selv ganske triviel art. Og når en dansk Venstrepolitiker udtalte, at Rusland efter denne dom viser, at det på ingen måde lever op til selv de mest basale frihedsrettigheder, burde man spørge: Hvor var friheden for de hundredvis af børn, der hvert år fik afslag på familiesammenføring med deres forældre, og som talte sproget så godt som noget Dansk Folkeparti-medlem? For ikke at tale om de børn, der i årevis blev fastholdt på asylcentre?

I VESTEN ER DER til stadighed eksempler på, at pressen opfatter ytringsfriheden som et frikort til at udstille kongeliges privatliv eller sætte mennesker i offentlig gabestok for profittens skyld. Den mest respekterede person inden for den muslimske verden blev som bekendt udstillet med en bombe i turbanen. Det havde dog intet med ytringsfrihed at gøre, men med et typisk dansk billigt grin og mangel på respekt for anderledes tænkende. Historien gentager sig, når en billig amerikansk video omtaler islam som kræft og afbilder profeten Muhammed i seng med kvinder.

Vesten har en umistelig og dyrebar erfaring med frihed og demokratiske rettigheder, som der er al mulig grund til at holde fast ved og inspirere andre lande med. Men ytringsfriheden er givet til at kunne stå op imod en overmagt eller et undertrykkende system, ikke til at nedgøre andre mennesker.

Ytringsfriheden kunne bruges på at kritisere de islamiske regeringer, der tillader inhumane straffe, eller som undertrykker de kristne mindretal. Den bør ikke misbruges til at grave grøfterne dybere mellem deres kultur og vores.

De demokratiske principper hviler i sidste ende på respekten for menneskets værdighed. At de opstod i netop Europa og Amerika, hænger sammen med kristendommens indflydelse budskabet om den Gud, der selv blev menneske, og som genkendes i medmennesket.

I dag har Vesten på officielt plan for længst kappet linen over til religionen, så for eksempel Gud ikke kan nævnes i en europæisk forfatningstraktat, men det betyder ikke, at andre kulturer har til hensigt at overtage samme bastante sekularisme.

Religionen er på vej frem i verden, blot ikke hos os. Og for så vidt kristendom eller islam handler om respekt for medmennesket, er de et bæredygtigt grundlag for de demokratiske principper, som det blandt andet ses i det nye Egypten.

Og økonomisk frihed? Den forhåndenværende krise bygger på en forståelse af frihed som ubegrænset forbrug på alle hylder. Vi er fanget i en forbrugskultur, en kasinokultur, der har været anført af de sidste mange regeringer. Både politikere og borgere har brugt langt flere penge, end de tjener, siger den amerikanske økonom Addison Wiggin. Denne frihed har også fået voldsomme økologiske konsekvenser med globale temperaturstigninger, smeltende gletsjere og hyppige storme.

FORBRUGERISMEN ER en postmoderne materialisme, den er overfladisk og triviel. Det er kapitalismen som religion eller religionserstatning. Den sætter selviskheden og uafhængigheden af andre højst af alt. Supermarkederne er blevet den moderne tids katedraler. Forbrugerismen er, med en let omskrivning af Marx, blevet opium for folket.

Også hvad løsningen af krisen angår, udviser europæerne en bemærkelsesværdig åndelig smålighed. I stedet for at slutte op om et forenet og fredeligt Europa, hvor landene står last og brast om at løse krisen, som fru Merkel i Tyskland opfordrer til, lyder stadig flere og højere røster, der modarbejder EU, eller som ikke vil følge spillereglerne.

Vestens materialisme har fået de største følger for moderskabet. Fødselsraten har i flere årtier ligget under reproduktionsraten, således at befolkningerne ikke kan reproducere sig selv. Stadig flere kvinder beslutter sig for ikke at få børn overhovedet. Og af de kvinder, som får børn, vælger mange i dag kun at få et enkelt barn. Etbarnsfamilien er ved at overhale tobørnsfamilien som den mest udbredte familietype, og det er allerede tilfældet i England og USA.

Langt de fleste småbørnsmødre bruger størstedelen af dagtimerne på deres arbejde og karriere frem for at passe deres børn. Og det på trods af, at dette arbejde ofte påfører dem selv og deres børn en betydelig stresspåvirkning. Antallet af børn og unge, der medicineres for ADHD, er steget eksplosivt.

Hvis ikke friheden bygger på menneskets værdighed, står den i fare for at blive reduceret til en tom parole, der bruges til at forkæle forbrugerismen og slå de andre kulturer i hovedet med.

Men måske behøver vi ikke at bekymre os så meget. Det britiske magasin The Prospect foretog i sin tid en hypotetisk computerfremskrivning af befolknings-udviklingen og beregnede, at hvis den fortsætter som hidtil, vil den sidste europæer dø i år 2960. Måske et resultat af den dommedag, som Solsjenitsyn forudsagde for det dekadente Vesten?